Skrivelse om konsekvenserne af Højesteretsdom af 6. marts 1997 for Arbejdsskadestyrelsens vurdering af begrebet ' udefra kommende ' i definitionen af ulykkesbegrebet. (Til de godkendte forsikringsselskaber m. fl.)
Statutory Text (3 Articles)
Bilag
-----------------------------------------------------------------
Arbejdsskadestyrelsen
8. kontor/OP/JCH
Den 16. juni 1997
J.nr. 97-4010-6
Intern meddelelse nr. 4 / 97
fra 8. kontor
om
konsekvenserne af Højesteretsdom af 6. marts 1997 for Arbejdsskadestyrelsens vurdering af begrebet » udefra kommende » i definitionen af ulykkesbegrebet.
1. Baggrunden for den interne meddelelse
Højesteret har i en dom af 6. marts 1997 fastslået, at en skade opstået ved fald med cykel er et ulykkestilfælde.
I sagen var der tale om, at forsikringstageren i 1988 var kommet cyklende på en cykelsti, og af ukendte årsager væltede han med cyklen, slog hovedet og pådrog sig en hjerneskade.
Det fremgår af Højesterets bemærkninger til dommen at
» En sådan tilskadekomst er efter sin ydre objektive fremtrædelsesform et ulykkestilfælde, og der er ikke oplyst omstændigheder, som sandsynliggør andet. Skaden er derfor dækningsberettiget efter policen. »
Østre Landsret havde inden da afsagt dom i sagen 10. marts 1995 og nåede frem til det modsatte resultat.
Landsretten lagde vægt på at : » Det var uoplyst, hvorfor A væltede med sin cykel. Da A derfor ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at hans fald ved denne lejlighed skyldes en tilfældig og af hans vilje uafhængig pludselig udefra kommende indvirkning, var han ikke berettiget til forsikringsdækning »
Højesteret tager ved sin afgørelse således afstand fra landsrettens krav om, at skadelidte ved faldskader uden nogen umiddelbar konstaterbar årsag, skal kunne påvise at faldet skyldes en udefra kommende indvirkning.
2. Højesteretsdommens konsekvenser for Arbejdsskadestyrelsens vurdering af begrebet » udefra kommende eller virkende begivenhed » i definitionen af en arbejdsulykke.
Det er på ledelsesmødet d. 26. maj 1997 besluttet, at Arbejdsskadestyrelsen opretholder den tidligere vedtagne definition på en arbejdsulykke.
Det er endvidere besluttet, at højesteretsdommen alene får betydning for » gled, fald og snubleskader » ( traditionelle faldskader ), som iøvrigt udgør en stor del af de traditionelle arbejdsulykker.
Højesteretsdommen får den særlige konsekvens, at styrelsen i de situationer, hvor et fald ikke skyldes nogen umiddelbar konstaterbar årsag, skal stille krav om at faldet medfører, at den faldende person rammer en overflade og at faldet, dvs mødet med faldoverfladen, medfører en skade på personen.
Den udefra kommende eller virkende begivenhed er i denne situation, at en faldende person i faldet rammer en
overflade og derved kommer til skade.
Typeeksempel
En person snubler og falder uden nogen umiddelbar konstaterbar årsag og brækker en arm ved faldet på gulvet. Sagen anerkendes.
Det samme gælder ved snublen ind i anden overflade.
Hvis skadelidte forvrider det ene knæ uden nogen umiddelbar konstaterbar årsag, falder og brækker armen, anerkendes alene skaden som følge af faldet ( den brækkede arm ), men derimod ikke forvridning af knæ.
Skrivelse om konsekvenserne af Højesteretsdom af 6. marts 1997 for Arbejdsskadestyrelsens vurdering af begrebet » udefra kommende » i definitionen af ulykkesbegrebet.
(Til de godkendte forsikringsselskaber m. fl.)
Højesteret fastslår i sin dom af 6. marts 1997, at en skade opstået ved fald med cykel er et ulykkestilfælde, uanset at der ikke er nogen kendt årsag til at skadelidte væltede med cyklen og pådrog sig skaden.
Dommen fører ikke til ændring af Arbejdsskadestyrelsens hidtil anvendte definition på en arbejdsulykke.
Højesteretsdommen får den særlige konsekvens, at styrelsen i de situationer, hvor et fald ikke skyldes nogen umiddelbar konstaterbar årsag, vil stille krav om at faldet medfører, at den faldende person rammer en overflade og at faldet, dvs. mødet med faldoverfladen, medfører en skade på personen.
Den udefra kommende eller virkende begivenhed er i denne situation, at en faldende person i faldet rammer en overflade og derved kommer til skade.
Højesteretsdommen får alene betydning for » gled, fald og
snubleskader », som iøvrigt udgør en stor del af de traditionelle arbejdsulykker.
Styrelsen har udarbejdet intern meddelelse nr. 4 / 97 herom til styrelsens medarbejdere. Meddelelsen vedlægges til orientering.
Venlig hilsen
Ole Pontoppidan
-----------------------------------------------------------------