Information fra Erhvervssygdomsudvalget om karpaltunnelsyndrom
Statutory Text (1 Articles)
Information fra Erhvervssygdomsudvalget om karpaltunnelsyndrom
Indholdsfortegnelse
* Lidelsen
* Anerkendelse af karpaltunnelsyndrom
efter erhvervssygdomsfortegnelsen
* Konference om karpaltunnelsyndrom
* Erhvervssygdomsudvalgets praksis
* Eksempler fra Erhvervssygdomsudvalgets praksis
* Ingen ændringer af erhvervssygdomsfortegnelsen
Bilagsmateriale (* 1)
--------------
* Lidelsen
Der findes ikke noget dansk ord for »karpaltunnelsyndrom«.
Lidelsen skyldes påvirkning eller afklemning af håndens midternerve (nervusmedianus) i den såkaldte karpaltunnel på håndleddets bøjeside. Gennem denne »tunnel« passerer foruden midternerven også 9 sener. Ved »pladsmangel« kan der opstå tryk på nerven, og det er symptomerne herpå, der kaldes karpaltunnelsyndrom.
Symptomerne er smerter og føleforstyrrelser på nogle af fingrene. Lidelsen kan også medføre nedsat kraft og bevægelighed af specielt tommelfingeren.
Karpaltunnelsyndrom kan have både arbejdsbetingede og ikke- arbejdsbetingede årsager, og lidelsen opstår i mange tilfælde uden kendt årsag. Forskellige faktorer kan øge risikoen for at udvikle karpaltunnelsyndrom, fx sukkersyge, traumer mod håndleddet og graviditet.
Efter fortegnelsen over erhvervssygdomme kan Arbejdsskadestyrelsen anerkende karpaltunnelsyndrom som en erhvervssygdom, hvis lidelsen er forårsaget af vedvarende højfrekvente vibrationer, fx arbejde med vibrerende værktøj. Det fremgår af § 2, gruppe E, pkt. 5, i erhvervssygdomsfortegnelsen. Der henvises i øvrigt til Arbejdsskadestyrelsens vejledning om vibrationslidelser.
Arbejdsskadestyrelsen kan også anerkende karpaltunnelsyndrom som følge af en seneskedehindebetændelse, der opfylder betingelserne for anerkendelse efter § 2, gruppe E, pkt. 6 a, i fortegnelsen. I dette tilfælde opfattes lidelsen som en komplikation til seneskedehindebetændelsen.
* Anerkendelse af karpaltunnelsyndrom efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget
Hvis der ikke er mulighed for at anerkende efter fortegnelsen, kan Erhvervssygdomsudvalget i den konkrete sag indstille til Arbejdsskadestyrelsen, at lidelsen alligevel anerkendes. Det er en forudsætning, at lidelsen må anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets særlige art. Det følger af § 10, stk. 1, nr. 2, i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade
Erhvervssygdomsudvalget har gennem længere tid drøftet, hvornår karpaltunnelsyndrom skal kunne anerkendes som arbejddskade som følge af andre arbejdsmæssige belastninger end dem, som er nævnt i fortegnelsen, og i givet fald hvilke betingelser, der da skulle opstilles.
Konference
Lovgivningen om arbejdsskadeforsikring bygger på, at der skal være sammenhæng mellem en lidelse og en påvirkning på arbejdet, for at lidelsen kan anerkendes som erhvervssygdom. Der er således afgørende, at der kan påvises en årsagssammenhæng.
Erhvervssygdomsudvalget har ønsket at få et bredere lægevidenskabeligt grundlag for at vurdere mulige årsager til karpaltunnelsyndrom. Derfor afholdt Arbejdsskadestyrelsen i foråret 1995 en konference, hvor blandt andre en række lægevidenskabelige specialer var repræsenterede.
Fra lægelig side blev der på konferencen redegjort for lidelsens anatomi, forekomst, arbejdets betydning, objektive fund og behandling.
Der er i de senere år foretaget en del lægevidenskabelige undersøgelser for at belyse lidelsens forekomst og årsager. Ud fra en samlet vurdering af undersøgelserne er der holdepunkter for at antage, at gentagne (repetitive) og kraftbetonede håndledsbevægelser kan forårsage karpaltunnelsyndrom. Det er imidlertid ikke muligt ved hjælp af talangivelser at redegøre for, hvor kraftbetonet arbejdet skal være, eller hvor hurtige de repetitive bevægelser skal være, for at lidelsen kan opstå som følge af arbejdet.
Der var blandt de deltagende læger på konferencen diskussion om, hvor sikkert man kan udtale sig om sammenhængen mellem lidelsen og bestemte arbejdsmæssige påvirkninger.
Fra arbejdsmedicinsk side blev det gjort gældende, at epidemiologiske undersøgelser giver grundlag for at antage, at der er en overrisiko for karpaltunnelsyndrom ved kraftfulde, repetitive arbejdsbevægelser.
Fra anden lægelig side blev det anført, at der ikke er videnskabeligt grundlag for at opstille kriterier, der kan siges at godtgøre sammenhæng mellem lidelse og arbejde.
Hvad angår diagnosen vil det for 2/3 af patienternes vedkommende være indlysende, at de har lidelsen, medens det for den resterende 1/3 klinisk kan være svært at vurdere, om de har lidelsen. En nervefunktionsundersøgelse kan i mange tilfælde være nyttig, men resultatet vil ikke altid være sammenfaldende med de kliniske fund.
Der henvises til de indlæg, der blev holdt på konferencen, og som er optaget som bilag. (kun i den trykte udgave).
* Erhvervssygdomsudvalgets praksis
Erhvervssygdomsudvalget har på baggrund af erfaringerne fra behandlingen af sagerne og oplysningerne fra konferencen på ny drøftet spørgsmålet om kriterierne for anerkendelse af karpaltunnelsyndrom, når der har været tale om håndledsbelastende arbejde.
Det er fortsat Erhvervssygdomsudvalgets praksis at indstille, at lidelsen bør anerkendes som en erhvervssygdom, når lidelsen er opstået efter tryk på håndledsregion eller efter kraftbetonet og repetitivt håndledsbelastende arbejde. Det er en forudsætning, at der er den nødvendige dokumentation for både arbejdsbelastningen og lidelsen.
* Eksempler fra Erhvervssygdomsudvalgets praksis
Udvalget har indstillet et karpaltunnelsyndrom til anerkendelse hos en person, der havde arbejdet som karosseribygger i adskillige år. Han havde i den overvejende del af arbejdstiden anvendt hammer, som han holdt i venstre hånd med enden af skaftet placeret i hulhånden.
Udvalget lagde vægt på, at der var tale om håndledsbelastende og monotont arbejde, samt at nerven ved operation for karpaltunnelsyndrom fandtes fladtrykt, hvilket måtte antages at skyldes påvirkning fra det anvendte hammerskaft.
Erhvervssygdomsudvalget har indstillet, at lidelsen anerkendes i et tilfælde, hvor en slagteriarbejder dagligt skulle foretage 2.500 kraftbetonede snit.
Udvalget fandt det overvejende sandsynligt, at lidelsen skyldtes arbejdets særlige art, idet der havde været tale om både kraftbetonede og repetitive bevægelser.
I mange sager går Erhvervssygdomsudvalgets indstilling på, at lidelsen ikke bør anerkendes som erhvervssygdom.
Af fællestræk for disse sager kan nævnes, at udvalget i ca. halvdelen af tilfældene har lagt vægt på, at der ikke har været tale om håndledsbelastende arbejde. I enkelte tilfælde har udvalget tilføjet, at arbejdet ikke har indebåret tryk mod håndledsregionen.
Udvalget har i flere sager lagt vægt på, at der ikke har været tale om tilstrækkeligt kraftbetonet arbejde.
I nogle tilfælde har udvalget lagt vægt på, at der var tale om faktorer som fx sukkersyge, traumer mod håndleddet og graviditet, der fremmer risikoen for lidelsens opståen.
Erhvervssygdomsudvalget har i et tilfælde afvist at anerkende karpaltunnelsyndrom hos en kvinde, der i godt et år havde været ansat på et fjerkræslagteri, hvor hun havde været beskæftiget med opskæring af kyllinger. Udvalget lagde vægt på, at lidelsen var dobbeltsidig, uanset at der var tale om en overvejende ensidig belastning, og at symptomerne opstod efter kort tids ansættelse.
* Ingen ændringer af erhvervssygdomsfortegnelsen
Erhvervssygdomsudvalgets seneste overvejelser er mundet ud i, at der ikke er grundlag for at foreslå, at fortegnelsen over erhvervssygdomme ændres ved at tilføje, at lidelsen kan opstå som følge af repetitivt og kraftbetonet arbejde. Dette skyldes, at udvalget ikke finder, at der er tilstrækkelig videnskabeligt grundlag til, at der kan opstilles kriterier, der kan siges at godtgøre sammenhæng mellem lidelsen og arbejdet.
Hvis Arbejdsskadestyrelsen på grundlag af de indhentede oplysninger i den konkrete sag vurderer, at der er tale om repetitive og kraftbetonede håndledsbevægelser, som kan sammenlignes med de ovenfor beskrevne anerkendte sager, vil styrelsen forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget.