Cirkulæreskrivelse vedrørende køretøjer, der anvendes ved øvelseskørsel og køreprøve i forbindelse med erhvervelse af kørekort til kategori B/E
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse vedrørende køretøjer, der anvendes ved øvelseskørsel og køreprøve i forbindelse med erhvervelse af kørekort til kategori B/E
Ansøgere, der ønsker kørekort til stort påhængskøretøj i forbindelse med almindelig bil (kategori B) skal have modtaget undervisning af en godkendt kørelærer, og undervisningen skal gennemføres i overensstemmelse med Færdselsstyrelsens bekendtgørelser om undervisningsplan for køreuddannelsen til kategori E. Ved øvelseskørslen og køreprøven skal der anvendes køretøjer, der opfylder betingelserne i bilag 3 til Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 196 af 11. marts 1997 om kørekort.
Ved erhvervelse af kørekort til kategori B/E skal bestemmelserne i bilagets pkt. II, 5, være opfyldt. Med virkning fra 1. januar 1998 gælder bestemmelserne i pkt. II, nr. 5) vedrørende kategori B/E.
På given foranledning skal Færdselsstyrelsen præcisere bestemmelsen i 2. afsnit, 1. punktum således, at vogntogets samlede faktiske totalvægt skal lovligt kunne overstige 3.500 kg. Der er således ikke krav om, at vogntogets samlede faktiske totalvægt skal overstige 3.500 kg, men kun, at det lovligt kan overstige 3.500 kg. Dette vil teknisk svare til, at summen af bilens og påhængskøretøjets tilladte totalvægt skal overstige 3.500 kg og, at summen af bilens tilladte totalvægt og den på bilens registreringsattest fastsatte største totalvægt for påhængskøretøjet skal overstige 3.500 kg.
Herudover gælder øvrige B/E-bestemmelser.
Styrelsen vil senere søge bestemmelsen i kørekortbekendtgørelsen præciseret i overensstemmelse med ovenstående.
Færdselsstyrelsen, den 10. december 1997.
Jan Lindeskov