Cirkulæreskrivelse om meddelelse om oversigt over sager om ret til refusion af udbetalte ydelser

Cirkulæreskrivelse om meddelelse om oversigt over sager om ret til refusion af udbetalte ydelser

Kommentar mv.

Denne Meddelelse fra DfA indeholder en gennemgang af et antal sager om ret til refusion af udbetalte ydelser.

Formålet er at give et helhedsindtryk af praksis på området.

Denne meddelelse er en revision af meddelelse nr. 8/97. Tilføjelserne er markeret med en stiplet linje i venstre margin.

Følgende Meddelelse fra DfA er hermed ophævet

Meddelelse fra DfA nr. 8/97 af 7. marts 1997

Indhold

I.

Forholdet mellem arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, og § 86, stk. 4

II.

Administrative fejl

III.

Skønsmæssig afgørelse, men grundlaget for det udøvede skøn har ikke været forsvarligt

IV.

Uagtsomme forhold

V.

Dispensation fra refusionsreglerne

VI.

For sen reaktion på tilbagebetalings- og sanktionssager

VII.

Ukendskab til gældende regler

VIII.

Manglende tilmelding til arbejdsformidlingen

IX.

Selvforskyldt ledighed

I. Forholdet mellem arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, og § 86, stk. 4

Sag nr. 1

Modregning i løbende udbetalinger til medlemmet for beløb, som ikke er refusionsberettigede

Et medlem fik beregnet en dagpengesats på 299 kr. og fik udbetalt dagpenge med dette beløb.

Ved en tilsynsundersøgelse konstaterede DfA, at medlemmet kun havde ret til en dagpengesats på 276 kr. Årsagen til fejludbetalingen var, at arbejdsløshedskassen havde fortolket lønsedlerne forkert.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet i ugerne 7 - 12 i 1982 havde fået udbetalt i alt 990 kr. for meget i dagpenge. Medlemmet havde allerede tilbagebetalt beløbet ved modregning.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet havde fået for meget udbetalt i dagpenge. Kassen havde ikke krav på refusion af dette beløb.

I modsætning til arbejdsløshedskassen fandt DfA dog ikke, at medlemmet havde tilbagebetalingspligt, da betingelserne for at bruge § 86, stk. 1, ikke var opfyldt.

Arbejdsløshedskassen klagede over denne afgørelse. Det forekom besynderligt, at penge, der var tilgået kassen fra medlemmet (modregning i dagpenge), nu skulle udredes tilbage til medlemmet, som vitterlig ikke skulle have haft disse penge.

Ankenævnet fandt ligesom DfA ikke, at betingelserne for at kræve det for meget udbetalte dagpengebeløb tilbage fra medlemmet, var opfyldt. Årsagen hertil var, at fejludbetalingen skyldtes, at arbejdsløshedskassen havde beregnet medlemmets dagpengesats forkert. Fejlen var ikke så åbenbar, at medlemmet burde have indset, at der var tale om en fejludbetaling.

Selv om beløbet allerede var tilbagebetalt til arbejdsløshedskassen - gennem modregning i medlemmets dagpenge - kunne det ikke medføre, at der i realiteten pålægges medlemmet en tilbagebetalingspligt, som går ud over den pligt, der er fastslået i arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1.

(DfA's j.nr. 83-331-11083, AMA's j.nr. B 697-83)

Sag nr. 2

Ophør med drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse

Dokumentation for ophøret ved hjælp af tro og love erklæring

De subjektive betingelser i arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, var ikke opfyldt

Medlemmet var personalerådgiver i et større firma fra den 1. maj 1980 til den 30. november 1987. Den 1. december 1987 blev hun ledig.

På bilaget til ledighedserklæringen oplyste medlemmet, at hun fra den 1. august 1987 ejede og drev et personalerådgivningsbureau. Den ugentlige arbejdstid var på 10 - 12 timer, og medlemmet oplyste, at arbejdet i virksomheden blev udført fra kl. 17.00 og til kl. ca. 19.30. Hun havde ikke drevet virksomheden som sin hovedbeskæftigelse.

Medlemmet modtog herefter dagpenge under det skærpede arbejdskrav og med fradrag for arbejdstimer ved selvstændig bibeskæftigelse.

Den 5. januar 1989 skrev medlemmet til arbejdsløshedskassen og meddelte, at virksomheden var afmeldt og anmodede om at få udbetalt dagpenge på normale vilkår. Medlemmet vedlagde brevet en momsafmelding, som også blev sendt til toldvæsenet. Medlemmet vedlagde endelig en ophørsanmeldelse, som også blev sendt til Statsskattedirektoratet.

På momsafmeldingsblanketten havde medlemmet oplyst, at virksomheden ophørte den 31. december 1988. Blankettens afsnit om, hvorvidt virksomheden var solgt eller blev videreført af en anden, var derimod ikke udfyldt. Medlemmet oplyste, at der ikke var et varelager eller maskiner eller andre driftsmidler i virksomheden.

Af kopien af afmeldingsblanketten, som medlemmet underskrev og sendte til toldvæsenet, fremgår derimod, at medlemmets virksomhed blev overdraget til hendes ægtefælle. Arbejdsløshedskassen fik ikke underretning om, at medlemmet havde overdraget virksomheden til sin ægtefælle. Kassen udbetalte derfor arbejdsløshedsdagpenge fra den 11. januar 1989 til den 30. december 1989 på normale vilkår til medlemmet. Medlemmet fik herefter nyt arbejde.

I anledning af en stikprøveundersøgelse konstaterede DfA, at medlemmet ikke kunne anses for at være ophørt med drift af sit personalerådgivningsfirma, fordi virksomheden blev overdraget til hendes ægtefælle, jf. § 6 i dagældende bekendtgørelse nr. 260 af 28. april 1988 om retten til arbejdsløshedsdagpenge for medlemmer, som under ledighed har bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed. Af denne bestemmelse fremgår det, at det er en betingelse for at kunne anses for at være ophørt med bibeskæftigelse, at medlemmet på tro og love har afgivet en skriftlig og begrundet erklæring om at være ophørt med udøvelsen af selvstændig erhvervsvirksomhed. Ophøret skal være begrundet i virksomhedens lukning eller overdragelse til andre end ægtefællen eller umyndige børn.

DfA fandt efter samtlige omstændigheder ikke, at det kunne anses for godtgjort, at medlemmet mod bedre vidende havde modtaget dagpenge med urette. Det udbetalte beløb kunne derfor ikke kræves tilbagebetalt af medlemmet, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1.

Som følge heraf havde arbejdsløshedskassen ikke krav på refusion af det fejlagtigt udbetalte beløb, i alt 100.549,- kr.

Arbejdsløshedskassen klagede over afgørelsen og gjorde gældende, at medlemmet bevidst afgav urigtige oplysninger for at få dagpenge med urette. Kassen var af den opfattelse, at medlemmet ved at fremsende en urigtig kopi af momsafmeldingen bevidst havde afgivet urigtige oplysninger over for kassen.

Ankenævnet var enig med DfA i, at det ikke kunne anses for godtgjort, at medlemmet bevidst afgav urigtige oplysninger over for arbejdsløshedskassen for at opnå udbetaling af dagpenge, som hun ikke var berettiget til, og at hun modtog dagpengene mod bedre vidende, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 87 og § 86, stk. 1. Ankenævnet tiltrådte derfor DfA s afgørelse, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4.

Arbejdsløshedskassen anmodede ankenævnet om at genoptage sagen. Kassen henviste til, at de 2 momsafmeldinger, som medlemmet sendte til kassen og til told- og skatteregionen, var udfærdiget på samme blanket, hvorimod indholdet ikke var det samme.

Ankenævnet fandt fortsat ikke, at det af arbejdsløshedskassen fremførte burde medføre en ændret vurdering af sagen. Ankenævnet lagde vægt på, at kassen ikke indhentede den tro og love erklæring, som er omtalt i § 6 i dagældende bekendtgørelse nr. 260 af 28. april 1988.

Arbejdsløshedskassen anlagde herefter sag mod medlemmet og ankenævnet (som adciteret).

Østre Landsret har i sin dom af 25. juni 1996 bemærket, at arbejdsløshedskassens krav vedrørertilbagebetaling af et beløb på 100.549,- kr. Det er derfor kassens bevisbyrde at godtgøre, at betingelserne for tilbagebetaling efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, herunder de subjektive betingelser herfor, er opfyldt. Beviserne herfor omfatter de afmeldingsblanketter, som medlemmet har underskrevet og sendt til kassen og told- og skatteregionen og forklaringerne under sagen.

Medlemmet har blandt andet forklaret, at hun efter en telefonisk henvendelse i efteråret 1987 fra en medarbejder hos arbejdsløshedskassen, hvis indhold hun ikke nærmere husker, henvendte sig til sin revisor for at afmelde virksomheden, og at hun - efter at have drøftet en overdragelse af virksomheden til sin ægtefælle med denne - atter henvendte sig til revisoren for at få indsendt afmelding for sit eget vedkommende og de nødvendige oplysninger om overdragelsen. Retten lagde i denne forbindelse til grund som ubestridt, at de forskellige afmeldelsesblanketter var udfyldt af revisor og underskrevet af medlemmet. Herefter og under hensyn til medlemmets forklaring om telefonsamtalen med medarbejderen hos arbejdsløshedskassen, hvorunder denne ikke oplyste, at der ved overdragelsen af en virksomhed til ægtefælle gjaldt særlige betingelser for afmelding, fandtes det ikke godtgjort, at medlemmet var bekendt med de nærmere betingelser for afmelding, men alene var af den opfattelse, at hun skulle vælge mellem nyt arbejde eller fortsætte bibeskæftigelsen. Arbejdsløshedskassen fandtes herefter ikke at have godtgjort, at de subjektive betingelser i § 86, stk. 1, om tilbagebetaling af arbejdsløshedsdagpenge var opfyldt. Medlemmet blev derfor frifundet for arbejdsløshedskassens påstand.

For så vidt angår ankenævnet bemærkede Østre Landsret, at det efter bevisførelsen måtte lægges til grund, at arbejdsløshedskassen har pådraget sig et selvstændigt ansvar for ikke at have kontrolleret sagsøgtes oplysninger eller som krævet efter § 6 i bekendtgørelsen at have anmodet medlemmet om en tro og love erklæring som beskrevet i bestemmelsen. Det bemærkes, at en sådan urigtig erklæring er særskilt strafsanktioneret i straffelovens § 161. Da de subjektive betingelser for tilbagebetaling i § 86, stk. 1, derfor ikke var opfyldt, blev ankenævnet frifundet for arbejdsløshedskassens påstand om ret til refusion af tilbagebetalingsbeløbet, jf. § 86, stk. 4.

Højesteret afsagde dom i sagen den 15. oktober 1997 og bemærkede i dommen, at arbejdsløshedskassen ikke inden udbetalingen af dagpenge fra den 11. januar 1989 sørgede for, at medlemmet på tro og love afgav en skriftlig og begrundet erklæring som beskrevet i § 6 i bekendtgørelse nr. 260 af 28. april 1988. Som anført i dommen har kassen heller ikke godtgjort, at hun var bekendt med betydningen af den manglende oplysning om overdragelsen af virksomheden til ægtefællen.

Højesteret tiltrådte derfor, at betingelserne for tilbagebetaling i medfør af arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, ikke var opfyldt. Allerede af den grund kunne arbejdsløshedskassen heller ikke kræve refusion fra statskassen efter lovens § 86, stk. 4. Højesteret stadfæstede derfor Østre Landsrets dom.

(DfA s j.nr. 92-51-84, AMA s j.nr. 94-1-2114, ØLD j.nr. 18. afd. nr. B-1074-94, HLD j.nr. I 289/1996)

Sag nr. 3

Samtidig udbetaling af uddannelsesydelse og uddannelsesgodtgørelse

Medlemmet fik den 27. december 1993 bevilget uddannelsesydelse fra den 17. januar 1994 til den 30. juni 1995, svarende til halvdelen af den maksimale dagpengesats.

På sit dagpengekort oplyste medlemmet fra mandag den 17. januar 1994 om uddannelsesydelse.

Arbejdsløshedskassen fik kopi af medlemmets ansøgning om og bevilling af uddannelsesydelse.

Arbejdsløshedskassen sendte en erklæring til udbetaling af uddannelsesydelse til medlemmet, som han underskrev den 26. januar 1994. Medlemmet oplyste ikke om arbejde eller indtægter i perioden. Dette gentog sig den 21. februar og den 25. marts 1994.

Arbejdsløshedskassen udbetalte på baggrund heraf uddannelsesgodtgørelse.

På sine erklæringer til udbetaling af orlovsydelse af 5. april og 25. maj 1994 oplyste medlemmet, at han havde indtægter på 5.514,17 kr. pr. måned fra arbejdsformidlingen. Kassen udbetalte herefter uddannelsesgodtgørelse til medlemmet med fradrag for indtægten.

På de følgende erklæringer til udbetaling af uddannelsesgodtgørelse for ugerne 21 - 42 i 1994 oplyste medlemmet ikke om arbejde og indtægter i perioden.

Fra uge 43 i 1994 til uge 11 i 1995 har arbejdsløshedskassen sendt erklæringer til medlemmet til brug for udbetaling af uddannelsesydelse til personer over 25 år. Medlemmet oplyste på disse, at han ikke havde arbejde eller indtægter.

Medlemmet henvendte sig til arbejdsløshedskassen i slutningen af marts 1995, da ydelsen fra kassen blev udbetalt med en mindre sats. Kassen blev herved opmærksom på, at den fejlagtigt havde udbetalt uddannelsesgodtgørelse.

Medlemmet har forklaret, at han i et brev til arbejdsløshedskassen omkring den anden udbetalingsperiode undrede sig over, at han fik ydelser fra 2 steder.

Han oplyste også dette på den månedlige erklæring til arbejdsløshedskassen, men der kom ingen reaktion, så han regnede med, at det var i orden.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet havde modtaget i alt 123.115,- kr. i uddannelsesgodtgørelse med urette, som han skulle tilbagebetale til kassen.

Arbejdsløshedskassen lagde vægt på, at medlemmet vidste, at han modtog ydelser fra 2 steder. Han havde ikke søgt at afklare, hvem der reelt skulle stå for udbetalingen. Kassen fandt derfor, at der forelå svig fra medlemmets side.

DfA traf afgørelse om, at medlemmet med urette havde fået udbetalt i alt 140.255,- kr. for meget i uddannelsesgodtgørelse.

DfA fandt dog ikke grund til at kræve dette beløb tilbagebetalt af medlemmet.

Da den fejlagtige udbetaling ikke skyldtes medlemmets forhold, havde arbejdsløshedskassen ikke krav på refusion af den fejlagtigt udbetalte uddannelsesgodtgørelse, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4.

Ankenævnet var enig med DfA i, at medlemmet ikke opfyldte de subjektive betingelser for at man kunne kræve de udbetalte ydelser tilbagebetalt, da medlemmet måtte anses for at have modtaget uddannelsesgodtgørelse i god tro, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1.

Ankenævnet lagde herved vægt på

-

Arbejdsløshedskassen modtog kopi af medlemmets ansøgning af uddannelsesydelse.

-

På sit dagpengekort oplyste medlemmet, at han fra den 17. januar 1994 var gået på uddannel-

sesydelse.

-

På sin erklæring for april og maj 1995 oplyste medlemmet, at han modtog 5.514,17 kr. pr. måned fra arbejdsformidlingen.

-

Medlemmet henvendte sig selv til arbejdsløshedskassen, da hans sats var for lav, og kassen regulerede herefter denne i maj 1994.

-

Det samme gentog sig i februar 1995.

-

Medlemmet henvendte sig igen til arbejdsløshedskassen den 28. marts 1995, hvorefter kassen blev opmærksom på fejlen.

Ankenævnet tiltrådte derfor DfA's afgørelse.

(DfA's j.nr. 95-6351-2652, AMA's j.nr. 1996-1-3817)

II. Administrative fejl

Sag nr. 1

Oplysninger om gæld til arbejdsløshedskassen på ansøgning om optagelse

Et medlem blev i 1982 slettet som medlem af arbejdsløshedskasse A for svig.

Medlemmet indgik frivilligt forlig om tilbagebetalingsbeløbet, og han blev genoptaget som medlem under forudsætning af, at forliget blev overholdt.

Medlemmet misligholdt dog forliget, og der forelå senere en insolvenserklæring fra fogedretten.

I 1985 anmodede medlemmet om optagelse i arbejdsløshedskasse B.

På ansøgningen om optagelse oplyste han, at han tidligere havde været medlem af arbejdsløshedskasse A, og at han havde gæld til denne kasse. Spørgsmålet om tidspunktet for gældens opståen og årsagen hertil blev ikke besvaret.

Arbejdsløshedskassen optog medlemmet og udbetalte dagpenge til ham i 1986 - 1988 med i alt 157.527 kr.

Da medlemmet blev overflyttet til arbejdsløshedskasse A, oplyste denne kasse, at medlemmet havde misligholdt forliget og underrettede DfA for at få en stillingtagen til, om medlemmet var berettiget vil at være medlem af kassen.

Arbejdsløshedskasse B fandt, at medlemmet var optaget og havde fået udbetalt dagpenge med urette. Han burde være ansvarlig for tilbagebetalingen, da han med forsæt havde fortiet forhold af betydning for dagpengeretten.

DfA traf derimod afgørelse om, at optagelsen i arbejdsløshedskasse B skyldtes manglende agtpågivenhed, og kassen var derfor eneansvarlig for den skete fejludbetaling.

Ankenævnet tiltrådte afgørelsen.

(DfA's j.nr. 88-122-2196, AMA's j.nr. 60-202-89)

Sag nr. 2

Samtidig udbetaling af dagpenge og kursusgodtgørelse

Et medlem deltog i uge 51 i 1986 i et kursus, hvorunder han modtog kursusgodtgørelse.

Medlemmet oplyste ikke herom på sit dagpengekort, men skrev 0 på kortet for denne uge og fik udbetalt dagpenge for ugen.

DfA fandt ligesom arbejdsløshedskassen, at et medlem, der deltager i undervisning, der berettiger til kursusgodtgørelse, ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet og dermed ikke har ret til dagpenge.

Da medlemmet havde afgivet urigtige oplysninger på dagpengekortet, skulle han tilbagebetale det med urette modtagne beløb.

DfA fandt også, at arbejdsløshedskassen ikke havde krav på refusion af det udbetalte beløb, da kassen ikke havde godtgjort, at den fejlagtige udbetaling ikke kunne have været forhindret ved almindelig agtpågivenhed fra kassens side. DfA lagde vægt på, at kassen forestod udbetalingen af både kursusgodtgørelse og arbejdsløshedsdagpenge.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse.

(DfA's j.nr. 87-1231-128, AMA's j.nr. B 410-87)

Sag nr. 3

Udbetaling af nedsatte dagpenge ved en arbejdsfordeling, hvor arbejdstiden var nedsat med mindre end 2 dage pr. uge

Et medlem deltog i en arbejdsfordeling, hvor arbejdstiden var nedsat fra 37 timer til 28 timer om ugen.

Arbejdsløshedskassen udbetalte nedsatte dagpenge til medlemmet under arbejdsfordelingen. Kassen henviste til, at AF ikke havde haft indvendinger, da de blev orienteret om arbejdsfordelingen.

DfA fandt, at der ikke kunne udbetales dagpenge under fordelingen, fordi arbejdstiden ikke var nedsat med mindst 2 hele dage om ugen. DfA henviste til § 21, stk. 1, nr. 4, i dagældende bekendtgørelse nr. 825 af 14. oktober 1993 om udbetaling af supplerende dagpenge.

DfA traf også afgørelse om, at arbejdsløshedskassen ikke havde ret til refusion af de med urette udbetalte dagpenge.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse.

(DfA's j.nr. 93-6340-14, AMA's j.nr. 1993-1-1285)

Sag nr. 4

Udbetaling af dagpenge under et ophold i udlandet, der var en del af et højskoleophold

Et medlem deltog i et højskoleophold, hvori der var indlagt et ophold i udlandet. Medlemmet modtog dagpenge under hele højskoleopholdet, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 62a.

Før medlemmet begyndte på højskoleopholdet, havde medlemmet oplyst arbejdsløshedskassen og AF om opholdet i udlandet. Medlemmet blev ikke orienteret om de problemer, der kunne opstå som følge af opholdet i udlandet.

Arbejdsløshedskassen havde flere medlemmer, der havde deltaget i dette højskoleophold. To af kassens afdelinger var også blevet gjort opmærksom på det indlagte ophold i udlandet. Højskoleopholdet havde også været annonceret med opholdet i udlandet i pressen.

Arbejdsløshedskassen fandt, at skylden ikke kunne lægges på kassen. Det kunne ikke med rimelighed forventes, at alle medarbejderne skulle have fuldt indblik i, hvilke højskoleophold der indeholdt ekskursioner til udlandet. Kassen indstillede derfor til DfA, at medlemmet ikke skulle tilbagebetale eller have en sanktion.

DfA traf afgørelse om, at dagpenge var udbetalt med urette i de uger, hvor medlemmet havde opholdt sig i udlandet, fordi medlemmet ikke havde stået til rådighed for arbejdsmarkedet. Medlemmet måtte antages at have modtaget dagpenge i god tro. Derfor var betingelserne for at kræve dagpenge tilbagebetalt af medlemmet ikke opfyldt.

DfA fandt dog, at arbejdsløshedskassen ikke havde ret til refusion af de udbetalte dagpenge, fordi kassen måtte antages at have været vidende om opholdet i udlandet.

Ankenævnet tiltrådte afgørelsen.

(DfA's j.nr. 93-433-9, AMA's j.nr. 1993-1-1624)

Sag nr. 5

Udbetaling af dagpenge til en ledig grænsearbejder, der var bosat i Sverige

En person, der siden 1975 havde været bosat i Sverige, meldte sig den 1. april 1992 ind i en dansk arbejdsløshedskasse på grundlag af arbejde som lønmodtager i Danmark.

Medlemmet meldte sig ledig den 1. april 1994, og på ledighedserklæringen oplyste han en dansk c/o-adresse.

Medlemmet modtog herefter dagpenge indtil den 17. februar 1995, hvor arbejdsløshedskassen meddelte medlemmet, at man havde fået oplyst, at medlemmet havde bopæl i Sverige. Medlemmet oplyste herefter, at han under sit arbejde i Danmark hver dag var vendt hjem til sin bopæl i Sverige.

Arbejdsløshedskassen traf herefter afgørelse om, at medlemmet ikke havde haft ret til at modtage dagpenge, da han havde bopæl i Sverige. De udbetalte dagpenge skulle derfor tilbagebetales. Kassen indstillede også til DfA, at medlemmet blev slettet for svig.

DfA lagde til grund, at medlemmet under arbejdet i Danmark havde været grænsearbejder. Som følge heraf skulle han som helt arbejdsløs have udbetalt dagpenge fra bopælslandet, jf. EF-forordning nr. 1408/71, artikel 71, stk.1, litra a, punkt ii. Medlemmet opfyldte heller ikke reglen om, at man for at få dagpenge skal opholde sig og have bopæl i Danmark, jf. § 3 i dagældende bekendtgørelse om rådighed og selvforskyldt ledighed.

Der var derfor udbetalt dagpenge med urette.

DfA fandt dog ikke grundlag for at antage, at medlemmet havde fortiet over for arbejdsløshedskassen, at han ikke havde bopæl i Danmark, eller at han mod bedre vidende havde fået dagpenge. Der var derfor ikke grundlag for at kræve dagpengene tilbagebetalt af medlemmet.

Arbejdsløshedskassen mistede derfor retten til refusion af de udbetalte dagpenge, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4. DfA fandt også, at kassen ikke ved behandlingen af medlemmets ledighedserklæring mv. havde udvist tilstrækkelig agtpågivenhed.

DfA lagde herved vægt på

-

Da medlemmet meldte sig ind i arbejdsløshedskassen, havde han oplyst en svensk adresse. Det måtte derfor være denne adresse, som kassen registrerede medlemmet under, da medlemmet meldte sig ledig.

-

På medlemmets lønsedler, opsigelse og skattekort stod der, at medlemmet boede i Sverige.

-

Arbejdsløshedskassen havde fra juni 1994 løbende sendt udbetalingsspecifikationer til den svenske adresse.

Medlemmets oplysning om den danske c/o-adresse på ledighedserklæringen var derfor efter DfA's opfattelse ikke et forsøg på at skjule, hvor han rent faktisk havde bopæl. Denne oplysning kunne derfor ikke i sig selv være bestemmende for kassens opfattelse af, at medlemmet på ny havde taget bopæl i Danmark, når det af de øvrige bilag fremgik, at medlemmet fortsat var bosat i Sverige.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. 95-673-155, AMA's j.nr. 1995-1-3005)

Sag nr. 6

Udbetaling af nedsatte dagpenge, selv om frigørelsesattest ikke var indhentet

Et medlem, der tidligere havde været ansat af en kommune ved en institution, fik et nyt arbejde som omsorgsmedarbejder i en anden institution ved amtskommunen. Medlemmet var omfattet af et opsigelsesvarsel under det nye arbejdsforhold.

Medlemmet oplyste om sit jobskifte på dagpengekortet. Medlemmet fik herefter udbetalt supplerende dagpenge, selv om der ikke var udstedt en frigørelsesattest under det nye arbejdsforhold.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle tilbagebetale de dagpenge, som var udbetalt med urette. Da medlemmet tidligere havde haft et fast arbejde og havde fået udbetalt supplerende dagpenge på grundlag af en frigørelsesattest, burde hun være bekendt med reglerne om supplerende dagpenge. Kassen mente derfor, at den kun skulle være medansvarlig for den skete fejludbetaling.

DfA lagde til grund, at arbejdsløshedskassen havde fået medlemmets dagpengekort med oplysninger om jobskiftet. Kassen burde derfor ikke have udbetalt dagpenge, før den nærmere havde undersøgt, om betingelserne for udbetaling af dagpenge var til stede. Kassen var derfor eneansvarlig for den skete fejludbetaling.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse, da man lagde vægt på, at medlemmet havde oplyst om jobskiftet på dagpengekortet. Det forhold, at medlemmet i sit tidligere arbejde havde haft en frigørelsesattest, kunne ikke i sig selv medføre, at medlemmet burde indse, at hun i forbindelse med sit nye arbejde skulle have en ny frigørelsesattest.

(DfA's j.nr. 87-1231-1028, AMA's j.nr. 60-137-88)

Sag nr. 7

Oplysning om drift af selvstændig virksomhed på dagpengekort mv. i en dagpengeperiode

Arbejdsløshedskassen undersøgte ikke dette inden start af udbetalingerne

Medlemmet blev den 15. januar 1991 tilmeldt momsregisteret med en reklamebureauvirksomhed.

Efter knap 20 års arbejde hos ".....International Hotels" meldte medlemmet sig ledig den 5. marts 1991, da afdelingen blev nedlagt. På ledighedserklæringen svarede han Nej til spørgsmålet, om han drev selvstændig virksomhed.

På sit dagpengekort for uge 35 i 1991 oplyste medlemmet om lønarbejde 6 timer, som er streget over for alle dagene. Ud for rubrikken "Selvstændig virksomhed" oplyste han 42 timer, og ud for rubrikken "Indtægt" oplyste han 21.000 kr.

I uge 51 i 1991 oplyste medlemmet også om selvstændig virksomhed på dagpengekortet.

På et rådighedsskema af 2. juli 1992 svarede medlemmet Ja til spørgsmålet, om han drev selvstændig virksomhed.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at dagpenge udbetalt efter den 1. juli 1992 var udbetalt med urette, da medlemmet kun opfyldte det skærpede arbejdskrav indtil denne dato.

Arbejdsløshedskassen var derfor af den opfattelse, at medlemmet skulle tilbagebetale i alt 217.241 kr., fordi han ikke havde opfyldt sin oplysningspligt. Kassen henviste til, at medlemmet ikke havde oplyst om bevægelserne på momskontoen og til, at han havde brugt skatteregler for selvstændige erhvervsdrivende.

Arbejdsløshedskassen var endelig af den opfattelse, at medlemmet for uagtsomhed over for kassen skulle gennemgå en effektiv karantæne på 37 timer.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet ikke havde været berettiget til at få dagpenge efter uge 35 i 1991. DfA lagde til grund, at medlemmet senest fra uge 35 i 1991 havde drevet selvstændig virksomhed, og at virksomheden ikke var forenelig med lønarbejde i normalt omfang.

Derimod fandt DfA, at der ikke var grundlag for at kræve de udbetalte dagpenge tilbagebetalt af medlemmet. DfA henviste til

-

Første gang medlemmet arbejdede som selvstændig, oplyste han herom ved at skrive timerne på dagpengekortene under rubrikken "selvstændig virksomhed".

-

Medlemmet oplyste også om arbejde ved selvstændig virksomhed på dagpengekortet for uge 51 i 1991.

-

Medlemmet havde oplyst om virksomheden på et rådighedsskema den 2. juli 1992.

Da arbejdsløshedskassen på disse tidspunkter havde undladt at undersøge medlemmets oplysninger nærmere, må medlemmet antages at have fået dagpengene i god tro.

Endelig traf DfA afgørelse om, at arbejdsløshedskassen ikke havde krav på refusion af de fejludbetalte dagpenge, i alt 217.241 kr., da fejludbetalingerne kunne have været forhindret ved almindelig agtpågivenhed fra kassens side.

I sin klage til ankenævnet anførte arbejdsløshedskassen blandt andet, at medlemmet på dagpengekortet for uge 35 i 1991 oprindeligt havde påført timerne i rubrikken "lønarbejde", hvilket senere er streget ud og ændret til et samlet timetal i rubrikken "selvstændig virksomhed". Medlemmet havde også på sine dagpengekort skrevet under på, at der ikke var sket ændringer i de forhold, som han havde oplyst om på sine dagpengekort. Medlemmet havde ikke oplyst om selvstændig virksomhed på ledighedserklæringen.

Ankenævnet var enig med DfA i, at medlemmet fra uge 35 i 1991 må anses for at have drevet selvstændig virksomhed, og at han ikke har kunnet påtage sig lønarbejde i normalt omfang ved siden af sin virksomhed.

Medlemmet måtte dog anses for at have modtaget de med urette udbetalte dagpenge i god tro. Det skyldtes, at arbejdsløshedskassen ikke havde fundet grund til nærmere at undersøge hans oplysninger om arbejde og ansættelsesform i uge 35 i 1991 eller på noget senere tidspunkt før slutningen af 1994.

Arbejdsløshedskassen havde derfor ikke krav på refusion af de dagpenge, der var udbetalt efter uge 35 i 1991, fordi fejludbetalingen kunne have været undgået ved almindelig agtpågivenhed fra kassens side.

Ankenævnet lagde vægt på

-

Medlemmets rettelse på dagpengekortet for uge 35 i 1991 burde have fået arbejdsløshedskassen til nærmere at undersøge arbejdets art, tidsmæssige omfang og fordeling på de enkelte dage.

-

Medlemmet havde både i uge 35 i 1991 og i flere andre uger oplyst, at der var tale om konsulentarbejde, uden at det førte til, at arbejdsløshedskassen undersøgte det nærmere.

(DfA's j.nr. 95-6351-2551, AMA's j.nr. 1996-1-3234)

Sag nr. 8

Dokumentation for endeligt ophør med drift af selvstændig virksomhed

Arbejdsløshedskassen havde ikke sikret sig dokumentation for overdragelsen af virksomheden til andre

Medlemmet (AA) meldte sig ledig den 4. februar 1991. På ledighedserklæringen oplyste AA, at arbejdet var afsluttet den 31. januar 1991, da virksomheden G...... var solgt og han ikke fulgte med.

AA oplyste også, at han havde været salgschef i virksomheden, og han svarede nej til spørgsmålet, om han drev selvstændig virksomhed.

PÅ AA s opsigelse af 30. juni 1990, der var underskrevet af AA, står der i brevhovedet på opsigelsen: "G...... AA ApS, Reg.nr. 999999".

Da arbejdsløshedskassen konstaterede, at AA var eller havde været indehaver af virksomheden G...... AA ApS, Reg.nr. 999999, sendte kassen en ledighedserklæring for selvstændige til AA. Kassen bad også AA om at indsende dokumentation for overdragelse af virksomheden i form af et af begge parter underskrevet overdragelsesdokument og udfylde bilag til ledighedserklæring med oplysninger om ejerforholdet til selskabet.

AA forklarede herefter til arbejdsløshedskassen, at han højst havde ejet 36% af anparterne, og at disse blev solgt i 1983, hvorefter han siden havde arbejdet som leder og lønmodtager. Han oplyste også, at virksomheden har været solgt flere gange siden, men at han den sidste gang ikke fulgte med. Han sendte således ikke den ønskede dokumentation til kassen.

Arbejdsløshedskassen udbetalte herefter dagpenge til medlemmet.

Den 27. oktober 1997 underrettede DfA arbejdsløshedskassen om, at skattemyndighederne havde registreret, at AA i årene 1992 - 1993 havde været ansat på fuld tid i G......

Medlemmet havde i de samme år også været registreret som ansvarlig leder både hos Told og Skat og hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle betale i alt 369.547,- kr. tilbage, som han i årene 1991 - 1993 havde modtaget med urette.

Arbejdsløshedskassen indstillede også til DfA, at AA som følge af svig blev slettet som medlem af kassen.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet skulle betale 369.547,- kr. tilbage til kassen. DfA fandt også, at AA skulle slettes som medlem af kassen for svig over for denne.

DfA lagde herved blandt andet vægt på, at AA ikke var endeligt ophørt med udøvelse af selvstændig virksomhed, da han var beskæftiget i 1991 - 1993, og både over for Told og Skat og over for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen var ansvarlig indehaver af virksomheden.

DfA lagde endelig vægt på, at AA ikke havde dokumenteret, til hvem selskabet var overdraget, da han meldte sig ledig. Han kunne derfor ikke dokumentere, hvem hans andel af selskabet var solgt videre til, og at han fortsat over for Told og Skat og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen var registreret som direktør og ansvarlig leder.

DfA fandt også, at arbejdsløshedskassen ikke havde krav på refusion af tilbagebetalingsbeløbet. DfA lagde vægt på, at kassen, da AA havde meldt sig ledig, burde have sikret sig dokumentation for, at virksomheden var overdraget til andre, når henses til, at virksomheden på bilaget til ledighedserklæringen lød på AA s navn. DfA lagde også vægt på, at kassen burde have sikret sig dokumentation for, at AA s andel af virksomheden var overdraget, og til hvem dette var sket.

Arbejdsløshedskassen klagede til ankenævnet over refusionsspørgsmålet.

Ankenævnet fandt, at der ikke skulle gives refusion til arbejdsløshedskassen for det fejludbetalte beløb.

Ankenævnet lagde vægt på, at AA s opsigelse var skrevet på brevpapir, hvorpå der var trykt G........ AA ApS, og at opsigelsen også var underskrevet af ham selv.

Ankenævnet tiltrådte derfor DfA s afgørelse.

(DfA s j.nr. 95-501-68, AMA s j.nr. 1997-1-4186)

Sag nr. 9

Udbetaling af iværksætterydelse (etableringsydelse)

Ikke dokumentation for drift af selvstændig virksomhed

Et medlem fik bevilget iværksætterydelse fra den 1. juni 1991 til den 12. marts 1992 til stenhuggeri og havearbejde.

Medlemmet indsendte den 21. juni 1992 en erklæring til brug for udbetaling af iværksætterydelse for perioden fra den 18. maj til den 21. juni 1992. Erklæringen var vedlagt en momsangivelse for april kvartal.

Den 19. juli 1992 indsendte medlemmet på ny en erklæring for den næste udbetalingsperiode og erklærede, at han havde drevet selvstændig virksomhed som hovederhverv. Den 23. august 1992 indsendte han igen en erklæring.

Om virksomhedens momsbevægelser var det oplyst

Udgående moms

Indgående moms

April kvartal 1992

4.101 kr.

2.626 kr.

Juli kvartal 1992

0 kr.

0 kr.

Oktober 1992

0 kr.

0 kr.

Arbejdsløshedskassen standsede udbetalingerne, da medlemmet den 24. august 1992 meldte sig syg over for kassen. Over for kommunen havde medlemmet for at få sygedagpenge oplyst, at han var syg fra den 1. august 1992.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle tilbagebetale iværksætterydelse for den periode, hvor han havde fået sygedagpenge. Det vil sige fra den 1. august til den 23. august 1992, i alt 3.825 kr. Kassen indstillede også til DfA, at medlemmet for svig skulle gennemgå en effektiv karantæne på 170 timer.

DfA traf afgørelse om, at medlemmet uberettiget havde fået iværksætterydelse fra den 1. juli 1992, da der ikke var dokumentation for drift af selvstændig virksomhed. Arbejdsløshedskassen havde ikke ret til refusion af dette beløb, fordi der ikke - heller ikke efterfølgende - forelå dokumentation for, at medlemmet havde drevet selvstændig virksomhed som hovederhverv. DfA henviste til, at kassen burde have gjort medlemmet ansvarlig for hele det fejludbetalte beløb. Det forhold, at kassen havde undladt at kræve beløbet tilbagebetalt, berettigede ikke i sig selv til refusion.

DfA tiltrådte dog arbejdsløshedskassens afgørelse om, at medlemmet skulle tilbagebetale iværksætterydelse fra den 1. august til den 23. august 1992, og at medlemmet skulle gennemgå en effektiv karantæne på 170 timer.

DfA fandt dog efter omstændighederne, at arbejdsløshedskassen havde ret til refusion af beløbet, der var udbetalt fra den 1. august til den 23. august 1992.

Ankenævnet fandt, at der ikke var fremlagt dokumentation for drift af selvstændig virksomhed efter den 30. juni 1992. Medlemmet havde derfor ikke været berettiget til at få iværksætterydelse efter denne dato.

Ankenævnet fandt også, at arbejdsløshedskassen ikke havde skaffet tilstrækkelig dokumentation for, at betingelserne for udbetaling af iværksætterydelse var opfyldt, jf. § 101, stk. 1, nr. 3, i dagældende bekendtgørelse nr. 403 af 30. maj 1989 om arbejdstilbud mv.

Ankenævnet fandt derfor, at arbejdsløshedskassen ikke havde krav på refusion for perioden fra den 1. juli til den 31. juli 1992. Ankenævnet henviste til § 106, stk. 3, i dagældende bekendtgørelse nr. 403 af 30. maj 1989 om arbejdstilbud mv. sammenholdt med arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4.

(DfA's j.nr. 94-4424-71, AMA's j.nr. 1995-1-3057)

III. Skønsmæssig afgørelse, men grundlaget for det udøvede skøn har ikke været forsvarligt

Sag nr. 1

Selvstændig bibeskæftigelse som kunstmaler ved overgang til efterløn

Hobbyvirksomhed eller selvstændig virksomhed

Medlemmet oplyste ved ansøgningen om efterløn den 1. april 1991, at han siden 1944 havde haft bierhverv som kunstmaler. Han arbejdede med bierhvervet 3 timer dagligt - 21 timer om ugen. Han oplyste samtidig, at indtægterne ved bierhvervet var "svingende plus/minus kr. 0".

Arbejdsløshedskassen mente, at der var tale om hobbyprægede aktiviteter, og medlemmet overgik derfor til efterløn.

På sin efterlønserklæring for 1991 oplyste medlemmet, at han havde haft arbejde ved selvstændig virksomhed. Han havde i alt 91 timer med en indtægt på 18.000 kr. Arbejdet bestod i, at han skulle lave et skitseudkast til udsmykning af en offentligt ejet bygning.

Arbejdsløshedskassen standsede udbetalingen af efterløn, da den var i tvivl, om arbejdet var en enkeltstående opgave ved selvstændig virksomhed, der var tilladt i efterlønsperioden. Kassen bad derfor DfA om at træffe afgørelse om dette spørgsmål.

Arbejdsløshedskassen oplyste, at den ikke ud over ansøgningen om efterløn med bilag havde haft skriftlige eller telefoniske oplysninger om medlemmets bierhverv.

DfA var af den opfattelse, at medlemmet ikke opfyldte betingelserne for at overgå til efterløn den 1. april 1991. Medlemmet ikke var endeligt ophørt med sin virksomhed som professionel kunstmaler inden overgangen. Efterlønnen var derfor udbetalt med urette, men medlemmet skulle ikke tilbagebetale, fordi han korrekt havde oplyst om bierhvervet, da han søgte om efterløn.

Arbejdsløshedskassen var derfor ansvarlig for tilbagebetalingen af den med urette udbetalte efterløn. DfA henviste til arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4, og § 3 i dagældende bekendtgørelse nr. 614 af 18. december 1985 om refusion fra statskassen i tilfælde, hvor der er udbetalt dagpenge eller efterløn med urette. DfA lagde vægt på, at kassen ikke havde haft eller havde indhentet flere oplysninger som grundlag for at vurdere, om medlemmets bierhverv var en hobbypræget aktivitet.

Ankenævnet indhentede oplysninger om medlemmets indkomst ved salg af malerier før overgangen til efterløn. Det fremgik heraf, at medlemmet i de sidste 3 år havde solgt malerier på udstillinger for 18.000 kr., 35.000 kr. og 80.000 kr.

Ankenævnet fandt herefter, at medlemmets oplysninger ved ansøgningen om efterløn burde have fået arbejdsløshedskassen til at indhente flere oplysninger, om der var tale om hobby eller selvstændig erhvervsvirksomhed. Da kassen ikke har gjort dette, havde den ikke sikret sig et tilstrækkeligt grundlag for det udøvede skøn. Undtagelsesbestemmelsen i bekendtgørelsens § 3, litra a, kunne derfor ikke bruges.

Ankenævnet tiltrådte derfor DfA's afgørelse.

(DfA's j.nr. 92-653-42, AMA's j.nr. 1992-1-0562)

Sag nr. 2

Krav om 300 timers arbejde inden for 10 uger som betingelse for ret til dagpenge

Medlemmet havde ikke søgt arbejde i over 1 1/2 år

Medlemmet meldte sig ledig den 7. december 1993, da hun ophørte med drift af selvstændig virksomhed.

Sammen med ledighedserklæringen modtog medlemmet et brev, hvoraf det blandt andet fremgik, at hun skulle huske at være aktiv arbejdssøgende og selv søge arbejde og notere ned, hvad hun søgte.

Den 5. december 1994 var medlemmet til samtale i arbejdsløshedskassen.

Under samtalen blev der udfyldt et checkskema, hvoraf det blandt andet fremgår, at medlemmet blev vejledt om individuel handlingsplan, kurser mv. Skemaets rubrik om jobsøgningsaktiviteter blev ikke udfyldt. Skemaet blev underskrevet af medlemmet og en medarbejder i arbejdsløshedskassen. Det fremgår endelig af skemaet, at kassen ikke fandt grund til at foretage en rådighedsvurdering.

Den 9. oktober 1995 var medlemmet igen til samtale i arbejdsløshedskassen.

Af checkskemaet fremgår blandt andet, at medlemmet blev vejledt om rådighedsreglerne. Det fremgår også af skemaet, at medlemmet ville søge arbejde inden for diverse områder, fx ved plejehjem. Hun havde ikke deltaget i kurser eller lignende. Medlemmet overvejede at gå på overgangsydelse. Arbejdsløshedskassen fandt, at der var tvivl om rådigheden, da medlemmet ikke havde søgt arbejde nok.

Under samtalen fik medlemmet udleveret et skema om jobsøgning, som hun skulle udfylde. Af skemaet fremgår det, at hun personligt søgte arbejde 4 steder fra den 11. til den 19. oktober 1995.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet ikke kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og at hun derfor først ville få dagpenge igen, når hun havde haft mere end 300 timers arbejde inden for en periode på 10 uger.

Arbejdsløshedskassen henviste til, at det under samtalen den 9. oktober 1995 var kommet frem, at medlemmet ikke havde søgt arbejde, siden hun blev ledig.

I sin klage anførte medlemmet, at årsagen til, at hun ikke havde søgt arbejde, var, at hun havde misforstået arbejdsformidlingen. Hun troede, at når man var over 58 år og ikke havde været ledig i et år, skulle man ikke søge arbejde, når man ikke fik lavet en ny plan.

DfA fandt, at medlemmet på grund af manglende jobsøgning ikke kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet efter den 5. december 1994, hvorefter hun ikke var berettiget til dagpenge. Medlemmet kunne først få dagpenge igen, når hun havde haft mere end 300 timers arbejde inden for en periode på 10 uger.

DfA lagde vægt på, at medlemmet slet ikke havde været arbejdssøgende fra hun blev ledig til den 5. december 1994, og at hun i denne periode ikke havde deltaget i kurser eller andre tilbud, der øgede mulighederne for at få arbejde.

Da medlemmet ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet efter den 5. december 1994, havde medlemmet ikke ret til dagpenge efter dette tidspunkt. DfA fandt derfor, at medlemmet havde modtaget dagpenge med urette fra den 5. december 1994 til den 9. oktober 1995.

Da medlemmet hverken havde givet arbejdsløshedskassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der var af betydning for retten til dagpenge, eller i øvrigt modtaget dagpenge mod bedre vidende, skulle medlemmet ikke tilbagebetale de fejlagtigt udbetalte dagpenge, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1.

Derimod havde arbejdsløshedskassen ikke krav på refusion af det beløb, som medlemmet havde fået udbetalt efter den 5. december 1994.

DfA henviste til, at arbejdsløshedskassen ifølge checkskemaet tilsyneladende helt havde undladt at undersøge medlemmets jobsøgningsaktiviteter i forbindelse med samtalen den 5. december 1994.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. 95-6252-394, AMA's j.nr. 1996-1-3365)

Sag nr. 3

3 måneders frist til at bevise rådighed

Deltidsforsikrets jobsøgnings- og kursusaktiviteter var af begrænset omfang

Et deltidsforsikret medlem meldte sig ledig den 30. april 1990 (uge 18). Efter 5 ugers karantæne fik medlemmet dagpenge fra uge 23 i 1990 til uge 7 i 1992.

Medlemmet var til en samtale i arbejdsløshedskassen den 14. marts 1991 (uge 11), hvor hun oplyste, at hun havde søgt to stillinger den 11. juni og den 4. oktober 1990. Kassen fandt, at medlemmet stod til rådighed for arbejdsmarkedet.

Medlemmet deltog i to kurser i perioden fra den 1. september 1991 til den 1. juni 1992. Medlemmet søgte arbejde 3 gange den 18. april 1991, en gang den 22. april 1991, en gang den 24. juni 1991, en gang den 8. juli 1991 og en gang den 20. januar 1992.

Den 15. januar 1992 meddelte arbejdsformidlingen, at medlemmet havde afslået at deltage i et uddannelsestilbud. Arbejdsløshedskassen foretog derfor en rådighedsvurdering.

Arbejdsløshedskassen var af den opfattelse, at medlemmet ikke kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

DfA fandt, at medlemmet burde have været til samtale i arbejdsløshedskassen senest den 30. december 1990, og at kassen allerede på dette tidspunkt burde have begrænset medlemmets rådighed i 3 måneder frem til den 30. marts 1991. Medlemmet kunne derfor ikke anses for at stå til rådighed efter den 30. marts 1991. Det skyldtes, at hun fra uge 23 i 1990 til og med uge 52 i 1990 kun havde søgt arbejde to gange og deltaget i et kursus og ikke søgt arbejde fra uge 1 i 1991 til og med uge 13 i 1991.

Den fejlagtige udbetaling af dagpenge efter det tidspunkt, som arbejdsløshedskassen burde have begrænset medlemmets dagpengeret til, kunne ikke tilregnes medlemmet. DfA traf derfor afgørelse om, at kassen alene havde ansvaret for den skete fejludbetaling.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse.

(DfA's j.nr. 92-625-170, AMA's j.nr. 1992-1-594)

Sag nr. 4

3 måneders frist til at bevise rådighed

Heltidsforsikrets jobsøgnings- og kursusaktiviteter var af begrænset omfang

Medlemmet blev ledig den 22. december 1989.

Medlemmet fulgte et kursus fra den 25. april til den 15. juni 1990.

Ved § 65-samtalen i arbejdsløshedskassen den 31. august 1990 oplyste medlemmet, at han havde søgt arbejde en gang, og at han var tilmeldt arbejdsformidlingen. Kassen mente, at han var til rådighed for arbejdsmarkedet.

Ved § 65-samtalen den 7. juni 1991 oplyste medlemmet, at han havde søgt arbejde som tjener på to værtshuse. Arbejdsløshedskassen fandt fortsat, at medlemmet kunne anses for at være til rådighed.

I juli 1991 blev medlemmet henvist til et arbejde, som han med arbejdsløshedskassens accept afslog på grund af transportproblemer.

I september 1991 afslog medlemmet igen et henvist arbejde, da han ikke kunne møde til tiden to dage om ugen, fordi han skulle bringe sine børn i børnehave. Arbejdsløshedskassen standsede udbetalingerne til medlemmet den 2. september 1991.

AF oplyste, at medlemmet havde været tilmeldt på sædvanlig vis, men at man ikke kunne anvise medlemmet arbejde som tjener, da det for det meste forudsatte et tjenerkursus. Arbejdsformidlingen oplyste også, at det så sløjt ud med arbejde inden for kassens faglige område.

DfA traf afgørelse om, at medlemmet på tidspunktet for den første § 65-samtale kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Arbejdsløshedskassen burde dog have stillet krav om, at jobsøgningsaktiviteten for fremtiden blev betydeligt forøget. Kassen burde derfor have begrænset medlemmets dagpengeret til en periode af højst 3 måneders varighed.

DfA traf derfor afgørelse om, at arbejdsløshedskassen ikke havde krav på refusion af det dagpengebeløb, der var udbetalt fra den 1.december 1990 til og med den 1. september 1991.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse.

(DfA's j.nr. 92-625-108, AMA's j.nr. 1992-1-517

Sag nr. 5

Ophør med drift af selvstændig virksomhed

Udtræden af ægtefælles automobilhandlervirksomhed

Særskilt ansvar for udbetaling af iværksætterydelse i en anden arbejdsløshedskasse, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 5

Medlemmet arbejdede på deltid som laborant indtil den 30. september 1987. Hun havde herefter orlov fra den 1. oktober 1987 til den 30. september 1988.

I orlovsperioden arbejdede medlemmet på fuld tid i sin ægtefælles selvstændige virksomhed, .... Biler A/S. Ved orlovsperiodens udløb opsagde medlemmet sit tidligere deltidsarbejde fra den 31. januar 1989, da hun blev pålagt fuldtidsarbejde, som hun ikke ønskede.

Medlemmet meldte sig herefter ledig den 1. februar 1989 i en arbejdsløshedskasse for lønmodtagere. På ledighedserklæringen oplyste hun, at hendes ægtefælle ejede og drev en automobilforretning, og at hun ikke arbejdede deri. Hun oplyste ikke, at hun havde en bestyrelsespost i aktieselskabet, og at hun havde tegningsret sammen med sin ægtefælle.

I brev af 3. januar 1989 til arbejdsløshedskassen oplyste .... Biler A/S, at medlemmet havde arbejdet på fuld tid i virksomheden fra den 1. oktober 1987 til den 30. september 1988. Om hendes arbejde var det oplyst: "Primært for at varetage opgaver vedrørende om- og tilbygning". Som dokumentation for ophøret med arbejdet var der vedlagt en byggetilladelse af 25. august 1987 og en ibrugtagningstilladelse af 31. august 1988.

Medlemmet fik herefter udbetalt dagpenge fra den 1. februar 1989, da arbejdsløshedskassen anså medlemmet for ophørt med arbejdet i ægtefællens virksomhed.

Fra den 8. april 1991 fik medlemmet på ny arbejde på fuld tid i sin ægtefælles virksomhed og overgik samtidig til iværksætterydelse.

I anledning af en tilsynsundersøgelse indberettede DfA til arbejdsløshedskassen, at medlemmet ved sin ledighed den 1. februar 1989 ikke opfyldte betingelserne for at modtage dagpenge. Hun kunne ikke anses for ophørt med drift af selvstændig virksomhed.

I indberetningen meddelte DfA også, at medlemmets revisor havde oplyst, at medlemmet var medlem af bestyrelsen fra virksomhedens start. Hun fik ikke noget vederlag for at bestride bestyrelsesposten. Hendes tidsforbrug ved hvervet var ca. 2 timer årligt.

Revisoren oplyste også, at medlemmet fra den 1. marts 1987 til den 30. september 1987 modtog 7.000,- kr. om måneden i vederlag fra virksomheden, men at der var tale om en fiktiv lønudbetaling, da medlemmet ikke arbejdede i virksomheden på dette tidspunkt.

Arbejdsløshedskassen fandt ikke, at medlemmets arbejde i virksomheden kunne henføres til undtagelserne fra reglerne om selvstændig bibeskæftigelse, da hendes arbejde måtte anses for at have betydning for driften af virksomheden.

Arbejdsløshedskassen fandt derfor, at medlemmet skulle tilbagebetale de dagpenge, der fejlagtigt var udbetalt efter den 16. maj 1990, i alt 67.470,- kr.

Medlemmet skulle også gennemgå en effektiv karantæne på 37 timer. Som begrundelse herfor anførte arbejdsløshedskassen, at medlemmet måtte anses for at have gjort sig skyldig i en uagtsom forseelse over for kassen ved at undlade at oplyse nærmere om sit engagement i ægtefællens virksomhed.

DfA lagde til grund, at medlemmet, da hun meldte sig ledig den 1. februar 1989, fortsat var omfattet af reglerne om selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, og at hun ikke opfyldte betingelserne for dagpengeret fra dette tidspunkt, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 57, stk. 3.

DfA lagde vægt på

-

Medlemmet udførte flere forskellige arbejdsfunktioner i virksomheden.

-

Arbejdet i virksomheden indtil den 1. oktober 1988 var ikke nærmere præciseret eller beskrevet.

-

Alle arbejdsfunktioner i virksomheden kunne derfor ikke anses for at være dokumenteret bortfaldet, uanset den fremlagte ibrugtagningstilladelse til om- og tilbygning.

DfA fandt ikke grundlag for at kræve de fejludbetalte dagpenge tilbagebetalt af medlemmet.

DfA lagde vægt på, at medlemmet til arbejdsløshedskassen oplyste, at hun havde arbejdet på fuld tid i virksomheden indtil den 1. oktober 1988. Disse oplysninger fik ikke kassen til at bede medlemmet om at beskrive arbejdets art til afgørelse af, om der var tale om midlertidig selvstændig virksomhed, og om arbejdsfunktionen kunne anses for bortfaldet mere end midlertidigt, før kassen begyndte at udbetale dagpenge.

DfA fandt ikke, at arbejdsløshedskassen havde krav på refusion for det fejludbetalte beløb. Kassen havde ikke sikret sig tilstrækkeligt grundlag for at skønne, at medlemmets arbejdsfunktion var bortfaldet mere end midlertidigt.

DfA henviste herved til, at arbejdsløshedskassen - inden den begyndte at udbetale dagpenge - burde have indhentet detaljerede oplysninger om medlemmets arbejdsfunktioner i virksomheden. Kassen kunne derved konstatere, om funktionerne var afgrænset fra virksomhedens øvrige funktioner, og om hendes funktion i virksomheden var bortfaldet mere end midlertidigt.

Endelig traf DfA afgørelse om, at arbejdsløshedskassen havde pådraget sig et særskilt ansvar for udbetaling af iværksætterydelse fra arbejdsløshedskassen for selvstændige.

Ankenævnet fandt også, at der ikke var tilstrækkelig grundlag for at kræve det fejlagtigt udbetalte dagpengebeløb tilbagebetalt af medlemmet efter § 86, stk. 1, i arbejdsløshedsforsikringsloven.

Ankenævnet traf også afgørelse om, at arbejdsløshedskassen ikke havde krav på refusion for den skete fejludbetaling, og at udbetalt refusion skulle tilbagebetales af kassen, jf. § 86, stk. 4 og 5.

Ankenævnet lagde herved vægt på, at arbejdsløshedskassen burde have undersøgt, om betingelserne for ophør med selvstændig virksomhed var opfyldt, da medlemmet meldte sig ledig. Det skyldtes, at medlemmet klart oplyste, at hun havde arbejdet på fuld tid i ægtefællens virksomhed.

Arbejdsløshedskassen havde derfor ikke sikret sig et tilstrækkeligt grundlag for det udøvede skøn om, at medlemmet opfyldte betingelserne for ret til dagpenge.

(DfA's j.nr. 94-4424-73, AMA's j.nr. 1996-1-3515)

IV. Uagtsomme forhold

Sag nr. 1

Ikke ret til refusion, når medlemmet har modtaget dagpenge med urette, og der ikke er tale om svig

Et ægtepar overdrog deres landbrug til sønnen, der fortsatte driften og ansatte forældrene på nedsat tid. Han udstedte frigørelsesattest og udbetalte hver af forældrene 6.000 kr. om måneden, og der blev trukket bidrag til ATP og AUD.

Arbejdsløshedskassen udbetalte på dette grundlag supplerende dagpenge til ægteparret.

DfA anerkendte, at ægteparret ved overdragelsen måtte anses for ophørt med drift af selvstændig virksomhed efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 57, stk. 3. Deres arbejde i sønnens virksomhed blev også anerkendt som lønarbejde i relation til § 55.

Derimod kunne de ikke anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet i det fornødne omfang efter § 62, stk. 1, nr. 5. Det skyldtes, at de fortsatte det personlige arbejde i samme virksomhed for den nærmeste familie, og at de ikke havde godtgjort eller sandsynliggjort, at de stod til rådighed for arbejdsmarkedet til fuldtidsbeskæftigelse.

Der var ikke grundlag for at kræve de fejlagtigt udbetalte dagpenge tilbagebetalt af medlemmerne efter § 86, stk. 1.

Arbejdsløshedskassen mistede retten til refusion, da fejludbetalingen ikke skyldtes medlemmets svigagtige forhold, jf. § 86, stk. 4.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse.

(DfA's j.nr. 88-1231-3685 og 3687, AMA's j.nr. 60-039 og 043-89)

V. Dispensation fra refusionsreglerne

Sag nr. 1

Manglende oplysning om drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse

Fagforeningens kendskab til virksomheden

Et medlem havde drevet selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse samtidig med, at han havde fået fulde dagpenge.

Medlemmet oplyste ikke sin arbejdsløshedskasse om virksomheden, men kun sin fagforening.

DfA traf afgørelse om, at medlemmet havde fået udbetalt dagpenge med urette. Medlemmet skulle tilbagebetale dagpengene. På grund af en byretsdom, hvor medlemmet var blevet frikendt for bedrageri efter straffelovens § 279, traf DfA alene afgørelse om, at forholdet var uagtsomt. Medlemmet skulle derfor gennemgå en karantæne af en uges varighed.

DfA traf samtidig afgørelse om, at arbejdsløshedskassen ikke havde ret til refusion, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4.

Ankenævnet var enig med DfA i, at medlemmet skulle tilbagebetale de med urette modtagne dagpenge på grund af uagtsomt forhold.

Ankenævnet fandt samtidig, at arbejdsløshedskassen ikke skulle have et selvstændigt ansvar for fejludbetalingen. Ankenævnet lagde her til grund, at medlemmet havde oplyst fagforeningen - og dermed ikke nødvendigvis arbejdsløshedskassen - om den selvstændige virksomhed.

Under henvisning til sagens forløb hos anklagemyndigheden, særligt at arbejdsløshedskassen ikke fik adgang til at vidne under sagen, bad ankenævnet DfA om at tage stilling til, om DfA ville dispensere fra reglerne og tillade kassen at få refusion.

DfA meddelte herefter dispensation, og arbejdsløshedskassen fik ret til refusion for de fejludbetalte dagpenge.

(DfA's j.nr. 92-51-89, AMA's j.nr. 1994-1-2141)

Sag nr. 2

Ikke ret til refusion for beløb, der vedrører erstatning for ansvarspådragende adfærd

Ved en byretsdom blev en arbejdsløshedskasse dømt til at betale 48.525 kr. i erstatning til et medlem.

Dommen lagde til grund, at arbejdsløshedskassen ikke havde været berettiget til at slette medlemmet, selv om han havde undladt at betale kontingent. Årsagerne hertil var

-

Kassens adfærd havde bibragt medlemmet den opfattelse, at han var blevet "smidt ud" af kassen.

-

Kassens standardrykker opfyldte ikke arbejdsløshedsforsikringslovens § 78, stk. 3 (som affattet ved lov nr. 200 af 25. maj 1983).

-

Det var ikke godtgjort, at kassen havde instrueret medlemmet om, hvorledes han skulle forholde sig for at bevare sine rettigheder.

Medlemmet var ikke tilmeldt arbejdsformidlingen og opfyldte derfor ikke betingelserne for at modtage dagpenge.

DfA afslog at give arbejdsløshedskassen refusion for det idømte beløb, fordi

-

der var tale om erstatning og ikke efterbetaling af dagpenge,

-

kassen var blevet pålagt at betale erstatning på grund af fejl, som alene kan tilregnes kassen, og at

-

kassen må være den nærmeste til at bære risikoen for egne fejl.

Arbejdsministeriet tiltrådte DfA's afgørelse med de givne begrundelser.

(DfA's j.nr. 88-122-1671, Arbejdsministeriets j.nr. 88-2652-40.3)

VI. For sen reaktion på tilbagebetalings- og sanktionssager

Sag nr. 1

Arbejdsløshedskassen standsede ikke udbetalingen af dagpenge, selv om DfA havde sendt en indberetning til kassen om et svigagtigt forhold

Den 30. marts 1995 indberettede DfA til arbejdsløshedskassen, at medlemmet havde opholdt sig i USA på ferie fra den 7. september 1994 til den 13. marts 1995.

Medlemmet var blevet standset i paskontrollen den 13. marts 1995. Der forelå et indrejsevisum, der gjaldt for indrejse én gang i USA indtil den 24. november 1994. Medlemmet var ifølge stempel i passet af de amerikanske immigrationsmyndigheder indrejst i New York den 7. september 1994.

Medlemmet havde fået dagpenge fra den 7. september 1994 til den 15. januar 1995.

Medlemmet forklarede i anledning af indberetningen, at han havde fået visum til USA gældende fra den 24. november 1994, og at han var udrejst den 15. januar 1995 og vendt tilbage den 13. marts 1995.

På baggrund heraf indstillede arbejdsløshedskassen til DfA, at der ikke var udbetalt dagpenge med urette. Kassen fortsatte herefter med at udbetale dagpenge til medlemmet.

DfA anmodede arbejdsløshedskassen om at overveje sagen igen, da det måtte anses for yderst usandsynligt, at den amerikanske ambassade og lufthavnen i New York skulle have stemplet en forkert dato. DfA anførte atter, at passet var stemplet indrejst i USA den 7. september 1994 og bad kassen om at få medlemmet til at forklare sig nærmere.

Medlemmet erkendte nu, at han var indrejst i USA den 7. november 1994. Han mente godt, at han godt kunne stå til rådighed, når han var i udlandet. Derfor fik han dagpengekortene tilsendt, hvorefter han underskrev dem og returnerede dem.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet ikke havde været berettiget til at modtage dagpenge fra den 7. november 1994 til den 15. januar 1995. Han skulle derfor betale i alt 25.270,- kr. tilbage til kassen. Kassen indstillede også, at medlemmet skulle slettes som medlem for svig.

DfA lagde derimod til grund, at medlemmet var indrejst i USA den 7. september 1994, og at han derfor ikke havde været berettiget til at modtage dagpenge fra den 7. september 1994 til den 13. marts 1995.

Medlemmet skulle derfor betale i alt 50.017,- kr. tilbage til arbejdsløshedskassen.

DfA fandt også, at medlemmet skulle slettes som medlem af kassen med virkning fra den dato, hvor arbejdsløshedskassen modtog DfA's indberetning af 30. marts 1995.

Da arbejdsløshedskassen havde udbetalt dagpenge, i alt 13.182,- kr., efter dette tidspunkt, fandt DfA, at arbejdsløshedskassen ikke havde krav på refusion af dette beløb, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4.

Arbejdsløshedskassen klagede over afgørelsen om refusionsspørgsmålet.

Arbejdsløshedskassen mente, at den havde foretaget et forsvarligt skøn efter den første samtale med medlemmet og fortsatte derfor dagpengeudbetalingen, indtil der forelå nye oplysninger.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. 95-436-124, AMA's j.nr. 1996-1-3416)

Sag nr. 2

For sen oplysning om alvorlig tilbagebetalings- og sanktionssag til en anden arbejdsløshedskasse

Kommentar mv.

Medlemmets "gamle" arbejdsløshedskasse oplyste for sent den nye kasse om, at medlemmet havde en alvorlig tilbagebetalings- og sanktionssag. Dette medførte fejludbetalinger i den nye kasse. Den "gamle" kasse blev gjort ansvarlig for denne fejludbetaling.

Arbejdsløshedskasserne skal derfor uden unødig forsinkelse enten skriftligt eller telefonisk underrette den kasse, hvortil medlemmet er blevet overflyttet, om en opstået tilbagebetalings- og sanktionssag.

Et medlem modtog i 1992 fulde dagpenge fra arbejdsløshedskasse A.

Den 15. januar 1993 blev medlemmet overflyttet til arbejdsløshedskasse B. Denne kasse udbetalte dagpenge til medlemmet fra den 5. december 1994 til den 20. januar 1995.

Den 1. december 1994 indberettede DfA til arbejdsløshedskasse A, at medlemmet i store perioder i 1992 havde arbejdet som lønmodtager uden at oplyse herom på dagpengekortene. DfA bad derfor kassen om at træffe afgørelse om anvendelsen af arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 86 og 87.

Denne indberetning fik arbejdsløshedskasse A fredag den 2. december 1994. Først fredag den 16. december 1994 sendte kasse A en meddelelse til kasse B om, at medlemmet havde modtaget dagpenge med urette. Kasse B modtog denne meddelelse mandag den 19. december 1994, men kassen standsede først udbetalingerne af dagpenge den 20. januar 1995.

Perioden fra den 19. december 1994 til den 20. januar 1995

DfA traf afgørelse om, at arbejdsløshedskasse B ikke havde ret til refusion til de dagpenge, som kassen havde udbetalt efter den 19. december 1994, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4.

DfA begrundede dette med, at arbejdsløshedskasse B den 19. december 1994 burde have indført dagpengestop, da kassen på modtagelsesdagen - fredag den 16. december 1994 - eller senest dagen efter - mandag den 19. december 1994 - burde have indset, at der kunne blive tale om svig efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1.

Denne afgørelse blev ikke indbragt for Ankenævnet.

Perioden fra tirsdag den 6. december til fredag den 16. december 1994

DfA fandt også, at arbejdsløshedskasse A var ansvarlig for fejludbetalingen af de dagpenge, der var udbetalt i kasse B fra tirsdag den 6. december til fredag den 16. december 1994, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 5.

Begrundelsen herfor var, at arbejdsløshedskasse A på dagen for modtagelsen af indberetningen fra DfA (den 2. december 1994) burde have sørget for, at der senest dagen efter (mandag den 5. december 1994) afgik meddelelse til kasse B om sagen.

En senere besked til arbejdsløshedskasse B kunne derfor ikke fritage for ansvar efter de nævnte regler, medmindre der var tale om en kompliceret og vanskeligt overskuelig sag.

Denne afgørelse blev ikke indbragt for Ankenævnet.

(DfA's j.nr. 94-423-83)

Sag nr. 3

Meddelelse til ny arbejdsløshedskasse om verserende sag

Den "gamle" arbejdsløshedskasse havde ikke givet den nye kasse tilstrækkelige oplysninger

DfA indberettede den 8. februar 1995 til arbejdsløshedskasse A, at politiet havde oplyst, at medlemmet havde arbejdet sort med en lønindtægt på 32.400,- kr. i 1992 og 11.600,- kr. i 1993.

Den 15. juli 1995 traf arbejdsløshedskasse A afgørelse om, at medlemmet skulle betale i alt 70.946,- kr. tilbage til kassen. Kassen indstillede også til DfA, at medlemmet skulle slettes som medlem for svig.

Arbejdsløshedskasse A meddelte den 26. juli 1995 skriftligt dette til arbejdsløshedskasse B, hvortil medlemmet var blevet overflyttet.

Arbejdsløshedskasse B meddelte den 13. august 1995 til DfA, at den ikke mente at være ansvarlig for udbetalinger fra den 9. februar 1995 - hvor arbejdsløshedskasse A havde modtaget DfA's indberetning - til dagpengestoppet den 9. juli 1995.

DfA anmodede arbejdsløshedskasse A om en udtalelse herom, og denne kasse meddelte herefter, at DfA også burde underrette den arbejdsløshedskasse, som medlemmet var medlem af på indberetningstidspunktet.

Arbejdsløshedskasse A anførte også, at den telefonisk havde oplyst kasse B om, at DfA havde rejst sag. I første halvdel af maj 1995 havde kasse A haft kontakt til kasse B, hvor man fik oplyst, at medlemmet modtog orlovsydelse.

Arbejdsløshedskasse B meddelte herefter, at det ikke kunne afvises, at kasse A telefonisk havde underrettet kasse B om, at medlemmet ville få rejst en sag om uberettiget udbetalte dagpenge. Man understregede dog, at der ikke blev nævnt beløb. Det blev heller ikke omtalt, at det kunne ende med en svigssag, og der var heller ingen anmodning om at standse udbetaling af orlovsydelse.

DfA traf afgørelse om, at arbejdsløshedskasse A var ansvarlig for den fejludbetaling, der var sket i kasse B fra den 9. februar til den 9. juli 1995, i alt 50.589,- kr.

DfA fandt det ikke godtgjort, at arbejdsløshedskasse A havde givet en fyldestgørende underretning til kasse B i anledning af, at kasse A havde modtaget DfA s indberetning af 8. februar 1995.

Det var derfor ikke godtgjort, at arbejdsløshedskasse B havde fået tilstrækkelige oplysninger til at kunne vurdere, at der kunne blive tale om en svigssag, som kunne medføre stop for udbetaling af ydelser. DfA havde derfor lagt til grund, at den udbetaling, som kasse B havde foretaget, skyldtes mangelfulde oplysninger fra arbejdsløshedskasse A, som derfor var ansvarlig for udbetalingerne, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 5.

I sin klage anførte arbejdsløshedskasse A, at kasse B ikke havde bekræftet, at den havde fået en telefonisk henvendelse fra arbejdsløshedskasse A, men den afviste heller ikke dette. På trods heraf understregede kasse B dog, at det var sikkert, at der i samtalen ikke blev nævnt noget beløb og ej heller, at sagen kunne ende som en svigssag.

Når arbejdsløshedskasse B var sikker herpå, måtte dette tages som en bekræftelse fra kasse B på kasse A's oplysninger om, at man telefonisk havde underrettet kasse B, da det kun var muligt at være sikker på indholdet af en telefonsamtale, hvis man huskede, at den havde fundet sted.

Når en arbejdsløshedskasse modtog telefoniske oplysninger om, at der var en sag mod et medlem om tilbagebetaling, måtte det være kassens ansvar før eventuelle fortsatte udbetalinger til medlemmet at skaffe sig nærmere oplysninger om indholdet af tilbagebetalingssagen for at få afklaret, om der eksempelvis var tale om en svigssag, som kunne medføre, at udbetalingerne skulle indstilles.

Der ville kun kunne være tale om ansvar for den arbejdsløshedskasse, der havde modtaget underretning fra DfA om sagen, hvis kassen enten afgav fejlagtige oplysninger til den udbetalende arbejdsløshedskasse eller slet ikke underrettede denne.

På denne baggrund var det arbejdsløshedskasse A's opfattelse, at der ikke var noget grundlag for at gøre kassen ansvarlig for udbetaling af dagpenge, der var udbetalt af kasse B, da kasse B ikke havde sikret sig tilstrækkelig dokumentation for det nærmere indhold af den sag, der dannede baggrund for, at der ikke kunne udbetales dagpenge med rette til medlemmet. Kasse B havde haft en naturlig tilskyndelse til at indhente kopi af sagens akter før udbetalingerne.

Ankenævnet bad DfA om at redegøre for DfA's stillingtagen til hjemmelen til at pålægge arbejdsløshedskasse A en meddelelsespligt. Samtidig anmodede ankenævnet DfA om at tage stilling til kasse A's anbringende om, at DfA burde have underrettet den kasse, som medlemmet var medlem af på indberetningstidspunktet.

DfA anførte herefter som sin opfattelse, at der ifølge arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 5, påhvilede arbejdsløshedskasserne en meddelelsespligt, blandt andet i forbindelse med overflytningssager. § 86, stk. 5, indebærer derfor pligt til at informere udbetalende arbejdsløshedskasser om blandt andet verserende sager af betydning for retten til udbetalinger og til at informere tilstrækkeligt konkret om sådanne sager, således at den udbetalende kasse kan danne sig et overblik over, om udbetaling bør ske.

DfA anførte også, at en sådan pligt måtte ses i sammenhæng med arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1. En svigsslettelse regnes fra det tidspunkt, hvor arbejdsløshedskassen er blevet opmærksom på, at medlemmet svigagtigt har modtaget dagpenge mv. med urette. Hvis der ikke var en sådan meddelelsespligt for arbejdsløshedskasserne, ville det ikke være muligt at håndhæve afgørelser om slettelse fra konstateringstidspunktet.

DfA oplyste også, at arbejdsløshedskassernes edb-systemer er indrettet til at give oplysninger om blandt andet overflytninger, og at disse systemer løbende bliver opdateret. Den enkelte arbejdsløshedskasse vil derfor til enhver tid have adgang til ajourført viden om blandt andet overflytninger. DfA var i øvrigt af den opfattelse, at bevisbyrden for, at underretning er givet med frigørende virkning, påhviler den meddelende arbejdsløshedskasse. DfA fandt derimod ikke, at der i arbejdsløshedsforsikringsloven eller andet steds er hjemmel til at pålægge DfA en underretningspligt, som arbejdsløshedskasse A har anført.

I denne sammenhæng bemærkede DfA, at DfA's eneste adgang til at få oplysninger om medlemmernes tilhørsforhold til arbejdsløshedskasserne er via CRAM-registeret. Dette register er et arbejdsmarkedsregister, som administreres af Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Formålet med CRAM-registeret er rent statistisk. Som følge heraf bliver registeret ikke løbende ajourført, men ofte med flere måneders forsinkelse. Det er derfor DfA s opfattelse, at CRAM-registerets informationer ikke er tilstrækkelig pålidelige til at statuere rettigheder for medlemmerne. Med udgangspunkt i, at det er arbejdsløshedskasserne og ikke DfA, som efter loven og navnlig § 88 har ansvaret for den daglige forvaltning af arbejdsløshedsforsikringsloven, tilkendegav DfA sammenfattende, at der ikke var grundlag for at pålægge DfA en underretningspligt, og navnlig ikke, når arbejdsløshedskasserne selv havde adgang til ajourførte og pålidelige oplysninger i arbejdsløshedskassernes eget elektroniske system.

Ankenævnet fandt, at arbejdsløshedskasse A skulle være ansvarlig for fejludbetaling af orlovsydelse og dagpenge til medlemmet fra den 9. februar til den 9. juli 1995, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 5.

Ankenævnet lagde til grund, at det ifølge hidtidig praksis, som nu er lovfæstet i arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 4, påhviler en arbejdsløshedskasse at standse udbetalinger af ydelser til et medlem, hvis kassen bliver bekendt med forhold, der gør det sandsynligt, at medlemmet har givet kassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder af betydning for retten til ydelser for kassen. Ankenævnet finder, at det følger af forholdets natur, at kassen i tilfælde af, at medlemmet er overflyttet til en ny kasse, må bære ansvaret for, at den nye kasse orienteres om, at der er rejst sag mod medlemmet.

Ankenævnet lagde også til grund, at arbejdsløshedskasse A telefonisk orienterede kasse B om, at der verserede en sag mod medlemmet. Ankenævnet fandt imidlertid, at det må være en forudsætning for, at den udbetalende kasse kan standse udbetaling af ydelser, at denne kasse får så fyldestgørende oplysninger, at den er i stand til at træffe afgørelse om standsning af ydelserne i forhold til medlemmet. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at kasse A før den 26. juni 1995 gav kasse B en sådan orientering.

Ankenævnet tiltrådte derfor DfA's afgørelse.

(DfA's j.nr. 94-51-621, AMA's j.nr. 1996-1-4228)

Sag nr. 4

Meddelelse til ny arbejdsløshedskasse om verserende sag

Udbetalingerne i den nye arbejdsløshedskasse blev ikke indstillet

Medlemmet blev den 16. maj 1994 overflyttet fra en arbejdsløshedskasse for lønmodtagere til en kasse for selvstændige.

Den 10. august 1994 indberettede DfA til lønmodtagerkassen, at medlemmet havde undladt at oplyse om arbejde på dagpengekortene i 1991.

Arbejdsløshedskassen for selvstændige modtog den 12. august 1994 indberetning fra kassen for lønmodtagere. Kassen for selvstændige har senere oplyst, at den ikke den gang havde grundlag for at vurdere, at DfA's indberetning ville medføre svigsslettelse, og udbetalingen blev derfor ikke indstillet.

Arbejdsløshedskassen for lønmodtagere traf den 12. oktober 1995 afgørelse om, at medlemmet havde gjort sig skyldig i svig. Medlemmet blev derfor pålagt en effektiv karantæne på 520 timer. Medlemmet skulle også tilbagebetale 11.394,- kr.

Den 13. oktober 1995 modtog arbejdsløshedskassen for selvstændige denne afgørelse og begyndte at indeholde karantæne og underrettede medlemmet herom.

Den 24. november 1995 bad DfA arbejdsløshedskassen for lønmodtagere tage stilling til, om der også var sket fejlagtig udbetaling til medlemmet i 1992 og 1993.

Den 22. januar 1996 modtog arbejdsløshedskassen for selvstændige DfA's brev af 24. november 1995 fra kassen for lønmodtagere. Kassen for lønmodtagere oplyste, at tilbagebetalingsbeløbet sandsynligvis nu ville medføre, at kassen ville indstille til svigsslettelse.

Arbejdsløshedskassen for selvstændige indstillede derfor den 22. januar 1996 udbetalingen af dagpenge til medlemmet.

Den 6. august 1996 traf arbejdsløshedskassen for lønmodtagere afgørelse om, at medlemmet skulle tilbagebetale i alt 15.224,- kr. for 1991 - 1993, og at han skulle slettes for svig.

Den 3. september 1996 tiltrådte DfA denne afgørelse. Arbejdsløshedskassen anmodede DfA om at oplyse, fra hvilket tidspunkt svigsslettelsen skulle være gældende.

DfA meddelte, at medlemmet skulle slettes med virkning fra den 12. august 1994, hvor arbejdsløshedskassen for selvstændige havde fået meddelelse om, at der verserede en sag om medlemmet.

DfA fandt også, at kassen ikke havde krav på refusion for iværksætterydelse, som den havde udbetalt fra den 12. august 1994 til den 19. november 1995.

DfA henviste til, at kassen den 12. august 1994 var blevet underrettet af den tidligere arbejdsløshedskasse om den verserende sag. En svigsslettelse regnes fra det tidspunkt, hvor kassen var blevet opmærksom på, at medlemmet svigagtigt havde modtaget dagpenge mv. med urette.

DfA anførte også, at i tilfælde, hvor forholdet var begået under et tidligere medlemskab i en anden arbejdsløshedskasse, skal konstateringstidspunktet regnes fra det tidspunkt, hvor den nye kasse har modtaget underretning om forholdet fra den tidligere arbejdsløshedskasse. I denne sag var det den 12. august 1994.

På dette tidspunkt kunne arbejdsløshedskassen for selvstændige umiddelbart konstatere, at det begåede forhold var af en sådan størrelse, at det var sandsynligt, at sagen kunne ende i en svigsslettelse. Kassen kunne således ikke godtgøre, at den ikke kunne have forhindret den skete fejludbetaling.

DfA henviste også til, at arbejdsløshedskassen havde fortsat udbetalingen af iværksætterydelse fra den 12. august 1994, selv om den fra dette tidspunkt vidste, at medlemmet havde undladt at oplyse om arbejde på dagpengekortene.

Der var tale om en ganske almindelig indberetning, ifølge hvilken det var sandsynligt, at medlemmet skulle idømmes en sanktion i form af en karantæne for svig eller svigsslettelse. Arbejdsløshedskassen havde derfor fra dette tidspunkt overtrådt reglen om, at en svigsslettelse regnes fra det tidspunkt, hvor kassen var blevet opmærksom på, at den pågældende svigagtigt havde modtaget dagpenge mv. med urette.

Det forhold, at arbejdsløshedskassen alene havde indstillet til en karantæne på 520 timer, betød ikke, at kassen kunne udbetale iværksætterydelse. Der var alene tale om en indstilling, og det er direktoratet der har kompetencen til som 1. instans at træffe afgørelse om sanktion for svig. Det betyder, at arbejdsløshedskassen for selvstændige ikke kunne lægge indstillingen fra kassen for lønmodtagere til grund, men måtte afvente direktoratets afgørelse som 1. instans.

Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse med den anførte begrundelse.

(DfA's j.nr. 94-422-527, AMA's j.nr. 1996-1-4338)

Sag nr. 5

Meddelelse til ny arbejdsløshedskasse om verserende sag

Medlemmet var blevet slettet på grund af kontingentrestance

Medlemmet modtog i 1991 arbejdsløshedsdagpenge fra arbejdsløshedskasse A.

Den 15. december 1991 blev medlemmet slettet som medlem af arbejdsløshedskasse A på grund af kontingentrestance.

Medlemmet søgte i 1992 om optagelse i arbejdsløshedskasse B. Denne kasse spurgte derfor den 19. november 1992 arbejdsløshedskasse A, om medlemmet havde gæld til kassen.

Arbejdsløshedskasse A meddelte den 25. november 1992, at dette ikke var tilfældet.

Den 23. august 1994 indberettede DfA til arbejdsløshedskasse A, at man som led i en skatteregisterundersøgelse havde konstateret, at medlemmet i 1991 havde fået dagpenge med urette.

Den 25. november 1994 traf arbejdsløshedskasse A afgørelse om, at medlemmet skulle tilbagebetale 65.734,- kr. til kassen, som medlemmet havde modtaget med urette. Kassen indstillede også til DfA, at medlemmet skulle gennemgå en almindelig karantæne på 12 måneder på grund af svig.

Den 20. juni 1995 tiltrådte DfA arbejdsløshedskassens afgørelse om, at medlemmet skulle tilbagebetale 65.734,- kr. til kassen, og at medlemmet skulle gennemgå en almindelig karantæne på 12 måneder på grund af svig.

Den 10. november 1995 tiltrådte ankenævnet DfA's afgørelse.

Arbejdsløshedskasse A meddelte den 15. februar 1996 arbejdsløshedskasse B, at medlemmet var pålagt 12 måneders karantæne fra den 23. august 1994 til den 22. august 1995. Arbejdsløshedskasse B havde udbetalt dagpenge fra den 23. august 1994 til den 31. december 1994, som var udbetalt med urette på grund af karantænen.

Arbejdsløshedskasse B mente, at det måtte være arbejdsløshedskasse A, der måtte være ansvarlig for fejludbetalingen af dagpengene i karantæneperioden, da kassen ikke var blevet orienteret af arbejdsløshedskasse A om sagen.

Arbejdsløshedskasse A var ikke enig heri, da det var DfA, der skulle orientere den arbejdsløshedskasse, som medlemmet var medlem af på udtrækstidspunktet, da disse oplysninger fremgik af CRAM-registeret.

DfA fandt, at arbejdsløshedskasse A var ansvarlig for fejludbetalingen af dagpenge fra arbejdsløshedskasse B fra den 23. august til den 31. december 1994.

DfA henviste herved til arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 5. Det fremgår af denne regel, at hvis en arbejdsløshedskasses fejlagtige udbetaling skyldes urigtige eller mangelfulde oplysninger fra en anden arbejdsløshedskasse, kan DfA bestemme, at denne arbejdsløshedskasse skal være ansvarlig for udbetalingen.

Baggrunden herfor var, at DfA ikke var bekendt med, hvilken arbejdsløshedskasse en udtrukket person i en skatteregisterundersøgelse var medlem af på udtrækningstidspunktet. Formålet med en skatteregisterundersøgelse var at finde frem til tilfælde, hvor medlemmet havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge mv. med urette. Undersøgelsesperioden er normalt et kalenderår.

Fra skattemyndighederne får DfA udskrifter om bestemte personer. På disse udskrifter er det anført, hvorfra de pågældende har modtaget løn mv. i det skatteår. Det vil sige, at den arbejdsløshedskasse, som havde udbetalt dagpenge i undersøgelsesperioden, også var indført på udskriften.

DfA sender derfor indberetningen til den arbejdsløshedskasse, som dagpengene er udbetalt med urette fra. Den udbetalende arbejdsløshedskasse har derfor pligt til at informere den arbejdsløshedskasse, som medlemmet eventuelt nu er medlem af.

Ankenævnet fandt ikke tilstrækkelig grundlag for at gøre arbejdsløshedskasse A ansvarlig for fejludbetalingen fra den 23. august til den 31. december 1994, hvor medlemmet skulle have gennemgået en karantæne.

Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet var blevet slettet som medlem af arbejdsløshedskasse A fra den 15. december 1991 på grund af kontingentkarantæne.

Ankenævnet fandt derfor, at det forhold, at arbejdsløshedskasse A den 25. november 1992 havde svaret på et spørgsmål fra arbejdsløshedskasse B om, hvorvidt medlemmet havde gæld til arbejdsløshedskasse A, men ikke ved modtagelsen af DfA's indberetning undersøgte, om der var sket optagelse i en anden arbejdsløshedskasse, ikke var af en sådan karakter, at det skulle medføre ansvar for den senere fejludbetaling.

Ankenævnet ændrede derfor DfA's afgørelse.

(DfA's j.nr. 93-422-27, AMA's j.nr. 1996-1-4158)

VII. Ukendskab til gældende regler

Sag nr. 1

Ukendskab til reglerne om afgrænsningen mellem begrebet lønmodtager og begrebet selvstændig erhvervsdrivende

Medlemmet deltog i en årrække i ægtefællens selvstændige virksomhed med familiepleje. Arbejdet bestod blandt andet i terapisamtaler, beskæftigelse af klienterne og kontakt til myndighederne.

Ægtefællen opsagde den 30. juli 1991 medlemmet, da alle familieplejekontrakterne var udløbet den 30. juni 1991. Der blev udbetalt dagpenge i perioden 2. juli 1991 til 31. januar 1992 efter reglerne for lønmodtagere.

Arbejdsløshedskassen fandt, at døgnplejearbejdet fra den 1. januar 1991 fremstod som lønarbejde, fordi medlemmet den 1. juli 1991 indgik en lønaftale med ægtefællen efter kildeskatteloven. Aftalen gav tilsagn om lønansættelse, når der igen blev anvist klienter i pleje. Fra den 1. januar 1991 fik medlemmet ændret sin forskudsregistrering, så indtægterne fra virksomheden blev beskattet som lønindkomst i hele indkomståret 1991. Forud herfor havde medlemmet siden 1981 været beskattet som medarbejdende ægtefælle.

Den 23. oktober 1991 blev der indgået en ny plejekontrakt, og i 1992 var der atter store plejeindtægter i virksomheden.

DfA fandt, at medlemmet var selvstændig erhvervsdrivende, fordi indgåelse af en lønaftale efter reglerne i skattelovgivningen ingen særskilt betydning havde i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven. Ægtefæller, der havde indgået en lønaftale, ville derfor ikke automatisk få status som lønmodtagere i arbejdsløshedsforsikringen. Det fremgik af vejledningen til § 4 i bekendtgørelse nr. 588 af 14. august 1990 om optagelse i en anerkendt arbejdsløshedskasse som selvstændig erhvervsdrivende.

Medlemmet kunne heller ikke anerkendes som endeligt ophørt med udøvelse af selvstændig virksomhed fra den 2. juli 1991 til den 31. januar 1992 efter reglerne i bekendtgørelsen om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse.

De fejludbetalte dagpenge skulle dog ikke tilbagebetales af medlemmet. Det kunne ikke anses for godtgjort, at medlemmet havde handlet svigagtigt eller groft uagtsomt efter § 86, stk. 1, og § 87 i arbejdsløshedsforsikringsloven.

Dette medførte, at kassen ikke havde ret til refusion for fejludbetalingen. DfA henviste til § 86, stk. 4 og stk. 5, i arbejdsløshedsforsikringsloven og § 1, § 2 og § 3 stk. 1, litra a), i bekendtgørelse nr. 614 af 18. december 1985 om refusion fra statskassen i tilfælde, hvor der er udbetalt dagpenge med urette.

Direktoratet bemærkede, at retten til refusion efter § 3, stk. 1, litra a) forudsætter, at der har været lavet et forsvarligt skøn. Kassen burde have været opmærksom på, at en selvstændig erhvervsdrivende ikke kunne anerkendes som lønmodtager alene på grund af en lønaftale, der var blevet indgået mellem ægtefællerne efter reglerne i skattelovgivningen.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse med den anførte begrundelse.

(DfA's j.nr. 93-6351-1188, AMA's j.nr.1994-1-1802)

VIII. Manglende tilmelding til arbejdsformidlingen

Sag nr. 1

Afmeldt Arbejdsformidlingen som følge af en indtastningsfejl i arbejdsløshedskassen

En arbejdsløshedskasse bad DfA om dispensation fra kravet om tilmelding til Arbejdsformidlingen (AF) for et af kassens medlemmer fra december 1993 til april 1995.

Medlemmet havde på et dagpengekort oplyst, at hun i en uge skulle have uddannelsesydelse.

Sagsbehandleren i afdelingen indtastede ved en fejl, at medlemmet skulle afmeldes AF, selv om medlemmet på dagpengekortet havde sat kryds i rubrikken om, at hun ønskede et nyt dagpengekort.

Da medlemmet ikke modtog dagpenge, kontaktede hun sagsbehandleren i afdelingen, der gik ind i EDB-systemet og ophævede dagpengespærringen uden at sikre sig, om afmeldingen var sendt videre til AF.

DfA traf afgørelse om, at man efter en samlet konkret vurdering ikke fandt grundlag for at dispensere fra kravet om tilmelding til AF som betingelse for udbetaling af dagpenge til medlemmet. DfA lagde vægt på, at afmeldingen var foretaget af afdelingen på kassens egen foranledning ved indtastning af dagpengekort, selv om medlemmet på dagpengekortet havde oplyst, at hun ønskede et nyt dagpengekort.

DfA lagde også vægt på, at sagsbehandleren ved den senere dagpengeudbetaling ophævede dagpengespærringen uden at sikre sig, om afmeldingen elektronisk var sendt videre til AF.

DfA fandt, at fejlafmeldingen alene kunne tilskrives arbejdsløshedskassen, hvorfor der ikke var grund til at give dispensation.

Som følge af den manglende dispensation var dagpenge, der var udbetalt i perioden, hvor medlemmet ikke havde været tilmeldt AF, udbetalt med urette. DfA fandt derfor, at arbejdsløshedskassen var ansvarlig for tilbagebetalingen af det med urette udbetalte beløb, som var opgjort til ca. 170.000 kr. Det skyldtes, at kassen ved almindelig agtpågivenhed kunne have undgået fejludbetalingen.

DfA fandt også, at der ikke var grund til at gøre medlemmet ansvarlig for tilbagebetalingen - også selv om medlemmet måtte have fået arbejdsløshedskassens afmeldebrev - da medlemmet ikke fandtes at have givet kassen urigtige oplysninger af betydning for dagpengeretten.

Arbejdsløshedskassen indbragte afgørelsen for Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Arbejdsløshedskassen gjorde blandt andet gældende, at fejlen næppe havde haft reel betydning, da medlemmet havde været aktivt arbejdssøgende og til rådighed for arbejdsmarkedet. Kassen henviste også til den almindelige proportionalitetsgrundsætning, hvor der efter kassens opfattelse ikke var et rimeligt forhold mellem fejlen og kravet om tilbagebetaling af refusionsbeløbet på ca. 170.000 kr.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse om, at dagpenge, der var udbetalt til medlemmet i perioden, hvor hun ikke havde været tilmeldt Af, var udbetalt med urette, og at kassen skulle tilbagebetale refusionsbeløbet.

Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at afmeldingen fra AF fejlagtigt blev foretaget af kassen, og at medlemmet som følge af afmeldingen ikke blev formidlet arbejde fra december 1993 til april 1995.

(DfA's j.nr. 95-623-1262, AMA's j. nr. 1996-1-3812)

Sag nr. 2

Afmeldt arbejdsformidlingen på grund af ønske om overgang til efterløn

Ikke tilmeldt igen, da medlemmet fortryder overgangen til efterløn

Medlemmet skulle den 19. december 1994 overgå til efterløn, men hun fortrød. Ved en fejl i afdelingen blev medlemmet ikke tilmeldt arbejdsformidlingen (AF) igen, efter hun den 19. december 1994 var blevet afmeldt som følge af den forventede overgang til efterløn.

Arbejdsløshedskassen bad den 28. juni 1996 om dispensation for medlemmets manglende tilmelding fra den 19. december 1994 og den 27. maj 1996, hvor medlemmet igen blev tilmeldt. Kassen anførte, at afdelingen ikke havde været opmærksom på, at medlemmet var blevet afmeldt AF, da hendes overgang til efterløn blev meddelt AF elektronisk. Afdelingen havde derfor ikke kontaktet AF for at sikre, at medlemmet var tilmeldt. Der var udbetalt dagpenge til medlemmet i hele perioden.

DfA traf afgørelse om, at der ikke kunne dispenseres fra den manglende tilmelding.

DfA lagde til grund, at medlemmet som følge af en fejl, der var begået af medlemmets arbejdsløshedskasse, ikke havde været tilmeldt AF i den angivne periode.

DfA lagde ved afgørelsen blandt andet vægt på, at det ikke skyldtes forhold på AF, at medlemmet ikke var blevet tilmeldt, efter hun besluttede sig til ikke at overgå til efterløn. Arbejdsløshedskassen var heller ikke opmærksom på, at den havde afmeldt hende. Endelig forelå der ikke i øvrigt oplysninger i sagen, der talte for, at der blev givet dispensation.

Arbejdsløshedskassen meddelte den 18. juli 1996 medlemmet, at hun ikke var ansvarlig for de med urette udbetalte dagpenge.

Arbejdsløshedskassen anførte i sin klage til Arbejdsmarkedets Ankenævn, at der var tale om en menneskelig fejl. Fejlen skete på et tidspunkt, hvor der var sket ændringer i regelsættet med deraf følgende travlhed i arbejdsløshedskassen. Kassen fandt, at der også burde kunne dispenseres i sager, hvor kassen havde begået fejlen og ikke kun i sager, hvor AF havde begået fejlen.

Ankenævnet var enig med DfA i, at der ikke kunne dispenseres for medlemmets manglende tilmelding. Nævnet var også enig i DfA's begrundelse for afgørelsen.

(DfA's j. nr. 96-623-1562, AMA's j.nr. 1996-1-4058)

IX. Selvforskyldt ledighed

Sag nr. 1

Ikke gyldig grund til afslag på formidlet arbejde

Medlemmet ønskede at vente med at begynde arbejdet, da hun skulle have middagsgæster lørdag aften

Fredag den 8. marts 1996 ringede arbejdsformidlingen (AF) til medlemmet om et sygevikariat på Roskilde Højskole, der begyndte lørdag morgen den 9. marts 1996.

Medlemmet henvendte sig til sin arbejdsløshedskasse og oplyste, at hun havde spurgt AF, om hun ikke kunne vente med at begynde til mandag morgen, da hun skulle have middagsgæster lørdag aften. Hun oplyste samtidig, at AF i den forbindelse havde meddelt, at man blot ville formidle arbejdet til en anden.

Arbejdsløshedskassen fandt, at forholdet ikke skulle have konsekvenser for dagpengeretten, fordi AF ikke før formidlingen havde holdt en formidlingssamtale, og fordi AF havde meddelt, at man ville formidle arbejdet til en anden.

Over for DfA oplyste AF, at medlemmet havde meddelt AF, at hun ikke kunne arbejde i weekenden den 9.-10. marts 1996.

DfA lagde til grund, at medlemmet ved at meddele AF, at hun først kunne starte arbejdet om mandagen den 11. marts 1996, fordi hun skulle have middagsgæster lørdag aften, havde handlet på en måde, der skulle sidestilles med afslag på et formidlet arbejde.

DfA fandt også, at medlemmet ikke havde haft en gyldig grund til afslaget. Hun blev derfor anset for at være selvforskyldt ledig, og hun skulle derfor pålægges en uges effektiv karantæne.

DfA fandt imidlertid ikke, at medlemmet var ansvarlig for tilbagebetaling af de fejlagtigt udbetalte dagpenge i perioden. Det skyldtes, at hun ikke havde givet kassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder for retten til dagpenge, eller i øvrigt mod bedre vidende havde modtaget dagpenge.

Arbejdsløshedskassen havde derfor ikke ret til refusion af det fejlagtigt udbetalte beløb.

Ankenævnet lagde til grund, at medlemmet ved samtalen med AF den 8. marts 1996 tilkendegav, at hun ikke ønskede at påtage sig arbejde i weekenden den 9. og 10. marts 1996. Ankenævnet var derfor enig med DfA i, at medlemmet ved at undlade at begynde det formidlede arbejde den 9. marts 1996 måtte anses for at være selvforskyldt ledig i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand.

Ankenævnet fandt heller ikke grund til at imødekomme arbejdsløshedskassens anmodning om refusion for det fejludbetalte beløb.

(DfA s j.nr. 96-4427-1795, AMA s j.nr. 1996-1-4280)

Sag nr. 2

Afbrydelse af jobtræningsforløb på nedsat tid

Selvforskyldt ledighed, fordi det ikke var dokumenteret, at ophøret med jobtræningen skyldtes, at medlemmet fik varigt arbejde

Som led i sin individuelle handlingsplan begyndte medlemmet et jobtræningsforløb fra den 13. november 1995 til den 31. december 1995 på Koldinghus i 8 timer ugentligt.

Medlemmet arbejdede samtidig 20 timer ugentligt ved ISS med frigørelsesattest.

Medlemmet afbrød jobtræningsforløbet den 8. december 1995 på grund af et tilbud om flere timer hos ISS fra den 11. december til den 22. december 1995 og eventuelt i en længere periode.

Det fremgår også, at medlemmet var sygemeldt fra den 11. december til den 18. december 1995, og at hun orienterede kontaktpersonen på Koldinghus herom.

DfA traf afgørelse om, at medlemmet var selvforskyldt ledig, og at hun skulle gennemgå en effektiv karantæne på 5 uger.

Det var DfA s opfattelse, at ophøret med jobtræningen på Koldinghus var uden en gyldig grund i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand. Det var ikke dokumenteret, at medlemmet ophørte med jobtræningen i forbindelse med, at hun opnåede flere ordinære timer ved ISS, og at dette forventedes at have en varighed på mere end 5 uger.

DfA fandt dog ikke, at medlemmet skulle være ansvarlig for tilbagebetalingen af de fejlagtigt udbetalte dagpenge, da hun ikke havde givet kassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder af betydning for retten til dagpenge, ligesom hun ikke i øvrigt mod bedre vidende uberettiget havde modtaget dagpenge.

Derimod fandt DfA, at arbejdsløshedskassen ikke havde ret til refusion af de fejlagtigt udbetalte beløb.

Ved oversendelsen til ankenævnet bemærkede DfA, at der på ophørstidspunktet den 8. december 1996 kun forelå en fast aftale om ekstratimer fra den 11. december til den 22. december 1995, og der var derfor efter DfA s opfattelse ikke tale om, at medlemmet ophørte i tilbuddet efter den individuelle handlingsplan for at overtage varigt arbejde.

Ankenævnet var enig med DfA i, at medlemmet ved sit arbejdsophør i jobtræningsforløbet på Koldinghus måtte anses for selvforskyldt ledig i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand.

Ankenævnet tiltrådte herudover DfA s afgørelse.

(DfA s j.nr. 96-4497-1508, AMA s j.nr. 1996-1-4279)

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 14. november 1997