Cirkulæreskrivelse om meddelelse om dispensation fra tilmelding til Arbejdsformidlingen. Vejledningspligt.

Cirkulæreskrivelse om meddelelse om dispensation fra tilmelding til Arbejdsformidlingen. Vejledningspligt.

Kommentar m.v.

Der blev dispenseret fra manglende tilmelding til Arbejdsformidlingen, fordi arbejdsløshedskassen ikke kunne dokumentere, at der i forbindelse med ledighedens indtræden var blevet givet vejledning om, at medlemmet skulle være tilmeldt Arbejdsformidlingen.

Meddelelse om afgørelsen

Sag nr. 96-623-1237

Medlemmet havde i en periode været medlem af en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende.

Den 16. januar 1995 blev medlemmet overflyttet til sin tidligere arbejdsløshedskasse.

Direktoratet traf afgørelse om, at der for perioden 16. januar til 19. april 1995 kunne dispenseres fra den manglende tilmelding til Arbejdsformidlingen, jf. § 57, stk. 4, i arbejdsløshedsforsikringsloven og § 4, stk. 1 og 3, i dagældende bekendtgørelse nr. 975 af 10. december 1993 om rådighed og selvforskyldt ledighed.

Der blev lagt vægt på, at det ikke kunne anses for godtgjort, at den manglende tilmelding overvejende skyldtes en fejl hos medlemmet.

I vurderingen indgik bl.a., at medlemmet senest ultimo januar 1992 havde været tilmeldt Arbejdsformidlingen. Og under hendes medlemskab af en arbejdsløs-hedskasse for selvstændige erhvervsdrivende blev der alene givet generel information om, hvornår der skulle ske tilmelding til Arbejdsformidlingen.

Lønmodtagerkassen burde på overflytningstidspunktet have været opmærksom på, at medlemmet også aktuelt søgte om dagpenge. Der var tale om en tilbageflytning efter ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed, hvortil der var blevet udbetalt iværksætterydelse. Overflytningen kunne i disse tilfælde - modsat de almindelige betingelser for overflytning - ske under ledighed inden for en nærmere fastsat frist.

Kassen gav da også vejledning om, hvilken dokumentation der skulle fremlægges for ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed, og en generel vejledning om rådighedsforpligtelsen. Men kassen sikrede sig ikke, at medlemmet blev gjort bekendt med, hvilken betydningen det havde for retten til dagpenge, at hun igen blev tilmeldt Arbejdsformidlingen. Medlemmet fulgte endvidere den vejledning, som lønmodtagerkassen ellers havde givet.

Kassen burde på baggrund af oplysningerne i sagen have sikret sig, at medlemmet også blev informeret om betydningen af at opretholde kontakten til Arbejdsformidlingen, selv om hun ikke klart havde anmodet om dagpenge.

Det var ikke dokumenteret, at kassen hverken mundtligt eller skriftligt opfyldte denne pligt til vejledning efter § 2, stk. 4, i dagældende bekendtgørelse nr. 190 af 23. marts 1995 om en arbejdsløshedskasses vejledningspligt.

Sag nr. 96-623-1684 og 96-623-1685

Medlemmerne havde i en årrække sammen drevet selvstændig virksomhed som revisorer.

Den 14. juni 1996 rettede medlemmerne henvendelse til lokalafdelingen, fordi de ville ophøre med virksomheden. Afdelingen udleverede en ledighedserklæring for selvstændige erhvervsdrivende og andet materiale. Medlemmerne blev orienteret om, at der sammen med det udfyldte materiale skulle medsendes dokumentation for ophøret med virksomheden.

Den 9. juli 1996 henvendte medlemmerne sig igen i afdelingen, hvor de også blev bedt om dokumentation i form af en revisorattestation.

Medlemmerne oplyste, at de ved begge henvendelser til afdelingen spurgte, hvordan de skulle forholde sig. Men de blev på intet tidspunkt vejledt om, at de ved ledighed skulle tilmelde sig Arbejdsformidlingen.

Under en telefonsamtale med hovedkontoret den 5. august 1996 blev medlemmerne gjort opmærksomme på, at de skulle være tilmeldt Arbejdsformidlingen. Medlemmerne blev den 8. august 1996 tilmeldt Arbejdsformidlingen.

Arbejdsløshedskassen traf den 13. august 1996 afgørelse om, at medlemmerne kunne anerkendes som ophørt med udøvelse af selvstændig virksomhed. Medlemmerne ville fra den 26. juni 1996 have ret til dagpenge, hvis de fra denne dag var tilmeldt Arbejdsformidlingen.

Medlemmerne anførte bl.a. i klagen, at afdeling havde givet utilstrækkelig vejledning. Afdelingen burde have vejledt om, at ret til dagpenge var betinget af, at man var tilmeldt Arbejdsformidlingen. De havde i øvrigt fulgt den vejledning, der blev givet.

Afdelingen udtalte, at man altid generelt vejledte om betydningen af at stå tilmeldt Arbejdsformidlingen.

Direktoratet traf afgørelse om, at der for perioden 26. juni til 8. august 1996 ikke kunne dispenseres fra den manglende tilmelding til Arbejdsformidlingen. Der blev lagt vægt på, at manglende eller mangelfuld vejledning ikke kunne give en bedre ret, end den der fulgte af loven.

Direktoratet sendte den 29. maj 1997 et høringssvar til Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Heri blev det bl.a. anført, at kassen og medlemmerne var uenige om, hvorvidt der under møderne i afdelingen blev givet vejledning om, at medlemmerne skulle tilmelde sig Arbejdsformidlingen. Kassen havde dog oplyst, at det var en fast procedure, at der blev vejledt herom.

Derudover fik medlemmerne ved optagelsen som medlemmer i 1989 tilsendt en Paraply-pjece. I afsnittet "Hvis De bliver ledig", stod følgende med spærrede typer: "Ret straks henvendelse til det lokale Arbejdsformidlingskontor og anmeld Deres ledighed". Medlemmerne modtog ved indmeldelsen også et eksemplar af kassens vedtægter.

Kassen havde yderligere i 9 medlemsblade gjort opmærksom på, at et medlem på den første ledige dag skal møde op på Arbejdsformidlingen. I det første blad fra 1996 stod der også, at et medlem ved ledighed skal tilmelde sig Arbejdsformidlingen.

Medlemmerne modtog endelig den 30. januar 1996 en rykker vedrørende kontingentopkrævningerne, hvor det på bagssiden var anført med spærrede typer: "Hvis De bliver ledig. Ret straks henvendelse til det lokale Arbejdsformidlingskontor og anmeld Deres ledighed".

Direktoratet bemærkede til ovennævnte, at en arbejdsløshedskasses vejledningspligt modsvares af en pligt for medlemmet til at holde sig orienteret om de gældende regler vedrørende dagpengeret m.v. i arbejdsløshedsforsikringsloven og i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Pligten fremgik af § 14, stk. 1, i vedtægten.

Ved vurderingen af i hvilket omfang et medlem skal bære risikoen for ukendskab til reglerne, bør der tages særlig hensyn til, hvilke forudsætninger medlemmet har, og til om medlemmet har haft adgang til hjælp. Medlemmerne havde drevet selvstændig virksomhed som revisorer og modtaget hjælp fra en advokat.

Da medlemmerne i tiden op til ophøret med virksomheden var blevet vejledt af kassen om pligten til at tilmelde sig Arbejdsformidlingen, og da medlemmernes forudsætninger ikke sås at være en hindring for at forstå indholdet af den givne vejledning, fandt direktoratet, at der ikke var sådanne hensyn at tage til medlemmerne, at der var anledning til at give dispensation efter § 4, stk. 3, i rådighedsbekendtgørelsen.

Arbejdsmarkedets Ankenævn fandt, at der skulle dispenseres fra den manglende tilmelding i perioden 19. juni 1996 - 8. august 1996, jf. § 4 i direktoratets bekendtgørelse nr. 1153 af 20. december 1995 om rådighed og selvforskyldt ledighed, der med virkning fra den 19. juli 1996 blev afløst af nr. 667 af 10. juli 1996.

Ankenævnet lagde vægt på, at det ikke var godtgjort, at arbejdsløshedskassen straks da medlemmerne blev ledige, informerede dem om betydningen af pligten til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, jf. § 2, stk. 1, i direktoratets bekendtgørelse nr. 1151 af 20. december 1995 om en arbejdsløshedskasses vejledningspligt.

Det forhold, at kassen havde givet medlemmerne vejledning i forbindelse med optagelse i kassen i 1989, samt gjort opmærksom på forholdet i kassens blad, samt på bagsiden af kontingentopkrævninger var således efter ankenævnets opfattelse ikke tilstrækkeligt som dokumentation for at vejledningspligten i § 2, stk. 1, i ovennævnte bekendtgørelse var opfyldt.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 29. oktober 1997