Cirkulæreskrivelse om meddelelse om oversigt over praksis i sager, hvor domstolene helt eller delvist har frifundet et svigsslettet medlem for bedrageri over for arbejdsløshedskassen

Cirkulæreskrivelse om meddelelse om oversigt over praksis i sager, hvor domstolene helt eller delvist har frifundet et svigsslettet medlem for bedrageri over for arbejdsløshedskassen

Kommentar mv.

Denne Meddelelse fra DfA indeholder en gennemgang af DfA's og Ankenævnets praksis i sager, hvor domstolene helt eller delvist har frifundet et svigsslettet medlem for bedrageri over for arbejdsløshedskassen.

Formålet er at give et indtryk af praksis på området.

Meddelelsen er delt i 3 afsnit

I.

Indledning

(side 2-3)

II.

Sager, hvor Ankenævnet har ændret afgørelsen i anledning af en dom

(side 4-7)

III.

Sager, hvor Ankenævnet ikke har ændret afgørelsen i anledning af en dom

(side 8-12)

Meddelelse om afgørelserne

I. Indledning

I DfA's B-vejledning af 30. december 1991 om politianmeldelse m.v. i sager om svig er det fastsat, hvordan man skal forholde sig, hvis et medlem, der er blevet slettet som medlem for svig, af domstolene er blevet helt eller delvis frifundet for bedrageri.

I sådanne tilfælde skal DfA tage stilling til, om dommen giver anledning til ændring af DfA's afgørelse om svig. Hvis Ankenævnet har tiltrådt DfA's afgørelse om svig, er det Ankenævnet, der skal tage stilling hertil.

En frifindende dom vil normalt være udtryk for, at retten ikke mener, at det er muligt at bevise, at der har været forsæt til bedrageri. Det betyder, at man skal tage stilling til, om dommen og oplysningerne i dommen medfører, at afgørelsen om svigsslettelse skal ændres.

I denne type sager er det hovedreglen, at Ankenævnet og DfA i de konkrete sager retter ind efter rettens afgørelse, da forvaltningen naturligvis er bundet af domstolenes afgørelser.

Det er dog en forudsætning herfor, at den sag, der har været forelagt retten, er identisk med den sag, der er grundlaget for forvaltningens afgørelse. Den politimæssige efterforskning medfører ofte, at der for retterne foreligger oplysninger, som Ankenævnet og DfA ikke var bekendt med, da de traf afgørelse i sagen. Det forekommer også ofte, at anklagemyndigheden skærer sagen til, sådan at kun en del af sagen bliver til en straffesag.

Der er derfor ikke tale om, at en frifindende dom i alle tilfælde automatisk bevirker, at en afgørelse om svigsslettelse skal ændres (til uagtsomhed), da der ikke nødvendigvis er identitet mellem bedrageri efter straffelovens § 279 og svig efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1.

Det skyldes, at Rigsadvokaten har givet udtryk for, at bedømmelsen af, om der i et tilfælde i forhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1, foreligger svig, ikke er identisk med den strafferetlige bedømmelse af, om der kan bevises forsæt til bedrageri i det samme tilfælde. Det påhviler derfor anklagemyndigheden med en høj grad af sikkerhed at bevise den pågældendes forsæt til bedrageri.

I tilslutning hertil kan det oplyses, at Folketingets Ombudsmand i en konkret sag har udtalt, at han ikke kunne kritisere, at en afgørelse om påtaleopgivelse ikke medførte, at DfA ændrede sin afgørelse om svig til en afgørelse om uagtsomhed. Ombudsmanden lagde herved vægt på, at anklagemyndigheden med opgivelsen af påtale efter straffelovens § 279 (om bedrageri) ikke havde taget stilling til, om forholdet kunne anses for svigagtigt efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1.

Der skal derfor i hvert enkelt tilfælde af DfA eller Ankenævnet tages stilling til, om den politimæssige efterforskning, der resulterer i den frifindende dom, giver anledning til, at afgørelsen om svig skal fastholdes eller ændres.

For at give et indtryk af praksis beskrives i denne meddelelse i afsnit II - III sager fra DfA og Ankenævnet, hvor frifindende domme har givet anledning til, at afgørelser enten fastholdes eller ændres.

II. Sager, hvor Ankenævnet har ændret afgørelsen i anledning af en dom

Sag nr. 1

Medlemmet modtog samtidig arbejdsløshedsdagpenge og kursusgodtgørelse.

Medlemmet blev frifundet for afgivelse af urigtig skriftlig erklæring i forhold der vedkommer det offentlige (straffelovens § 163) og for bedrageri (straffelovens § 279).

Fra den 10. november 1993 til den 24. februar 1994 modtog medlemmet fulde dagpenge, da han på dagpengekortene havde oplyst 0 arbejdstimer.

På sin arbejdserklæring af 28. februar 1994 oplyste medlemmet, at han i denne periode havde deltaget i et skibsassistentkursus på Frederikshavns Søfartsskole. Han havde i denne periode også modtaget kursusgodtgørelse.

DfA traf afgørelse om, at medlemmet skulle tilbagebetale i alt 26.740,- kr. til arbejdsløshedskassen.

DfA traf også afgørelse om, at medlemmet skulle slettes som medlem på grund af svig over for arbejdsløshedskassen.

Denne afgørelse blev ikke indbragt for Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Retten i Frederikshavn afsagde den 13. januar 1995 dom i sagen. Det fremgår af dommen, at medlemmet blev frifundet for overtrædelse af straffelovens § 163 og § 279.

Retten begrundede dommen med, at det ikke kunne afvises, at medlemmet havde fået en vejledning, hvorefter dagpengekortet under kursusopholdet skulle udfyldes, som om han var ledig.

Dommen henviste også til, at reglerne om uddannelsesstøtte ved kursusdeltagelse ikke er ukomplicerede, hvorfor det ikke var godtgjort, at medlemmet havde udfyldt dagpengekortene med forsæt til at bedrage kassen.

Medlemmet havde under sagen forklaret, at han havde læst dagpengekortene igennem inden underskriften. Først da der var gået ca. 1 måned undrede hans sig over, at han både kunne modtage dagpenge og kursusgodtgørelse samtidig, men han gjorde ikke noget ved det, for han var optaget af nogle prøver og flytteplaner.

Det fremgår endelig af udskrift af retsbogen, at medlemmet havde oplyst, at han vidste, at penge han havde modtaget skulle tilbagebetales, og at han selv ville have rettet henvendelse herom, hvis han ikke inden havde fået en afgørelse fra DfA.

I anledning af denne dom genoptog DfA sagen til ny behandling.

Af en indhentet samtalerapport fra Søfartsskolen fremgår det, at man anså det for usandsynligt, at medlemmet ikke var blevet informeret om, at han ikke kunne modtage dagpenge og kursusgodtgørelse samtidig.

DfA traf herefter afgørelse om, at man ikke fandt grundlag for at ændre den oprindelige afgørelse. DfA fandt derfor ikke grund til at ændre sanktionen på baggrund af rettens dom.

DfA henviste til den tidligere begrundelse i afgørelsen. DfA lagde også vægt på oplysningerne ifølge udskriften fra retsbogen og materiale fra Søfartsskolen til grund.

Ankenævnet var enig med DfA i, at medlemmet skulle betale i alt 26.740,- kr. tilbage til arbejdsløshedskassen.

Derimod fandt ankenævnet det efter omstændighederne ikke tilstrækkeligt godtgjort, at medlemmets forhold måtte anses for svigagtigt.

Ankenævnet lagde herved til grund, at medlemmet ved rettens dom var blevet frifundet for bedrageri efter straffelovens § 279.

Medlemmet skulle derfor alene gennemgå en effektiv karantæne af en uges varighed, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 3.

(DfA's j.nr. 94-6351-1676, AMA's j.nr. 1996-1-3299)

Sag nr. 2

Urigtige oplysninger om arbejde som lønmodtager

Domfældelse for den del af tilbagebetalingsbeløbet, som medlemmet har tilstået

Den 1. februar 1993 tiltrådte ankenævnet DfA s afgørelse om, at medlemmet i en længere, sammenhængende periode havde oplyst færre arbejdstimer end hun havde haft. Medlemmet havde tilsidesat sin oplysningspligt over for kassen i et sådant omfang, at der var tale om et svigagtigt forhold. Forholdet strakte sig over ca. 2 ½ år, hvor medlemmet for et meget stort antal uger havde oplyst færre timer, end hun havde haft ifølge løn- og arbejdssedler.

Man kunne ikke skille enkelte uger ud og bedømme dem for sig, men der skulle gives en samlet sanktion, da der var tale om ét forhold. Medlemmet skulle derfor betale i alt 29.388,- kr. tilbage til arbejdsløshedskassen. Medlemmet var dog berettiget til en efterbetaling på 5.042,- kr., hvorfor tilbagebetalingsbeløbet reelt udgjorde 24.346,- kr.

Ankenævnet tiltrådte også, at medlemmet skulle slettes som medlem af arbejdsløshedskassen for svig.

Den 24. maj 1993 ændrede DfA tilbagebetalingsbeløbet for nogle uger i 1989. Beløbet blev sat ned til 23.952,- kr., altså en reduktion på 394,- kr. Herefter klagede medlemmet på ny over beregningen af tilbagebetalingsbeløbet for visse uger i 1989, 1990 og 1991.

Senere oplyste medlemmet, at hun fortsat ikke var tilfreds med beregningen af tilbagebetalingsbeløbet, og at hun havde spørgsmål til materialet for enkelte uger. I anledning heraf anmodede ankenævnet DfA om at tage stilling til, om der skulle foretages flere justeringer i tilbagebetalingsbeløbet og eventuelt af den idømte sanktion.

Ved brev af 4. januar 1994 gennemgik DfA tilbagebetalingsbeløbet uge for uge i de af medlemmet nævnte uger. DfA var fortsat af den opfattelse, at der var store uoverensstemmelser mellem det korrekte antal løntimer og det antal timer, medlemmet oplyste på dagpengekortet. Forholdet burde derfor fortsat vurderes som svigagtigt.

Da medlemmets nye indsigelse ikke gav anledning til ændring af tilbagebetalingsbeløbet, fandt DfA ikke grund til at anbefale ankenævnet at ophæve sin afgørelse af 1. februar 1993.

Politimesteren i Kalundborg meddelte herefter, at der den 23. marts 1994 var rejst tiltale mod pågældende for bedrageri for de uger, hvor hun oplyste 0 arbejdstimer, selv om hun havde haft arbejde.

Ved Kalundborgs Rets dom af 2. august 1994 blev medlemmet fundet skyldig i bedrageri. Medlemmet aflagde uforbeholden tilståelse om i 17 tilfælde fra uge 36 i 1989 til uge 26 i 1990 svigagtigt at have bestemt arbejdsløshedskassen til at udbetale for meget i arbejdsløshedsdagpenge, i alt 12.332,- kr., idet hun på dagpengekortene i strid med sandheden angav, at hun ingen arbejdstimer havde haft.

Medlemmet anerkendte i anledning af dommen erstatningspligt med det nævnte beløb til arbejdsløshedskassen. For de øvrige beløb fandt medlemmet derimod så mange fejl, at beløbet umuligt kunne blive så stort som beregnet af DfA. Hun afviste også, at der kunne være tale om svig. Det var højst uagtsomhed. Medlemmet ønskede at få beløbene så langt ned, at de kom under grænsen for slettelse for svig.

Ankenævnet ophævede herefter sin afgørelse af 1. februar 1993.

Ankenævnet fandt, at medlemmet skulle betale i alt 23.952,- kr. tilbage til arbejdsløshedskassen.

Ankenævnet fandt også, at medlemmet i de perioder, som var omfattet af Kalundborg Rets dom af 2. august 1994, havde gjort sig skyldig i svigagtigt forhold over for arbejdsløshedskassen. Hun skal derfor idømmes en effektiv karantæne, som beregnes på grundlag af denne del af tilbagebetalingsbeløbet.

Ankenævnet fandt også, at medlemmet i de øvrige perioder, hvor der på grundlag af urigtige oplysninger på dagpengekortene blev udbetalt dagpenge med urette, handlede uagtsomt, hvorfor hun skulle gennemgå en effektiv karantæne på 37 timer.

(DfA's j.nr. 92-6341-2, AMA's j.nr. 1993-1-1273)

III. Sager, hvor Ankenævnet ikke har ændret afgørelsen i anledning af en dom

Sag nr. 1

Urigtige oplysninger om drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i form af omdeling af aviser mv.

Medlemmet blev frifundet for bedrageri (straffelovens § 279), men blev dømt for afgivelse af urigtig skriftlig erklæring i forhold, der vedkommer det offentlige (straffelovens § 163).

Fra den 1. oktober 1990 til den 17. januar 1993 modtog medlemmet fulde dagpenge mv.

På ledighedserklæring, dagpengekort, erklæringer til udbetaling af uddannelsesydelse og begæring om udbetaling af feriedagpenge havde medlemmet ikke oplyst om arbejde og indtægter ved selvstændig virksomhed.

I anledning af en tilsynssag blev det konstateret, at medlemmet drev selvstændig virksomhed.

Der var tale om, at medlemmets bibeskæftigelse bestod i distribution af aviser og ugeblade til kiosker og forretninger. Medlemmet blev aflønnet ved, at han udskrev regninger til bladhusene for udført distribution. Arbejdet foregik om natten, og arbejdstiden udgjorde 10 timer ugentligt.

DfA traf afgørelse om, at medlemmet skulle betale i alt 172.954,- kr. tilbage til kassen. DfA fandt også, at medlemmet skulle slettes som medlem på grund af svig over for kassen.

Denne afgørelse blev ikke indbragt for ankenævnet.

Retten i Odense afsagde dom i sagen den 28. februar 1996. Medlemmet var tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 163 (afgivelse af urigtig erklæring i forhold, der vedkommer det offentlige) og for overtrædelse af straffelovens § 279 (bedrageri).

Medlemmet blev dømt for overtrædelse af straffelovens § 163 ved på erklæringerne at have svaret nej til spørgsmålene, om han drev selvstændig virksomhed og havde haft arbejde eller indtægter i udbetalingsperioden.

Retten frifandt derimod medlemmet for bedrageri efter straffelovens § 279.

Et flertal af domsmandsrettens medlemmer lagde vægt på medlemmets forklaring om, at han hele tiden havde ment at være til rådighed for arbejdsmarkedet i fuldt normalt omfang på trods af sin natlige virksomhed. Under disse omstændigheder fandt 2 dommere det overvejende betænkeligt at lægge til grund, at medlemmet havde haft forsæt til bedrageri over for arbejdsløshedskassen.

En dommer fandt det tilstrækkeligt godtgjort, at medlemmet havde haft forsæt til bedrageri.

DfA fandt ikke, at den afsagte dom gav grundlag for at genoptage sagen.

Den 16. april 1996 traf DfA en ny afgørelse i sagen. DfA fastholdt, at medlemmet skulle betale i alt 172.554,- kr. tilbage til kassen. DfA fastholdt også, at han skulle slettes som medlem på grund af svig. DfA fandt derfor ikke grund til at ændre sanktionen på baggrund af rettens dom.

DfA lagde herved vægt på

-

Dagpenge, uddannelsesydelse og feriedagpenge er ydelser, som et medlem modtager for mistet arbejdsfortjeneste. Medlemmet kunne derfor ikke have været i god tro om, at han både kunne tjene penge ved selvstændig bibeskæftigelse og samtidig modtage fulde dagpenge mv.

-

Medlemmet oplyste ikke om den selvstændige bibeskæftigelse på dagpengekortene, selv om det klart fremgår af vejledningen til dagpengekortene, at der er pligt til at oplyse om alt arbejde, både lønnet og ulønnet og bierhverv, uanset hvornår det udføres.

-

Medlemmet havde på erklæringer til brug for udbetaling af uddannelsesydelse svaret nej til, at han havde haft arbejde eller indtægt i udbetalingsperioden. Det fremgik af erklæringen, at antal arbejdstimer ved selvstændig virksomhed ved bibeskæftigelse skal oplyses. Medlemmet havde bevidst undladt at udfylde denne rubrik.

-

På begæring om udbetaling af feriedagpenge havde medlemmet svaret nej til, at han drev selvstændig virksomhed. Han havde bierhverv (lønnet eller ulønnet), hvilket var i strid med de faktiske forhold.

-

Det fremgår af den afsagte dom, at en af de voterende dommere fandt det tilstrækkeligt godtgjort, at medlemmet havde haft fortsæt til bedrageri.

DfA fandt det derfor ubetænkeligt at lægge til grund, at medlemmet måtte have vidst, at han udfyldte de 3 typer blanketter i strid med de faktiske forhold med den følge, at han kontinuerligt i en periode over 2 år fik udbetalt i alt 172.453,- kr. med urette.

DfA fandt derfor fortsat, at medlemmet skulle slettes som medlem af kassen på grund af svig.

Medlemmet klagede over denne afgørelse til ankenævnet. Han henviste til, at han af retten blev frikendt for anklagen om svig, hvorfor DfA ikke kunne fastholde afgørelsen herom.

Ved oversendelsen til ankenævnet bemærkede DfA, at medlemmet ved Retten i Odense var blevet frifundet for bedrageri i henhold til straffelovens § 279, men ikke for svig i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1.

En frifindelse for bedrageri ved domstolene er normalt udtryk for, at der ikke har været ført tilstrækkeligt bevis for, at der har været forsæt til bedrageri. Der er således ikke taget stilling til, om forholdet kunne anses for svigagtigt efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1.

Når et medlem er blevet frifundet for bedrageri, skal DfA efterfølgende tage stilling til, om der er fremkommet nye oplysninger i sagen, som giver anledning til, at afgørelsen om svig skal ændres.

Rigsadvokaten har givet udtryk for, at bedømmelsen af, om der i et tilfælde i forhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1, foreligger svig, er forskellig fra den strafferetlige bedømmelse af, om der kan bevises forsæt til bedrageri i samme tilfælde.

DfA finder derfor, at der ikke er identitet mellem svigsbegrebet og straffelovens bedrageribegreb, blandt andet fordi det strafferetligt påhviler anklagemyndigheden med en høj grad af sikkerhed at bevise den pågældendes forsæt til bedrageri.

DfA finder ikke, at der ved dommen fra Retten i Odense er fremkommet nye oplysninger i sagen, hvorfor DfA fastholder sin afgørelse.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse.

Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet ved sin underskrift på tro og love på diverse ydelseskort til kassen erklærede, at han ikke havde haft arbejde i udbetalingsperioderne til trods for, at han drev selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i 10 timer om ugen.

Ankenævnet lagde også vægt på, at det måtte have stået medlemmet klart, at der var tale om arbejde i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand, og at han ikke samtidig kunne modtage ydelser fra kassen i fuldt omfang. Det er uden betydning, om medlemmet tjente penge på sin selvstændige virksomhed, da også ulønnet arbejde medfører fradrag i dagpengene, hvilket fremgår af den fortrykte tekst på dagpengekortene.

(DfA's j.nr. 95-6351-2623, AMA's j.nr. 1996-1-3735)

Sag nr. 2

Deltagelse i driften af ægtefællens forretning betragtes som udøvelse af selvstændig virksomhed - ikke huslige hjælpeydelser.

Manglende oplysninger over for kassen anses for svig i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven, selv om medlemmet blev frifundet for bedrageri efter straffelovens § 279.

Medlemmet modtog fra den 22. november 1988 til den 31. marts 1990 og fra den 1. november 1990 til den 10. oktober 1991 og ved ny ledighed fra 31. marts 1993 fulde dagpenge samtidig med, at medlemmet deltog i driften af ægtefællens blomsterforretning.

På ledighedserklæring af 1. november 1990, ansøgning om feriedagpenge af 5. juli 1990 og ledighedserklæring af 4. februar 1993 oplyste medlemmet ikke, at ægtefællen drev selvstændig virksomhed. Medlemmet havde på to tidligere ledighedserklæringer oplyst, at ægtefællen drev selvstændig virksomhed.

Ved offentliggørelsen af en dom om seksuel chikane blev det konstateret, at medlemmet havde deltaget i driften af ægtefællens virksomhed i sine ledighedsperioder.

Medlemmet oplyste, at hans beskæftigelse i forretningen bestod i byærinder, samling af regnskabsmateriale og at bringe dette til revisoren samt fejning af gulv mv. Under ægtefællens ferie hentede han desuden varer på Grønttorvet.

Om oplysningerne på ledighedserklæringerne forklarede medlemmet, at han tidligere havde fået hjælp til at udfylde disse på grund af sin udenlandske herkomst. Medlemmet havde dog selv udfyldt erklæringerne fra den 1. november 1990.

Medlemmet anslog, at hans arbejde i forretningen tog 2-3 timer pr. uge.

DfA traf afgørelse om, at medlemmet skulle tilbagebetale det med urette modtagne beløb, i alt 80.255 kr., og slettes som medlem på grund af svig.

Medlemmets advokat anførte i klagen til Ankenævnet, at medlemmets arbejde i forretningen var uregelmæssigt og havde karakter af aflastning af ægtefællen, der arbejdede i forretningen fra kl. 7.00 til 20.00. Det var derfor naturligt, at medlemmet opholdt sig i forretningen, idet ægtefællerne derved havde mulighed for at være sammen. Advokaten anførte også, at medlemmet ikke havde forsæt til svig. Hvis medlemmet havde haft det, måtte det formodes, at svigen ville have haft et større omfang, således at der kunne opnås økonomisk gevinst herved.

Ankenævnet tiltrådte DfA s afgørelse og bemærkede, at medlemmets deltagelse i driften af forretningen efter en konkret vurdering ikke alene havde karakter af huslige hjælpeydelser. Ankenævnet henviste til de oplysninger, medlemmet afgav under retssagen om seksuel chikane og til de af advokaten anførte oplysninger.

Københavns Byret frifandt den 22. maj 1996 medlemmet for bedrageri under henvisning til, at medlemmets udenlandske baggrund gjorde det betænkeligt at fastslå, at medlemmet havde fuldt kendskab til ledighedserklæringerne. Retten fandt det også betænkeligt at antage, at medlemmet var klar over, at hans beskæftigelse i ægtefællens forretning kunne have betydning for dagpengeretten. Retten bemærkede, at medlemmets beskæftigelse i forretningen kun kunne antages at have været i en størrelsesorden af normalt 2 - 2 ½ time pr. uge, ligesom beskæftigelsen i øvrigt var lejlighedspræget.

DfA anbefalede den 27. juni 1996, at Ankenævnet fastholdt afgørelsen blandt andet under henvisning til, at bedrageri efter straffeloven ikke er det samme som svig efter arbejdsløshedsforsikringsloven, at medlemmets sproglige barriere ikke generelt er en holdbar undskyldning i forsikringssystemet, og at rådighedsforpligtelsen indebærer en vis pligt for medlemmet til at sætte sig ind i reglerne. DfA henviste også til, at kassernes og arbejdsformidlingens vejledningspligt medfører, at den påståede sprogligt begrundede uvidenhed ikke kan tillægges vægt.

Ankenævnet traf den 5. februar 1997 ny afgørelse i sagen. Ankenævnet fandt ved afgørelsen ikke, at der var kommet nye oplysninger af en sådan art, at der var grundlag for at ændre den tidligere afgørelse.

Ankenævnet bemærkede, at medlemmets manglende og ukorrekte oplysninger over for kassen i relation til arbejdsløshedsforsikringslovens regler skulle anses for en svigagtig handlemåde.

Ankenævnet lagde vægt på,

at det er en betingelse for ret til dagpenge, at medlemmet kan anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet,

at der i denne forbindelse kræves et vist kendskab til det danske sprog, således at sprogligt begrundet uvidenhed ikke automatisk kan tillægges vægt, og

at det af vejledningsteksten på dagpengekortene fremgår, at medlemmet skal oplyse om alt arbejde, såvel lønnet som ulønnet.

(DfA s j.nr. 94-51-496, AMA s j.nr. 1995-1-2552 og 1996-1-3900)

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 3. oktober 1997