Cirkulæreskrivelse om meddelelse om udstedelse af attest E 303 til medlemmer, der er overgået til aktivperioden, eller som er omfattet af den forstærkede ungdomsindsats
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse om meddelelse om udstedelse af attest E 303 til medlemmer, der er overgået til aktivperioden, eller som er omfattet af den forstærkede ungdomsindsats
Kommentar m.v.
Et medlem kan ikke nægtes en attest E 303 alene med henvisning til, at pågældende er overgået til aktivperioden eller er omfattet af den forstærkede ungdomsindsats, og AF ikke kan udelukke, at pågældende kommer i aktivering i attestperioden.
Meddelelse om afgørelsen
96-6722-7950
Et medlem søgte om at få danske dagpenge under arbejdssøgning i England i perioden 10. februar til 9. maj 1997. Medlemmet var indplaceret i aktivperioden.
Direktoratet traf afgørelse om, at der ikke kunne udstedes en attest E 303, fordi medlemmet var i aktivperioden, og AF ikke kunne udelukke, at pågældende kom i aktivering i attestperioden.
Arbejdsmarkedets Ankenævn ændrede direktoratets afgørelse.
Ankenævnet fandt, at medlemmet ikke kunne nægtes en attest E 303 alene med henvisning til, at pågældende var indplaceret i aktivperioden, og AF ikke kunne udelukke, at vedkommende kom i aktivering i attestperioden. Ankenævnet lagde vægt på, at der ikke var udarbejdet en individuel handlingsplan med et konkret tilbud til medlemmet.
97-6722-8181
Et medlem søgte om at få danske dagpenge under arbejdssøgning i Grækenland i perioden 1. april til 30. juni 1997. Den 8. maj 1997 blev medlemmet omfattet af den forstærkede ungdomsindsats, da hun på dette tidspunkt havde haft 6 måneders ledighed inden for 9 måneder.
Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet var berettiget til en attest E 303 for perioden 1. april til 7.maj 1997
Direktoratet lagde vægt på, at medlemmet den 8. maj 1997 havde haft 6 måneders ledighed inden for 9 måneder. Direktoratet lagde endvidere vægt på, at AF ikke kunne udelukke, at pågældende kom i aktivering fra den 8. maj 1997.
Arbejdsmarkedets Ankenævn ændrede direktoratets afgørelse.
Ankenævnet fandt, at medlemmets attest E 303 ikke kunne begrænses alene med den begrundelse, at pågældende ville blive omfattet af den forstærkede ungdomsindsats den 8. maj 1997, og AF ikke kunne udelukke, at pågældende kom i aktivering fra denne dato.
Ankenævnet lagde vægt på, at der ikke var udarbejdet en individuel uddannelsesplan med et konkret tilbud om et uddannelsesforløb til medlemmet.
Ankenævnet lagde i begge sager til grund, at bevarelse af danske dagpenge under arbejdssøgning i et andet EU-land er en ret, der følger af artikel 69 i forordning (EØF) nr. 1408/71. Ankenævnet lagde endvidere til grund, at forordningen er umiddelbart anvendelig i medlemsstaterne, at den ikke kan ændres ved senere modstående national lovgivning, og at forordningen finder anvendelse på enhver lovgivning om sociale sikringsgrene, der vedrører ydelser bl.a. ved arbejdsløshed.
-----0-----
Direktoratets praksis vil fremover være, at der ikke kan udstedes en attest E 303 til personer, der er overgået til aktivperioden, eller som er omfattet af den forstærkede ungdomsindsats, hvis der er udarbejdet en individuel handlingsplan/uddannelsesplan med et konkret tilbud om aktivering. Hvis aktiveringen skal påbegyndes i attestperioden, kan der udstedes en attest E 303, der ophører dagen før, aktiveringen skal påbegyndes.
Denne meddelelse erstatter DfA-meddelelse nr. 86/96.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 12. september 1997