Legislator Case Law & Legislation
C19971725610 DK

Cirkulæreskrivelse om meddelelse om selvstændig erhvervsdrivende ved beskæftigelse i erhvervsdrivende fonde. Rådighed mellem selskabets konkurs og ansættelse i det andet af fonden ejede selskab

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulæreskrivelse 1997 17256 Historic

Cirkulæreskrivelse om meddelelse om selvstændig erhvervsdrivende ved beskæftigelse i erhvervsdrivende fonde. Rådighed mellem selskabets konkurs og ansættelse i det andet af fonden ejede selskab

Kommentar m.v.

Et medlem, der var ansat i et selskab ejet af en erhvervsdrivende fond, hvor familien havde dominans, blev anset som selvstændig erhvervsdrivende (medarbejdende ægtefælle), uanset at familien ikke personligt var indehavere af kapitalen.

Medlemmets ansættelse gennem en årrække i forskellige af fonden ejede selskaber blev anset for én lang ansættelse i fonden og fonden og selskaberne for én virksomhed.

Medlemmet blev ikke anset for at stå til rådighed i forbindelse med et beskæftigelsesophør på 3/4 år mellem selskabets konkurs og ansættelse - angiveligt tvunget dertil af økonomiske årsager - i det andet fondsejede selskab kort tid efter 1. afslag på dagpenge.

Meddelelse om afgørelsen

Et medlem blev afskediget og fritstillet i forbindelse med et selskab C's konkurs i april 1995. C var 100% ejet af selskabet B, der var 100% ejet af den erhvervsdrivende fond A. A havde til formål at bevare B og yde medlemmet og dennes ægtefælle og deres afkom og børnebørn m.v. økonomisk støtte. A's bestyrelse var på 3 personer, hvoraf medlemmets ægtefælle som livsvarigt medlem og svigerfaderen udgjorde de 2.

Ægtefællen var direktør i B og svigerfaderen bestyrelsesmedlem. I C var ægtefællen direktør og det sidste 2 år eneste bestyrelsesmedlem.

I C var medlemmet benævnt "personalechef" uden ansættelseskontrakt og angiveligt beskæftiget med administrative opgaver. Medlemmet bestred at have overordnede beføjelser. Medlemmet havde siden 1971 været uafbrudt ansat i senere konkursramte selskaber ejet af A direkte eller indirekte. Medlemmet blev ansat i C i 1992. C videreførte i hvert fald delvis produktionen i de tidligere selskaber. Ved C's konkurs blev aktiverne overdraget til B. B videreførte i hvert fald delvis C's produktion.

Medlemmet havde på sin ledighedserklæring svaret benægtende på alle spørgsmålene om selvstændig virksomhed på ledighedserklæringen for lønmodtagere.

I henholdsvis februar og juni måned 1996 traf lokalafdelingen og hovedledelsen afgørelse om, at medlemmet ikke var dagpengeberetttiget på grund af selvstændig virksomhed.

Knap 2 uger efter 1. afslag på dagpenge fik medlemmet ansættelse i B som bogholder. Medlemmet forklarede senere, at medlemmet havde følt sig tvunget dertil af økonomiske årsager.

I september traf direktoratet afgørelse om, at medlemmet måtte anses for selvstændig erhvervsdrivende, og at ophøret ikke kunne anerkendes i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven. Direktoratet begrundede dette med, at medlemmet via sin ægtefælle og svigerfar havde afgørende indflydelse i A, og at A med tilhørende selskaber måtte anses for én virksomhed i forhold til medlemmet. Direktoratet lagde vægt på familiens indflydelse i fondsbestyrelsen, herunder indflydelse i direktion og bestyrelse i B og C. Direktoratet lagde bl.a. også vægt på fondens formål om at yde medlemmet og dennes familie økonomisk støtte.

Det forhold, at familien ikke personligt var indehaver af kapital i B eller C blev ikke tillagt betydning, da arbejdsløshedsforsikringslovens selskabsbegreb ikke alene omfatter lovregulerede selskaber, men også erhvervsdrivende fonde, når en tilsvarende indflydelse har været udøvet. Direktoratet fandt ikke, at betingelserne for ægtefælleudtræden var opfyldt.

Af de samme grunde fandt direktoratet ikke, at medlemmet havde stået til rådighed for arbejdsmarkedet mellem konkursen og ansættelse i B.

Arbejdsmarkedets Ankenævn tiltrådte direktoratets afgørelse med den angivne begrundelse.

+++FIGUR+++

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 5. september 1997

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →