Cirkulæreskrivelse om meddelelse om dagpengeret i forbindelse med en erstatning for uberettiget bortvisning

Cirkulæreskrivelse om meddelelse om dagpengeret i forbindelse med en erstatning for uberettiget bortvisning

Kommentar m.v.

Et medlem fik tilkendt en erstatning for uberettiget bortvisning. Medlemmet fik dog på grund af egne, mangelfulde oplysninger under retssagen kun erstatning for en del af kontraktsperioden. Medlemmet var dagpengeberettiget efter udløbet af den periode, der svarede til den delvise erstatning.

Meddelelse om afgørelsen

Et medlem blev efter nogle måneders arbejde i et selvfundet arbejdstilbud bortvist den 6. oktober 1993. Arbejdstilbudet var uopsigeligt fra arbejdsgiverens side i 9 måneder.

Medlemmets arbejdsophør i forbindelse med bortvisningen blev anset for selvforskyldt.

Medlemmet anlagde sag mod arbejdsgiveren med påstand om erstatning svarende til løn og feriepenge for den restende periode af arbejdstilbudet - indtil den 1. juni 1994.

En domstol gav medlemmet medhold i, at bortvisningen havde været uberettiget. Domstolen gav dog kun medlemmet erstatning svarende til løn mv. i perioden indtil den 18. februar 1994. Dette blev begrundet med at medlemmet - trods opfordring fra arbejdsgiveren - ikke havde kunnet give præcise oplysninger om arbejdsindtægt fra andet arbejde i perioden efter den 18. februar 1994.

DfA traf herefter afgørelse om at det udbetalte beløb måtte anses for erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og at medlemmet ikke var dagpengeberettiget før den 1. juni 1994. DfA lagde ved afgørelsen vægt på, at det alene skyldtes medlemmets forhold, at erstatningen var afkortet som følge af manglende oplysninger om indtægt og omfang af andet arbejde i den periode, hvori medlemmet skulle have været ansat i arbejdstilbudet.

Medlemmet klagede over DfA's afgørelse, idet medlemmet anså sig for dagepengeberettiget fra bortvisningstidspunktet den 6. oktober 1993.

Arbejdsmarkedets Ankenævn traf afgørelse om at den tilkendte erstatning måtte anses for erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden frem til den 18. februar 1994. Nævnet lagde herved vægt på, at erstatningen svarede til løn i den omtalte periode.

Ankenævnet fandt, at der ikke var grundlag for at nægte medlemmet dagpenge i perioden efter den 18. februar 1994. Nævnet lagde herved vægt på ordlyden i fradragsbekendtgørelsens daværende § 1c, stk. 1 og 2.

Nævnet udtalte yderligere, at det forhold, at medlemmet eventuelt selv måtte være skyld i, at hun ikke fik udbetalt erstatning for hele sit løntab, ikke kunne begrunde, at hun skulle udelukkes fra dagpenge i samme periode.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 23. maj 1997