Cirkulæreskrivelse om meddelelse om rådighed. Helbred. Særling.

Cirkulæreskrivelse om meddelelse om rådighed. Helbred. "Særling".

Kommentar m.v.

Et medlem, der ikke var syg, men som havde en ejendommelig personlighed ("særling"), blev ikke anset for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det indgik i vurderingen blandt andet, at medlemmet ikke havde kunnet fastholde to arbejdstilbud, og at hun, trods mange ansøgninger, ikke havde kunnet få arbejde. Der blev også lagt vægt på udtalelser fra Arbejdsformidlingen, arbejdsløshedskassen, socialcentret og en handelsskole om deres oplevelser af kontakten med medlemmet.

Medlemmet fulgte som led i sin handlingsplan et edb-kursus på handelsskolen og ønskede herefter at deltage i kursets anden del. Skolen oplyste imidlertid, at medlemmet ikke egnede sig til at deltage i undervisningen.

Medlemmet var under samtaler i Arbejdsformidlingen og arbejdsløshedskassen springende i konversationen og talte blandt andet om folk, som var efter hende, som lurede uden for huset, og som havde en sammensværgelse i gang mod hende på grund af hendes religion. Hun gav videre udtryk for, at det eneste, hun ønskede, var at få et arbejde, men at problemet var, at hendes moster altid havde været efter hende, da hun ikke ville gifte sig med hendes søn. Hun omtalte også sig selv som den direkte årsag til Prins Joachims forlovelse.

På arbejdsløshedskassens opfordring indvilligede medlemmet herefter i at lade sig sygemelde og kontakte sin læge for behandling.

Medlemmets læge ringede få dage efter til arbejdsløshedskassen og oplyste, at medlemmet befandt sig i en kronisk tilstand (en anderledes personlighedsstruktur), der ikke kunne helbredes. Tilstanden blev værre, når hun mødte nye mennesker, og hun havde svært ved at lære nye ting. Lægen mente dog, at medlemmet ville kunne klare et skånejob, og trak derfor sygemeldingen tilbage, idet han ikke mente, at "det var til nogen gavn".

Arbejdsløshedskassen traf på denne baggrund afgørelse om, at medlemmet ikke kunne anses for at være til rådighed for arbejdsmarkedet. Arbejdsløshedskassen lagde yderligere vægt på, at Arbejdsformidlingen ikke mente, at de kunne formidle en passende aktivitet til medlemmet.

Medlemmet gjorde i sin klage til direktoratet gældende, at hun opfyldte betingelserne for at stå til rådighed, og at hun ikke var syg. Medlemmet henviste til udtalelser fra egen læge til socialcentret, hvor hendes adfærd i begyndelsen også havde givet anledning til overvejelse af, om hun i en eller anden forstand skulle være psykisk syg. Medlemmets egen læge fastholdt imidlertid, at medlemmet ikke kunne sygemeldes, og at hun ikke var uarbejdsdygtig.

Socialcentrets læge talte efterfølgende selv med medlemmet og noterede blandt andet, at medlemmets mest fremtrædende træk var en lidt distancerende og formel kontaktstil uden emotionelle udsving. Mimikken var stivnet, og blikket lidt stirrende, men medlemmet røbede ikke under samtalen tankeforstyrrelser eller psykose suspekte træk og specielt ingen paranoide vrangforestillinger. Lægen klassificerede medlemmet som en "skizoid personlighedstype, noget af en særling, men uden åbenlyse psykotiske træk".

Direktoratet forholdt sig i sin afgørelse udtrykkeligt ikke til, om medlemmet måtte være syg eller ej. Direktoratet vurderede, at der i den konkrete sag som helhed var rejst tvivl om medlemmets rådighed for arbejdsmarkedet, og at medlemmet derfor først ville være berettiget til dagpenge igen, når hun i en periode på 10 uger havde haft mere end 300 timers arbejde på almindelige løn- og arbejdsvilkår.

Direktoratet henviste til udtalelserne fra arbejdsløshedskassen, Arbejdsformidlingen, socialcentret og handelsskolen om deres indtryk af medlemmet. Direktoratet påpegede også, at medlemmets sidste arbejdsforhold ophørte i 1991. I det første tilfælde var der tale om et arbejdstilbud på Bispebjerg Hospital, hvor medlemmet ophørte efter 1 måned. Medlemmet fik herefter et nyt arbejdstilbud som kontorassistent ved Østre Landsret, hvor retten efter få dages arbejde fandt, at de ikke kunne anvende hendes arbejdskraft.

Socialcentret anførte i klagen til Arbejdsmarkedets Ankenævn, at en arbejdssøgendes rådighed ikke skulle vurderes på baggrund af en "idealmodel", og at der ikke kunne statueres manglende rådighed blot fordi medlemmet, trods mange ansøgninger, endnu ikke havde fået arbejde. Medlemmet henviste også selv til de lægelige udtalelser, hvorefter hun måtte anses for sund og rask.

Ankenævnet tiltrådte i det hele direktoratets afgørelse.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 16. maj 1997