Cirkulæreskrivelse om meddelelse om tjenestemænd omfattet af tjenestemandslovens regler om rådighedsløn. Fratrædelsesgodtgørelse for tjenestemænd, der fratræder frivilligt i henhold til aftale med arbejdsgiveren, sidestilles med rådighedsløn i relation til overgang til efterløn og fradrag i dagpenge
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse om meddelelse om tjenestemænd omfattet af tjenestemandslovens regler om rådighedsløn. Fratrædelsesgodtgørelse for tjenestemænd, der fratræder frivilligt i henhold til aftale med arbejdsgiveren, sidestilles med rådighedsløn i relation til overgang til efterløn og fradrag i dagpenge
Kommentar m.v.: Meddelelsen hidrører fra en vejledende udtalelse til en arbejdsløshedskasse
Efter § 4, stk. 1, jf. stk. 2, i ovennævnte bekendtgørelse nr. 1161 af 21. december 1995, kan et medlem, som får udbetalt løn, rådighedsløn m.v. eller ydelser, der træder i stedet herfor, for en periode, hvor der ikke udføres arbejde, ikke overgå til efterløn i denne periode.
En tjenestemand kan sige op med 3 måneders varsel, og kan under visse forhold opsiges med samme varsel. Såfremt en afskedigelse skyldes ændringer i forvaltningens organisation eller arbejdsform, har tjenestemanden ret til op til 3 års rådighedsløn, jf. tjenestemandslovens §§ 27, 28 og 32.
Hvis en tjenestemand i stedet vælger at fratræde ved selv at sige sin stilling op med 3 måneders varsel i forbindelse med en aftale om en fratrædelsesgodtgørelse fra arbejdsgiveren på f. eks. 6 eller 12 måneders løn, og tjenestemanden dermed fraskriver sig retten til rådighedsløn, træder fratrædelsesgodtgørelsen efter direktoratets opfattelse i stedet for rådighedsløn.
Det medfører, at tjenestemanden ikke kan overgå til efterløn i den periode, hvor fratrædelsesgodtgørelsen træder i stedet for rådighedslønnen, regnet fra fratrædelsestidspunktet.
Direktoratets opfattelse skyldes, at en tjenestemands accept af fratrædelsesgodtgørelse i et antal måneder, reelt tilsidesætter arbejdsgiverens pligt til at betale rådighedsløn til den tjenestemand, der afskediges som følge af ændringer i forvaltningen.
Eksempel 1
En tjenestemand, der den 31. januar 1997 siger op til fratrædelse den 30. april 1997, og som følge heraf får en fratrædelsesgodtgørelse svarende til 6 måneders løn, vil først kunne overgå til efterløn 6 måneder efter fratrædelsen, dvs. den 1. november 1997.
Eksempel 2
En tjenestemand, der den 31. januar 1997 siger op til fratrædelse den 31. juli 1997, og som følge heraf får en fratrædelsesgodtgørelse svarende til 6 måneders løn, vil først kunne overgå til efterløn 6 måneder efter fratrædelsen, dvs. den 1. februar 1998.
***
Det bemærkes, at ovennævnte forståelse af, hvornår fratrædelsesgodtgørelser for tjenestemænd træder i stedet for rådighedsløn, gælder tilsvarende vedrørende fradrag i arbejdsløshedsdagpenge i relation til bekendtgørelse nr. 966 af 1. december 1994.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 9. maj 1997