Cirkulæreskrivelse om meddelelse om bortfald af kørelejlighed
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse om meddelelse om bortfald af kørelejlighed
Kommentar m.v.
Der forelå ikke bortfald af kørelejlighed i arbejdsløshedslovgivningens forstand, idet medlemmets egne personlige forhold havde været bestemmende for, at hun ikke fortsat kunne benytte sin tidligere samlevers bil.
Meddelelse om afgørelsen
Medlemmet sagde sin stilling op til fratrædelse den 31. juli 1995 med den begrundelse, at hun ville få en transporttid til og fra arbejde på 4 timer dagligt efter sin skilsmisse og salget af sin tidligere samlevers bil.
Medlemmet har forklaret til sagen, at hun tidligere havde kørt med sin samlever til og fra arbejde. Medlemmet havde uddannelsesorlov fra august 1994 til august 1995.
I forbindelse med den tidligere samlevers fraflytning, havde det været nødvendigt at sælge dennes bil. Medlemmet måtte herefter - såfremt hun opretholdt sin ansættelse - benytte offentlige transportmidler, som ville medføre en daglig transporttid til og fra arbejde på 4 timer.
Kassen traf afgørelse om 5 uges effektiv karantæne for selvforskyldt ledighed. Kassen lagde i sin afgørelse vægt på, at medlemmet ikke havde en gyldig grund til arbejdsophøret. Kassen oplyste i afgørelsen, at kørelejlighed skulle forstås som en privat aftale, hvor transportmidlet ikke tilhørte medlemmet eller medlemmets ægtefælle eller samlever.
Medlemmet oplyste i forbindelse med sin klage til direktoratet bl.a., at hendes samlever havde været arbejdsløs siden den 1. januar 1994, og at hun derefter lånte bilen til transporten til og fra arbejde, indtil hun fik orlov i august 1994. Hvis bilen ikke var blevet solgt, kunne hun fortsat have brugt den, men hverken hun eller den tidligere samlever havde råd til at beholde den.
Direktoratet fik fra Det Centale Personregister oplyst, at medlemmet og hendes samlever bragte samlivet til ophør den 1. april 1995.
Direktoratet tiltrådte kassens afgørelse med henvisning til, at der ikke var tale om bortfald af kørelejlighed i arbejdsløshedsforsikringslovgivningens forstand, idet medlemmets egne personlige forhold havde været bestemmende for, at hun ikke fortsat kunne benytte bilen. Medlemmets tidligere aktuelle og efterfølgende potentielle råderet over bilen måtte i denne sammenhæng sidestilles med et egentligt ejerskab.
Arbejdsmarkedets Ankenævn tiltrådte direktoratets afgørelse om 5 ugers karantæne, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 63, stk. 1, nr. 2, og den dagældende rådighedsbekendtgørelses § 17, stk. 1, § 19, stk. 1, nr. 2, og § 24, stk. 1, idet Ankenævnet fandt, at medlemmet ikke havde en gyldig grund efter bekendtgørelsens § 19, stk. 1, til at opsige sin stilling pr. 31. juli 1996.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 14. marts 1997