Cirkulæreskrivelse om meddelelse om gyldig grund til at opsige sit arbejde

Cirkulæreskrivelse om meddelelse om gyldig grund til at opsige sit arbejde

Kommentar m.v.

Et medlem kunne opsige sit arbejde som provisionslønnet sælger, idet det efter omstændighederne ansås for godtgjort, at medlemmet ikke havde kunnet skaffe sig en rimelig indtægt ved det omhandlede arbejde.

Meddelelse om afgørelsen

Medlemmet påbegyndte den 15. oktober 1995 arbejde som provisionslønnet sælger, dog med garanteret minimumsløn på kr. 10.000,- ved et månedligt personligt salg på mindst kr. 30.000,-.

Medlemmet opsagde den 5. december 1995 sit arbejde med fratræden samme dato, idet den første månedsafregning var på kr. 1.519,-, hvad medlemmet ikke så sig i stand til at leve for. Udover det personlige salg var der kommet 1 ordre fra medlemmets øvrige salgsområde. Dette på trods af, at der havde været ansat en salgskonsulent i området i 24 år.

Af medlemmets ledighedserklæring af 5. december 1995 fremgår, at medlemmet opsagde sit arbejde på grund af for lille løn.

Kassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle pålægges 5 ugers effektiv karantæne.

I sin klage over afgørelsen anførte medlemmet, at han i forbindelse med ansættelsen fik oplyst, at der var 10 salgskonsulenter ansat. Ham skulle overtage salgsområdet fra en medarbejder, der havde haft det i 24 år. Det totale salg i området ville fordele sig med 50% personligt salg, og 50-40% ville komme ind på anden måde. Arbejdsgiveren forventede, at han aflagde 80-100 besøg om måneden.

Medlemmet anførte videre, at han havde aflagt 149 besøg i november 1995. Det personlige salg for samme måned lå på kr. 23.740,-. Ordrer kommet ind på anden måde beløb sig til kr. 381,-. Medlemmet vurderede herefter, at det ikke havde været muligt at sælge yderligere, hvorfor han valgte at opsige arbejdet. Forinden havde medlemmet imidlertid forgæves forsøgt at få ændret sin ansættelseskontrakt, således at han var garanteret en fast minimumsløn.

Medlemmet gjorde endvidere gældende, at han blev ansat under forkerte forudsætninger, idet han blev stillet i udsigt, at en årsløn det første år på kr. 155.000,- ville være realistisk. Ifølge arbejdsgiverens regnskab for 1994 lå den gennemsnitlige årsløn pr. medarbejder imidlertid kun på kr. 89.992,-.

På forespørgsel fra direktoratet oplyste arbejdsgiveren telefonisk den 8. maj 1996, at det totale salg på længere sigt ville fordele sig, som anført af medlemmet, og at en årsløn på kr. 155.000,- ville være realitisk. I en lang periode havde der ikke været en salgskonsulent i det område, som medlemmet skulle overtage, hvad medlemmet var bekendt med.

Direktoratet tiltrådte kassens afgørelse med henvisning til, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at statuere bristende forudsætninger ved løn- og arbejdsvilkår. Direktoratet lagde herved vægt på medlemmets kortvarige ansættelse sammenholdt med, at medlemmet havde accepteret ansættelse på ren provisionsbasis. Direktoratet tillagde det endvidere betydning, at medlemmet var bekendt med, at der i en lang periode ikke havde været en salgkonsulent i området, og at medlemmet i november 1995 rent faktisk opnåede et personligt salg på kr. 23.730,-.

I sin klage til Arbejdsmarkedets Ankenævn anførte medlemmet, at han ikke havde været bekendt med, at der i en lang periode ikke havde været en salgskonsulent i området. Medlemmet anførte endvidere, at arbejdsgiveren havde tilbudt en god provision og et godt salgsdistrikt, hvilket var i strid med sandheden. Medlemmet fandt, at almindelige arbejdsretlige principper ikke var overholdt af arbejdsgiveren.

Arbejdsmarkedets Ankenævn fandt, at den idømte karantæne efter omstændighederne skulle bortfalde, idet det fandtes godtgjort, at medlemmet ikke havde kunnet skaffe sig en rimelig indtægt ved det omhandlede arbejde.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 11. marts 1997