Legislator Case Law & Legislation
C19971723310 DK

Cirkulæreskrivelse om meddelelse om, at et medlem ikke kan få dagpenge/feriedagpenge, så længe medlemmet udebliver fra en vejledningssamtale/rådighedssamtale i arbejdsløshedskassen. Dette gælder også, selvom medlemmet på grund af sprogvanskeligheder ikke forstår indholdet af de breve, som arbejdsløshedskassen sender til medlemmet

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulæreskrivelse 1997 17233 Historic

Cirkulæreskrivelse om meddelelse om, at et medlem ikke kan få dagpenge/feriedagpenge, så længe medlemmet udebliver fra en vejledningssamtale/rådighedssamtale i arbejdsløshedskassen. Dette gælder også, selvom medlemmet på grund af sprogvanskeligheder ikke forstår indholdet af de breve, som arbejdsløshedskassen sender til medlemmet

Kommentar m.v.

Et medlem, der ikke kan læse/forstå indholdet af et brev fra arbejdsløshedskassen eller Arbejdsformidlingen, må selv sørge for at gøre sig bekendt med indholdet på anden vis.

Meddelelse om afgørelsen

Arbejdsløshedskassen indkaldte medlemmet til en vejledningssamtale og en rådighedssamtale henholdsvis den 4. og den 9. august 1994.

Af indkaldelserne fremgik det, at medlemmet ikke ville kunne få dagpenge, hvis hun ikke mødte til samtalerne, og at medlemmet først igen ville kunne få dagpenge, når hun henvendte sig til arbejdsløshedskassen.

Den 4. august 1994 udbetalte arbejdsløshedskassen feriedagpenge til medlemmet til dækning af ovennævntes ferie i perioden 12. august til 25. september 1994.

Medlemmet rejste på ferie fra den 12. august til den 25. september 1994, og den 26. september 1994 påbegyndte medlemmet et kursus i henhold til en individuel handlingsplan.

Den 1. november 1994 henvendte medlemmet sig personligt i arbejdsløshedskassen for at få oplyst, hvorfor hun ikke fik udbetalt dagpenge.

Det var oplyst, at medlemmets danskkundskaber var dårlige, fordi hun i mere end 10 år ikke havde kunnet følge danskundervisning på grund af sin mand, og at medlemmet plejede at få hjælp fra familiemedlemmer til at oversætte breve, men disse familiemedlemmer var flyttet på det tidspunkt, hvor arbejdsløshedskassen sendte brevene til medlemmet.

Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet ikke var berettiget til dagpenge for perioden 4. august til 31. oktober 1994, idet medlemmet først kontaktede arbejdsløshedskassen den 1. november 1994.

I afgørelsen henviste direktoratet til, at det ikke kunne tillægges betydning, at medlemmet den 26. september 1994 påbegyndte et kursus i henhold til en individuel handlingsplan.

Direktoratet henviste endvidere til, at et medlem skal kunne overtage formidlet arbejde med dags varsel, og medlemmet har derfor pligt til at gøre sig bekendt med indholdet af den daglige post. I tilfælde af, at medlemmet på grund af sprogvanskeligheder ikke kan læse/forstå indholdet af et brev fra arbejdsløshedskassen eller AF, påhviler det efter direktoratets opfattelse medlemmet selv at sørge for at gøre sig bekendt med indholdet på anden vis.

Direktoratet traf endvidere afgørelse om, at medlemmet ikke havde været berettiget til feriedagpenge i perioden 12. august til 25. september 1994, idet medlemmet ikke var dagpengeberettiget i tilfælde af ledighed.

Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse, og ankenævnet var enig i direktoratets begrundelse for afgørelsen.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 11. marts 1997

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →