Cirkulæreskrivelse vedrørende motorløb
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse vedrørende motorløb
Vedrørende motorløb
Afholdelse af motorløb er reguleret forskellige steder, alt efter hvilken form for motorløb, der er tale om.
Er der tale om motorløb findes bestemmelserne herom i færdselslovens § 37, stk. 3 og 4, og Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 62 af 26. juni 1985.
Motorløb uden for vej er reguleret i færdselslovens § 37, stk. 6 og 7, samt Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 1029 af 15. december
1995, der afløste Justitsministeriets cirkulære nr. 3 af 4. januar 1951 angående meddelelse af tilladelse til afholdelse af motorløb uden for gade, vej eller plads, der er åben for almindelig færdsel, som ændret ved cirkulære nr. 186 af 9.august 1960.
Afholdelse af motorløb uden for vej, Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 1029 af 15. december 1995.
A. Forsikringskrav
Trafikministeriet er bekendt med, at det nu ophævede cirkulære efter den dagældende praksis ikke fandt anvendelse, når en bane udelukkende blev anvendt af en begrænset medlemsgruppe. Imidlertid ville der kunne stilles krav om indhegning, hvis det måtte påregnes, at der faktisk ville blive tale om en ukontrolleret tilgang af tilskuere. Hvis banen blev anvendt til publikumslø, skulle cirkulærets forskrifter være opfyldt. Det var også efter denne praksis uden betydning, om der skulle betales entree. Trafikministeriets bekendtgørelse indeholder ikke en sådan begrænsning i sit anvendelsesområde, men omhandler i overensstemmelse med sin hjemmel i den nye bestemmelse i færdselsslovens § 37, stk. 6 (alle) de motorløb, der afholdes uden for vej.
Siden ikrafttrædelsen af Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 1029 af 15. december 1995 (1. januar 1996) har ministeriet for løb af den karakter, som efter den dagældende praksis var omfattet af det tidligere gældende cirkulære, jf. ovenfor, meddelt dispensation fra bekendtgørelsens §§ 7-9 på følgende vilkår
1. Der skal for hvert af løbene være tegnet en ansvarsforsikring på kr. 200.000,00 til dækning af skade, som ved løbets afholdelse forvoldes på publikum eller på personer, der uden at falde ind under beskrivelsen i punkt 3, færdes på eller ved banen.
2. Der skal endvidere for hvert enkelt løb være tegnet en ulykkesforsikring, hvorefter der tilkommer publikum og de nævnte personer erstatning i mindst samme omfang, som ifølge den tidligere gældende lovpligtige ulykkesforsikring for skader, som forvoldes ved løbets afholdelse, uanset om skaden kan lægges nogen til last. Forsikringen skal være tegnet til fordel for den tilskadekomne og således, at forsikringstageren ikke er berettiget til at disponere over forsikringserstatningerne.
3. Endelig skal der for hvert enkelt løb for de af arrangørerne ved løbets afholdelse beskæftigede personer og for kørerne være tegnet en ulykkesforsikring af mindst samme omfang som den tidligere gældende lovpligtige ulykkesforsikring.
Der arbejdes på en ændring af bekendtgørelsen på dette område. Indtil denne ændring foreligger, vil den ovenfor skitserede dispensationsordning fortsætte.
B. Sikkerhedsberedskab
Trafikministeriets bekendtgørelse finder anvendelse på alle motorløb uden for vej. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse ved træningskørsel.
Om 1951-cirkulærets anvendelsesområde henvises til den ovenfor beskrevne praksis.
På denne baggrund har motorløbsorganisationerne rettet henvendelse til Trafikministeriet og anmodet om, at også bekendtgørelsens krav til sikkerhedsberedskab genovervejes.
Herefter har Trafikministeriet efter forhandling med Justitsministeriet besluttet, at bekendtgørelsen skal ændres også på dette område.
Trafikministeren bemyndiger herved politiet til straks at meddele dispensation fra bekendtgørelsens krav til sikkerhedsberedskabet (kapitel 1 og § 10) efter følgende retningslinier
a) Er der tale om baner, der udelukkende anvendes til løb uden offentlig adgang, kan politiet fravige kravene i kapitel 1 til godkendelse af bane og sikkerhedsforanstaltninger m.v.
b) Er der tale om løb uden offentlig adgang, kan politiet fravige kravene i § 10, dog ikke kravene om tilstedeværelse af uddannede samaritter og samariterrum.
Bekendtgørelsen vil snarest blive ændret i overensstemmelse hermed.
Bemyndigelsen forudsættes indtil videre udnyttet i overensstemmelse med de krav til sikkerhedsberedskabet, der blev stillet efter den praksis, der var gældende, før bekendtgørelse nr. 1029 af 15. december 1995 trådte i kraft.
Med venlig hilsen
Claus Tornøe
Ingen