Vejledning til ansøgere om tilskud til investeringer vedrørende fiskerihavne
Statutory Text (3 Articles)
BILAG 1
TILSKUDSBERETTIGEDE INVESTERINGER
Investeringer, hvortil der kan ydes tilskud, bør omfatte faciliteter til forbedring af fiskeriaktiviteterne og afsætning af fiskerivarer. Investeringer bør gå til et enkelt projekt eller dele af en samlet udviklingsplan for en fiskerihavn.
Tilskudsberettigede investeringer omfatter især
a) Auktionshaller og faciliteter til salg i første led.
b) Tilskudsfaciliteter i tilknytning til eller i umiddelbar nærhed af auktionshallen og/eller havnen til første forarbejdning og emballering af fisk til distribution.
c) Oplagringsfaciliteter, kølelagre og fryseanlæg.
d) Faciliteter til forbedring af kvalitet og hygiejne i forbindelse med håndtering og afsætning af fisk.
e) Isfrysning
Anlæg og udstyr til isproduktion, -oplagring og -distribution.
f) Vandforsyning
Vandforsyning til havne og fiskefartøjer.
g) Losningsudstyr
- lossespil og andet udstyr til losning af fisk
- fiskepumper
- transportbånd og lignende, elevatorer, sorteringsanlæg.
h) Brændstofforsyning
Brændstofforsyning og pumper, rør, filtre og centrifuger.
i) Forbedring af opbakningsfaciliteterne for fiskefartøjer
- bedding, kølhalingsbassiner
- ophalerbedding
- skibselevator
- lagerbygninger til fiskeredskaber og lignende.
j) Ændring af, eller anskaffelse af faciliteter til, kajer med henblik på bedre sikkerhedsforhold ved ombordstigning og landing af varer
- skridsikker belægning på trapper og på kajer
- lejdere for at lette adgangen til fartøjerne
- belysning af kajer
- udstyr til rengøring af kajer.
Vejledning til ansøgere om tilskud til investeringer vedrørende fiskerihavne
Lovgrundlag: Rådets Forordning nr. 3699/93 om kriterier og betingelser for EU-strukturinterventioner inden for fiskeri, akvakultur m.m. og bekendtgørelse nr. 1134 af 13. december 1996 om tilskud til investeringer i fiskerihavnes faciliteter.
---------------------------------------------------------------------
1. FORMÅL MED TILSKUDSORDNINGEN
Formålet med ordningen er, at forbedre faciliteterne for fiskere og fiskerisektoren i fiskerihavne.
2. MÅLGRUPPE
Tilskud kan ydes til offentlige og private som ejer og driver fiskerihavne. Tilskud kan endvidere ydes til organisationer eller grupper af brugere inden for fiskerisektoren, f.eks. den lokale fiskeriorganisation, havnesammenslutning eller lignende.
3. TILSKUDSBERETTIGEDE INVESTERINGER
Tilskudsberettigede investeringer omfatter innovative materielle investeringer i
- Faciliteter til landing, behandling og oplagring af fiskerivarer.
- Forsyning af fartøjer med brændstof, is, vand, vedligeholdelse og reparation.
- Forbedring af sikkerhed ved lastning og losning mv.
Ved behandling af ansøgningerne vil der blive lagt vægt på, at projekterne medfører en generel forbedring af arbejdsvilkår, effektivitet og kvalitet i fiskerihavnene. Der vil endvidere blive givet prioritet til projekter, som indgår i en sammenhæng med foranstaltninger ombord på fiskefartøjerne og de efterfølgende afsætnings- og forarbejdningsled.
Projekter, der gennemføres i egnede havne eller havne af særlig lokal eller regional betydning, samt investeringer omfattet af bilag 1, prioriteres højt.
Der vil endvidere blive taget hensyn til størrelsen af den eksisterende kapacitet på det omhandlede område, og behovet for de i en ansøgning skitserede foranstaltninger. Der vil blive lagt vægt på investeringernes rentabilitet, samt ansøgerens og havnens økonomiske forhold og overlevelsesevne.
4. IKKE TILSKUDSBERETTIGEDE INVESTERINGER
Der ydes ikke tilskud til
- brugt eller renoveret udstyr
- eget arbejde
- visse typer inventar til kontor/kantine
- finansieringsomkostninger
- advokat/revisor
- udsmykningsarbejde mv.
5. MINIMUMSINVESTERING
De tilskudsberettigede investeringer skal mindst andrage kr. 100.000.
6. TILSKUDSSATSER MV.
Til godkendte projekter ydes tilskud på 25% af de tilskudsberettigede omkostninger fra Europa-Kommissionen og 5% fra Strukturdirektoratet.
Mindst 50% af de tilskudsberettigede omkostninger skal finansieres af private midler.
Offentlige strukturinvesteringer i fiskerihavne kan støttes med 50% tilskud fra Europa-Kommissionen og 50% national offentlig eller anden offentlig medfinansiering.
7. BETINGELSER FOR ANSØGNING MV.
Ansøgning
Ansøgningsformular kan rekvireres hos Strukturdirektoratet, Toldbodgade 29, 1253 København K., tlf.: 33 63 73 00.
Ansøgning med bilag og samtlige tilbud indsendes i to eksemplarer til den stedlige fiskerikontrol.
Ansøgningen skal omfatte følgende
a) Udfyldt ansøgningsskema.
b) Beskrivelse af virksomheden.
c) Generelle oplysninger om havnens og virksomhedens produktion og afsætning i de seneste 3 år, herunder vigtigste afsætningskanaler (kunder), forventede afsætningsforhold og udsigter for havnen og virksomheden (herunder skal oplyses om antallet af fiskefartøjer tilknyttet havnen, antal landinger, landingsmængder og værdien af landinger i de seneste 3 år).
d) Fyldestgørende beskrivelse af investeringsprojektet.
e) Detaljeret investeringsbudget bilagt kopi af leverandørtilbud mv. (tilbud skal være let læseligt og med nøjagtig angivelse af dato, tilbudsgiver og beløb).
f) Bygningstegninger mv.
g) Vedtægter samt udskrift fra selskabsregistret.
h) Oplysninger/vurdering om investeringernes forventede virkning.
i) Regnskaber for de sidste 3 regnskabsår (omfatter såvel havnens regnskab samt eventuelt også virksomhedens regnskab).
Påbegyndelse af projektet
Det er en betingelse for ydelse af tilskud, at projektet først påbegyndes, efter at ansøger har modtaget Strukturdirektoratets skriftlige bekræftelse på modtagelse af ansøgningen.
Visse forberedende foranstaltninger, som f.eks. bestilling af maskiner mv., betragtes dog ikke som påbegyndelse af projektet. Hvis f.eks. bestilte maskiner leveres før den godkendte påbegyndelsesdato, må de nder ingen omstændigheder installeres/monteres eller ibrugtages før denne dato. Da ansøgeren har bevisbyrden, anbefales det denne, hvis der i projektet indgår for tidligt ankomne maskiner, grej og lignende, at få den stedlige fiskerikontrol til skriftligt at bekræfte, at projektet ikke er påbegyndt før den godkendte påbegyndelsesdato.
Ændring af projektet
Ændringer af projektet kan medføre, at tilskudsmuligheden bortfalder. Alle ændringer i projektets dformning, ejerforhold og leverandører mv. skal derfor meddeles til Strukturdirektoratet, og må ikke iværksættes før godkendelse forligger. Dette betyder også, at nye tilbud uden ændring af det oprindelige projekt indhentet efter indsendelse af ansøgningen skal indsendes til Strukturdirektoratet .
Projektændringer, der finder sted efter afgivelse af tilsagn om tilskud, kan ikke godkendes.
Færdiggørelse af projektet
Projektet skal afsluttes senest 2 år efter at Strukturdirektoratet har meddelt tilsagn om tilskud, og samtlige bilag vedrørende regnskabsaflæggelsen skal være Strukturdirektoratet i hænde senest 6 måneder efter færdiggørelsen af projektet.
8. KONTROLFORANSTALTNINGER MV.
Ansøgere om tilskud skal efter anmodning give Strukturdirektoratet alle oplysninger, dokumenter, regnskaber mv. der er nødvendige for at godtgøre, om de fastsatte betingelser for tilsagn om, eller udbetaling af, tilskud er opfyldt.
Strukturdirektoratet kan kræve rigtigheden af de oplysninger, der danner grundlag for tilsagn om, eller udbetaling af, tilskud, bekræftet af en statsautoriseret eller registreret revisor, samt uden retskendelse mod behørig legitimation, foretage eftersyn af ansøgerens virksomhed og efterse regnskabsbøger og forretningspapirer i det omfang, kontrollen med overholdelse af de fastsatte betingelser for tilskud gør det nødvendigt.
Strukturdirektoratet og Europa-Kommissionen kan bestemme, at tilsagn om tilskud helt eller delvis skal bortfalde, samt at udbetalt tilskud helt eller delvis skal tilbagebetales,
1) hvis ansøgeren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for afgørelsen om tilsagn om tilskud,
2) hvis projektet viser sig at lide af tekniske fejl eller mangler,
3) hvis de som forudsætning for tilsagn om eller udbetaling af tilskud stillede betingelser ikke opfyldes,
4) hvis forudsætningerne for meddelelse af tilsagn om eller udbetaling af tilskud efter Strukturdirektoratets i øvrigt ikke er opfyldt.
Opmærksomheden henledes på, at der til støttede projekter knytter sig en generel tilbagebetalingsklausul, ifølge hvilken det tilskudsstøttede ikke må udlejes eller sælges de første 5 år efter udbetaling af tilskud.
Efter gennemførelsen af et projekt skal ansøgeren give de oplysninger, som af Strukturdirektoratet skønnes nødvendige for at vurdere projektets effekt.
9. UDBETALING AF TILSKUD
Der henvises til særskilt vejledning, som af Strukturdirektoratet fremsendes sammen med tilsagn om tilskud.
Ingen