Cirkulære om ændring af visse kirke- og kirkegårdsansattes lønninger m.v.
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om ændring af visse kirke- og kirkegårdsansattes lønninger m.v.
(Til stiftsøvrighederne)
Resultatet af overenskomst- og aftaleforhandlingerne 1997 på det offentlige arbejdsmarked har nu udmøntet sig i aftaler mellem Finansministeriet og centralorganisationerne.
Aftalerne medfører følgende ændringer i aflønning m.v. for kirke- og kirkegårdsfunktionærer m.fl.
I. Omklassificering af graverstillinger og stillinger som kirkegårdsleder, der er grænsedraget til Forbundet af Kirke- og Kirkegårdsansatte.
Med virkning fra den 1. oktober 1997 foretages følgende ændringer
1) Gravere, der hidtil har været aflønnet efter lønramme 14/16 aflønnes efter lønramme 16/18.
Det fremtidige lønforløb for denne lønrammekombination vil således være skalatrinene 21-27, som alle er 2-årige.
2) Stillinger, der hidtil har været klassificeret i lønramme 17 omklassificeres til lønramme 19.
3) Stillinger, der hidtil har været klassificeret i lønramme 18 omklassificeres til lønramme 20.
De til stillingerne knyttede tillæg forbliver uændrede.
Nuværende ansatte indplaceres i stillingernes nye lønramme/lønrammekombination på nærmeste højere løntrin i forhold til hidtidig løninplacering med oprykning til næste løntrin efter 2 år.
II. Forhøjelse af pensionsbidrag til StK:Pension.
1) Aftalen, der medfører, at StK:Pension nu er fuldt udbygget, omfatter følgende personalegrupper på folkekirkens område
Tjenestemandslignende ansatte
Gravere, kirkegårdsledere (F.A.K.K) og kirketjenere.
Øvrige
Gravermedhjælpere, jf. Kirkeministeriets cirkulære af 29. september 1995 om løn- og ansættelsesvilkår for gravermedhjælpere m.fl., Gartnere og gartneriarbejdere, jf. Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Statsansattes Kartel med tilhørende cirkulære af 5. september 1997 fra Finansministeriet og S.I.D. for landbrugsarbejdere, gartneriarbejdere og gartnere med tilhørende cirkulære af 28. juli 1997.
Personale aflønnet i henhold til HK-overenskomst: Provstisekretærer, præstesekretærer, ansatte på kirke- og kirkegårdskontorer og på stiftsadministrationerne.
Med virkning fra den 1. oktober 1997 forhøjes pensionsbidragene til følgende procentsatser
Egetbidrag: 4,0 % Arbejdsgiverbidrag: 8,0 % I alt: 12,0 %
Pensionsbidragene beregnes af 100/96,0 af den pensionsgivende løn på det pågældende skalatrin (skalalønnen) inklusive procentregulering.
Det bemærkes, at det samlede pensionsbidrag fortsat skal afholdes fuldt ud af arbejdsgiver, idet sondringen egetbidrag/arbejdsgiverbidrag alene vedrører forhandlingstekniske forhold vedrørende puljefinansiering af pensionsordningen.
2) Det særlige pensionsbidrag i karensperioden på StK's område (»minipensionsordningen«)
a) Med virkning fra 1. april 1997 indgår personer, der overgår til stillinger i folkekirken inden for StK's forhandlingsområde fra (amts)kommunal ansættelse og som hidtil har været omfattet af en pensionsordning som led heri, også i den personkreds, for hvilke der skal indbetales særligt pensionsbidrag i karensperioden, jf. nedenfor.
I perioden 1. april 1997 - 30. september 1997 udgør pensionsbidragene for disse personer følgende procentsatser
Egetbidrag: 0,7 % Arbejdsgiverbidrag: 1,4 % I alt: 2,1 %
Pensionsbidragene beregnes af 100/99,3 af den pensionsgivende løn på det pågældende skalatrin (skalalønnen) inklusive procentregulering.
Med virkning fra den 1. oktober 1997 forhøjes pensionsbidragene for disse personer til følgende procentsatser
Egetbidrag: 1,3 % Arbejdsgiverbidrag: 2,6 % I alt: 3,9 %
Pensionsbidragene beregnes af 100/98,7 af den pensionsgivende løn på det pågældende skalatrin (skalalønnen) inklusive procentregulering.
Opmærksomheden henledes på, at menighedsrådet herefter skal foranledige pensionsbidrag indbetalt til personer, der siden 1. april 1997 måtte være overgået til stillinger i folkekirken inden for StK's forhandlingsområde fra (amts)kommunal ansættelse og som hidtil har været omfattet af en pensionsordning som led heri.
Det bemærkes, at det samlede pensionsbidrag skal afholdes fuldt ud af arbejdsgiver, idet sondringen egetbidrag/arbejdsgiverbidrag alene vedrører forhandlingstekniske forhold vedrørende puljefinansiering af pensionsordningen.
b) Der indbetales fortsat pensionsbidrag for personer, der overgår til stillinger i folkekirken inden for StK's forhandlingsområde fra en privat ansættelse og som hidtil har været omfattet af en pensionsordning som led i denne.
Med virkning fra den 1. oktober 1997 forhøjes pensionsbidragene for disse personer til følgende procentsatser
Egetbidrag: 1,3 % Arbejdsgiverbidrag: 2,6 % I alt: 3,9 %
Pensionsbidragene beregnes af 100/98,7 af den pensionsgivende løn på det pågældende skalatrin (skalalønnen) inklusive procentregulering.
Det bemærkes, at det samlede pensionsbidrag fortsat skal afholdes fuldt ud af arbejdsgiver, idet sondringen egetbidrag/arbejdsgiverbidrag alene vedrører forhandlingstekniske forhold vedrørende puljefinansiering af pensionsordningen.
Vedrørende 2a) og 2b)
Pensionsbidragene indbetales i henhold til ovenstående, indtil de pågældende personer opfylder karensbestemmelserne i StK:Pension.
III. Ikrafttræden m.v.
Cirkulæret træder i kraft den 1. oktober 1997.
Cirkulæret bedes fordelt med 1 eksemplar til hvert af stiftets menighedsråd, 1 til hvert provstiudvalg og 1 til (hver) provstirevisor.
Kirkeministeriet den 24. oktober 1997
Steffen Brunes
Kontorchef /Rasmus Rex Fuldmægtig
Ingen