Cirkulæreskrivelse om vederlæggelse af formænd for og medlemmer af politiklagenævn (Til anklagemyndigheden og politiklagenævnene samt Advokatrådet)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse om vederlæggelse af formænd for og medlemmer af politiklagenævn
(Til anklagemyndigheden og politiklagenævnene samt Advokatrådet)
I medfør af § 1021, stk. 8, i lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996, fastsættes følgende
1. Vederlæggelse af formænd.
1.1. Advokater, der varetager hvervet som formand for et politiklagenævn, ydes et vederlag på 2.500 kr. + moms pr. afsluttet sag. Vederlaget omfatter alt arbejde med sagen, herunder sekretariatsudgifter m.v.
Ved en sag forstås som udgangspunkt en klage eller en anmeldelse, der af statsadvokaten videresendes til politiklagenævnet i medfør af retsplejelovens § 1021 a. Flere klager eller anmeldelser, der behandles samlet i politiklagenævnet, bør normalt betragtes som een sag.
1.2. For "notitssager", d.v.s. frafaldne klager der forelægges nævnet til orientering, ydes et vederlag på 1.000 kr. + moms pr. afsluttet sag.
1.3. I sager, der indebærer en helt ekstraordinær arbejdsbyrde, kan eventuelt udbetales et højere vederlag end fastsat i pkt. 1.1. Begæring om forhøjet vederlag indgives til Advokatrådet med henblik på eventuel forelæggelse for Justitsministeriet.
1.4. Den advokat, der varetager hvervet som landsformand for politiklagenævnene, ydes herudover et årligt vederlag på 60.000 kr. + moms i 1997 og 75.000 kr. + moms i 1998 og årene fremover. Vederlaget udbetales kvartalsvis bagud.
2. Vederlæggelse af medlemmer.
Finansministeriet har fastsat, at medlemmer af politiklagenævn vederlægges med et grundbeløb på 250,00 kr. pr. sag (oktober 1984-niveau). Grundbeløbet procentreguleres efter lønjusteringsaftalens regler og udgør pr. 1. januar 1996 321,64 kr. pr. afsluttet sag.
3. Anden godtgørelse.
3.1. Der ydes godtgørelse for befordringsudgifter efter de regler, der gælder for tjenestemænd.
For kørsel i eget køretøj udbetales lav sats.
3.2. Tilsvarende ydes godtgørelse for merudgifter under tjenesterejser efter de regler, der gælder for tjenestemænd.
4. Praktisk fremgangsmåde.
Formændene for politiklagenævnene indsender senest efter hvert kvartal til den regionale statsadvokat opgørelse vedrørende antal afsluttede sager fordelt på formand, medlemmer og eventuelle suppleanter.
Endvidere vedlægges fornøden dokumentation for anden godtgørelse, jf. pkt. 3, forsynet med formandens attestation.
Statsadvokaten godkender og videresender opgørelse samt dokumentation til Rigspolitichefen med henblik på anvisning.
Ikrafttræden m.v.
Cirkulæreskrivelsen træder i kraft den 1. november 1997 og gælder for sager, der modtages i politiklagenævnene den 1. november 1997 og senere.
Samtidig ophæves Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 10. januar 1996 om vederlæggelse af formænd for og medlemmer af politiklagenævn.
Frank Jensen
/Ole Hansen
Ingen