Legislator Case Law & Legislation
C19971140132 DK

Meddelelse om forsøgsordning med behandling af personer, der har begået visse seksualforbrydelser, som alternativ til frihedsstraf (* 1)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Meddelelse 1997 11401 Historic

Meddelelse om forsøgsordning med behandling af personer, der har begået visse seksualforbrydelser, som alternativ til frihedsstraf (* 1)

1. Ved lov nr. 274 af 15. april 1997 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v. (Samfundstjeneste og forstærket indsats mod seksualforbrydelser) er der sket en mindre lempelse af betingelserne for at anvende forvaring efter straffelovens § 70.

2. I tilknytning til denne lovændring er det i Justitsministeriets bemærkninger til lovforslaget forudsat, at der iværksættes forskellige administrative foranstaltninger, herunder en forsøgsordning med behandling af personer, der har begået visse seksualforbrydelser (navnlig incest), som alternativ til frihedsstraf. Forsøgsordningen forudsættes at strække sig over mindst tre år.

Forsøgsordningen træder i kraft den 1. oktober 1997.

3. Forsøgsordningen omfatter personer, der har begået seksualforbrydelser, uden at forholdet dog omfatter vold eller ulovlig tvang. I bemærkningerne til loven opregnes følgende forbrydelser, der navnlig kan indgå i forsøgsordningen

- incestkriminalitet, jf. straffelovens § 210, og "adoptiv- eller stedbarnsincest", jf. straffelovens § 223, stk. 1,

- grovere former for blufærdighedskrænkelse, jf. straffelovens § 232,

- samleje med et barn under 18 år, der er den pågældendes plejebarn eller er betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse, jf. straffelovens § 223, stk. 1, samt

- samleje med en person, der er indsat eller anbragt i et fængsel, en børne- eller ungdomsinstitution, et psykiatrisk hospital, en institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller lignende, jf. straffelovens § 219.

Det fremgår endvidere, at forsøgsordningen i almindelighed forudsættes at komme på tale som alternativ til ubetinget fængselsstraf på fra 4-6 måneder og op til omkring 1 1/2 år.

4. Forsøgsordningen gennemføres på grundlag af de gældende regler i straffeloven om betingede domme. En betinget dom med vilkår om behandling under forsøgsordningen vil forudsætte, at den kriminelle efter en individuel vurdering findes egnet og motiveret til at gennemføre vilkåret.

Behandlingen vil finde sted på een af de tre behandlingsinstitutioner, der deltager i forsøgsordningen. Der er tale om et landsdækkende behandlingsnetværk bestående af klinikker placeret ved Rigshospitalet (Sexologisk Klinik), Psykiatrisk Hospital i Århus (Retspsykiatrisk Afdeling) og på Odense Universitetshospital (Psykoterapeutisk Afdeling). Behandlingen skal på disse behandlingsinstitutioner varetages af sexologisk specialkyndige.

Der oprettes visitationsudvalg bestående af repræsentanter for de tre behandlingsinstitutioner og kriminalforsorgen og en repræsentant for socialforvaltningen i sigtedes hjemkommune. Visitationsudvalget skal foretage en nærmere vurdering af den kriminelles egnethed og motivering til at indgå i et behandlingsforløb på grundlag af en indhentet mentalerklæring, jf. retsplejelovens § 809. Visitationsudvalgets indstilling til brug for rettens behandling af straffesagen skal indeholde en individuel behandlingsplan.

5. I den betingede dom med vilkår om behandling skal længden af behandlingsperioden fastsættes. Et behandlingsforløb forudsættes at vare mindst to år og vil typisk bestå af tre faser

1) et indledende ophold af 3-6 måneders varighed i en af kriminalforsorgens pensioner eller eventuelt i en (amts)kommunal institution. Ved en kombinationsdom vil institutionsopholdet blive erstattet af et fængselsophold, hvor den ubetingede del af straffen afsones. I denne periode iværksættes behandlingen.

2) Ambulant behandling i ca. 1 år på en af behandlingsinstitutionerne,

3) Tilsyn af kriminalforsorgen i yderligere 1/2 år eventuelt med betinget vilkår om behandling.

Ophold i kriminalforsorgens pensioner i fase 1 kan ske på "almindelige vilkår" eller "fængselsvilkår". De såkaldte "fængselsvilkår" begrænser den dømtes færden på samme måde som i et åbent fængsel. Det indebærer, at den dømte skal opholde sig på pensionen bortset fra aftalt fravær, hvilket kan begrænse sig til enkelte udgange, f.eks. til behandling. Den dømte kan efter en konkret vurdering få frigang til uddannelse eller arbejde. I bemærkningerne til lovforslaget forudsættes det, at det indledende ophold af 3-6 måneders varighed på en pension under kriminalforsorgen som udgangspunkt sker på "fængselsvilkår". Dette ophold vil således indeholde elementer af den angivne frihedsberøvende karakter.

6. I lovforslaget forudsættes det, at spørgsmål om behandling i stedet for straf i reglen vil blive rejst af anklagemyndigheden, kriminalforsorgen eller forsvareren. I praksis vil det formentlig være det almindeligste, at politiet retter henvendelse til kriminalforsorgen, der herefter tager initiativ til, at sagen behandles i visitationsudvalget.

På denne baggrund fastsættes følgende retningslinier

7. I alle sager vedrørende seksualforbrydelser, som skønnes omfattet af forsøgsordningen, jf. ovenfor pkt. 3, bør sigtede - så vidt muligt allerede under sagens efterforskning - underrettes om, at der er etableret en forsøgsordning med behandling som alternativ til frihedsstraf.

Sigtede bør i den forbindelse afhøres om hans holdning til at gennemføre de vilkår, der vil blive knyttet til en betinget dom.

Sigtede skal gøres bekendt med, at han har mulighed for at drøfte det nærmere indhold af forsøgsordningen med en person fra en af de ovenfor under pkt. 4 omtalte tre klinikker eller en repræsentant fra Kriminalforsorgen. Såfremt han ønsker en sådan samtale, skal politiet/anklagemyndigheden rette henvendelse til en af de nævnte klinikker og/eller til Kriminalforsorgen.

Orienteringen om forsøgsordningen kan f.eks. ske under en politiafhøring eller i retten under et retsmøde om fristforlængelse.

Det skal fremgå af en særskilt politirapport (eller retsbog), at sigtede er blevet vejledt om forsøgsordningen, og om sigtede er indstillet på at indgå i forsøgsordningen.

Direktoratet for Kriminalforsorgen har udarbejdet en informationsfolder om forsøgsordningen. Folderen udleveres til sigtede.

8. Såfremt sigtede ønsker at indgå i forsøgsordningen, skal der hurtigst muligt indhentes en personundersøgelse fra kriminalforsorgen og iværksættes en ambulant mentalundersøgelse ved en speciallæge i psykiatri.

I det omfang mentalundersøgelsen ikke kan iværksættes i overensstemmelse med den ordning, der benyttes i politikredsen, kan undersøgelsen iværksættes ved henholdsvis Retspsykiatrisk afdeling på Middelfart Sygehus, Retspsykiatrisk Hospital i Århus og Retspsykiatrisk Klinik i København.

Undersøgelserne bør så vidt muligt udfærdiges sideløbende.

Når mentalundersøgelsen er udfærdiget, videresendes den til den lokale kriminalforsorgsafdeling, der herefter drager omsorg for, at mentalundersøgelsen sammen med personundersøgelsen straks bliver videresendt til formanden for det regionale visitationsudvalg. Formanden indkalder herefter visitationsudvalgets medlemmer.

Der vil normalt ikke være behov for at forelægge mentalundersøgelsen for Retslægerådet.

Anklagemyndigheden skal også iværksætte person- og mentalundersøgelse i tilfælde, hvor anklagemyndigheden ud fra en konkret vurdering finder, at straffen i den pågældende sag bør bære en ubetinget frihedsstraf.

9. I tilfælde, hvor sigtede tilkendegiver, at han ikke ønsker at deltage i forsøgsordningen, indhentes hverken personundersøgelse eller mentalundersøgelse efter pkt. 8. Opmærksomheden henledes dog på, at der af andre årsager kan være grundlag for at indhente enten en person- eller mentalundersøgelse, jf. min Meddelelse 4/1992 og mit cirkulære nr. 268/1977.

10. I bemærkningerne til lovforslaget forudsættes det, at der reageres hurtigt og mærkbart på overtrædelser af vilkår. Overtrædelser af vilkår skal således hurtigst muligt indbringes for retten. Ved sagens fremsendelse til retten anmodes om særlig hurtig berammelse.

Henning Fode

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →