Cirkulæreskrivelse til politiet og anklagemyndigheden vedrørende behandlingen af sager om selskabstømning
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse til politiet og anklagemyndigheden vedrørende behandlingen af sager om selskabstømning
1. Rigsadvokat Henning Fode har meddelt Justitsministeriet, at han må anses for inhabil i forhold til sager vedrørende selskabstømning.
I den anledning har Justitsministeriet besluttet, at Rigsadvokaturen indtil videre ikke skal behandle disse sager. Rigsadvokatens funktioner varetages i stedet af Statsadvokaten for Fyn m.v. og i visse tilfælde af Justitsministeriet, jf. nedenfor pkt. 2.
Samtidig ophæves de administrative bestemmelser om forelæggelse af sager for Rigsadvokaten for så vidt angår sager vedrørende selskabstømning, jf. nedenfor pkt. 3.
2. De opgaver, som efter retsplejeloven påhviler Rigsadvokaten, varetages i sager vedrørende selskabstømning af Statsadvokaten for Fyn m.v.
Det indebærer bl.a., at klager over afgørelser, som er truffet i første instans af en statsadvokat, i disse sager behandles af statsadvokaten for Fyn m.v.
Dette gælder dog ikke, hvis klagen vedrører en sag, som Statsadvokaten for Fyn m.v. selv har behandlet. Det gælder heller ikke i tilfælde, hvor Statsadvokaten for Fyn m.v. i øvrigt må anses for inhabil.
I sådanne tilfælde varetages Rigsadvokatens funktioner af Justitsministeriet.
Det anførte gælder ikke førelse af eventuelle sager om selskabstømning i Højesteret. Justitsministeriet vil i givet fald træffe nærmere bestemmelse om dette spørgsmål.
3. De administrativt fastsatte bestemmelser om forelæggelse af sager for Rigsadvokaten ophæves for så vidt angår sager vedrørende selskabstømning.
Det gælder således i sager mod advokater, jf. Rigsadvokatens Meddelelse 10.1 fra 1958, i sager mod revisorer, jf. Rigsadvokatens Meddelelse nr. 13/74, samt i sager, hvor der opstår spørgsmål om rettighedsfrakendelse, jf. Rigsadvokatens Meddelelse nr. 7/92, pkt. 2.1.1.
I disse tilfælde træffes afgørelsen af vedkommende statsadvokat uden forelæggelse.
Endvidere ophæves den forelæggelsespligt for Rigsadvokaten, der er fastsat i Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 16. december 1996 om ansøgninger om advokatbistand og ansøgninger om indkøb af litteratur i forbindelse med selskabstømmersager. Ansøgninger af den omhandlede karakter vil herefter alene skulle forelægges for Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet.
I andre tilfælde, hvor de regionale statsadvokater ønsker at forelægge tvivlsspørgsmål for Rigsadvokaten, sker forelæggelse for Statsadvokaten for Fyn m.v. eller eventuelt for Justitsministeriet, jf. ovenfor pkt. 2.
4. Der foretages ingen ændringer i forhold til Rigsadvokatens skrivelse af 4. februar 1994 om koordination af større skatte- og afgiftssager, hvorefter Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet indtager en koordinerende og visiterende rolle ved behandling af disse sager.
Frank Jensen
/Mogens Hendriksen
Ingen