Meddelelse om kontrol med varigheden af en tidsubestemt foranstaltning (forvaring) (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Meddelelse om kontrol med varigheden af en tidsubestemt foranstaltning (forvaring) (* 1)
Efter Meddelelse 7/1992 pkt. 1.1.1. skal sager, hvor der er spørgsmål om at nedlægge påstand om anden sanktion end almindelig straf forelægges for vedkommende statsadvokat inden tiltalerejsning. Efter Meddelelsens pkt. 1.1.3. fører statsadvokaten kontrol med varigheden af en idømt tidsubestemt foranstaltning. Er der spørgsmål om at nedlægge påstand om foranstaltningsændring efter straffelovens § 72, forelægges sagen således for statsadvokaten.
Med henblik på en forenkling af kontrollen med varigheden af idømte forvaringsforanstaltninger fastsættes efter drøftelse med de regionale statsadvokater nedenstående retningslinjer.
1. Sager, hvor der er spørgsmål om at nedlægge påstand om tidsubestemte foranstaltninger, herunder forvaring, forelægges som hidtil for vedkommende statsadvokat inden tiltalerejsning.
2. Statsadvokaten fører som hidtil kontrol med varigheden af en idømt tidsubestemt foranstaltning i medfør af straffelovens § 68, jf. Meddelelse 7/1992 pkt. 1.1.1. og pkt. 1.1.3.
3. Endelige domme i sager, hvor der er idømt en forvaringsforanstaltning, indberettes af vedkommende statsadvokat til Rigsadvokaten.
4. Rigsadvokaten fører kontrol med varigheden af idømte forvaringsforanstaltninger. Rigsadvokaten indhenter med jævne mellemrum en udtalelse fra vedkommende institution om, hvorvidt foranstaltningen bør opretholdes, ændres eller ophæves.
5. Sager, hvor der rejses spørgsmål om ændring af en forvaringsforanstaltning efter straffelovens § 72, forelægges for Rigsadvokaten gennem vedkommende statsadvokat.
Er der fremsat begæring om ændring eller endelig ophævelse af en forvaringsforanstaltning, lader Rigsadvokaten snarest muligt sagen indbringe for retten.
Henning Fode