Legislator Case Law & Legislation
C19971102110 DK

Cirkulæreskrivelse til politi og anklagemyndighed om underretning til pårørende eller andre om en anholdelse, om anholdtes lejlighed til at kontakte advokat og om anholdtes adgang til at få tilkaldt lægelig bistand (Til politi og anklagemyndigheden)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulæreskrivelse 1997 11021 Historic

Cirkulæreskrivelse til politi og anklagemyndighed om underretning til pårørende eller andre om en anholdelse, om anholdtes lejlighed til at kontakte advokat og om anholdtes adgang til at få tilkaldt lægelig bistand

(Til politi og anklagemyndigheden)

Den Europæiske Torturkomite har i en rapport, som er udarbejdet på baggrund af komiteens besøg i Danmark i 1990, bl.a. anbefalet, at der indføres nærmere regler om anholdtes adgang til lægelig bistand, om anholdtes adgang til at informere pårørende eller trediemænd om anholdelsen samt om anholdtes adgang til advokatbistand i umiddelbar forbindelse med anholdelsen.

I et foreløbigt svar til torturkomiteen tilkendegav Justitsministeriet om disse spørgsmål bl.a., at man ikke fandt, at der er behov for udtrykkelige regler i selve retsplejeloven herom, men at man ville overveje at udsende instruktoriske forskrifter på området.

Torturkomiteen har efterfølgende over for Justitsministeriet tilkendegivet, at anholdtes rettigheder på dette område efter komiteens opfattelse er af så grundlæggende karakter, at man lægger afgørende vægt på, at der udarbejdes nærmere regler herom.

Justitsministeriet har på denne baggrund og efter drøftelse med bl.a. Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Politimesterforeningen og en række af politiets organisationer udarbejdet vedlagte instruktoriske retningslinier om anholdtes rettigheder.

Det tilføjes, at de i cirkulæreskrivelsen anførte retningslinier formentlig i meget vidt omfang svarer til den praksis, der sædvanligvis følges i politiet.

P.M.V.

Lars Bay Larsen

1. Indledning.

I denne cirkulæreskrivelse fastsættes nærmere regler om anholdtes adgang til selv at underrette pårørende m.v. om anholdelsen og til at kontakte en advokat, samt om anholdtes adgang til at anmode om at blive tilset af en læge.

Cirkulæreskrivelsen bevirker således ikke en indskrænkning i politiets pligt til af egen drift om fornødent at underrette pårørende eller sørge for, at den anholdte får bistand af en advokat eller en læge.

Orienteringen af den anholdte bør naturligvis søges gennemført på et sprog, som den anholdte forstår.

De i afsnit 2-6 fastlagte retningslinier for anholdelser inden for strafferetsplejen finder, i det omfang det er muligt, tilsvarende anvendelse i tilfælde, hvor en person er taget i forvaring af politiet, uden at der er tale om en anholdelse i strafferetsplejens former, f.eks. vidner og fogedklienter.

Med henblik på udlevering til den anholdte, når denne er indbragt på politistationen, vedlægges som bilag en skriftlig vejledning.

2. Underretning af pårørende eller andre om anholdelsen.

Det fremgår af retsplejelovens § 758, at den anholdte - med de i bestemmelsen nævnte undtagelser - ikke er undergivet andre indskrænkninger i sin frihed, end anholdelsens øjemed og ordenshensyn nødvendiggør. Om denne bestemmelse har Strafferetsplejeudvalget i betænkning 728/1974 om anholdelse og varetægt anført følgende

"Det er udvalgets opfattelse, at det under hensyn til anholdelsens kortvarighed ikke er påkrævet herudover i loven at give regler om behandlingen af anholdte. Udvalget er opmærksom på, at den anholdte på en række punkter kan have behov for bistand, f.eks. med hensyn til underretning af pårørende, arbejdsgiver og eventuelt advokat, samt til at drage omsorg for sine personlige ejendele. Udkastet giver i den foran nævnte regel en anvisning på, at den anholdte kan sætte sig i forbindelse med omverdenen for så vidt dette er foreneligt med anholdelsens øjemed og ordenshensyn. Den nærmere regulering kan eventuelt ske ved instruktoriske forskrifter. Udvalget betragter det som en selvfølge, at politiet ved anholdelsen af personer under 18 år underretter forældremyndighedens indehaver eller andre, der har den faktiske omsorg for den unge, jfr. rigsadvokatens cirkulære nr. 174 af 4. august 1966, punkt 50. Også anholdte over denne alder bør, hvis ikke afgørende efterforskningsmæssige hensyn er til hinder herfor, have adgang til - eventuelt telefonisk - at underrette familie og efter omstændighederne arbejdsgiver, advokat og andre. Undertiden kan det være rimeligt, at underretning foretages af en polititjenestemand."

Justitsministeriet er enig i den opfattelse, som udvalget har givet udtryk for.

Udenlandske statsborgere, der anholdes i Danmark, har endvidere ifølge Wienerkonventionen af 24. april 1963, der blev ratificeret af Danmark den 25. oktober 1972, ret til at kontakte deres lands ambassade eller konsulat.

Med henblik på at præcisere, hvilken fremgangsmåde der bør følges med hensyn til den anholdtes adgang til at underrette pårørende m.v. om anholdelsen, fastsættes det herved, at politiet uden ugrundet ophold skal give den anholdte lejlighed til at underrette sine nærmeste pårørende eller andre relevante personer, f.eks. sin arbejdsgiver, om anholdelsen, medmindre der efter sagens konkrete omstændigheder er grund til at antage, at anholdte derved vil vanskeliggøre forfølgningen i sagen, navnlig ved at foranledige spor fjernet eller advare eller påvirke andre.

Det vil sige, at den anholdte normalt skal have mulighed for at foretage en sådan underretning i umiddelbar tilknytning til, at han indbringes til politistationen. Praktiske forhold såvel som den anholdtes øjeblikkelige reaktion på en muligt overraskende anholdelse vil således i almindelighed tale imod, at underretning gives på et tidligere tidspunkt.

Er det ikke muligt umiddelbart i tilknytning til indbringelsen på politistationen at vurdere risikoen for, at anholdte gennem underretningen vil vanskeliggøre forfølgningen, skal politiet uden ugrundet ophold afklare dette spørgsmål.

Såfremt hensynet til efterforskningen gør det påkrævet, kan underretningen foretages af en polititjenestemand.

Det skal noteres - f.eks. ved anførsel i anholdelsesrapporten eller anholdelsesprotokollen - at ovenstående regler er iagttaget. Såfremt der ikke udarbejdes anholdelsesrapport el. lign., skal det fremgå af døgnrapporten, at regler er iagttaget.

3. Anholdtes adgang til at kontakte en advokat.

Ud fra de samme hensyn, som er nævnt under punkt. 2, fastsættes det herved, at politiet uden ugrundet ophold skal give anholdte lejlighed til at kontakte en advokat, der opfylder betingelserne for at kunne virke som forsvarer i sagen, jf. herved retsplejelovens kapitel 66.

Som det fremgår af reglerne i retsplejelovens kapitel 66, kan retten under visse betingelser afvise en valgt forsvarer eller nægte at beskikke den advokat, som sigtede ønsker. Hvis der i sagen er omstændigheder, der medfører, at politiet vil modsætte sig, at en bestemt advokat beskikkes som forsvarer, kan politiet foreløbig nægte anholdte ret til at kontakte denne bestemte advokat. Spørgsmålet om, hvorvidt den anholdte skal have ret til bistand fra den pågældende advokat, må herefter forelægges for retten, jf. herved retsplejelovens § 730, stk. 3, og § 733, stk. 2. Den anholdte skal have lejlighed til at kontakte en anden advokat.

Politiet skal som hidtil i forbindelse med vejledningen af en sigtet om adgangen til at kontakte en advokat oplyse den sigtede om, at han er pligtig at erstatte det offentlige vederlaget til forsvareren, hvis han findes skyldig, jf. § 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 467 af 26. september 1978. Politiet bør selvsagt ikke herved søge at påvirke den sigtedes vurdering af sit behov for advokatbistand.

Det skal noteres - f.eks. ved anførsel i anholdelsesrapporten eller anholdelsesprotokollen - at ovenstående regler er iagttaget. Såfremt der ikke udarbejdes anholdelsesrapport el. lign., skal det fremgå af døgnrapporten, at reglerne er iagttaget.

4. Anholdtes adgang til lægelig bistand.

Det må betragtes som en selvfølge, at personer, der er anholdt, kommer under lægelig behandling i alle tilfælde, hvor der er behov herfor, enten ved at de bringes til skadestuen på et hospital eller til vagtlægen, eller ved tilkaldelse af læge til politistationen, alt efter hvad der i den konkrete situation skønnes mest hensigtsmæssigt og forsvarligt.

I tilfælde, hvor en anholdt ønsker læge tilkaldt, skal politiet uden ugrundet opholdt give anholdte lejlighed til at kontakte en læge.

Anholdtes ønske om at kontakte en bestemt læge skal imødekommes i det omfang, det er praktisk muligt og forsvarligt.

Det skal noteres - f.eks. ved anførsel i anholdelsesrapporten eller anholdelsesprotokollen - om anholdte har fremsat ønske om at få kontakt til en læge, herunder om ovenstående regler er iagttaget. Såfremt der ikke udarbejdes anholdelsesrapport el. lign., skal det fremgå af døgnrapporten, at reglerne er iagttaget.

5. Spirituspåvirkede personer.

Det forekommer, at politiet helt eller delvis må udsætte afhøringen af en anholdt i situationer, hvor den anholdte på grund af spirituspåvirkethed ikke for tiden skønnes egnet til afhøring. Det vil tilsvarende kunne forekomme, at en person ved anholdelsen er i en sådan tilstand, at den pågældende først på et senere tidspunkt, når tilstanden er bedret, har mulighed for at udnytte adgangen til selv at kontakte en advokat. Den pågældende bør derfor, så snart tilstanden er således bedret, gives lejlighed til at kontakte en advokat, jf. i øvrigt ovenfor under pkt. 3.

Opmærksomheden henledes i øvrigt på, at der for så vidt angår personer tilbageholdt med henblik på detentionsanbringelse er fastsat særlige regler i Rigspolitichefens kundgørelse II nr. 55 om detentionsanbringelse af spirituspåvirkede personer. Der henvises særligt til kundgørelsens § 8 om den tilbageholdtes adgang til at underrette sit hjem, samt §§ 9-11 om lægeundersøgelse af den tilbageholdte.

6. Unge under 18 år.

Ved anholdelse af unge under 18 år finder ovenstående regler tilsvarende anvendelse. Opmærksomheden henledes tillige på Rigsadvokatens cirkulære om behandling af sager mod unge lovovertrædere af 4. august 1966. Der henvises særligt til reglerne om politiets underretning af hjemmet om tilbageholdelsen og reglerne om tilkaldelse af en repræsentant fra social- og sundhedsforvaltningen med henblik på dennes overværelse af en eventuel afhøring.

P.M.V.

Lars Bay Larsen

Vejledning til anholdte.

Kontakt til pårørende, arbejdsgiver m.v.

Du har ret til at kontakte din familie eller arbejdsgiver for at orientere dem om anholdelsen.

Politiet kan dog for en tid nægte dig at foretage en sådan underretning, hvis sagens konkrete omstændigheder giver grundlag for at antage, at du derved vil vanskeliggøre forfølgningen af sagen. I den situation kan det også være, at det er politiet, der, hvis du ønsker det, orienterer din familie eller arbejdsgiver om anholdelsen.

Hvis du som anholdt ikke er blevet løsladt inden 24 timer, skal du fremstilles for en dommer. Dommeren kan løslade dig, bestemme at anholdelsen skal opretholdes i op til 3 gange 24 timer eller bestemme, at du skal varetægtsfængsles.

Kontakt til advokat.

Du har som anholdt ret til at kontakte en advokat.

I visse tilfælde kan politiet nægte dig at kontakte en bestemt advokat. Dette spørgsmål kan i givet fald kræves indbragt for retten.

Både politiet og din advokat kan fortælle dig om muligheden for at få en advokat beskikket, og hvem der skal betale for advokaten.

Kontakt til læge.

Hvis du lider af en sygdom, der kræver behandling, bør du hurtigst muligt fortælle det til politiet.

Skønner politiet, at du har behov for lægelig behandling, vil politiet sørge for, at du undergives sådan behandling.

Selv om politiet eventuelt vurderer, at du ikke har behov for at blive tilset af en læge, har du altid ret til at kontakte og modtage besøg af din egen læge eller lægevagten. Politiet har telefonnummeret på lægevagten. I disse tilfælde er udgiften til lægebistand normalt politiet uvedkommende.

Kontakt til ambassade.

Er du udenlandsk statsborger, har du ret til at kontakte dit lands ambassade eller konsulat. Politiet kan hjælpe dig med at komme i kontakt med ambassaden eller konsulatet.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →