Legislator Case Law & Legislation
C19970409032 DK

Byfornyelsesboligstøtte og huslejetilskud

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Meddelelse 1997 4090 Historic

Byfornyelsesboligstøtte og huslejetilskud

Fra 1. januar 1998 træder en ny lov om byfornyelse i kraft.

I konsekvens heraf, er der gennemført en række ændringer i boligstøttelovens kapitel 5 om byfornyelsesboligstøtte

Byfornyelsesboligstøtte generelt.

Ændringerne af boligstøtteloven indebærer, at byfornyelsesboligstøtte efter § 25 a kan ydes på baggrund af beslutninger efter såvel den hidtil gældende lov om byfornyelse og boligforbedring som efter den fra 1. januar 1998 gældende lov om byfornyelse. Reglerne om byfornyelsesboligstøtte efter § 25 a er i øvrigt uændrede.

Byfornyelsesboligstøtte til andelshavere m.v. efter boligstøttelovens § 27 kan tilsvarende ydes på baggrund af beslutninger efter såvel den hidtidige lov om byfornylse og boligforbedring som efter den nye lov om byfornyelse. Reglerne om byfornyelsesboligstøtte efter § 27 er i øvrigt uændrede.

Efter lov om byfornyelse kan der også indgås aftaler om boligforbedring. Reglerne om aftalt boligforbedring erstatter den hidtidige lov om privat byfornyelse. Der kan som hidtil ikke ydes byfornyelsesboligstøtte hertil.

Byfornyelsestilskud

Udover ovennævnte konsekvensændringer er der ved boligstøttelovens § 29 b indført en ny bestemmelse om huslejetilskud til nedbringelse af lejen for visse lejere, der flytter ind i nybyggeri, opført efter lov om byfornyelse.

Efter § 49 i lov om byfornyelse kan kommunalbestyrelsen beslutte, at lejen i boliger, der ombygges efter loven, nedsættes til et beløb, der dog mindst skal udgøre 83 pct. af lejen for nye almene familieboliger i området. En tilsvarende regel gælder ikke for nybyggeri, der opføres efter reglerne i lov om byfornyelse. For visse lejere i sådant nybyggeri er der i stedet indført en mulighed for, at kommunalbestyrelsen kan yde et huslejetilskud, således at lejen bliver lavere, dog mindst 83 pct. af lejen for nye almene familieboliger i området. Det gælder kun for nybyggeri opført af en almen boligorganisation eller af en privat bygherre med henblik på udlejning. Det gælder ikke for lejligheder i nybyggeri, der er opført af eller med henblik på overdragelse til en privat andelsboligforening. Reglerne er fastsat i boligstøttelovens § 29 b.

Efter den pågældende bestemmelse kan kommunalbestyrelsen beslutte at yde et tilskud til to kategorier af lejere

1. Genhusningsberettigede lejere, dvs. lejer, der har ret til at få en erstatningsbolig efter byfornyelseslovens § 144, og som af kommunen får anvist en bolig i nybyggeri opført efter byfornyelsesloven.

2. Lejere, som er fortrinsberettigede efter byfornyelseslovens § 144, stk. 3, 2. pkt., dvs. lejere, som boede i den nedrevne ejendom og som af kommunen anvises en bolig i nybyggeriet.

Tilskuddet fastsættes af kommunalbestyrelsen ved ejendommens ibrugtagning og ydes med samme beløb, sålænge husstanden bebor lejligheden. Tilskud kan kun ydes ved en første udlejning af nybyggeriet, og kun hvis nybyggeriet er opført efter byfornyelsesloven af en almen boligorganisation eller af en privat bygherre med henblik på udlejning.

Formålet med tilskuddet er, at lejeniveauet for de tilskudsberettigede beboere skal være det samme, uanset om den bestående bebyggelse ombygges eller nedrives og erstattes af nybyggeri. Det er derfor forudsat, at kommunen anvender muligheden for at nedsætte lejen i nybyggeriet i de tilfælde, hvor den nedsætter lejen i ombyggede boliger i området.

De regler, der gælder for huslejetilskud er fastsat i boligstøttelovens §§ 29 b og 75, og huslejetilskuddet er således en individuel boligstøtte. Huslejetilskud ydes udover og forud for anden boligstøtte i form af byfornyelsesboligsikring efter boligstøttelovens kapitel 5 eller boligsikring eller boligydelse efter lovens kapitel 4. Ved beregning af boligsikring og boligydelse opgøres boligudgiften efter lovens § 10 således efter fradrag af huslejetilskud. Det samme gælder ved beregning af byfornyelsesboligstøtte efter kapitel 5.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →