Legislator Case Law & Legislation
C19970020360 DK

Vejledning til bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om sanktioner i forbindelse med uberettiget modtagelse af ydelser fra en arbejdsløshedskasse (Sanktioner ved uberettiget modtagelse af dagpenge efter artikel 69 i forordning (EØF) nr. 1408/71)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1997 203 Historic

Vejledning til bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om sanktioner i forbindelse med uberettiget modtagelse af ydelser fra en arbejdsløshedskasse (Sanktioner ved uberettiget modtagelse af dagpenge efter artikel 69 i forordning (EØF) nr. 1408/71)

Bekendtgørelse nr. 1135 af 22. december 1997 har til formål at fastsætte de nærmere retningslinier for brug af sanktionsreglerne i forbindelse med et medlems uberettigede modtagelse af dagpenge efter artikel 69 i forordning (EØF) nr. 1408/71.

Ad § 1

Et medlem af en dansk arbejdsløshedskasse kan få udbetalt danske dagpenge i op til 3 måneder under arbejdssøgning i et andet EØS-land, jf. artikel 69 i forordning (EØF) nr. 1408/71. Dagpengene udbetales af arbejdsløshedsforsikringsmyndigheden i arbejdssøgningslandet.

Et medlem, der ved svig eller uagtsomhed, uberettiget har fået udbetalt dagpenge efter artikel 69 skal tilbagebetale dagpengene efter § 86 a i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Samtidig følger det af § 87 a i arbejdsløshedsforsikringsloven, at medlemmet kan ikendes en sanktion i form af effektiv karantæne eller slettelse.

Da dagpengene ikke udbetales af den danske arbejdsløshedskasse men af arbejdsløshedsforsikringsmyndigheden i det andet EØS-land, ligger kompetencen til at ikende medlemmet en sanktion hos Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen. Dette gælder både i tilfælde af svig og uagtsomhed.

Hvis Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen bliver bekendt med forhold, der gør det sandsynligt, at et medlem ved svig eller uagtsomhed uberettiget har fået udbetalt dagpenge efter artikel 69, underretter direktoratet kassen herom, så kassen kan standse eventuelle andre udbetalinger.

Når direktoratet har truffet afgørelse om eventuel tilbagebetaling og ikendelse af sanktion, skal kassen stille udbetalingerne i bero i overensstemmelse med denne afgørelse.

Principperne for politianmeldelse i bekendtgørelsens § 6 finder tilsvarende anvendelse bortset fra, at politianmeldelsen foretages af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 22. december 1997

Susanne Bærentzen

/ Carsten Ramhøj

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →