Legislator Case Law & Legislation
C19966046210 DK

Cirkulæreskrivelse om meddelelse om ophør ved skifterettens opløsning af ApS. Afskåret fra fortsat drift af selskab

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulæreskrivelse 1996 60462 Historic

Cirkulæreskrivelse om meddelelse om ophør ved skifterettens opløsning af ApS. Afskåret fra fortsat drift af selskab

Kommentar m.v.

Medlemmet kunne ikke med en udtalelse fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fremlægge tilstrækkelig dokumentation for virksomhedens endelige ophør tidligere end den dato, hvor skifteretten foretog opløsning af anpartsselskabet som værende uden midler til en konkursbehandling.

Meddelelse om afgørelsen

Et medlem anmodede om dagpenge efter tvangsopløsning af en udviklingsvirksomhed ApS. Han angav sidste arbejdsdag i virksomheden og anså sig som ledig fra den 5. maj 1993, hvor Erhvervs- og Selskabsstyrelsen indstillede virksomheden til tvangsopløsning.

Medlemmet blev pr. 30. juni 1993 afmeldt momsregisteret for anpartsselskabet. I afmeldelsen var datoen for ophøret angivet til den 28. juni 1993, og der var momsangivelser vedrørende 2. kvartal 1993.

Kassen traf afgørelse om, at medlemmet først ville kunne anses for ophørt med selvstændig virksomhed den 17. juni 1993, hvor skifteretten opløste anpartsselskabet.

Medlemmet anførte i klagen til direktoratet, at datoen for skifterettens opløsning af selskabet var afhængig af arbejdspresset hos den enkelte skifteret. Skulle borgerne derfor være lige for loven, kunne datoen for den endelige opløsning ikke anvendes, men derimod kun datoen for anmodningen om opløsning.

Medlemmet gjorde endvidere gældende, at anpartskapitalen var tabt, og at han dermed var afskåret fra at drive virksomhed fra den dag, hvor Erhvervs- og Selskabsstyrelsen pr. brev anmodede skifteretten om at opløse hans selskab.

Direktoratet tiltrådte kassens afgørelse med henvisning til hovedreglen om, at et medlem først anses for ophørt mere end midlertidigt, når den selvstændige virksomhed er endeligt overdraget eller lukket, og medlemmet er afmeldt offentlige registre som selvstændig erhvervsdrivende. Hvis virksomheden har været drevet i selskabsform, kan ophøret som hovedregel først anses for at være mere end midlertidigt, når selskabet er opløst, eller når der er sket overdragelse af samtlige aktier/anparter.

Medlemmet gjorde i klagen til Arbejdsmarkedets Ankenævn gældende, at han opfyldte betingelserne for at kunne anses for ophørt fra et tidligere tidspunkt end lukning.

Ankenævnet indhentede en udtalelse fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om en persons retsstilling i tilfælde, hvor styrelsen har anmodet skifteretten om at opløse personens selskab. Styrelsen tilkendegav som sin opfattelse, at personen ville være afskåret fra fortsat at drive selskabet fra den dag, hvor den pågældende modtog underretning om, at styrelsen havde anmodet skifteretten om at opløse selskabet. Personen havde fra dette tidspunkt mistet sin tegningsret og rådigheden over selskabet, som overgik til skifteretten.

Forelagt Erhvervs- og Selskabsstyrelsens udtalelse fastholdt direktoratet den absolutte hovedregel for ophør som nævnt i direktoratets afgørelse. Direktoratet bemærkede, at en undtagelsesvis anerkendelse af ophøret fra et tidligere tidspunkt var betinget af, at medlemmet kunne fremlægge dokumentation for, at han var endeligt afskåret fra at drive virksomheden. Da der var tale om en undtagelsessituation, måtte der efter direktoratets opfattelse stilles krav om en rimeligt entydig dokumentation.

Direktoratet anførte videre, at der i den konkrete sag måtte lægges vægt på, at medlemmet først var afmeldt momsregisteret for selskabet pr. 30. juni 1993, at ophørsdatoen i afmeldelsen var angivet til den 28. juni 1993, og at der var momsangivelser vedrørende 2. kvartal 1993.

Direktoratet fandt hermed ikke grundlag for at ændre sin afgørelse.

Medlemmet bemærkede hertil, at han havde pligt til at indsende momsangivelse for perioden 1. - 27. april 1993, som er en del af 2. kvartal. Om momsafmeldelsens datering forklarede medlemmet, at skifteretten var i tvivl om, hvorvidt selskabet automatisk blev momsafmeldt, hvorfor medlemmet tilbød selv at foretage momsafmeldingen.

Arbejdsmarkedets Ankenævn fandt, at medlemmet først kunne anses for ophørt med udøvelse af selvstændig virksomhed den 17. juni 1993 og tiltrådte derfor direktoratets afgørelse med den givne begrundelse og under henvisning til direktoratets supplerende udtalelse.

Ankenævnet fandt herved ikke, at oplysningerne fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i sig selv var tilstrækkelig dokumentation for, at medlemmet havde været afskåret fra fortsat at drive virksomheden.

Ankenævnet udtalte, at en sådan dokumentation først endeligt forelå den 17. juni 1993, da skifteretten opløste anpartsselskabet som værende uden midler til en konkursbehandling.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 6. marts 1996

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →