Legislator Case Law & Legislation
C19966046010 DK

Cirkulæreskrivelse om meddelelse om medlemmer, der ønsker at overgå til delefterløn som selvstændige erhvervsdrivende

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulæreskrivelse 1996 60460 Historic

Cirkulæreskrivelse om meddelelse om medlemmer, der ønsker at overgå til delefterløn som selvstændige erhvervsdrivende

Kommentar m.v.

Som dokumentation for, at den selvstændige erhvervsdrivende har nedsat arbejdstiden til 18 1/2 time pr. uge i forbindelse med overgangen til delefterløn, må der foreligge objektive forhold, som kan sandsynliggøre arbejdstidsnedsættelsen.

Meddelelse om afgørelsen

Nedenfor gennemgås fire afgørelser, truffet af Arbejdsmarkedets Ankenævn, hvor delefterløn blev afslået, til belysning af, hvilke krav der stilles til dokumentationen af arbejdstidsnedsættelsen til 18½ time pr. uge for medlemmer, der ønsker at overgå til delefterløn som selvstændige erhvervsdrivende.

Rådgivende ingeniør - få men store kunder

Medlemmet havde siden 1986 drevet selvstændig virksomhed som rådgivende ingeniør og ansøgte om at overgå til delefterløn med virkning fra den 1. januar 1995.

Virksomhedens omsætning havde de sidste 3 år sammenlagt andraget ca. kr. 1.750.000,00 fordelt på 5 kunder.

Som dokumentation for arbejdstidsnedsættelsen anførte medlemmet, at samarbejdet med 3 af disse kunder ophørte pr. 1. februar 1995, hvilket blev dokumenteret ved skrivelser af 1. februar 1995 sendt til de respektive kunder. Det fremgik, at der ikke havde været nogen omsætning med den ene af kunderne i 1994.

Virksomheden havde herefter 2 kunder tilbage, med hvilke virksomheden i 1994 omsatte for i alt kr. 144.325,00.

Et revisionsfirma bekræftede rigtigheden af de afgivne oplysninger om virksomhedens omsætning og antallet af kunder.

Det blev endvidere oplyst, at medlemmet ingen planer havde om at indgå nye aftaler, og at medlemmet fremover udelukkende påregnede at have omsætning med de resterende 2 kunder.

Arbejdsmarkedets Ankenævn fandt, at medlemmet ikke var berettiget til at overgå til delefterløn, da medlemmet ikke kunne dokumentere, at der skete en varig ændring af virksomheden, således at hans personlige arbejdstid nedsattes til 18½ time om ugen.

Advokat - faldende indtjening på grund af tab af flere store klienter

Medlemmet havde siden 1961 drevet selvstændig virksomhed som advokat sammen med en partner. Virksomheden havde efter det oplyste haft en løbende nedgang i indtjeningen siden 1992.

Som dokumentation for arbejdstidsnedsættelsen anførte medlemmet, at sagsmængden siden 1992 var faldet betydeligt, idet firmaet havde mistet flere store klienter. Indtjeningen i firmaet var som følge heraf faldet fra kr. 1.711.692,84 i 1992 til kr. 1.179.576,42 i 1994.

Medlemmet havde endvidere på grund af den faldende indtjening måttet opsige sin sekretær.

Direktoratet fandt ikke, at medlemmet var berettiget til at overgå til delefterløn, idet det ikke fandtes tilstrækkeligt dokumenteret, at arbejdet i den selvstændige virksomhed ved overgangen til delefterløn nedsattes til 18 ½time pr. uge.

Direktoratet lagde herved vægt på, at der ikke var tidsmæssig sammenhæng med medlemmets overgang til delefterløn og de ændringer, som var sket i virksomheden. Den omstændighed, at virksomheden havde mistet nogle af sine klienter, kunne ikke dokumentere, at der var tale om en ændring af virksomheden af varig karakter, hvorfor det ikke fandtes dokumenteret, at arbejdstiden fremover ville udgøre 18 ½ time pr. uge.

Direktoratet lagde endvidere vægt på, at virksomhedens karakter indebar, at det var muligt at udføre opgaver for klienter helt uafhængigt af virksomhedens eventuelle åbningstider.

Arbejdsmarkedets Ankenævn tiltrådte den af direktoratet trufne afgørelse med den givne begrundelse.

Indehaver af plastikfabrik - ønskede at ophøre med udviklingsarbejdet

Medlemmet havde siden 1972 drevet en plastikfabrik og ønskede at videreføre denne i delefterlønsperioden.

Medlemmets revisor oplyste, at omsætningen i virksomheden udgjorde kr. 1.248.191,00 i 1994.

Medlemmet angav, at timeforbruget i virksomheden før den 1. januar 1995 fordelte sig således

Administration

10,0 timer

Vedligeholdelse af maskiner

4,0 timer

Arbejde i produktionen

4,5 timer

Udvikling af nye produkter

18,5 timer

Som dokumentation for arbejdstidsnedsættelsen anførte medlemmet, at han ville nedsætte sin arbejdstid til 18 ½ time om ugen ved at indstille udviklingsarbejdet, hvilket havde været hans primære opgave, samt at han planlagde at ophøre med at drive selvstændig virksomhed i 1996.

Arbejdsmarkedets Ankenævn fandt, at medlemmet ikke var berettiget til at overgå til delefterløn, da det ikke fandtes dokumenteret, at medlemmet ved en varig ændring af virksomheden havde nedsat sin arbejdstid til 18 ½ time om ugen.

Medlemmet ønskede at videreføre selvstændig virksomhed inden for offset og serigrafi i delefterlønsperioden

Medlemmet havde siden 1981 drevet enkeltmandsvirksomhed fra sin privatadresse. Virksomheden beskæftigede sig med salg, indkøb, produktion og design inden for offset og serigrafi mv.

Medlemmet ønskede at nedsætte sin arbejdstid fra 40-45 timer om ugen, og dette ville ske ved at indskrænke virksomhedens åbningstid.

Som dokumentation for arbejdstidsnedsættelsen anførte medlemmet, at han fremover agtede at holde åbent tirsdag og onsdag fra kl. 9-15 og torsdag fra kl. 9-15.30, i alt 18 ½ time pr. uge. Derudover havde han tænkt sig kun at besøge halvt så mange kunder som ellers.

Arbejdsmarkedets Ankenævn fandt, at medlemmet ikke var berettiget til at overgå til delefterløn, idet han ikke havde dokumenteret, at hans personlige arbejdstid i virksomheden nedsattes til 18½ time om ugen ved overgangen til delefterløn.

Ankenævnet fandt, at en indskrænkning af virksomhedens åbningstid ikke var tilstrækkelig dokumentation for, at medlemmets personlige arbejde i virksomheden blev nedsat til 18 ½ time om ugen. Ankenævnet lagde endvidere vægt på, at en væsentlig del af virksomhedens indtægtsgivende aktiviteter kunne finde sted uden for åbningstiden.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 15. januar 1996

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →