Legislator Case Law & Legislation
C19966043160 DK

Konkurrenceretlig vejledning vedrørende standardiserings-, akkrediterings- og certificeringsordninger

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1996 60431 Valid

Konkurrenceretlig vejledning vedrørende standardiserings-, akkrediterings- og certificeringsordninger

Indhold

Hvem henvender vejledningen sig til ? ....................... 4 Hvilke ordninger er der tale om ............................. 4 Lovbundne ordninger ......................................... 5 Ikke-lovbundne ordninger .................................... 6 Formålet med vejledningen ................................... 6 Konkurrenceretlige problemstillinger i klagesager ........... 6 Hvad kan man gøre for at overholde god konkurrenceadfærd ? .. 8 Hvornår kan Konkurrencerådet gribe ind efter lovens bestemmelser ? .............................................. 9 Hvor kan De henvende Dem ? .................................. 13 Appendiks ................................................... 14

Hvem henvender vejledningen sig til ?

Vejledningen henvender sig til erhvervsvirksomheder, institutioner og myndigheder, som udarbejder eller administrerer akkrediterings-, standardiserings-, kontrol- og certificeringsordninger mv. af betydning for konkurrencen i erhvervslivet.

Vejledningen henvender sig endvidere til både nuværende og potentielle brugere af ordningerne.

Hvilke ordninger er der tale om

Der er tale om standardiserings-, akkrediterings- og certificeringsordninger og lignende former for kontrolordninger (herefter kaldet ordningerne), hvad enten ordningerne er lovbundne eller ikke.

Lovbundne ordninger

Med hjemmel i love og bekendtgørelser godkender eller autoriserer offentlige myndigheder både offentlige organer og private virksomheder samt institutioner m.fl. til at udføre erhvervsmæssige opgaver baseret på nøje fastlagte kriterier bestemt af den pågældende myndighed.

Som eksempler kan nævnes uddannelseskrav, sikkerhedskrav, materialekrav, prøvekrav e.lign., f.eks. på områderne vægtkontrol, kontrol af elevatorer, kedler og trykbeholdere, benzinstandere, bygningsmaterialers kvalitet og holdbarhed.

Ikke-lovbundne ordninger

Private virksomheder, brancheforeninger o. lign. har i en del tilfælde etableret egne private ordninger, som bl.a. indebærer, at de tilsluttede virksomheder skal følge fælles normer, standarder og forretningskoncepter mm. Sådanne frivillige ikke-lovbundne ordninger er udbredte. Et eksempel herpå er IT-området.

Formålet med vejledningen

Formålet med vejledningen er at fremme den fri og lige konkurrence - navnlig forstået som den friest mulige adgang til markedet på åbne og ikke-diskriminerende vilkår. Udformningen og administrationen af ordningerne bør således ske ud fra rimelige, saglige, objektive og konsekvent gennemførte kriterier samtidig med, at ordningernes hovedformål tilgodeses.

Konkurrenceretlige problemstillinger i klagesager

I forbindelse med klager og forespørgsler til Konkurrencerådet med relation til ordningerne, er Konkurrencerådet bl.a. blevet opmærksom på ordninger, hvortil adgangen er udelukket eller stærkt begrænset. Det gælder f.eks. adgangen til at certificere varer og tjenesteydelser, herunder udføre kontrolopgaver på elevator- og trykbeholderområdet. Adgangsbegrænsningerne kan henføres til såvel lovbundne som ikke-lovbundne ordninger.

Såvel de lovbundne som de ikke-lovbundne ordninger om standardisering, akkreditering og certificering mv. er at betragte som erhvervsvirksomhed omfattet af konkurrencelovens § 2.

Fælles for ordningerne er, at de kan skabe monopoler eller begrænser konkurrencen, f.eks. gennem enerettigheder eller andre former for adgangsbarrierer. Eneretsordninger har været årsag til klager over ineffektivitet og urimelige høje priser.

Som eksempler kan nævnes

- To dominerende firmaers misbrug af deres markedsstilling til at begrænse konkurrenters adgang til markedet for servicering og påfyldning af håndildslukkere ved at nægte at udlevere nødvendige manualer.

- Klage over manglende adgang til markedet for udstedelse af certifikater til flyvning med ultralette luftfartøjer, på grund af tildeling af eneret,

- Klage over manglende adgang til markedet for eftersyn og kontrol med elevatorer på grund af tildeling af eneret, og klage over misbrug af eneretten ved fastsættelse af urimeligt høje priser.

- Klage over ikke at kunne blive anerkendt som prøvningsinstitut på markedet for dampkedler og trykbeholdere mv., på grund af tildeling af eneret.

Der henvises iøvrigt til vejledningens appendiks.

Hvad kan man gøre for at overholde god konkurrenceadfærd?

Standardiserings-, akkrediterings- eller certificeringsordninger må ikke indeholde bestemmelser, der unødigt begrænser adgangen til et marked eller på anden måde begrænser eller forvrider konkurrencen.

Det indebærer navnlig

- at kravene bør udformes skriftligt,

- at der bør skabes åbenhed om de krav, der stilles for at blive omfattet af ordningerne. Dette kan f.eks. være krav til faglige, uddannelsesmæssige eller tekniske kvalifikationer mv.,

- at der bør skabes lige adgang for alle virksomheder mv., der ønsker at indgå i ordningerne, og som kan dokumentere, at de opfylder kravene,

- at kvalitetsvurderingen af om virksomheder mv. kan opnå adgang til ordningerne kan bero på om de kan opnå akkreditering på åbne og ikke-diskriminerende vilkår, og

- at eventuelle priser for f.eks. kontrol og certificering i videst muligt omfang fastsættes frit, så de afspejler effektivitetsforholdene på området.

Hvornår kan Konkurrencerådet gribe ind efter lovens bestemmelser ?

Hvis en ordning indeholder bestemmelser, der begrænser adgangen til et marked, vil Konkurrencerådet forsøge at få adgangsbegrænsningen fjernet, fordi fri adgang til markedet er et afgørende vilkår for virksom konkurrence.

Ordningerne vil således kunne have en konkurrencebegrænsende skadelig virkning ved, at bestemte virksomheder mv. afskærmes for konkurrence af de anerkendende instanser, i værste fald ved at udelukke øvrige udbydere og kvalificerede parter fra at blive autoriseret/bemyndiget til certificering og godkendelse mv.

Finder Konkurrencerådet, at ikke-lovbundne ordninger udgør en konkurrencebegrænsning, der medfører eller vil kunne medføre skadelige virkninger for konkurrencen og dermed effektiviteten i produktion og omsætning af varer eller tjenesteydelser mv. eller begrænsninger i erhvervsfriheden, kan Konkurrencerådet foretage indgreb overfor ordningen og kræve denne ændret eller ophævet med henvisning til bestemmelserne i konkurrencelovens §§ 11-14.

Såfremt ordninger udøvet i henhold til særlig hjemmel bestemt eller godkendt af det offentlige (lovbundne ordninger) medfører eller vil kunne medføre skadelige virkninger for den fri og lige konkurrence, kan Konkurrencerådet, jf. konkurrencelovens § 15, rette henvendelse til vedkommende offentlige myndighed og påpege mulige skadelige virkninger for konkurrencen. Bedømmelsen sker efter de samme retningslinier, som gælder for ikke-lovbundne ordninger. En sådan henvendelse offentliggøres.

Konkurrencerådet har i konkrete sager, hvor en offentlig mydighed , i medfør af love og bekendtgørelser begrænser adgangen til markedet, fastslået, at sådanne begrænsninger er skadelige for konkurrencen, i det omfang de ikke er baseret på saglige, rimelige, objektive konsekvent administrerede adgangskriterier.

I disse sager er Konkurrencerådet i medfør af konkurrenceloven fremkommet med en udtalelse eller en § 15-henvendelse. Konkurrencerådet har anbefalet ændring af ordningen, så den lever op til konkurrencelovens intentioner om fri og lige adgang til markedet baseret på åbne og ikke-diskriminerende vilkår. I to tilfælde er disse henvendelser ikke blevet fulgt. Det drejer sig i begge tilfælde om ordninger administreret af Arbejdsministeriet, jf. eksemplerne nr. 3 og 4 i appendiks.

Konkurrencerådet har også anbefalet, at ikke-lovbundne ordninger ændres og baseres på åbne og ikke-diskriminerende vilkår med henvisning til konkurrencelovens §§ 11-14. Disse anbefalinger er blevet fulgt.

Hvor kan De henvende Dem?

Har De brug for yderligere vejledning, er De velkommen til at kontakte

Konkurrencerådet

Nørregade 49

1165 København K

Tlf.: 33 93 90 00

Fax.: 33 32 61 44

Erhvervsfremme Styrelsen, DANAK

Tagensvej 137

2200 København N

Tlf.: 31 85 10 66

Fax.: 31 81 70 68

Dansk Standard

Baunegårdsvej 73

2900 Hellerup

Tlf.: 39 77 01 01

Fax.: 39 77 02 01

Appendiks

SAGER MED RELATION TIL STANDARDISERINGS-, AKKREDITERINGS- OG CERTIFICERINGSORDNINGER MV.

I det følgende gives en oversigt over de væsentligste sager behandlet af Konkurrencerådet siden 1990 vedrørende standardiserings, akkrediterings- og certificeringsordninger indeholdende konkurrenceretlige problemstillinger. Sagerne vedrører enten (1) begrænsning af adgang-en til en ordning, (2) ulighed i vilkårene for at opnå adgang til ordningen eller (3) misbrug af ordningerne som følge af dominerende markedsstilling.

1. Begrænsningen af adgangen til at videresælge certificerede produkter

Sagen startede i 1990 med en leveringsnægtelessag, hvor et selskab stoppede leveringen af bromaterialer. Leveringsnægtelsessagen blev løst.

Konkurrencerådet undersøgte efterfølgende den certificeringsordning, der lå til grund for produktion og salg af de omhandlede produkter for så vidt angik de virksomheder, der var optaget i ordningen, heriblandt det omhandlede selskabets produktion. Ordningen er en frivillig etableret ordning, men det er afgørende for at kunne opnå leverancer, at materialerne er certificeret i henhold til ordningen, fordi bl.a. offentlige myndigheder udelukkende accepterer leverancer under den pågældende certifikatordning. Dette fører til, at ordningen og dermed de pågældende materialer opnår en dominerende markedsstilling.

Nægtelse af videresalg af de certificerede produkter vil derfor kunne betragtes som misbrug af dominerende stilling og i strid med konkurrenceloven, men vil tillige under visse omstændigheder kunne være problematisk efter EU's konkurrenceregler.

Efter EU´s konkurrenceregler accepteres imidlertid ikke nationale ordninger, der kan udelukke udenlandske virksomheder fra et marked. Konkurrencerådet foreslog Statens Vejlaboratorium (nu Vejdirektoratet), at ændre certifikatordningen for materialer til fugtisolering af betonbroer således, at leverandører, der er optaget i ordningen er pligtige til at levere til virksomheder, der ikke er optaget i ordningen i overensstemmelse med sædvanlige betalings- og forretningsbetingelser.

Konkurrencerådet har i april 1995 modtaget Vejdirektoratets

frivillige certifikationsordning for materialer til fugtisolering af betonbroer. Ordningen af marts 1995 afløser certifikatordningen af december 1978, og er alene ændret, så den tager hensyn til den tekniske udvikling på området. De konkurrenceretlige betænkeligheder sekretariatet tidligere har fremført overfor Vejdirektoratet er imidlertid ikke inddraget i ordningen.

Vejdirektoratet har i denne forbindelse oplyst, at

certifikatordningen er åben for enhver, der ønsker optagelse samt at opgaver vedrørende fugtisolering som udføres af DSB og Vejdirektoratet, følger udbuds- og anlægsforskrifter "Almindelige arbejdsbeskrivelse (AAB) Betonbroer", som er udarbejdet af DSB og Vejdirektoratet. Disse forskrifter benyttes endvidere i vid udstrækning af andre bygherrer.

Vejdirektoratet har endvidere oplyst, at det står enhver frit at byde, levere og udføre fugtisoleringsarbejdet med opfyldelse af de beskrevne krav.

Vejdirektoratet har endelig oplyst, at omhandlede ordning ikke er at betragte som en certifikatordning, men mere som et kvalitetsstyringssystem.

2. Konkurrencerådet anbefaler, at offentlig prisgodkendelse for udførelse af akkrediterings-, prøvnings- og certificeringsordninger erstattes af fri konkurrence gennem fri o

g lige adgang til de pågældende markeder

I et høringssvar i august 1990 til forslag om bekendtgørelse om henholdsvis måletekniske bestemmelser og akkrediteret prøvning, inspektion og certificering anmodede Konkurrencerådet Industri- og Handelsstyrelsen (nu Erhvervsfremme Styrelsen) om, at bestemmelser vedrørende vejledende gebyrfastsættelse udgik.

I det omfang disse bestemmelser om gebyrfastsættelse gælder for ydelser udført af andre end styrelsen selv, foreligger der efter Konkurrencerådets opfattelse en nærliggende risiko for, at incitamentet til konkurrence og effektivitet svækkes, og konsekvensen kan blive en tilstand af neutraliseret konkurrence på basis af de fastsatte priser.

Industri- og Handelsstyrelsen oplyste hertil, at da det er tvungent at få sit måleudstyr kontrolleret, anser styrelsen det for nødvendigt, at der er mulighed for, at styrelsen i givet fald kan kontrollere og eventuelt fastsætte gebyrerne.

Det fremgår af Industri- og Handelsstyrelsens bekendtgørelse nr. 181 af 19. marts 1991, at gebyrer fastsættes eller godkendes af Industri- og Handelsstyrelsen.

Erhvervsfremme Styrelsen har den 8. februar 1994 fremsendt udkast til bekendtgørelse om kontrol med måling af luftformig gas i afregningsøjemed, som vil danne model for de øvrige bekendtgørelser på området. Det fremgår endvidere af et notat fra Erhvervsfremme Styrelsen, at det er fundet hensigtsmæssigt samtidig at ophæve ovennævnte bekendtgørelse nr. 181, den såkaldte generelle bekendtgørelse, som må betegnes som overflødig. Det anbefales ligeledes, at ophæve bestemmelserne i de hidtidige bekendtgørelser om, at bemyndigede laboratoriers takster for udførelse af verifikation fastsættes eller godkendes af Erhvervsfremme Styrelsen. Styrelsen opretholder bestemmelserne om opkrævning af gebyrer for tjenesteydelser, som styrelsen selv udfører. Styrelsen har hermed imødekommet Konkurrencerådets henstilling.

3. Klager over udelukkelse fra markedet for godkendelse og kontrol med dampkedler og trykbeholdere mv.

I det tidlige forår 1991 modtog Konkurrencerådet to klager over Arbejdstilsynets gebyrpolitik for kontrol med dampkedler og trykbeholdere mv.

Konkurrencerådet rettede en § 15-henvendelse til Arbejdsministeren i juli 1991, idet Arbejdstilsynet jf. Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 564 om dampkedelanlæg på landjorden og Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 746 om trykbeholdere og rørsystemer under tryk, af Arbejdsministeren har fået eneret til at udføre de omhandlede kontrolopgaver.

Konkurrencerådet henstillede, at der gives adgang til, at andre kontrolorganer på basis af autorisation eller certificering baseret på saglige, rimelige, objektive og konsekvent gennemførte kriterier, kan få adgang til markedet, for derved at sikre rimelige priser.

Den såkaldte "gebyrsag" medførte, at Arbejdstilsynet efter kritik fra Rigsrevisionen måtte sætte sine gebyrer ned med 24% på en række områder, herunder for tilsyn med trykbeholdere.

Arbejdsministeriet udtalte i juli 1991 til Det fri Aktuelt, at Arbejdstilsynets lovbundne opgaver skulle privatiseres. Dette er endnu ikke sket.

Konkurrencerådet har efterfølgende forespurgt Arbejdsministeriet, hvorvidt Konkurrencerådets § 15-henvendelse har ført til eller kan forventes at føre til ændring af de påpegede forhold. Arbejdsministeriet har i en redegørelse af 26. juni 1995 oplyst, at spørgsmålet om muligheden for og hensigtmæssigheden af omlægningen af kontrollen fortsat vil blive overvejet. Arbejdsministeriet er endvidere af den opfattelse, at det kan være hensigtsmæssigt, at potentielle ansøgere har mulighed for at gøre sig bekendt med kravene. Ministeriet vil derfor anmode Arbejdstilsynet om at udarbejde skriftlige retningslinier for, hvad der lægges vægt på ved udpegning af institutioner på kedel- og trykbeholderområdet.

Konkurrencerådet agter ikke på nuværende tidspunkt at foretage sig videre i sagen, men vil senere kunne komme tilbage til sagen, når ministeriet på ny har haft lejlighed til at udarbejde de nævnte skriftlige retningslinier og i det hele taget haft lejlighed til at genoverveje sagen.

4. Klage over manglende adgang til markedet for eftersyn og kontrol med elevatorer samt Arbejdstilsynets misbrug af dets eneret til a

t foretage eftersyn og kontrol med elevatorer

I sommeren 1991 klagede en skole over Arbejdstilsynets gebyrpolitik for eftersyn af elevatorer.

Konkurrencerådet rettede en § 15-henvendelse til Arbejdsministeren i december 1991, idet Arbejdstilsynet jf. Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 626 af 18. december 1980 om elevatorer, hejseværker, rulletrapper, rullefortove o.lign., af Arbejdsministeren har opnået eneret til at udføre de omhandlede opgaver. Konkurrencerådet henstillede, at der blev etableret fri adgang på basis af autorisation eller certificering for derved at sikre rimelige priser. Arbejdstilsynet oplyste, at man påtænkte at privatisere området. Dette er imidlertid ikke sket.

Konkurrencerådet har efterfølgende forespurgt Arbejdsministeriet, hvorvidt Konkurrencerådets § 15-henvendelse har ført til eller kan forventes at føre til ændring af de påpegede forhold. Arbejdsministeriet har i en redegørelse af 26. juni 1995 oplyst, at Arbejdsministeriet ikke har aktuelle planer om at foretage nogen uddelegering af tilsynet med elevatorer, men at Arbejdsministeriet har noteret sig de synspunkter, der ligger til grund for Konkurrencerådets henvendelse, og at spørgsmålet om muligheden for og hensigtsmæssigheden af omlægningen af kontrollen fortsat vil blive overvejet.

På denne baggrund agter Konkurrencerådet ikke på nuværende tidspunkt at foretage sig videre i sagen, men vil senere kunne komme tilbage til sagen, når ministeriet på ny har haft lejlighed til at genoverveje sagen.

5. To firmaers misbrug af deres dominerende stilling ved at begrænse adgangen til markedet for servicering og påfyldning af håndildslukkere

I august 1991 blev Konkurrencerådet anmodet om en udtalelse i anledning af, at to firmaer, der besad en dominerende stilling på markedet for genopladelige håndildslukkere, ikke ønskede at udlevere de relevante manualer til konkurrerende fyldestationer/genopladningsstationer - uanset disse var autoriseret hertil og foretog genopladning og servicering for andre importører og fabrikanter.

Ved udførelse af servicering og genopladning af håndildslukkere kræves licens til certificering (DS mærkning). Andre end de to firmaers egne fylde- og genopladningsstationer har erhvervet en sådan licens til servicering og genopladning af håndildslukkere. Forudsætningen for at opnå og udnytte licensen er imidlertid, at den pågældende virksomhed eller person er i besiddelse af og kan fremvise manualerne til den type håndildslukker, der er tale om.

Konkurrencerådet udtalte, at licensordninger til certificering er omfattet af konkurrencelovens § 2, stk. 1, 2. pkt., og at disse ordninger må være baseret på fri og lige adgang til ordningerne efter objektive, rimelige, saglige og konsekvent gennemførte kriterier sådan som det efter det oplyste også var tilfældet i denne sag.

Konkurrencerådet udtalte endvidere, at leveringsnægtelsen og dermed udelukkelsen af andre fra markedet for servicering og genopfyldning af de to selskabers håndildslukkere, måtte anses for at være skadelig for konkurrencen og dermed i strid med konkurrencelovens § 11.

Det blev herved lagt til grund, at indehaverne af manualen til den omhandlede håndildslukker var to firmaer under fælles ledelse med tilsammen ca. 30% af markedet for salg af håndildslukkere og af markedet for servicering og genopladning af håndildslukkere.

På denne baggrund var det Konkurrencerådets opfattelse, at der ved fortsat nægtelse af udlevering af manualerne til licenstagere, der i øvrigt opfylder vilkårene for at opnå certificeringstilladelse, ville være tale om misbrug af dominerende stilling, og at de to firmaer ville være forpligtet til efter konkurrenceloven at udlevere de omhandlede manualer.

Konkurrencerådet udtalte endvidere, at alle fyldestationer og genopladningsværksteder bør kunne opnå licens til certificering af påfyldning og servicering af håndildslukkere, uden i forvejen at have opnået aftale med mindst én importør eller fabrikant. Sagen blev herefter løst af parterne selv i overensstemmelse med Konkurrencerådets udtalelse.

6. Klage over manglende adgang til markedet for udstedelse af certifikater til trafikflyvning og over Rigshospitalets misbrug a

f eneret til helbredsundersøgelse på det pågældende område

I september 1991 behandlede Konkurrencerådet en klage over Rigshospitalets prisberegning ved lægeundersøgelser i forbindelse med uddannelse til trafikflyver/B-certifikat.

Rigshospitalets Flyvemedicinske Klinik havde gennem en aftale mellem Statens Luftfartsvæsen og Rigshospitalet eneret til at udføre obligatoriske helbredsundersøgelser ved erhvervelse af flyvecertifikat. På baggrund af Konkurrencerådets henvendelser i sagen, ophævede Statens Luftfartsvæsen eneretsaftalen med Rigshospitalet og udarbejdede den 1. januar 1993 en autorisationsordning som giver alle kvalificerede, som forsvarligt kan udføre de pågældende helbredsundersøgelser, mulighed for at tilbyde disse tjenesteydelser.

7 . Privat, frivillig prøvnings- og kontrolordning for termisk isolering, der har en dominerende markedsstilling, skal leve op til konkurrencelovens regler om bl.a. fri og lige adgang til ordningen

I september 1991 blev industriministeren stillet en række spørgsmål om prøvning- og kontrol af produkter til termisk isolering.

Konkurrencerådet blev hørt i sagen, og kunne oplyse overfor ministeren, at Dansk Forening af Fabrikanter for Varmeisoleringsmaterialer havde iværksat en frivillig prøvnings- og kontrolordning pr. 1. juli 1991 i samarbejde med Laboratoriet for Varmeisolering. De endelige kriterier for ordningen var ikke fastlagt i 1991.

Kontrolordningen, der forventedes at ville komme til at dække en meget stor del af det pågældende markedsområde og ville blive krævet anvendt af offentlige bygherrer ved licitationer, blev anset for omfattet af konkurrenceloven og skulle derfor udformes i overensstemmelse med gældende konkurrenceregler. Dansk Forening af Fabrikanter for Varmeisolering og Laboratoriet for Varmeisolering blev orienteret om Konkurrencerådets udtalelse.

8. Klage over påstået begrænsning af antallet af akkrediteringer til at foretage syn og godkendelse af spilleautomater

Konkurrencerådet modtog i maj 1992 en klage over, at priserne for syn af spilleautomater er urimeligt høje.

Af Justitsministeriets cirkulære af 4. februar 1988 om offentlige forlystelser fremgår, at tilladelse til opstilling af gevinstgivende spilleautomater er betinget af, at der kan forevises en inden for de sidste 3 år udstedt erklæring fra Dantest eller et andet autoriseret laboratorium godkendt af Statens Tekniske Prøvenævn og Justitsministeriet.

Justitsministeriet har godkendt Dantest og Dansk Teknologisk Institut i Århus til at syne spilleautomater opstillet i Danmark. Prisfastsættelsen er baseret på timetakster.

Klageren var bekendt med, at andre kvalificerede personer, havde problemer med at blive akkrediteret til at foretage godkendelse og syn af spilleautomater. Konkret var der tale om, at klageren ikke kunne få sin ansøgning behandlet i Justitsministeriet og i Erhvervsfremme Styrelsen.

Konkurrencerådet var af den opfattelse, at prisernes mulige høje niveau skulle bedømmes i lyset af eventuelle markedsbarrierer.

Konkurrencerådet meddelte Erhvervsfremme Styrelsen, som behandlede klagerens ansøgning, at såfremt et eventuelt afslag til at foretage godkendelse og syn af spilleautomater ikke kunne begrundes ud fra saglige, rimelige, objektive og konsekvent administrerede vilkår, ville Konkurrencerådet se på sagen igen.

9. Fri og lige adgang til markedet for eftersyn og godkendelse af spilleautomater og roulettehjul på danske kasinoer

I foråret 1993 anmodede Foreningen af Danske Kasinoer Justitsministeriet om at gribe ind, over for de omkostninger som er forbundet med det årlige eftersyn af spilleautomater og roulettehjul på de danske kasinoer. Konkurrencerådet blev i denne anledning hørt i sagen.

Af Konkurrencerådets udtalelse fremgik bl.a., at Dansk Teknologisk Institut og Force Institutterne pr. 3. marts 1993 er de eneste laboratorier i Danmark, der er godkendt af Justitsministeriet til at foretage syn og godkendelse af spilleautomater og roulettehjul på de danske kasinoer.

Intet forhindrer imidlertid, at andre laboratorier mv., der opfylder de krav, der stilles fra Statens Tekniske Prøvenævn og Justitsministeriet, kan akkrediteres til at foretage de omhandlede syn.

Ved dannelse af Foreningen af Danske Kasinoer valgte foreningen, efter at have indhentet tilbud, at lade Force Institutterne udføre det årlige syn fra og med 1993 på samtlige kasinoer i Danmark.

De akkrediterede laboratorier kunne ikke frit sætte deres priser, idet maksimale timetakster årligt skulle godkendes af Erhvervsfremme Styrelsen.

Det af Force Institutterne krævede honorar for årligt syn på spilleautomater og roulettehjul på danske spillekasinoer fandtes således ikke at være i strid med konkurrencelovgivningen.

Hvad spørgsmål om prisfastsættelse angår kan priserne nu i overensstemmelse med konkurrencelovens intentioner fastsættes frit, jf. omtalen af dette spørgsmål under punkt 2.

10. Udelukkelse fra markedet for udstedelse af certifikater til flyvning med ultralette luftfartøjer

I foråret 1993 behandlede Konkurrencerådet en klage over, at Foreningen til Analyse og Forskning (FAF), ikke kunne få lov til at udstede certifikater på samme vilkår som Dansk UL-flyver Union (DULFU), til flyvning med ultralette luftfartøjer.

Statens Luftfartsvæsen (SLV) har givet DULFU eneretten til dette og mente ikke, at DULFU's uddannelsesvirksomhed er erhvervsvirksomhed omfattet af konkurrencelovens § 2.

Trafikministeriet, hvorunder Statens Luftfartsvæsen hører, var af den opfattelse, at en godkendelse af flere foreninger ville medføre en øget arbejdsbyrde for SLV som tilsynsmyndighed. Opgaverne kunne i så fald lige så godt flyttes tilbage til SLV med den konsekvens, at opnåelse af certifikater mv. blev betydeligt dyrere for UL-flyverne.

Konkurrencerådet fastholdt sin principielle opfattelse af, at uddannelse og certificering af UL-flyvere må anses for erhvervsvirksomhed, der er reguleret af det offentlige, og dermed omfattet af konkurrencelovens § 2, nr.1, 2. pkt, og at der principielt ud fra en konkurrenceretlig bedømmelse bør være fri adgang til den pågældende erhvervsudøvelse på lige vilkår.

Konkurrencerådet afstod fra at følge sagen op med en § 15-henvendelse, men forbeholdt sig ret til at tage sagen på til fornyet vurdering, såfremt der fremkom nye klager i sagen.

11. Klage fra et selskab over nægtelse af adgangen til markedet for gentagelsesprøvning af nærmere bestemte trykflasker

I august 1993 klagede et selskab over Arbejdstilsynets praksis med hensyn til behandlingen af selskabets ansøgning om tilladelse til at foretage gentagelsestrykprøvning af nærmere bestemte trykflasker.

Af Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 626 af 10. august 1990 om trykbeholdere der transporteres med indhold fremgår, at Arbejdstilsynet skal anerkende de prøvningsinstitutter, der må foretage de omhandlede prøvningsopgaver. Force Dantest er imidlertid det eneste prøvningsinstitut, der er anerkendt af Arbejdstilsynet til at foretage de omhandle prøvningsopgaver.

Konkurrencerådet anmodede Arbejdsministeriet om en redegørelse i sagen, og om at måtte blive gjort bekendt med de forskrifter og retningslinier, der lægges til grund ved afgørelsen af, om der kan gives en virksomhed tilladelse til gentagelsestrykprøvning.

Arbejdsministeriet har i sin redegørelse af 26. juni 1995 oplyst, at ministeriet er af den opfattelse, at det kan være hensigtsmæssigt, at potentielle ansøgere har mulighed for at gøre sig bekendt med de krav der stilles. Arbejdsministeriet vil derfor anmode Arbejdstilsynet om at udarbejde skriftlige retningslinier for, hvad der lægges vægt på ved udpegningen af en institution på kedel- og trykbeholderområdet.

12. Fri og lige adgang til markedet for kontrol med ædle metaller

I oktober 1994 blev Konkurrencerådet hørt om forslag til lov om kontrol med arbejder af ædle metaller mv. Lovforslaget indebærer bl.a., at Erhvervsfremme Styrelsen træffer afgørelse om, hvem der skal varetage Ædelmetalkontrollens opgaver.

Konkurrencerådet oplyste Erhvervsministeriet, at Ædelmetalkontrollens opgaver efter konkurrencelovens intentioner enten bør udbydes på åbne og ikke diskriminerende vilkår, eller også bør der etableres en adgangsordning, hvorefter andre, der opfylder nærmere fastsatte objektive, rimelige, saglige og konsekvent administrerede vilkår, gives adgang til at foretage ædelmetalkontrol. Endvidere at opgaverne varetages på et sagligt og objektivt grundlag samt at bestemmelsen i lovforslaget om fritagelse for stempling administreres rimeligt og konsekvent.

Af lov om kontrol med arbejder af ædle metaller mv. vedtaget den 25. april 1994 fremgår det bl.a., at til at varetage Ædelmetalkontrollens opgaver udpeger Erhvervsfremme Styrelsen en selvejende institution, der akkrediteres i h.t. lov nr. 394 af 13. juni 1990 om erhvervsfremme.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at opgaverne skal udbydes på åbne og ikke diskriminerende vilkår og for et passende tidsrum. Herved sikres, at opgaven til stadighed udføres bedst og billigst. Ved udpegningen skal det fremgå, at andre laboratorier kan akkrediteres til at foretage laboratoriekontrol af ædle metaller.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →