Skrivelse om direktiv om flyvesikkerhed
Statutory Text (1 Articles)
Skrivelse om direktiv om flyvesikkerhed
Erstatter: FKODIR OD.152-3 af JAN 1991.
Gyldighedsområde
1. Direktivet er gældende for Forsvarskommandoens ansvarsområde.
Formål
2. Formålet med dette direktiv er at fastsætte ansvar og beføjelser vedrørende flyvesikkerhed i forsvaret.
Det lovmæssige grundlag
3. Lov om luftfart indeholder bestemmelser for luftfart inden for dansk område. Al flyvning i forsvaret er omfattet af lovens bestemmelser.
Flyvesikkerhedsvirksomhed
4. Flyvesikkerhedsvirksomhed omfatter aktiviteter og foranstaltninger, som har til formål at reducere antal og omfang af havarier, airmiss- og flyvetildragelser.
Omfang
5. Al flyvning har et uddannelsesmæssigt eller specifikt operativt formål og skal afvikles således, at formålet tilgodeses bedst muligt, samtidig med at risikoen for havarier mv. reduceres mest muligt. Dette indebærer, at enhver, der er beskæftiget med operative, tekniske og administrative funktioner i forbindelse med flyvning, skal udføre sin tjeneste på forskriftsmæssig vis og på en sådan måde, at havaririsikoen begrænses mest muligt.
6. Til støtte for chefer og andet personel, der således har et flyvesikkerhedsansvar, gennemføres en forebyggende flyvesikkerhedsvirksomhed, hvis primære grundlag er et rapporterings-, registrerings- og informationssystem, baseret på undersøgelser af hændelser, som er indtruffet under forberedelse af, klargøring til og udførelse af flyvning.
Ansvar
7. Forsvarschefen har ansvaret for flyvesikkerheden i forsvaret og fastsætter følgende vedrørende ansvar og beføjelser
a. Chefen for Flyvertaktisk Kommando har ansvaret for flyvesikkerhedsvirksomheden i forsvaret og udgiver bestemmelser herfor.
Endvidere udgiver Chefen for Flyvertaktisk Kommando - i overensstemmelse med Forsvarskommandoens direktiver og bestemmelser - fornødne detailbestemmelser for flyvning og kontrollerer deres efterlevelse i flyvesikkerhedsmæssig henseende.
b. Cheferne for de operative kommandoer har ansvaret for flyvesikkerheden, herunder flyvesikkerhedsvirksomhedens rette gennemførelse, ved underlagte enheder.
Chefen for Flyvertaktisk Kommando pålægges rådgivningspligt for de øvrige operative kommandoer.
c. Chefen for Hærens Operative Kommando, Chefen for Søværnets Operative Kommando og Chefen for Flyvertaktisk Kommmando tilgodeser flyvesikkerhedsmæssige krav for så vidt angår uddannelse af personel. Chefen for Hærens Operative Kommando og Chefen for Søværnets Operative Kommando kan i forbindelse hermed rådføre sig med Chefen for Flyvertaktisk Kommando.
d. Chefen for Flyvematerielkommandoen har ansvaret for flyvesikkerheden, herunder flyvesikkerhedsvirksomhedens rette gennemførelse, ved de ham underlagte værksteder og enheder. Han fører desuden tilsyn med, at alle flyvesikkerhedsmæssige forhold inden for den tekniske drift og vedligeholdelse af flyvemateriel tilgodeses i forsvaret. Han udgiver de fornødne bestemmelser herfor.
e. Chefer for flyvestationer, eskadriller og øvrige enheder, hvor flyvning eller kontrol med flyvning foregår, har ansvar for flyvesikkerheden og flyvesikkerhedsvirksomhedens rette gennemførelse ved de dem i operativ henseende underlagte enheder og funktioner.
f. Luftfartøjschefens flyvesikkerhedsmæssige ansvar og pligter fastsættes og udgives af Chefen for Flyvertaktisk Kommando.
g. Hver enkelt person i forsvaret har pligt til at rapportere forhold og hændelser, der skønnes at kunne være til fare for flyvesikkerheden.
Øvrige forhold
8. Til undersøgelse af havarier, der indtræffer med danske og fremmede militære luftfartøjer på dansk territorialområde, samt danske militære luftfartøjer på internationalt og fremmed territorialområde, nedsætter Forsvarschefen Forsvarets Flyvehavarikommission, hvis sammensætning og opgaver fremgår af FKOBST 152-2.
9. Chefen for Flyvertaktisk Kommmando er bemyndiget til at pålægge flyvning i forsvaret restriktioner, der er flyvesikkerhedsmæssigt begrundede.
Restriktioner, der forhindrer det befalede beredskabs opretholdelse, skal umiddelbart meddeles Forsvarschefen.
10. Iværksættelse og ophævelse af restriktioner for flyvning på grund af operative eller tekniske forhold koordineres mellem Flyvertaktisk Kommando og Flyvematerielkommandoen.
11. Chefer for flyvestationer kan midlertidigt iværksætte restriktioner for flyvning som følge af flyvesikkerhedstruende forhold. Såfremt sådanne iværksættes, skal meddelelse herom umiddelbart videregives til Flyvertaktisk Kommando og Flyvematerielkommandoen, hvorefter Chefen for Flyvertaktisk Kommando beslutter videre aktion.
Forsvarskommandoen, den 30. april 1996
E.B.n\H.J. Helsø