Skrivelse om orientering om ændring af lov om social pension (Tillæg som følge af stigning i kommuneskat) (Til samtlige kommuner og amter)
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om orientering om ændring af lov om social pension
(Tillæg som følge af stigning i kommuneskat)
(Til samtlige kommuner og amter)
Folketinget har den 3. december 1996 vedtaget
* L 68 - Forslag til lov om ændring af lov om social pension (Tillæg som følge af stigning i kommuneskat).
Lovforslaget L 68 som vedtaget ved 3. behandling vedlægges til orientering. (* 1)
Det vedtagne lovforslag træder i kraft den 1. januar 1997.
1. Ændring af pensionslovens § 72 c
Ændringen er blot en præcisering af, at det er enlige (reelt enlige), der er berettiget til tillægget på 59 kr. Som enlige (reelt enlige) anses personer, der ikke lever i et samlivsforhold, hvor parterne gennem kontante bidrag, arbejde i hjemmet eller på anden måde bidrager til den fælles husførelse, og hvor samlivet kan føre til ægteskab efter dansk ret.
2. Tillæg i 1997 som følge af stor skattestigning fra 1996 til 1997
Den vedtagne lovændring medfører, at der i 1997 udbetales et tillæg til pensionister, som den 1. januar 1997 er bosiddende i kommuner, hvor summen af kommune-, amts- og kirkeskatteprocenten fra 1996 til 1997 er steget med mere end 0,5 procentpoint. Det er dog yderligere en betingelse, at den samlede skatteprocent er steget til mere end 30,0 pct. efter afrunding til en decimal.
Tillægget udgør 60 kr. for enlige og 35 kr. for andre for hver 0,1 procentpoint, som den samlede skatteprocent stiger med mere end 0,5 procentpoint til mere end 30,0 pct. For de første 0,5 procentpoint af skattestigningen beregnes der ikke tillæg, og der beregnes kun tillæg for den del af skattestigningen, som bringer den samlede skatteprocent over 30,0 pct.
Hvis tillægget udgør mindre end 100 kr. for enlige og 50 kr. for andre, udbetales det ikke.
For så vidt angår begrebet enlige henvises til ovenfor.
Tillægget udbetales som et engangsbeløb for 1997 sammen med den sociale pension. Tillæggets størrelse er uafhængig af pensionistens øvrige indtægter, og tillægget indgår ikke i den skattepligtige indkomst.
Opfylder pensionisten også betingelserne for at modtage et tillæg efter pensionslovens § 72 c, udbetales alene det højeste af de to tillæg. Efter § 72 c udbetales tillæg, hvis summen af kommune- , amts- og kirkeskatteprocenten er mere end 31,8 pct.
Finansiering
Udgiften til tillægget finansieres af staten. Udgiften konteres og anmeldes på de eksisterende pensionskonti med 100 pct. statsrefusion. Det vil sige henholdsvis 8.52.01 Folkepension, 8.52.03 Højeste og mellemste førtidspension med 100 pct. refusion og 8.52.05 Almindelig og forhøjet almindelig førtidspension med 100 pct. refusion.
Med venlig hilsen
Leif Sondrup
(* 1) Lovforslaget L 68 udelades her.