Skrivelse om orientering om ændringer i bekendtgørelsen om betaling for deltagelse i klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge. (Til samtlige kommuner og amtskommuner.)
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om orientering om ændringer i bekendtgørelsen om betaling for deltagelse i klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge.
(Til samtlige kommuner og amtskommuner.)
Der vedlægges til orientering fortryk af bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om betaling for deltagelse i klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge. (* 1)
Ud over den årlige regulering af fripladsgrænserne, indeholder bekendtgørelsen to ændringer i forhold til de nugældende regler
1. Hidtil har kommunerne kunnet fastsætte kontingentet, så det varierede med barnets/den unges alder.
Med ændringen af bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 1, gives kommunerne nu mulighed for at variere kontingentet enten efter barnets/den unges alder eller efter klassetrin.
2. Hidtil har den økonomisk friplads for så vidt angår betalingen for hobbymaterialer og forplejning, skullet beregnes efter den almindelige fripladsskala, jf. § 4, stk. 1.
For at lette administrationen af denne del af de økonomiske fripladser er der med tilføjelsen af reglen i § 4, stk. 2, indført 2 kategorier af økonomiske fripladser i relation til hobbymaterialer og forplejning: Hel
og halv friplads.
Fører en beregning af forældrenes indtægt herefter til, at der gives fuld friplads på kontingentet, skal der også gives fuld friplads på betalingen for hobbymaterialer og forplejning. Fører beregningen til, at der gives delvis friplads på kontingentet, gives der halv friplads på betalingen for hobbymaterialer og forplejning.
De økonomiske fripladser for så vidt angår betalingen af kontingent beregnes som tidligere efter den almindelige fripladsskala.
Det tidligere § 4, stk. 2, bliver herefter stk. 3.
Bekendtgørelsen vil efter trykning blive udsendt på sædvanlig vis.
Med venlig hilsen
Anders Lynge Madsen
(* 1) Bekendtgørelsen udelades her.