Legislator Case Law & Legislation
C19961919954 DK

Skrivelse om supplement til skrivelse af 31. maj 1996 om bruttoficering af ydelse af tabt arbejdsfortjeneste efter bistandslovens 48. (Til samtlige kommuner m. fl. )

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Skrivelse 1996 19199 Historic

Skrivelse om supplement til skrivelse af 31. maj 1996 om bruttoficering af ydelse af tabt arbejdsfortjeneste efter bistandslovens 48.

(Til samtlige kommuner m. fl. )

Det fremgår af den nævnte skrivelse og det da medsendte lovforslag med bemærkninger, at der ikke er tilsigtet nogen realitetsændring med lovændringen i henseende til kriterier, personkreds, ydelse m.v. Der er alene tale om en teknisk beregningsmæssig ændring, som tager sigte på at gøre ydelse af tabt arbejdsfortjeneste efter § 48 skattepligtig i overensstemmelse med andre forsørgelsesydelser i bistandsloven.

Efter den ændrede lovtekst skal der tages udgangspunkt i den »tidligere bruttoindtægt«. Det betyder den enkelte ansøgers hidtidige arbejdsindtægt - den arbejdsindtægt, som den pågældende havde, før personen ophørte med arbejde for at passe barnet i hjemmet. I de situationer, hvor den pågældende allerede oppebærer tabt arbejdsfortjeneste efter § 48 - som nettoydelse - skal denne ydelse pr. 1. januar 1997 omregnes til en bruttoydelse.

Der kan som hidtil ikke ydes kompensation for indbetalinger og bidrag til fremtidige ydelser, fx pension.

Tillæg, som er et integreret led i lønnen, indgår som hidtil i beregningsgrundlaget, hvis det normalt kommer til udbetaling, fx fast nattillæg.

Borgerens konkrete besparelse, som følger af ophør med fuldtidsarbejde, fx udgifter til befordring eller børnepasning, fradrages som hidtil, og således at fradraget af nettobesparelsen sker i den nettoydelse, som fremkommer efter, at der er foretaget beregning af skat m.v. Det betyder, at det beløb, der herefter skal anmeldes til refusion, er bruttoydelsen fratrukket nettobesparelsen.

For selvstændige erhvervsdrivende har Socialministeriets hidtidige mundtlige vejledning til kommunerne været, at i de tilfælde, hvor det ikke er muligt at tilvejebringe et realistisk beregningsgrundlag, kan der tages udgangspunkt i nettoudgiften til vikar eller et beregnet beløb svarende til den pågældendes hidtidige disponible nettoindkomst. Det er Socialministeriets opfattelse, at denne praksis også kan anvendes ved bruttoficering af ydelsen.

For personer, der aldrig har været i arbejde og som heller ikke har nogen uddannelse, der kan danne grundlag for fastsættelse af et lønniveau, anvendes fortsat lønniveauet for hjemmehjælpere som udgangspunkt.

Som det fremgår af den tidligere udsendte skrivelse, skal der fremover betales arbejdsmarkedsbidrag af tabt arbejdsfortjeneste. Derimod er der ikke hjemmel til indbetaling til ATP. Socialministeriet har til hensigt ved en senere lejlighed at skaffe hjemmel hertil.

Tillæg til ferieformål til personer, der ophører med at modtage tilskud til tabt arbejdsfortjeneste udbetales som hidtil med 12,5 % af det tilskud, der er udbetalt til dækning af tabt arbejdsfortjeneste inden for de foregående 12 måneder. I perioden indtil 31. december 1996 skal tillægget som hidtil beregnes af nettoydelsen. Efter 1. januar 1997 skal tillægget beregnes af bruttoydelsen. Det bemærkes, at der derfor kun skal betales skat af den del af tillægget, der er beregnet på grundlag af ydelser efter 1. januar 1997.

Til personer, der pr. 1. maj 1997 modtager tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste udbetales som efter de hidtil gældende regler et tillæg på 1 % af det beløb, som i de foregående 12 måneder er udbetalt til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Beregningen foretages på samme måde som nævnt i det foregående afsnit af henholdsvis netto og bruttoydelser. Også i denne forbindelse bedes kommunerne være opmærksomme på, at der ikke skal betales skat af den del af ferietillægges, der er beregnet på grundlag af nettoydelser.

Der henvises iøvrigt til Socialministeriets bekendtgørelse nr. 239 af 10. april 1990, §§ 2 og 3.

Socialministeriet vil senere i forbindelse med eventuel anden ændring af regelsættet udarbejde en ny bekendtgørelse om tabt arbejdsfortjeneste.

Der henvises endvidere til Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987 med tilhørende ændringsvejledning af 10. april 1990.

Med venlig hilsen

Liselotte Kindt

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →