Foreløbig orientering om jobtræningsordninger for kontanthjælpsmodtagere hos private arbejdsgivere. (Til samtlige kommuner og amtskommuner m.fl.)
Statutory Text (3 Articles)
Bilag 1
Beskrivelse af EU's de minimis regel.
Efter de minimis reglen kan der inden for et mindre maximumsbeløb - ca. 730.000 kr. over en treårig periode - ydes statsstøtte uden Kommissionens godkendelse. Baggrunden herfor er, at tilskud af denne størrelsesorden ikke mærkbart forrykker konkurrencevilkårene mellem medlemslandene.
1. Maximumsbeløbet udgør 100.000 ECU (ca. 730.000 kr.) over en tre-årig periode, der begynder ved udbetalingen af den første de minimis støtte.
2. Det er den samlede offentlige støtte, der ydes efter de minimis reglen, der ikke må overskride grænsen. Dvs. ydes der til virksomheden støtte efter de minimis reglen til andet formål end jobtræningsforløb, er det den samlede støtte, der ikke må overskride de 100.000 ECU over en tre-årig periode.
Den offentlige støtte, der indgår i loftet for de minimis støtte, er således støtte ydet af nationale, regionale eller lokale myndigheder, uanset om støtten udelukkende er national eller medfinansieres af Fællesskabet over strukturfondene, navnlig Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.
Anden støtte ydet efter ordninger, der er godkendt af kommissionen, indgår ikke i maximumsbeløbet.
De minimis reglen omfatter alle støttekategorier - uanset form og formål - med undtagelse af eksportstøtte, som ikke er omfattet af reglen.
3. Der kan ikke ydes støtte efter de minimis reglen til følgende sektorer
* Sektorer, der falder ind under EKSF-Traktaten (Kul og Stål). I Danmark er det kun Stålvalseværket, der falder ind under traktaten. * Skibsværfter. * Landbrug og fiskeri. * Transportsektoren.
Det kan oplyses, at der sammen med de relevante Ministerier arbejdes på en nærmere afgrænsning af disse sektorer, herunder om forarbejdningsindustrien er omfattet.
4. Ydes støtten på anden måde end i form af et tilskud, skal den omregnes med henblik på anvendelse af maximumsbeløbet. Der er fastsat særlige omregningsregler. Denne bestemmelse kan få betydning, såfremt der ydes støtte til jobtræningsforløb samtidig med, at der ydes anden form for støtte, jf. pkt. 2.
Foreløbig orientering om jobtræningsordninger for kontanthjælpsmodtagere hos private arbejdsgivere.
(Til samtlige kommuner og amtskommuner m.fl.)
Den nuværende forsøgsordning med jobtræning og individuel jobtræning med tilskud hos private arbejdsgivere udløber som bekendt ved udgangen af 1996. Der henvises til Socialministeriets orienteringsskrivelse af 28. juni 1996.
En 3-årig forlængelse af den nuværende forsøgsordning er vedtaget ved Arbejdsministeriets lov nr. 1059 af 20. december 1995. Før lovbestemmelsen kan sættes i kraft, skal der foreligge en godkendelse fra EU-Kommissionen af ordningens forlængelse, jf. Traktatens bestemmelser om statsstøtte. Denne godkendelse foreligger endnu ikke.
Socialministeriet arbejder intenst på i samarbejde med Arbejdsministeriet at få Kommissionens godkendelse af ordningerne.
Da tidspunktet for ordningernes udløb med udgangen af 1996 nærmer sig, arbejdes der sideløbende på at finde alternative muligheder for at fortsætte forsøgsordningerne med jobtræning og individuel jobtræning udover 1. januar 1997.
Der arbejdes således på at skabe anden hjemmel til at indgå jobtræningsaftaler, som ligger efter 31. december 1996. Med en sådan hjemmel kan der iværksættes ordninger efter EU's de minimis regel (bagatelgrænsen for statsstøtte, se bilag I).
Socialministeriet vil, når der foreligger nyt i sagen, straks give meddelelse herom
Med venlig hilsen
Anne Mette Lolk