Skrivelse om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. (til samtlige kommuners dagpengekontorer)
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.
(til samtlige kommuners dagpengekontorer)
Folketinget har ved 3. behandlingen den 29. maj 1996 vedtaget
L 251: Forslag til lov om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel (Beregning af barseldagpenge for personer, som deltager i en uddannelse som led i en uddannelsesplan efter § 32 a i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik).
L 252: Forslag til lov om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel (Beregning af syge- og barseldagpenge for personer, som modtager ydelser, der træder i stedet for arbejdsløshedsdagpenge).
Forslagene, som de ser ud efter 3. behandlingen, vedlægges i kopi. (* 1)
Begge lovforslag er begrundet i et ønske om at fjerne utilsihgtede virkninger af ændringer i h.h.v. april og december 1995 i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og i lov om arbejdsmarkedsuddannelser.
De vedtagne lovforslag træder i kraft 1. juli 1996 og finder således anvendelse på dagpengeydelser, der udbetales fra og med denne dato.
I. Vedrørende L 21.
Efter § 32 a i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik har unge under 25 år, der ikke har gennemført en uddannelse, som berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse, og som har en samlet ledighedsperiode på 6 måneder indenfor 9 måneder, ret og pligt til en uddannelse på fuld tid i sammenlagt 18 måneder. Under uddannelsen vil de unge få en godtgørelse, der svarer til halvdelen af højeste dagpenge. Efter de hidtil gældende regler skulle dagpenge ved sygdom eller fødsel beregnes på grundlag af den lavere uddannelsesgodtgørelse.
Det vedtagne lovforslag indebærer, at disse unge får »fulde« dagpenge i forbindelse med fødsel og adoption.
II. Vedrørende L 252.
Efter de gældende regler i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og lov om arbejdsmarkedsuddannelser, får den aktiverede ledige udbetalt en ydelse, der efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag svarer til dagpengenes højeste beløb.
Da dagpengenes højeste beløb således også er et loft, er arbejdstiden i de enkelte tilbud afhængig af lønnen. Hvis lønnen til den ledige ved ansættelse på fuld tid ville overstige arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb, nedsættes den ugentlige arbejdstid under hensyn hertil. Dette medfører, at en del ledige arbejder i mindre end 37 timer.
Da syge- og barseldagpengene efter de hidtil gældende regler beregnedes på grundlag af antallet af timer i beskæftigelse, betød det, at den pågældende var berettiget til end lavere ydelse under sygdom eller barsel.
Det vedtagne lovforslag indebærer, at de pågældende i tilfælde af sygdom eller barsel får ret til et beløb, der svarer til den indtjening, som de ville have haft, hvis uarbejdsdygtigheden ikke var indtrådt - dog maksimalt højeste dagpenge.
Med venlig hilsen
Karen Jespersen
/Birthe Frederiksen
(* 1) Forslagene er ikke medtaget her.