Vejledning om arbejdsbetingede høreskader

Bilag 1a

Bemærk tendensen til pludseligt dyk ved 3.000-4.000 Hz (lodret linie efter 20 år) : 1.000 Hz 10, 2.000 Hz 20, 3.000 Hz 45, 4.000 Hz 48 dB. Der er således ingen tendens til dyk ved 2.000 Hz selv ikke efter fx 35 års støj.

Sammenlignet med alderskurver (bilag 2a og 2b) ses, at hverken alder eller støj i sig selv giver en tendens til dyk ved 2.000 Hz. Et sådant dyk indicerer en anden genese.

Bilag 1b

Figuren viser det samme som figur 1a, altså høretab renset for aldersforandringer.

Hvis man til ovenstående høretab adderer diskanttabet svarende til alderen (bilag 2a og 2b), vil man øge de angivne høretærskler for 8.000 Hz så meget, at 4.000 Hz-dippet bliver »udrettet«.

Bemærk, at alder plus støj ikke giver et audiogram, der styrter ned fra 1.000 til 2.000 Hz.

Bilag 2a

Alderskurver for uscreenet mandlig befolkning.

Bemærk, at alder alene giver en jævn, symmetrisk, faldende høretærskel. Fx ved 60-års alderen for mænd, 1.000 Hz 8 dB, 2.000 Hz 15 dB, 4.000 Hz 28 dB.

Bilag 2b

Alderskurver for usceenet kvindelig befolkning.

Bemærk, at alder alene giver en jævn, symmetrisk, faldende høretærskel. Fx ved 60-års alderen for kvinder, 1.000 Hz 8 dB, 2.000 Hz 12 dB, 4.000 Hz 20 dB.

Bilag 3a

Viser kombination af støjskade og aldersforandringer for mænd.

Bemærk, at alder plus støj ikke giver et audiogram, der styrter ned fra 1 til 2 kHz.

Bilag 3b

Viser kombinationen af støjskader og alderforandringer hos kvinder.

Sammenlignet med bilag 1a og 1b og 2a og 2b ses, at hverken alder eller støj i sig selv giver en tendens til dyk ved 2 kHz. Et sådant dyk inndicerer en anden genese.

Bilag 4

(Tegnig vedr. talelydens frekvensmæssige fordeling - fylder hele siden)

Bilag 5

Vurderingsvejledning ag speciallægeundersøgelser

Situation A: Bedst tænkelige lytteforhold: talesignalet som almindelig talestemme på 1-2 meters afstand og baggrundsstøjen ubetydelig i forhold hertil. I praksis vil det sige samtale på tomandshånd i en almindelig dagligstue med efterklang på ca. 0,5 s og i almindelig konversationsafstand (talesignalet ca. 65 dB SPL, baggrundsstøjen ca. 30 dBAü45 dB SPL).

Situation B: Rimeligt gode lytteforhold: talesignalet som under A og baggrundsstøjen ca. 10 dB under talesignalet. I praksis vil det sige samtale på tomandshånd på baggrund af moderat dagligdagsstøj i hjemmet. Situationen svarer også meget godt til samtale på tomandshånd i restaurant, tog eller i en dagligstue med anden samtaleaktivitet. Da signal/støj-forholdet er defineret til ca. + 10 dB, er baggrundsstøjen ca. 55 dB SPL.

Situation C: Ringe lytteforhold: herved forstås aflytning med baggrundsstøj lig med eller større end talesignalet. Sådanne dårlige lytteforhold opstår fx ved samtale i en større gruppe, hvor afstanden til den talende er stor. På ca. 5 meters afstand vil talestyrken fx være dalet til ca. 50 dB SPL eller ca. til støjens niveau. Ringe lytteforhold opstår også, hvis støjen stiger til ca. 70 dB SPL, hvilket giver et signal/støj-forhold omkring -5 dB. Eksempel herpå er støjende selskabelighed, kraftig trafikstøj og cafeteriastøj.

Vor graduering af handicap anvender de laveste gradueringstrin for skader, hvor patienten uden høreapparat (HA) delvis har bevaret impressiv kommunikation, og graderne stiger derefter med stigende funktionsforstyrrelse. Den audiovisuelle kommunikationsevne forudsættes vurderet under optimale synsforhold, det vil sige en rimelig god belysning og placering af den talende og med et optimalt brillekorrigeret syn hos den lyttende.

Vi har herefter gradueret hørehandicap i en skala fra 0 til 5 på følgende måde

Grad 0 Kan uden høreapparat opfatte i lyttesituation A og B, men ikke i C.

Grad 1 Kan uden høreapparat opfatte i lyttesituation A, men ikke i B og C.

Grad 2 Kan med høreapparat opfatte i lyttesituation A og B, men ikke i C.

Grad 3 Kan med høreapparat opfatte i lyttesituation A, men ikke i B og C.

Grad 4 Kan med høreapparat ikke opfatte i lyttesituation A, B og C.

Grad 5 Har med høreapparat ingen taleopfattelse.

Svarende til de 5 grader indfører vi betegnelserne: intet (grad 0), mindre (grad 1), let til middel (grad 2), betydeligt (grad 3), svært (grad 4), og totalt (grad 5) hørehandicap.

Efter systematisk at have vurderet, hvorledes en middelgod mundaflæser, der var blevet klassificeret alene på grundlag af det auditive hørehandicap, fungerede audiovisuelt, opstillede vi følgende tentative definitioner for Kommunikationshandicap

Grad 0 Kan uden høreapparat audiovisuelt klare situation A, B og C.

Grad 1 Kan uden høreapparat audiovisuelt klare situation A og B, men ikke C.

Grad 2 Kan med høreapparat klare situation A, B og C.

Grad 3 Kan med høreapparat klare situation A og B, men ikke C.

Grad 4 Kan med høreapparat klare situation A, men ikke B og C.

Grad 5 Kan med høreapparat audiovisuelt ikke klare situation A, B og C.

Specifikationer af hørehandicap og kommunikationshandicap på grundlag af anamnestisk interview.

herefter kommer der »tegninger« der hver især fylder 1 side.

Bilag 8a

Ensidigt akustisk traume med diskanttab.

Bilag 8b

Ensidigt mekanisk traume med mindre diskanttab.

Bilag 8c

Svært mekanisk traume med overvejende ensidigt høretab.

bilag 9

Lovgivning

Lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, Lov nr. 390 af 20. maj 1992.

Bekendtgørelse om fortegnelse over erhvervssygdomme i medfør af lovgivningen om forsikring mod følger af arbejdsskader, Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse nr. 54 af 19. januar 1995, Gruppe E, sygdomme forårsaget af fysiske påvirkninger, pkt. 3: »døvhed eller generende tunghørighed forårsaget af støj«.

Bilag 10

Uddrag af Mentabel Øre Tab af ydre øre 5-8% Totalt høretab på et øre 10% Totalt høretab på begge øre 75%

Mentabellen angiver hvorledes erstatningen ved forskellige kombinationer af hørehandicap og kommunikationshandicap vurderes, menet ansættes på basis af selvvurdering og tale audiometri.

HH: Hørehandicap

KH: Kommunikationshandicap

0-intet handicap

1-mindre handicap

2-let til middel handicap

3-betydeligt handicap

4-svært handicap

5-Totalt handicap

Der gives normalt ikke erstatning alene for brug af HA, idet dette er indregnet i tabellen.

Tinnitus (øresusen) med samtidig, let (ikke erstatningsberettigende) hørenedsættelse efter traumer 5-8% Tinnitus (øresusen) med samtidig, sværere (erstatningsberettigende) hørenedsættelse efter traumer 5-8% efter støjpåvirkning 0-5%

Tinnitus uden erstatningsberettigende støjbetinget hørenedsættelse erstattes ikke.

Erstatning for hørenedsættelse og Tinnitus kan kumuleres.

Vejledning om arbejdsbetingede høreskader

FORORD

Vejledningen har til formål at orientere såvel administrative som lægelige organer om de retningslinier, der ligger til grund for Arbejdsskastyrelsens af gørelser baseret på lovgivningen (bilag 10). Herunder er der medtaget en del faglige audiologiske oplysninger, der især for de administrative organer skønnes at være en nødvendig baggrund.

Vejledningen er inddelt i tre afsnit.

Afsnit et er en kort og enkel beskrivelse af,

* hvad høreskader er,

* hvorledes de kan opstå,

* samt hvorledes de vurderes, når der er eller kan være tale om en arbejdsskade.

Afsnit to og tre er mere en udførlig beskrivelse af de samme emner og er beregnet for læsere, der ønsker at vide mere om, eller som i forvejen har et vist kendskab til området.

Vi har valgt denne fremgangsmåde, fordi området er kendetegnet ved, at der i sygdomsbeskrivelsen og i vurderingen indgår mange fagudtryk.

Indhold

1. GENERELT OM HØRESKADER 6 Ulykker og erhvervssygdomme 6 Forskellige begreber og målinger 6 Forskellige hørelidelser 8 Ørets opbygning 9 Støjskader over tid 10 Alderens betydning 10 Godtgørelse for funktionsnedsættelse 11 Anerkendelse, (DL), (D), (MCL), (SRT) 11 Audiogram 12 Men 13 Konkurrende faktorer 13 Fradrag i godtgørelsen 13 Anerkendelse ved ensidigt høretab 14 Øresusen (Tinnitus) 14 Erhvervsevnetab i høresager 15 2. HØRESKADER SOM ERHVERVSSYGDOM 16 Lydtryk 17 dB SPL 18 dB HL 18 dBA 19 Støjbelastningen afgives bedst i ækvivalent (æq) 19 Den tidsmæssige udstrækning 20 Ørets opbygning 22 Audiometri 23 Reflekser 24 Recruitment 25 Misforståelsesprocent (skelnetab) 25 Diagnoser 28 Indre Ørelidelser (i sneglen) 29 DLA senilis (aldershørenedsættelse) 29 Meniére's sygdom 29 DLA hereditaria 30 Mellemørelidelser 30 Otitis media (seq) 30 Otosclerose 31 Andre lidelser 31 DLA typus incertus 31 Surditas totalis 31 Afgørelsesgrundlaget 32 Bedømmelse af audiogrammet 32 Latenstid 34 Fastsættelse af menprocent 35 Tinnitus (øresusen) 38 Erhvervsevnetab 39 Afvisning af hørelidelser 39 3. HØRESKADER VED TRAUMER 41 Traumets art 41 Betingelse for godtgørelse 42 Sagsoplysninger 42 Godtgørelse for hørenedsættelse 43 Tinnitus og hvornår godtgørelse for tinnitus? 44 Erhvervevnetab 45 4. BILAG 47 Bilag 1a Tærskelkurver for støjbetinget høretab over tab 48 Bilag 1b Tærskelkurver for støjbetinget høretab over tid 49 Bilag 2a Alderskurver for mænd 50 Bilag 2b Alderskurver for kvinder 51 Bilag 3a Kombination af aldersforandringer og støjskade for mænd 52 Bilag 3b Kombination af aldersforandringer og støjskade for kvinder 53 Bilag 4 Talelydens frekvensmæssige fordeling 54 Bilag 5 Vurderingsvejledning af speciallægeundersøgelser 55 Bilag 6a Refleks- og høretærskelkurver (250 Hz og 500 Hz) 59 Bilag 6b Refleks- og høretærskelkurver (1000 Hz og 2000 Hz) 60 Bilag 6c Refleks- og høretærskelkurver for 15-34 årige 61 Bilag 7 Eksempler på vurdering af speciallægeundersøgelser 62 Bilag 8a Ensidigt akustisk traume med diskanttab 76 Bilag 8b Ensidigt mekanisk traume med mindre diskanttab 77 Bilag 8c Svært mekanisk traume med overvejende ensidigt høretab 78 Bilag 9 Uddrag af lovgivningen 78 bilag 10 Uddrag af méntabellen 79

1. GENERELT OM HØRESKADER

Ulykker og erhvervssygdomme

En skade, der påvirker hørelsen, kan opstå ved en ulykke, fx som en følge efter et slag mod øret eller en eksplosion. Hvis ulykken sker under arbejde, vil der være tale om en arbejdsulykke.

En hørelidelse kan også opstå efter udsættelse for vedvarende støj. Hvis støjen har været til stede på arbejdspladsen, vil der være tale om en arbejdsskade i form af en erhvervssygdom. Arbejdsbetingede hørelidelser er derfor optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme.

For at en hørelidelse er omfattet af arbejdsskadebegrebet, forudsættes det, at hørenedsættelsen kan beskrives som døvhed eller generende tunghørhed. Det vil i praksis sige, at der skal være sket en forringelse af den pågældendes taleopfattelse i forskellige dagligdags situationer.

Forskellige begreber og målinger

Lyd opstår ved, at luften sættes i bevægelse (svingninger). Lyden kan fx være tale eller støj, og luften kan sættes i bevægelse af fx stemmebåndene.

Lydens svingninger pr. sekund angives i Herz (Hz).

Lydens styrke angives i decibel (dB), der er en måleenhed for lydens tryk.

(lydstyrke-termometer)

Måleenheden dB er en logaritmisk funktion, der betyder, at lydtrykket stiger mere end talangivelsen umiddelbart viser. En forøgelse af lydtrykket på fx 6 dB udgør således en fordobling af lydtrykket (100 procent stigning); men en forøgelse på 10 dB udgør en tredobling af lydtrykket. En 100 procent stigning af lydtrykket svarer til 6 dB og en 300 procent stigning til 40 dB.

Basområdet angives med området 50-100 Hz, det vil sige få svingninger pr. sekund, mens dikantområdet er kendetegnet ved mange flere svingninger, fx 3.000-5.000 Hz.

Udsættelse for vedvarende støj på arbejdspladsen antages at være skadelig for hørelsen, hvis lydstyrken (dB) er over 85 dB i gennemsnit i 8 timer pr. arbejdsdag i mindst 10 år.

Et mindre støjniveau kan betragtes som generende, men ikke i et sådant omfang at det kan skade hørelsen så meget, at der kan blive tale om at anerkende skaden som en arbejdsskade.

Kravet til varigheden af støjpåvirkningen nedsættes, hvis den pågældende har været udsat for en højere lydstyrke (dB).

Forskellige hørelidelser

En støjbetinget høreskade (hørenedsættelse), som er en følge af støj under arbejde, kaldes som oftest DLA professionalis for vedvarende støj, og DLA (traumatica acoustici) professionalis ved skud eller eksplosioner.

De mest almindelige ikke-arbejdsbetingede hørelidelser er

* DNA senilis = aldershørenedsættelse

* DLA hereditaria = hørenedsættelse betinget af arv

* DLA incertus = begrebet anvendes, når årsagen til lidelsen ikke kan konstateres lidelsen betragtes ikke som støjbetinget

* Otitis media = hørenedsættelse som følge af mellemørebetændelse

* Otosclerose = hørelidelse som følge af knoglelidelse i øret

* Surditas = betyder døvhed, men anvendes ofte om hørenedsættelse.

Ørets opbygning

Øret består af tre dele: ydre øre, mellemøre (ambolt, hammer, stigbøjle) og det indre øre (labyrint og snegl). Hørenerverne ligger i det indre øre.

Der findes en mere indgående beskrivelse i kapitel 2.

Støjskader over tid

Ved stærk støj ødelægges hørecellerne i det indre øre, og det går først ud over de nerver, som er i stand til at opfatte lydsvingninger i diskantområdet (de højeste toner), det vil sige fra ca. 3.000 Hz - 8.000 Hz.

1.000 Hz er 1.000 svingninger pr. sekund = 1 kHz.

En støjskade kan illustreres grafisk ved, at hørelsen følger normalkurven indtil ca. 2.000 Hz, hvorefter der kommer et dip ved 4.000-6.000 Hz, som giver kurven en karakteristisk V-form. Ved meget lang tids støjpåvirkning på fx et skibsværft vil først den øvrige diskant og siden også midtfrekvenserne blive noget beskadigede; det vil sige kurven flader ud, se bilag 1b.

Alderens betydning

Det er almindeligt, at hørelsen nedsættes fra omkring 65-års alderen.

Forskellen mellem den gennemsnitlige høreevne for en bestemt alder og den pågældendes faktiske hørelse anvendes som et mål for, hvor meget af hørenedsættelsen der skyldes andet end alder.

Aldershørenedsættelse skyldes, at hørecellerne dør med alderen. Da det i begyndelsen fortrinsvis går ud over de områder, der opfatter lyse toner (diskanten), kan det være vanskeligt at adskille aldershørenedsættelsen fra et støjbetinget høretab.

Der gives ikke mengodtgørelse for den del af hørenedsættelsen, som ifølge de gennemsnitlige aldershørekurver kan tilskrives alderen. Se bilag 2 og 3.

Godtgørelse for funktionsnedsættelse

Der gives godtgørelse for funktionsnedsættelse, det vil sige skadelidtes evne til at opfatte tale i forskellige dagligdags situationer. Denne vurderes udfra den individuelle oplevelse af taleopfattelsen. Det er derfor ofte ikke tilstrækkeligt at holde sig til de målte fund, hørekurve og skelnetabs(DL)-værdier.

Taleopfattelsen er den pågældendes evne til at opfatte tale i dagligdags situationer, fx samtale på tomandshånd i rolige omgivelser og samtale i gruppe, hvor der er »støj« fra andre talende. Desuden skal det undersøges, om det er nødvendigt for den pågældende at se på samtalepartneren for at forstå det, der bliver sagt (mundaflæsning), eller om det er nødvendigt med høreapparat.

I sig selv giver høreapparatbrug ikke ret til særskilt erstatning, idet tabellen inkluderer apparatgenerne.

Anerkendelse, (DL), (D), (MCL), (SRT)

De fleste anmeldelser indeholder dels et audiogram, og dels en angivelse af misforståelsesprocent (DL) i ro og støj, mest behagelig lyttestyrke (MCL) og taletærskel (SRT).

Den pågældendes subjektive oplevelse af kommunikationsproblemer svarer som regel godt til de målte værdier.

Det kan dog forekomme, at den pågældende fx angiver at høre perfekt/ikke at kunne høre, mens de målte værdier tyder på noget helt andet.

Anerkendelse/afvisning og fastsættelse af godtgørelse må i disse sjældne tilfælde bero på en afvejning mellem de målte resultater og et klinisk skøn.

DL (misforståelsesprocent eller skelnetab), der udtrykkes i procent, angiver, hvor mange ord den pågældende ikke forstår af en række oplæste ord. En sådan prøve foretages både i ro og i støj.

D (forståelsesprocent) angiver, hvor mange procent skadelidte forstår. D+DL=100 procent.

DL og D er et mål for, hvor meget hørelsen er skadet.

Hvis skelnetabet kommer over 25 procent eller forståelsesprocenten under 75, er det normalt et tegn på, at høretabet er så væsentligt, at der kan foreligge en påberåbt generende tunghørhed, og hermed at høretabet bør anerkendes, hvis der ikke er anden årsag end arbejdsstøj.

MCL (den mest behagelige lyttestyrke) er den lydstyrke målt i dB, hvor den pågældende angiver, at han hører bedst.

SRT (taletærsklen) er den lydstyrke, hvor den pågældende kan forstå 50 procent af en ordrække.

Audiogram

Et audiogram illustrerer den pågældendes lydopfattelse ved at angive det svageste lydtryk (dB), som kan opfattes ved forskellige frekvenser (Hz). Se bilag 4.

Hvis høreskaden skal anerkendes, skal audiogrammet som hovedregel hos yngre mennesker udvise forskelle i værdier, hvor afstanden fra normalkurven er mere end 20 dB ved 2.000 Hz og 30-40 dB ved 3.000 Hz.

Hos ældre mennesker vil skader, der typisk er større eller lig med 25(30)dB ved 2.000 Hz og 45(50)dB ved 3.000 Hz, normalt blive anerkendt.

Såfremt der påberåbes »generende tunghørhed«, og audiogram og skelnetab (DL i støj) peger i hver sin retning med hensyn til anerkendelse, lægges der som udgangspunkt vægt på skelnetabet.

Men

En eventuel menprocent fastsættes ud fra en samlet vurdering af de gener, der er angivet, sammenholdt med skelnetab og audiogram. Se bilag 5 vedrørende vurdering af lægelige oplysninger.

Konkurrerende faktorer

Konkurrerende faktorer er dels ørelidelser, der ikke skyldes udsættelse for støj, men som nedsætter taleopfattelsen, dels ændringer i centralnervesystemet, fx hjerneblødninger.

Enhver afvigelse fra en normal støjkurve, se bilag 1, kan give mistanke om en anden årsag til hørenedsættelsen end støj. Afvigelsen kan fx være asymmetriske kurver, der viser, at der er forskellig hørelse på højre og venstre øre.

Konkurrerende faktorer kan have betydning for behandlingen af en høresag. Er der tale om et grænsetilfælde, hvor der både er et høretab, der skyldes støj på arbejdspladsen, og en ikke arbejdsbetinget hørelidelse, foretages der en afvejning.

Fradrag i godtgørelsen

Der gives ikke godtgørelse for den del af hørenedsættelsen, der må antages at skyldes andet end arbejdsstøj.

Som udgangspunkt vil der således ske et fradrag i godtgørelsen, hvis der er anden årsag til hørenedsættelsen end støj, og dette vil ske ud fra en vurdering af hørekurverne i audiogrammet.

Ved aflæsning af audiogrammet tages der udgangspunkt i målinger af det bedste øre. En forskel i ørernes høreevne er meget ofte tegn på ikke-støjbetingede lidelser, idet ørerne antages at have været udsat for samme vedvarende støjpåvirkning ved DLA professionalis.

Hvis den pågældende totalt har mistet hørelsen på et øre af anden årsag end støj, vil der ske et fradrag på halvdelen, dog højst svarende til erstatningen for tabt hørelse på et øre (10 procent).

Anerkendelse ved ensidigt høretab

I få tilfælde kan omvendt en ensidig støjskade i høre-taleområdet berettige til anerkendelse, hvis det godtgøres, at den pågældendes generelle hørefunktion er væsentlig påvirket.

Det kan fx ske, når hørelsen på det andet øre i forvejen er totalt døvt af grunde, der ikke har forbindelse med den nuværende skade.

Det vil dog være en forudsætning, at skaden på det støjskadede øre er på til anerkendelse, fx DL i støj er over 25 procent i støj, og audiogrammet er svarende hertil, se tidligere.

Øresusen (tinnitus)

Tinnitus kan være forårsaget af støj eller traumer.

Ved udsættelse for arbejdsmæssig støj berettiger øresusen ikke i sig selv til godtgørelse. Den giver kun tillæg, hvis

der er tale om en ren støjskade, der kan anerkendes, idet alle former for hørenedsættelse særdeles ofte giver tinnitus, der endog forekommer ret hyppigt hos normalt hørende.

Hvis det må antages, at den pågældende er generet af arbejdsmæssig støjbetinget øresusen i et omfang, der kan betegnes som »stærkt generende«, forhøjes efter praksis menet med op til 5 procent.

Det forudsættes, at den pågældende har arbejdet/arbejder i stærk støj, og det kan sandsynliggøres, at tinnitus er opstået kort tid (inden 2 år) efter, at han bemærkede hørenedsættelsen, og at han da fortsat arbejdede i stærk støj. Tinnitus, der opstår efter at støjudsættelsen er ophørt, antages ikke at være forårsaget af støj.

Tinnitus, der er opstået efter traume, berettiger til godtgørelse, hvis det angives, at tinnitus er opstået i umiddelbar tilknytning til traumet, og traumet har medført en varig skade af et sådant omfang, at der er sket en sikker audiologisk målbar ændring i forhold til det modsidige øre, eller tidligere audiogram, eller normal hørekurve korrigeret for alder. En tinnitus, der angives opstået måneder eller år efter, kan således ikke antages at være forårsaget af aktuelle traume.

Det er en forudsætning for godtgørelse, at der er tale om et vedvarende symptom.

Der henvises i øvrigt til side 44.

Erhvervsevnetab i høresager

Der gives sjældent erhvervsevnetabserstatning i høresager, idet den pågældende som altovervejende hovedregel vil kunne fortsætte arbejdet til samme løn.

2. HØRESKADER SOM ERHVERVSSYGDOM

En høreskade kan anerkendes som en erhvervssygdom, hvis støjen på arbejdspladsen har medført døvhed eller generende tunghørhed.

For at lidelsen kan anerkendes, kræves det endvidere

* at den skadelige påvirkning i styrke og tid svarer til de påvirkninger, for hvilke der er godtgjort en årsagssammenhæng mellem påvirkningen og sygdommen,

* at der er tale om et sygdomsbillede, for hvilket der er godtgjort en årsagssammenhæng mellem påvirkningen og sygdommen,

* at der ikke er oplysninger om forhold, der gør det overvejende sandsynligt, at sygdommen alene skyldes andre forhold end de arbejdsmæssige.

Der skal således være tale om et almindeligt kendt og desuden typisk forløb for en arbejdsbetinget hørelidelse.

I praksis vil det for en støjskade sige

* at støjbelastningen skal have været af en vis styrke (lydintensitet, indeholde tilstrækkelig energi),

* at støjbelastningen skal have strakt sig over et tilstrækkeligt antal år fordelt på normale arbejdsdage,

* at der er tidsmæssig sammenhæng mellem ekspositionstidspunktet og høreskadens opståen,

* at hørelidelsens forløb ikke udelukkende er forårsaget af andre sygdomme.

Hertil kommer som regel

* at høretabet er symmetrisk (det vil sige, at hørenedsættelsen er den samme på begge ører), medmindre der er sikker asymmetrisk støjbelastning,

* at hørekurverne har et typisk tidsmæssigt forløb og form (konfiguration),

* at der er recruitment a.m. Metz (en kraftig lydfornemmelse, selv om lydstyr ken ikke stiger ret meget over høretærsklen).

De bestemmelser i lovgivningen, der omhandler høreskader, er refereret i bilag 10 sidst i denne vejledning.

Lydtryk

Lydtryk måles i decibel (dB).

Decibel angiver forholdet til et lydtryk i fx g/kvadratcentimeter.

Decibel er en logaritmisk funktion.

Standarden svarer til den svageste lyd, et »normalt« hørende menneske kan opfatte for en 1.000 Hz tone.

Dette svarer til et lydtryk på 0,0002 g/kvadratcentimeter (m Pascal) = »0« dB.

Da logaritmen til 1/1 er 0, er et lydtryk på 0 dB SPL = et lydtryk som standarden = høretærsklen for en 1.000 Hz tone. Dette er grunden til, at et audiogram kan angive værdier, der er mindre end 0 dB SPL.

Den logaritmiske funktion betyder, at lydtrykket stiger mere, end talangivelsen umiddelbart siger. Fx er en forøgelse på 6 dB en fordobling af lydtrykket.

I modsætning hertil angiver fx en vægt forholdet til enheden 1 kg, altså hvor mange gange tungere det vejede er i forhold til vægtstandarden (lineært forhold).

Lydtryk kan angives i følgende decibel (dB) enheder

dB SPL

SPL står for »sound pressure level« og angiver lydtryk i absolut mål i forhold til standarden. (Alle frekvenser vægtes mod 20 m Pascal).

dB HL

HL står for »hearing level« eller »hearing loss« i forhold til normaltærsklen for hørelse ved den pågældende frekvens.

Ørets følsomhed varierer med tonehøjde (frekvens). Lyden kan vægtes svarende til tonehøjden ved at sørge for, at frekvenserne over og under 1.000 Hz gøres lige så meget kraftigere, som hørelsen er svagere ved disse frekvenser.

Måling i dB HL tager hensyn til, at ørets følsomhed er forskellig ved forskellige toners lydtryk.

dB HL bruges derfor ved høreprøver og angiver, at for at overskride høretærsklen skal der anvendes større lydtryk i bas og diskant. Det antal dB (gange i dB) man skal overskride normalt hørendes tærskellydtryk ved de forskellige frekvenser kaldes dB HL.

dBA

Ved dBA angives, at der ved målingen er taget hensyn til ørets følsomhed ved forskellige frekvenser. Når man udsættes for støj (stimuleres med flere frekvenser samtidigt), vil frekvenserne (lydtrykket) blive vægtet i forhold til normalthørendes tærskel, når støjen angives i dBA.

Når A-vægtningen beregnes, reduceres dB-tallet således svarende til ørets mindre følsomhed i bas eller diskant.

dBA anvendes ved støjmålinger.

Støjbelastningen angives bedst i ækvivalent (æq)

Når man vil udtrykke støjbelastningen, et menneske har været udsat for, skal man anvende støjenergien, det vil sige lydtryk gange den tid, som personen har været støjeksponeret i.

Ækvivalent dBA (dBAæq) udtrykker den konstante intensitet i dB, der skal til - fx over 8 timer - for at indeholde den samme (skadelige) energi, som den vekslende lydintensitet i løbet af en arbejdsdag har belastet en person med.

Ækvivalent dBA (dBAæq) er altså en slags middelværdi, der angiver støjenergimængden i dB over en vis tid (adderes logaritmisk).

Ved bedømmelse af støjbelastningen på en arbejdsplads benyttes dBAæq over 8 timer pr. dag.

Denne sammenhæng gælder ikke for kortvarige akustiske støjudsættelser, fx skud (transient støj).

Ved skud kan der være store skader, selv om der ofte er en meget lav ækvivalentværdi.

Den tidsmæssige udstrækning

Kravet til arbejdsstøjbelastningens varighed i år afhænger af dBAæqés størrelse (energimængde).

dBAæq er den støjmængde (energimængde), som en person er udsat for over en arbejdsdag på 8 timer.

Som hovedregel kan angives, at ved en støjudsættelse på omkring eller lidt over 85 dBAæq i 8 timer pr. dag skal den tidsmæssige udstrækning være på omkring 10 år, for at det kan antages, at der kan opstå en hørelidelse af et sådant omfang, at den kan anerkendes som erhvervssygdom.

Kravet til den tidsmæssige udstrækning mindskes, jo større dBAæq (lydenergien) har været.

Sammenhængen mellem lydtryk og ekspositionstid fremgår af nedenstående tabel.

Ved 85 dBAæq (8h) (middellydmængden over 85 dB A-vægtet og 8 timer) kan man ved en konstant udsættelse i 10 år konstatere, at knapt hver tyvende person får blivende støjskade.

I anmeldelser om hørelidelser fra høreklinikkerne er både støjstyrke og støjvarighed søgt estimeret ved en subjektiv gradueret skala fra 0-3, hvor støjens styrke angives ud fra skadelidtes opfattelse af tale inden for en given afstand.

For skud eller anden transient støj gælder, at selv en knaldhættepistol afgiver 130-140 dB (på ½ meters afstand), men varigheden er kun mikrosekunder.

På grund af det sidste bliver ækvivalentværdien for riffel- og pistolskydning meget lille, men skadevirkningen er langt over æq-værdien.

Ørets opbygning (se endvidere side 9)

Øret består skematisk af tre dele

* Ydre øre inklusive øregangen.

* Mellemøre, som indeholder trommehinde, øreknoglerne (hammer, ambolt og stigbøjle) og mellemøremuskler, der hæfter sig til knoglerne.

Ved sammentrækning af musklerne nedsættes knoglernes bevægelighed, hvorved lydgennemgangen til det indre øre mindskes.

Dette er et medfødt høreværn og kan konstateres ved refleksmålingen.

* Indre øre består af labyrinten/sneglen, hvor også hørenerverne begynder.

I labyrinten sidder hårceller, der er sanseceller.

Opfattelse af lyd sker ved, at lydbølger rammer det ydre øre, hvorfra lyden via øregangen rammer trommehinden.

Trolehinden sættes af lyden i svingninger, og disse svingninger forplantes via øreknoglerne til sneglen, hvor hårcellerne sættes i svingninger.

Hårcellerne sender via nerveimpulser signaler til hjernen.

Disse omsættes og identificeres som tale, sang, larm etc.

Hårcellerne i sneglen er i stand til at reagere på svingninger (Hertz) fra 20-20.000 Hz og diskriminere mellem forskellige frekvenser og tidsintervaller.

Ved fødslen har man ca. 30.000 hårceller. De kan ikke regenereres ved de tab, der sker på grund af fx alder, støj, traumer.

Ved støjpåvirkning over 85 dBAæq og ved kraftige knald er det normalt hårcellerne i det indre øre, der ødelægges.

Ved moderat støjbelastning er det normalt at få en lettere hørenedsættelse, der aftager hurtigt i minutterne efter støjophør.

Der kan dog gå op til flere dage eller uger, inden hørelsen igen er som før støjudsættelsen. Dette ses ofte i speciallægeerklæringer angivet ved TTS (temporary treshold shift).

Audiometri

Ved hjælp af et toneaudiogram kan skadelidtes hørelse vurderes.

Hørelsen måles ved hjælp af skadelidtes angivelser af tærskel for opfattelse af lyd ved forskellige frekvenser.

Målingerne sker ved, at skadelidte gennem hovedtelefoner udsættes for forskellige toner ved forskellig styrke. Skadelidte angiver, hvornår han kan opfatte/høre tonerne.

Det er således den svagest hørbare styrke for hver tone, der angives.

Disse angivelser indsættes i et audiogram, og skadelidtes såkaldte hørekurve fremkommer ved at forbinde tærsklerne.

En støjskade begynder typisk i 4.000 - 6.000 Hz-området (diskantområdet) og breder sig derefter primært til højere (diskant) og mindre udtalt til lavere (bas) frekvenser.

Dette kan illustreres grafisk ved, at en hørekurve oftest er normal (høretab under 20 dB) indtil ca. 2.000 Hz, hvorefter der kommer et såkaldt »høredip«, som giver kurven en karakteristisk V-lignende form med bund ved 4.000 - 6.000 Hz.

Ved meget lang tids støjpåvirkning vil såvel de højfrekvente værdier og i mindre grad de lavfrekvente have en tendens til at gå lidt ned, og kurven vil således få en ensidig hældning mod diskanten begyndende ved 2.000 - 3.000 Hz.

Typiske forløb for støjskader er angivet i bilag 2a og 2b. Audiogram, se bilag 4.

Reflekser

Udløsning af mellemørereflekser er en normal reaktion i et sundt øre. Reflekser udløses, når lyde opfattes som relativt kraftige, idet en muskel, der »holder på« knoglekæden i mellemøret, trækker sig sammen.

Derved vanskeliggøres lydtransport til sneglen gennem ørets knoglekæde.

Med stigende alder ændrer reflekstærsklen sig; således er tærsklen for børn omkring 110 dB HL over normal høretærskel, mens den for personer over 65 år er omkring 80 dB HL over normal høretærskel, og oftest ca. 60 dB over egen tærskel ved den pågældende frekvens.

Støjudsættelse påvirker ikke evnen til at udløse reflekser.

En atypisk reflekstærskel kan være tegn på anden lidelse end støjskade.

Recruitment

Ved de fleste høreskader, herunder støjskade, vil afstanden mellem høretærskel og reflekstærskel blive formindsket. Ved støjskader er denne formindskelse særlig udtalt, fordi støjen har forringet høretærsklen.

Man har hermed en kraftig lydfornemmelse, selv om man ikke går ret meget over høretærsklen (recruitment).

Recruitment medfører således, at en person vil opfatte selv en lille stigning i lydtrykket som en kraftig lydfornemmelse.

Med stigende alder vil voksne derfor reagere mere på støj end børn og unge. Et eksempel på det er en skolegård i et frikvarter. De fleste voksne opfatter den støj, der er, som »larm«, mens det ikke påvirker børnene.

Typisk forløb for reflekstærskler er angivet i bilag 6a, b og c.

Misforståelsesprocent (skelnetab)

Misforståelsesprocenten måles ved, at skadelidte anmodes om at gentage en række ord, som han hører, dels i rolige omgivelser, dels når der er tolerabel baggrundsstøj.

Det antal ord, skadelidte gengiver korrekt, sættes i forhold til det antal ord, der er sagt.

Målingerne skal afspejle virkeligheden, hvorfor der anvendes enten en betydningsløs lav støj (svarende til rolige omgivelser) eller en samtidig støj, der svarer til, hvad man udsættes for i hverdagen (tolerabel baggrundsstøj). Almindelig talestemme har et niveau på ca. 55 dB i forholdsvis rolige omgivelser (dagligstue, moderne biler ved rolig kørsel. I sidstnævnte er støjen oftest omkring 45 dB). Se side 7.

Ved målingen er signal/støj + 10 dB, og der anvendes normal styrke for tale, altså tale 55 dB/støj 45 dB, eller der er »ingen støj« (i ro).

Resultatet af målingerne kan udtrykkes enten i DL eller D.

DL discrimination loss, dvs. diskriminationstab

DL 25 procent betyder således, at skadelidte har misforstået eller slet ikke forstået 25 ud af 100 ord, eller 19 bogstavslyde (phonemer) ud af 75 lyde i 25 ord

D discrimination, dvs. forståelse

Man vil i de kommende år helt gå over til kun at angive i »D«, da det bruges internationalt

D = 75 betyder således, at skadelidte har forstået 75 ord ud af 100

D + DL = 100 I lægeerklæringer er høreeffekt angivet som D/DL i ro og støj.

DN ses også, og N = noise, altså taleopfattelse i støj.

Styrken på 55 dB er en middelværdi af talelyden og svarer til 63 dB peak SPL for de kraftige vokaler og ca. 30 dB mindre for konsonanter (ustemte).

I en »normal« dagligstue er der med lukkede vinduer ca. 45 dBA baggrundsstøj. I en ny bil, der kører med 50 km i timen (med lukkede ruder og slukket radio), er der ca. 65 dBA.

DL i ro og støj afspejler til en vis grad den funktionsnedsættelse, skadelidte har.

Hvis skelnetabet (DL) uden høreapparat ved ren støjskade er 25 procent i støj eller derover, er det sandsynligt, at skadelidtes høretab er så væsntligt, at høretabet som udgangspunkt opfylder betingelserne for anerkendelse, idet man da begynder at tabe meningen i sætningerne (fejlopfatter). Under 25 procent i støj, ses det kun sjældent

Ved DL over 40 procent er skadelidtes høretab så væsentligt, at der ved ren støjskade altid vil være tale om anerkendelse.

På næste side angives sammenhængen mellem misforståelsesprocent (D/DL) og sætningsopfattelse.

Diagnoser

Støjbetinget høreskade kaldes oftest DLA professionalis (Degeneratio Labyrinthi Acoustici).

Det er kun følgerne af denne lidelse, der kan give mengodtgørelse og erstatning for erhvervsevnetab.

Da det indre øres sanseceller (»mikrofoner«) ikke kan regenerere, er en hørenedsættelse altid resultatet af summen af alle former for skader gennem livet (følger efter betændelser, forgiftninger, aldersforandringer, skyderi etc.).

Da der ofte anmeldes »blandede« hørelidelser, altså sådanne hvor der er såvel støj som anden årsag til lidelsen, angives kort de hyppigste ikke-arbejdsbetingede hørelidelser.

Samtidig angives de typiske kendetegn for disse lidelser.

Indre ørelidelser (i sneglen)

DLA senilis (aldershørenedsættelse)

Hørenedsættelse på grund af alder begynder allerede i 14-16-års alderen, men først ved omkring 65-års alderen vil den have nået et omfang, der betyder, at taleopfattelsen bliver påvirket.

Skadelidte, der er ældre end ca. 65 år, vil således med stigende alder opleve, at en stadig større del af deres hørelse er »ødelagt« på grund af alder.

Dette skyldes, at hårcellerne dør, og at vi ikke kan frembringe nye.

Da fortrinsvis hårcellerne i diskantområdet rammes, kan det være vanskeligt at adskille en aldershørekurve fra en støjkurve og dermed adskille aldershørenedsættelsen fra et støjbetinget høretab, da det er samme område, der påvirkes af støj.

Der kan ikke gives godtgørelse for den del af hørelidelsen, som ifølge de gennemsnitlige aldershørekurver kan tilskrives alderen.

Ved blandede lidelser skønnes fordelingen mellem alderen og støjbetingede skader efter standardtabeller for aldershørenedsættelse.

Typiske forløb for aldershørenedsættelse er angivet i bilag 2a og 2b og 3a og 3b.

Menieres sygdom

Følger af trykforandringer i det indre øre.

Kendetegn: vekslende hørekurver, der angiver forskellig høreopfattelse alt efter trykket på undersøgelsestidspunktet.

I tidlige stadier ofte mest udtalt i basområdet.

Ender ofte med stort permanent høretab.

DLA herditaria

Ikke medfødt hørenedsættelse betinget af arv (non congenita).

Kendetegn: høretab der strækker sig langt ned i frekvensområdet, ofte i form af skålformede fordybninger i audiogrammet. Ofte ses et kraftigt fald af hørekurven ved 1.000 Hz mod 2.000 Hz, højtliggende reflekstærskler, ofte dip ved 2.000 Hz.

Arvegangen er kun sjældent dominant (direkte fra forældre til barn). Oftest kun få (eller ingen) slægtninge med lidelsen.

Lidelsen kan begynde i barndommen, i ungdommen eller som midaldrende (altid før 70-års alderen).

Lidelsen vil komplicere menberegningen med et alderstillæg efter 70 år.

Mellemørelidelser

Otitis media (seq)

Mellemørebetændelse.

Kendetegn: ofte mere høretab i bassen aftagende mod diskanten, ofte asymmetri, virker som høreværn, hvis det er opstået i ung alder, fordi lidelsen mindsker mellemørets evne til at transmittere lyd (støj) til høresneglen.

Otosclerose

Knoglelidelse i mellemøret og det indre øre.

Kendetegn: begynder med høretab i bassen, der efterhånden breder sig til diskantområdet, virker som høreværn. Indre øreskade kan komplicere billedet.

Andre lidelser

DLA typus incertus

Angiver, at hørelidelsen er af ubestemmelig oprindelse/årsag.

Anvendes, når årsagen til arten af den indre ørelidelse ikke kan konstateres, fx på grund af audiogrammets form, der afviger fra det typiske fund.

Surditas totalis

Betyder total døvhed, men anvendes ofte om næsten total hørenedsættelse.

Afgørelsesgrundlaget

Normalt vil en anmeldelse om en høreskade indeholde oplysninger om følgende

* arbejdspladser

* varighed af ansættelse

* støjudsættelse i dB angivet efter taleopfattelse

* tidsmæssig støjudsættelse pr. dag

* et audiogram for at vurdere diagnose/diagnoser

* taletærskel (SRT)

* mest behagelig lydstyrke (MCL)

* forståelses-/misforståelsesprocent i ro og støj (D/DL) med normal talestemmestyrke.

En speciallægeerklæring vil endvidere indeholde

* mindste misforståelsesprocent i ro og støj (DL) med og uden høreapparat, med og uden mulighed for visuel aflæsning samt forskellige andre undersøgelsesresultater.

Bedømmelse af audiogrammet

Der tages udgangspunkt i skadelidtes bedste øre.

Forskel i ørernes høreevne er næsten altid tegn på konkurrerende lidelser, som ikke kan godtgøres, idet skadelidte som hovedregel er udsat for samme lydtryk påbegge ører.

Audiogrammet tjener primært til at diagnosticere forskellige skader/lidelser.

Undtagen ved små skader har taleopfattelsen hos den enkelte ikke en direkte sammenhæng med høreprøven (audiogrammet).

Ved handicapvurderingen af sværere skader er det som hovedregel ikke nok at holde sig til de foreliggende hørekurver. Hvis et audiogram indicerer en større skade, skal der således indhentes yderligere oplysninger, fx fra audiologisk afdeling.

Angiver skadelidte ved små skader at opleve større kommunikationsgener i dagligdagen, end hørekurverne synes at indicere, kan dette betyde, at tilfældet bør anerkendes.

Udgangspunkt for vurdering af en ren støjskade vil være et typisk støjaudiogram, der som hovedregel viser en afvigelse fra normalkurven ved 2.000 Hz og ved 3.000 Hz. 2.000 Hz er den vigtigste tærskel for forståelse i ro, 3.000 Hz-tærsklen er især vigtigst for forståelse af samtale i let baggrundsstøj. Tydelig skade ved disse frekvenser vil underbygge anerkendelsen.

For at hørelidelsen kan anerkendes, skal tærsklen ved ren støjskade ved 2.000 Hz som hovedregel være 25-(30) dB eller derover, og ved 3.000 Hz som hovedregel være 40-(50) dB eller derover, (for yngre, se side 12).

Er skadelidte ældre end 65 år, anvendes den gennemsnitlige aldershørekurve, der kan indtegnes på audiogrammet, og man kan på den måde konstatere afvigelser fra »normalkurven«.

Såfremt der ikke er afvigelse fra normalhørekurven, og der ikke foreligger et tidligere optaget audiogram, kan tilfældet som udgangspunkt ikke anerkendes. Det kan nemlig i dette tilfælde ikke konstateres, om der har været en støjskade, og i givet fald hvor omfattende den har været. En eventuel tidligere støjskade er så at sige indhentet af alderen. Se bilag 2a og 2b og 4 (audiogram med angivelse af toneområder).

Latenstid

Latenstid er tiden fra ekspositionens ophør, til hørenedsættelsen bemærkes.

En støjbetinget hørelidelse er irreversibel, idet vores organisme ikke kan genopbygge de en gang ødelagte hårceller.

Dette betyder, at en støjbetinget hørenedsættelse senest kan konstateres kort efter støjudsættelsens ophør både af læge og af skadelidte selv og kan anses for stationær efter ca. 1 år.

En hørenedsættelse, der bemærkes, mens skadelidte arbejder i støj, har ingen latenstid.

Det er ikke en betingelse for at få anerkendt en hørelidelse, der er opstået for en del år siden, fx i perioden 1948-1975, se eksemplet nedenfor, at der er konstateret en støjbetinget hørelidelse i 1975.

Såfremt skadelidte angiver, at den nedsatte hørelse er bemærket inden for latenstiden, og det i øvrigt kan sandsynliggøres, at der på daværende tidspunkt var en hørelidelse forårsaget af støj, kan der som hovedregel ikke afvises på grund af latenstid, uanset hvornår lidelsen anmeldes.

Ved bedømmelse af sager i tvivlstilfælde kan en lægelig konstatering af en støjskade ved ekspositionens ophør være af afgørene betydning. Ligeledes vil ældre audiogrammer og anden viden om ændring af hørekurven være af betydning.

Oplysning om, at skadelidte senest 5-10 år efter ekspositionens ophør bemærkede hørenedsættelse, vil i de fleste tilfælde ligge inden for den latenstid, som Arbejdsskadestyrelsen anerkender.

Som eksempel kan nævnes en 65-årig mand, der var støjudsat fra 1948-1975, og som søger læge i l993, hvor han angiver, at han allerede omkring 1981 bemærkede hørenedsættelse. Her vil latenstiden ikke være overskredet.

Angives det derimod, at hørenedsættelsen først er bemærket »de senere år«, altså mere end 10 år efter ekspositionens ophør, vil lidelsen ofte være til afvisning, idet det må antages, at der overvejende er anden årsag til hørelidelsen end arbejdsmæssig støj.

Hørelidelser, der anmeldes senere end 20 år efter ekspositionens ophør, kan som hovedregel ikke anerkendes.

Fastsættelse af menprocent

Når en diagnostisk verificeret støjbetinget hørelidelse har nået et sådant omfang, at skadelidtes evne til at opfatte tale er nedsat mere, end hvad der er normalt for alderen, vil lidelsen som hovedregel kunne anerkendes.

Som udgangspunkt er det den faktiske funktionsnedsættelse, der tjener som grundlag for mengodtgørelsen.

Evnen til at opfatte tale skal således på grund af støjskaden være forringet i forhold til personer af samme alder og køn.

Menet er et resultat af en vurdering af skadelidtes nedsatte kommunikationsevne (»generende tunghørhedsgrad«).

Da kommunikationsevnen er unik for den enkelte person, må den bedømmes på baggrund af skadelidtes oplysning.

Derved kan man konstatere skadelidtes selvvurderingsgrad.

Disse oplysninger kan skaffes ved, at skadelidte udspørges af en læge. Et skøn over skadelidtes selvvurderingsgrad kan også fås ved, at skadelidte besvarer spørgsmål, som Arbejdsskadestyrelsen stiller.

Skadelidtes oplysninger sammenholdes med taleopfattelsesprøver (DL/D-målinger), hvorved man kan sandsynliggøre/afvise skadelidtes selvvurdering. Audiogrammet vil ligeledes indgå i bedømmelsen.

Et hørehandicap er unikt for den enkelte og hele hans livssituation. Erstatningsindikatorerne er derfor først og fremmest rettet mod en selvvurdering af taleopfattelse i forskellige situationer, og den angivne selvvurdering sammenlignes primært med taleaudiometriske data (forståelsesprocenter i ro/støj, taletærskel) og i mindre grad med toneaudiogrammet (jf. kapitlet om audiogrammer, side 23).

Ved mindre høreskader kan godtgørelsen udmåles på grundlag af en samlet vurdering af de oplysninger, der er i anmeldelsen, eventuelt suppleret med indhentede oplysninger fra skadelidte og audiologiske afdelinger, BST, militæret, egen læge etc.

Ved sværere skader kræves der som hovedregel en audiologisk speciallægeerklæring.

Undtagelsesvis kan der selv i svære skader fastsættes godtgørelse uden speciallægeerklæring, fx hvis skadelidte har anden svær sygdom eller ved høj alder, hvor det arbejdsbetingede alligevel kun kan skønnes, og arbejdsbelastningen ligger tilbage i tiden.

Som hovedregel vil en anerkendt hørenedsættelse føre til godtgørelse for men.

Dette skyldes, at anerkendelseskriteriet er »generende døvhed eller tunghørhed«, altså gener af et omfang, som kan betegnes som »varigt men« (varig og ikke ubetydelig skade af medicinsk art).

Det bemærkes, at Arbejdsskadestyrelsen ikke er bundet af de konklusioner, der fremkommer i de lægelige oplysninger.

Bedømmelsen af konkurrerende lidelser er en konkret bedømmelse fra sag til sag.

Der kan således ikke opstilles faste regler for, i hvilket omfang en ikke-arbejdsbetinget lidelse medfører fradrag i godtgørelsen. Det er af afgørende betydning, hvilke frekvenser der påvirkes af den ikke-arbejdsbetingede lidelse.

Som hovedregel vil der ske størst fradrag for de lidelser, der rammer de vigtigste frekvenser inden for taleområdet.

Det vil fremgå af Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, om og i hvilket omfang styrelsen har tillagt en konkurrerende lidelse vægt.

Hvis dette ikke har været muligt, vil det være angivet, hvor stor en del af den samlede lidelse styrelsen har anset for at være erhvervsbetinget.

Bedømmelse af speciallægeerklæring og lægelige oplysninger, se bilag 5 og 8a, 8b og 8c.

Hørehandicap bedømmes efter mentabellen, og det er som omtalt funktionstabet for tale, der er afgørende.

Tinnitus (øresusen)

Se endvidere side 15 og 44.

Tinnitus (øresusen) er ikke en sygdom, men et hyppigt symptom ved alle former for ørelidelser (ses hos ca. 80 procent). Tinnitus er ikke omfattet af fortegnelsen over erhvervssygdomme.

Tinnitus berettiger således ikke til selvstændig anerkendelse eller godtgørelse.

En afvist hørelidelse eller en hørelidelse, der ikke opfylder betingelserne for anerkendelse, kan således ikke anerkendes, uanset om det angives, at skadelidte lider af tinnitus.

Hos normalthørende angiver ca. 35 procent at have tinnitus. Af disse angiver 5-6 procent, at tinnitus medfører alvorlige eller handicapgivende genevirkninger.

Til sammenligning angiver ca. 35 procent med rene støjskader at have tinnitus. Heraf angiver 6 procent, at tinnitus medfører alvorlige eller handicapgivende genevirkninger.

Der kan derfor ved menfastsættelsen kun tages hensyn til generne ved »rene« anerkendte støjskader.

Godtgørelse for tinnitus kan gives som tillæg til en allerede erstatningsberettigende hørelidelse, hvis skadelidte har arbejdet/arbejder i stærk støj, og det kan sandsynliggøres, at tinnitus er opstået inden for 2 år efter, at skadelidte bemærkede hørenedsættelsen, og at han da fortsat arbejdede i stærk støj.

Tinnitus opstået senere eller efter ekspositionens ophør kan således ikke berettige til tillæg.

Erhvervsevnetab

Som altovervejende hovedregel vil en høreskadet person kunne fortsætte sit arbejde.

Såfremt skadelidte arbejder inden for et fag, hvor en normal hørelse er en væsentlig forudsætning, vil der naturligvis kunne gives erstatning for erhvervsevnetab.

Afvisning af hørelidelser

Påvirkningen af høreevnen med hensyn til taleopfattelse skal være så alvorlig, at der er tale om »generende døvhed eller tunghørhed«, for at den nedsatte hørelse kan anerkendes som en erhvervssygdom.

Det vil sige, at skadelidtes taleopfattelse skal være påvirket på grund af høreskaden på en måde, der ikke kan karakteriseres som ubetydelig. Beskedne støjbetingede høreskader bliver altså ikke anerkendt.

Når Arbejdsskadestyrelsen afviser en høreskade, fordi vi betragter den som beskeden, ligger høreskaden uden for eller har kun lidt betydning for det frekvensområde, hvor taleopfattelsen ligger.

Pågældendes taleopfattelse vil derfor ikke være nævneværdigt påvirket.

For eksempel vil et diskanttab ved 6.000 Hz, hvor der er normale værdier ved 2.000 Hz og 3.000 Hz, ikke blive anerkendt. Taleopfattelsen vil i det tilfælde ikke være nedsat i et omfang, der kan kaldes betydelig.

Hvis det fremgår af speciallægens erklæring, at der ikke hos pågældende kan konstateres gener ved taleopfattelsen, vil den anmeldte høreskade også blive afvist. I speciallægens erklæring vil det være angivet som 0/0 eller 0/1. (En nærmere forklaring kan man få i Ugeskrift for Læger, særtryk februar 1985). Artiklen er kort gengivet i bilag 5 og i Arbejdsskadestyrelsens vejledning i at udfylde (vurdere) speciallægeerklæringer i audiologi).

Hvis DL-værdien i støj er mindre end 20-25 procent, og audiogrammet i øvrigt er normalt for alderen, vil støjskaden være af så beskedent omfang og normalt blive afvist som en arbejdsskade. Det samme gælder, hvis høretærsklen ved 2.000 Hz ikke overskrider 25-30 dB og ved 3.000 Hz ikke overskrider 40-(50) dB, (for yngre se side 12).

Hvis hørelidelsen skyldes både støj og andet end støj (sammensatte hørelidelser), vil der konkret blive taget stilling til spørgsmålet om anerkendelse i hvert tilfælde.

Det vil af afvisningen fremgå hvad Arbejdsskadestyrelsen har lagt vægt på, når lidelsen ikke kan anerkendes.

3. HØRESKADER VED TRAUMER

Hørenedsættelse og øresusen (tinnitus) kan opstå som følge af et ulykkesilfælde (traume), der sker under arbejde.

Traumets art

Traumet skal enten have forårsaget en lydbetinget (akustisk) eller fysisk-mekanisk betinget beskadigelse af ørets funktion.

Ved den akustiske skade er det som regel kun det indre øre, der skades (hårcellerne).

Ved den fysiske skade kan både det indre øre (hårcellerne) og mellemøret skades (trommehinden og øreknoglerne).

* akustisk (fx skudstøj og eksplosioner)

* mekanisk direkte mod hovedet (fx slag, stød)

* direkte læsion af mellemøret (fx svejseglød)

* barotraumer, det vil sige voldsomme trykforandringer (fx dykning, lussing, fejl ved trykkabine).

Betingelser for godtgørelse

Der kan gives mengodtgørelse for følgerne af en ulykke, hvis følgerne er objektivt konstaterbare, og der ikke er tvivl om, at følgerne skyldes ulykken.

Det kræves således, at der som minimum er en varig audiometrisk målbar sideforskel eller dyk på 20 dB fra normalaudiometrien for mindst en enkelt frekvens (oftest 4.000 Hz).

Foreligger der audiometriske undersøgelser på skadelidte kort før traumet, kræves der en afvigelse på mindst 20 dB fra tidligere hørekurver.

En sådan forandring sandsynliggør, at der er sket en varig skade i mellemøret eller det indre øre af et sådant omfang, at der kan opstå tinnitus.

Endvidere skal der som hovedregel være asymmetri af hørelsen (audiogrammet).

Den pågældende ændring af hørelsen behøver isoleret ikke at give et hørehandicap i form af nedsættelse af taleopfattelsen.

Sagsoplysninger

Såvel tinnitus som den eventuelle høreskade kan som hovedregel bedømmes ca. 1 år efter traumet.

Til brug for bedømmelsen indhentes oplysninger fra de pågældende, behandlende læger eller behandlende audiologiske eller otologiske afdelinger.

Det vil af disse oplysninger fremgå, dels hvordan den pågældendes hørelse er, og dels om der er tinnitus, og hvornår den er opstået. Desuden vil der være oplysninger om behandling og forventet prognose.

Såfremt den pågældende kun har været til læge eller på hospital i forbindelse med traumet, det vil sige, at der ikke ved bedømmelsen foreligger nyere oplysninger, kan Arbejdsskadestyrelsen indhente en lægeerklæring fra den pågældendes egen øre-næse-halslæge med henblik på optagelse af audiogram og diagnose.

I mere komplicerede tilfælde vil det være nødvendigt at indhente speciallægeerklæring fra en audiologisk afdeling.

Ved bedømmelse af de indhentede oplysninger sammenholdes den pågældendes hørekurve med normalhørekurven for at se, om der er den krævede afvigelse (mindst 20 dB), og om der er asymmetri eller andre følger efter traumet.

Omfanget og generne af hørenedsættelsen og tinnitus vil fremgå af de lægelige oplysninger og den pågældendes egne oplysninger.

Godtgørelse for hørenedsættelse

Hørehandicap bedømmes efter mentabellen, og det er funktionstabet for tale, der er afgørende.

Totalt høretab på et øre giver 10 procent, og totalt høretab på begge ører giver 75 procent.

En skade, der helt overvejende medfører nedsat hørelse i diskanten (ses ofte ved akustiske traumer), vil som hovedregel ikke medføre godtgørelse for selve hørenedsættelsen.

Det skyldes, at der i sådanne tilfælde normalt ikke vil være et mærkbart funktionstab i taleområdet.

Hvad angår bedømmelse af høretab henvises i øvrigt til kapitlet om erhvervssygdomme.

Tinnitus

Tinnitus (øresusen) er en lydhallucination og kan ikke objektiveres (måles). Generelt kan siges, at der mangler viden om, hvordan tinnitus opstår.

Generne må bedømmes ud fra den pågældendes angivelser og sammenholdes med de lægelige oplysninger, herunder eventuel behandling, fx masker og medicin.

Såfremt tinnitus er opstået umiddelbart i relation til traumet og i øvrigt kan betegnes som stærkt generende, kan der ved udmålingen af godtgørelsen tages hensyn hertil.

Hvornår godtgørelse for tinnitus?

Tinnitus skal kunne betegnes som »stærkt generende«. Det skal således være sandsynligt, at tinnitus har påvirket den pågældendes personlighed, x nedsat koncentrationsevne eller (i væsentlig grad) har påvirket søvnvaner.

Der må ikke foreligge nogen mulighed for faktorer, der i sig selv kan antages at have fremkaldt tinnitus, ligesom der må tages hensyn til, om disse kan have forværret en i øvrigt erstatningsberettiget tinnitus.

Eksempler herpå er misbrug af stimuli, fx overdreven indtagelse af kaffe/the, umådeholden rygning eller stort alkoholforbrug.

Endvidere kan visse typer af medicin give tinnitus som bivirkning, specielt kinin og salisylsyreprodukter.

Andre typer medicin kan give decideret hørenedsættelse (ototoksiske) og som ledsagefænomen tinnitus. Det gælder fx stoffer, der gives som led i kræfthandling.

Tinnitus kan være et ledsagefænomen ved enhver form for øresygdom eller ved andre lidelser, fx blodmangel eller for højt blodtryk.

Endeligt kan tinnitus opstå spontant (uden påviselig årsag).

Oplysninger om, hvilke frekvenser (»lydområder«) tinnitus har, har ikke betydning for anerkendelsen eller udmålingen af godtgørelsen.

Erhvervsevnetab

Generelt kan det siges, at beskadigelse af hørelsen i sig selv sjældent medfører, at skadelidte må opgive sit arbejde. Et traume kan imidlertid medføre flere lidelser. Der henvises derfor til styrelsens vejledning om erstatning for tab af erhvervsevne.

Eksempler på traumatisk skade, se bilag 8a, 8b og 8c.

a) Eksplosionstraume tæt ved det ene øre (ensidig hørenedsættelse).

b) Mekanisk traume med mindre asymmetri.

c) Svært mekanisk traume.

Ingen