Legislator Case Law & Legislation
C19961901554 DK

Skrivelse om restafregning af refusion af udgifter til sociale ydelser i regnskabsåret 1995. (* 1) (Til samtlige (amts)kommuner og (amts)kommunale revisorer)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Skrivelse 1996 19015 Historic

Skrivelse om restafregning af refusion af udgifter til sociale ydelser i regnskabsåret 1995. (* 1) (Til samtlige (amts)kommuner og (amts)kommunale revisorer)

Reglerne for statsrefusion m.v. til amtskommunerne er senest fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 924 af 2. december 1993 om amtskommunernes samt Københavns og Frederiksberg kommuners regnskabsaflæggelse og statsrefusion på visse dele af det sociale område.

Efter bestemmelserne i bekendtgørelsens §§ 31 og 32 foretages der en foreløbig restafregning og en endelig restafregning.

Tilsvarende bestemmelser for kommunerne er senest fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 927 af 2. december 1993 om kommunernes regnskabsaflæggelse og statsrefusion på visse dele af det sociale område.

Efter bestemmelserne i denne bekendtgørelses §§ 22 og 23 foretages der en foreløbig restafregning og en endelig restafregning.

1. Foreløbig restafregning.

I forbindelse med udløbet af den kommunale supplementsperiode, påhviler det kommunalbestyrelsen at indsende en foreløbig refusionsopgørelse for det foregående regnskabsår i underskrevet stand. Opgørelsen for 1995 skal i et eksemplar indsendes til Socialministeriet senest den 20. marts 1996.

./. Skema til foreløbig restafregning vedlægges i 3 eksemplarer. Skemaet er påtrykt »Foreløbig restafregning« og er uden rubrik til revisorpåtegning, men opstillingen svarer i øvrigt til det endelige restafregningsskema.

Det foreløbige restafregningsskema udfyldes efter samme retningslinier som det endelige restafregningsskema.

Med henvisning til lov om kommunernes styrelse § 31 skal det henstilles, at den foreløbige refusionsopgørelse underskrives af kommunalbestyrelsens formand (borgmesteren).

Har en kommune i følge den foreløbige opgørelse fået udbetalt mere i refusion, end den er berettiget til, skal det for meget udbetalte beløb sendes til Socialministeriet samtidig med indsendelsen af opgørelsen. Beløbet indsættes på Socialministeriets girokonto nr. 5 30 25 52 med angivelse af kommunenummer samt af, at beløbet vedrører foreløbig restafregning af sociale ydelser for 1995. Har en kommune fået udbetalt mindre, end den er berettiget til, vil efterbetalingen snarest blive foretaget.

2. Endelig restafregning.

./. Endvidere vedlægges 4 skemaer vedrørende endelig restrefusion. Når regnskabet er revideret og forsynet med påtegning af kommunens revision, skal endelig restafregning finde sted, jfr. henholdsvis § 32 og § 23 i ovennævnte bekendtgørelser.

På skemaet til endelig restafregning skal der i kolonne B på side 5 (Modtaget refusion) kun anføres de beløb, som kommunen har modtaget i 1995 som løbende forskudsrefusion.

De 2 sidste linier nederst på side 5, i kolonne A (Samlet refusion), skal anvendes af kommunerne i de tilfælde, hvor den foreløbige restafregning ikke svarer til den endelige reviderede restafregning.

På næstsidste linie anføres det beløb, som kommunen i forbindelse med foreløbig restafregning enten har tilbagebetalt til Socialministeriet, eller som ministeriet har udbetalt til kommunen.

På sidste linie beregnes herefter det nye og endelige restafregningsbeløb (+/-).

Er beregningen af den endelige restafregning fejlagtigt opgjort, vil kommunen blive bedt om en ny opgørelse med revisionspåtegning.

Afregningen finder sted ved indsendelse af restafregningsskemaet i et eksemplar, umiddelbart efter at regnskabet er revideret, dog senest den 20. august 1996. Det understreges, at fristen skal overholdes. De kommuner, der medio august ikke har fået revideret restafregningsskemaet for 1995, anmodes om at indsende et skema - evt. fotokopi - uden revisionspåtegning. Dette foreløbige skema bruges ved statens finanslovsbudgettering. Endelig restafregning foretages først, når revideret skema er indsendt.

I de tilfælde, hvor en kommune har fået udbetalt mindre i refusion, end den skulle have haft, vil efterbetaling blive foretaget af Socialministeriet snarest efter indsendelsen af opgørelsen.

Har en kommune fået udbetalt mere, end den er berettiget til, skal det for meget udbetalte beløb tilbagesendes til Socialministeriet samtidig med indsendelsen af opgørelsen. Beløbet skal indsættes på Socialministeriets girokonto nr. 5 30 25 52 med angivelse af kommunenummer samt af, at beløbet vedrører endelig restafregning af sociale ydelser i 1995.

Det bemærkes i øvrigt, at der ikke må rettes eller tilføjes noget i forspalterne på skemaet, hverken kontonummer eller tekst.

3. Skemaets enkelte kolonner.

Kolonne A.

Her opføres udgifter/indtægter, således som det fremgår af det regnskabsmateriale, der danner grundlag for regnskabsafslutningen og refusionsberegningsskemaet.

Kolonne B.

Her opføres de udgifter og indtægter, der ikke indgår i refusionsberegningen. Opføres der beløb i de skraverede felter, bør grunden meddeles.

Kolonne C.

De åbne felter i denne kolonne anvendes til at opføre de refusionsberettigende udgifter, der ikke er registreret på hovedkonto 5, f.eks. forrentning/renter og afskrivning/afdrag vedrørende forsorgshjem mv.

4. Bemærkninger vedrørende nogle konti m.m.

Kommunal aktivering.

Lov om kommunal aktivering er blevet ændret med virkning fra 1. juli 1995. Ændringerne vedrører ydelses- og finansieringsreglerne. Som følge af disse ændringer er der på restafregningsskemaerne nogle konti, som kun vedrører udgifter i perioden frem til og med 30. juni 1995, og nogle konti, som kun vedrører udgifter i perioden fra og med 1. juli 1995. Det gælder både på side 2 i skemaerne og det særlige skema på side 4 vedrørende tilskud efter § 25 i lov om kommunal aktivering.

Udgifter vedrørende overgangspersoner, det vil sige personer, der deltager i tilbud om aktivering, der løb hen over den 1. juli 1995, skal deles op på de konti, der vedrører perioden frem til og med 30. juni 1995, og på de konti, der vedrører perioden fra og med 1. juli 1995.

Vedrørende opgørelsen af uforbrugte midler af aktiveringspuljerne efter ./. §§ 26 og 30 henvises til vedlagte særlige skema med tilhørende vejledning. Opmærksomheden skal henledes på, at indbetalingen af uforbrugte midler skal ske særskilt på Socialministeriets girokonto nr. 5 30 25 52 med angivelse af kommunenummer samt af, at indbetalingen vedrører uforbrugte aktiveringspuljemidler.

Indsendelsesfristen for den foreløbige og den endelige opgørelse over uforbrugte § 26 og § 30 puljemidler er henholdsvis senest den 20. marts 1996 og senest den 20. august 1996.

Socialministeriet udsendte som bilag til et informationsbrev af 28. februar 1995 vejledning om regnskabsaflæggelsen for 1994. Opmærksomheden skal henledes på, at vejledning mv. også kan bruges for 1. halvår 1995.

Eventuelle spørgsmål vedr. kommunal aktivering kan rettes til Michael Delroy på tlf. 3392 4736.

Tillæg til pensionister som følge af høj kommuneskat.

I følge § 72 c i lov om social pension udbetales der et særligt tillæg til pensionister bosiddende i kommuner med høj kommuneskat. Udgifterne til tillægget afholdes af staten. Udgifterne til dette tillæg skal medregnes under de eksisterende pensionskonti med 100 pct. statsrefusion på restafregningsskemaerne. Det vil sige dels 8.52.01 Folkepension, dels 8.52.03 Højeste og mellemste førtidspension med 100 pct. refusion og dels 8.52.05 Almindelig og forhøjet almindelig førtidspension med 100 pct. refusion.

Opmærksomheden skal henledes på, at udgifter til det særlige tillæg til pensionister bosiddende i kommuner med stor skattestigning fra 1994 til 1995 efter § 72 c, som blev indført med lov nr. 1128 af 21. december 1994 og som kun har virkning i 1995, ikke må medtages på restafregningsskemaerne. Udgifterne til dette midlertidige særlige tillæg i 1995 afholdes af kommunen, som skal have en del af udgifterne refunderet af amtskommunen svarende til forholdet mellem den kommunale og amtskommunale skattestigning.

Eventuelle spørgsmål vedr. ovenstående kan rettes til Per Kampmann på tlf. 3392 4743.

Clearingsordning for ikke forskudsvis udlagte underholdsbidrag.

Opmærksomheden skal henledes på, at der ved restafregningen skal skelnes mellem ikke forskudsvis udlagte underholdsbidrag og forskudsvis udlagte underholdsbidrag jfr. konto 8.52.11. Der skal i øvrigt henvises til Kommunernes Landsforenings administrative information nr. 2248 af 21. december 1995.

De senere år, har mellemregningskontoen været negativ, dvs. staten har haft udgifter på en konto, hvor der ikke burde være udgifter. Socialministeriet har til hensigt, at afskaffe clearingsordningen hvis ikke den negative saldo bliver nedbragt væsentligt.

Ny frist for indsendelse af revisionsberetninger.

I følge Indenrigsministeriets nye bekendtgørelse af 18. august 1995 om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision m.v. skal kommunens årsregnskab sendes til tilsynsmyndigheden inden udgangen af september måned i det følgende år (§ 7, stk. 5).

Denne bestemmelse medfører, at indsendelse af revisionsberetninger til Socialministeriet også skal ske senest med udgangen af september måned, dvs. at revisionsberetningen for 1995 og kommunalbestyrelsens bemærkninger skal være Socialministeriet i hænde senest mandag den 30. september 1996.

5. Afstemning af refusionsberegningsskemaet til regnskabsmate-

rialet.

Kolonnerne skal sammentælles hver for sig, og slutsummen i kolonne D for de enkelte hovedposter (I, II, III, IV og V) skal afstemmes således

Slutsummerne kolonne A - kolonne B + kolonne C = kolonne D.

6. Refusionsopgørelsen (side 5).

Kolonne A. Samlet refusion.

Til post VI »Berigtigelser af refusion vedrørende udgifter og indtægter for tidligere år« bemærkes

Der skal medsendes en specifikation af dette beløb indeholdende oplysning om den konto, hvor det pågældende refusionsbeløb er bogført, samt den indtægt/udgift hvoraf berigtigelsen er beregnet.

Kolonne B. Modtaget refusion.

De beløb der opføres under posterne I - V skal svare til den forskudsrefusion som kommunen har modtaget fra Socialministeriet i 1995.

Med venlig hilsen

Grethe Håkansson

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →