Cirkulæreskrivelse om meddelelse om adfærd der kan sidestilles med et afslag på at medvirke til indgåelse af aftale om individuel handlingsplan
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse om meddelelse om adfærd der kan sidestilles med et afslag på at medvirke til indgåelse af aftale om individuel handlingsplan
Kommentar m.v.
Under en samtale på AF om indgåelse af en individuel handlingsplan redegjorde medlemmet uopfordret for en række - delvis uaktuelle - problemer, sin modvilje mod at deltage i kurser og lign. Den udviste adfærd blev sidestillet med et afslag.
Meddelelse om afgørelsen
Under en samtale på AF vedrørende indgåelse af aftale om individuel handlingsplan kom AF med en række tilbud, som medlemmet ikke ønskede at tage imod. Medlemmet gav i forbindelse hermed uopfordret AF en redegørelse for sine helbredsmæssige problemer, tidligere alkoholproblemer, modvilje mod deltagelse i kurser, ordblindhed m.v. I forbindelse med en efterfølgende rådighedsvurdering oplyste medlemmet, at hendes helbredsmæssige problemer ikke havde været aktuelle under samtalen på AF.
Kassen traf bl.a. afgørelse om en uges effektiv karantæne for selvforskyldt ledighed. Kassen lagde ved denne del af sin afgørelse vægt på, at medlemmet ved sin adfærd/holdning havde givet til kende, at hun ikke var interesseret i at få udarbejdet en individuel handlingsplan.
Direktoratet tiltrådte kassens afgørelse med henvisning til, at det sidestilles med afslag, når et medlem handler på en sådan måde, at aftale om en individuel handlingsplan ikke kommer i stand.
Direktoratet lagde herved vægt på, at AF kom med en række tilbud, som medlemmet ikke ønskede at modtage. Direktoratet lagde videre vægt på, at medlemmet ved sin uopfordrede redegørelse for helbredsmæssige problemer, tidligere overståede problemer med alkohol, modvilje mod deltagelse i kurser, ordblindhed m.v. reelt hindrede udarbejdelse af en individuel handlingsplan under det pågældende møde.
Direktoratet lagde desuden vægt på, at det i forbindelse med en efterfølgende rådighedsvurdering havde vist sig, at de givne oplysninger om dårligt helbred - ifølge medlemmets egne oplysninger -var uaktuelle. Direktoratet måtte derfor vurdere, at disse oplysninger ikke var relevante i relation til indgåelse af en aftale om individuel handlingsplan.
Arbejdsmarkedets Ankenævn tiltrådte direktoratets afgørelse om en uges karantæne, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 63, stk. 1, nr. 4, og den dagældende rådighedsbekendtgørelses § 17, stk. 2, § 21, stk. 2 og stk. 3, og § 23, stk. 2, idet Ankenævnet var enig med direktoratet i, at medlemmet havde handlet på en måde, der må sidestilles med et afslag på at medvirke til indgåelse af aftale om individuel handlingsplan. Nævnet var også enig i direktoratets begrundelse for afgørelsen.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 18. december 1996