Cirkulæreskrivelse om meddelelse om aktindsigt undtagelse af oplysninger
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse om meddelelse om aktindsigt undtagelse af oplysninger
Kommentar m.v.
Aktindsigten i nogle skriftlige anmeldelser blev begrænset til en anonymiseret afskrift på grund af afgørende hensyn til private interesser. Anmeldelserne ville endvidere ikke i sig selv udgøre et vægtigt moment i direktoratets afgørelse.
Meddelelse om afgørelsen
Kassen modtog to skriftlige anmeldelser om, at et medlem modtog dagpenge, samtidig med at hun arbejdede i en virksomhed, som var ejet af sønnen.
Direktoratet gav under behandlingen af sagen medlemmet aktindsigt i alle bilagene, bortset fra navnene på de personer, som havde anmeldt forholdet til kassen. Aktindsigten i de skriftlige anmeldelser blev således begrænset til en anonymiseret afskrift.
Afgørelsen var på grund af særlige oplysninger i sagen begrundet i afgørende hensyn til private interesser. Endvidere ville anmeldelserne ikke i sig selv udgøre et vægtigt moment i den afgørelse, som skulle træffes af direktoratet, jf. § 15, stk. 1, i forvaltningsloven.
Medlemmet blev vejledt om, at afgørelsen om begrænsning af aktindsigten særskilt kunne indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn efter § 16, stk. 4, i forvaltningsloven og § 99, stk. 1, i arbejdsløshedsforsikringsloven.
Arbejdsmarkedets Ankenævn lagde til grund, at medlemmet flere gange havde fået aktindsigt, og at medlemmet i den forbindelse var blevet gjort bekendt med indholdet af anmeldelserne.
Ankenævnet fandt, at medlemmet ikke havde godtgjort, at det var nødvendigt at kende navnene på anmelderne, for at medlemmet kunne varetage sine interesser. Ankenævnet var derfor enig med direktoratet i, at afgørende hensyn til private interesser medførte den begrænsning, at navnene på anmelderne ikke kunne kræves udleveret.
Ankenævnet tiltrådte derfor, at direktoratet alene havde givet aktindsigt i en anonymiseret afskrift af anmeldelserne.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 1. november 1996