Cirkulæreskrivelse om meddelelse om rådighed og børnepasningsproblemer
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse om meddelelse om rådighed og børnepasningsproblemer
Kommentar m.v.
Ankenævnet fandt, at et medlem, hvis faglige område sædvanligvis også omfattede aftenarbejde, fuldt ud stod til rådighed, selv om medlemmet ikke kunne få sine børn passet om aftenen.
Meddelelse om afgørelsen
Medlemmet afviste formidlet arbejde som køkkenassistent, der også omfattede aftenvagter, da medlemmet ikke kunne få sine børn passet om aftenen.
Kassen fandt, at medlemmet havde haft en gyldig grund til afslaget, og at medlemmet stod til rådighed. Kassen lagde blandt andet vægt på, at medlemmet inden for de seneste 5 år periodevis havde været beskæftiget inden for slagterfaget, hvilket primært foregår i dagtimerne, hvor medlemmet ikke havde problemer med at få sine børn passet.
Direktoratet ændrede som tilsynsmyndighed kassens afgørelse. Direktoratet lagde til grund, at medlemmets faglige område var kokke- og køkkenarbejde, uanset at medlemmet eventuelt havde udvidet sit faglige område til også at omfatte slagterarbejde. Da det måtte anses for sædvanligt, at kokke- og køkkenarbejde foregik om aftenen, fandt direktoratet herefter, at medlemmet ikke kunne formidles arbejde med fuld sædvanlig arbejdstid inden for sit faglige område. Medlemmet kunne derfor ikke få dagpenge, så længe hun ikke kunne få sine børn passet om aftenen.
Arbejdsmarkedets Ankenævn fandt, at medlemmet på tidspunktet for formidling af arbejde som køkkenassistent måtte anses for at være til rådighed for arbejdsmarkedet. Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at medlemmet de sidste år havde arbejdet på et slagteri og på, at hun i øvrigt var registreret som arbejdssøgende til arbejde som køkkenassistent og køkkenmedhjælper, hvilket ikke krævede aftenarbejde.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 27. august 1996