Cirkulæreskrivelse om meddelelse om 5 ugers karantæne for selvforskyldt arbejdsophør ved afskedigelse
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse om meddelelse om 5 ugers karantæne for selvforskyldt arbejdsophør ved afskedigelse
Kommentar m.v.
Det skal være tilstrækkeligt godtgjort, at afskedigelsen i det væsentligste skyldes medlemmet.
Meddelelse om afgørelsen
Et medlem bliver opsagt fra sin stilling som lærer på et seminarium den 24. maj 1993 i henhold til ansættelseskontrakten med 5 måneders løn fra den 1. juni 1993 og blev samtidig bedt om at fratræde øjeblikkeligt.
Af opsigelsen af 24. maj 1993 underskrevet af bestyrelsesformanden fremgår, at man finder hændelsesforløbet uanstændigt, stærkt illoyalt, meget upædagogisk og ren obstruktion mod ledelsen.
Ifølge rektor har medlemmet afholdt 2 møder med de studerende i skoletiden, i skolens lokaler og uden forud at informere rektor om, at møderne ville finde sted. Medlemmet har holdt et møde med 1. årgang og et med 2. årgang, hvor medlemmet har inddraget de studerende i overvejelser, som helt og holdent er henlagt til uddannelsesråd, lærergruppe og ledelse, et møde som udelukkende synes at have haft til formål at piske en stemning op mod den nye ledelse. Forud herfor skulle medlemmet over for rektor under en samtale have givet udtryk for, at medlemmet ønskede sine krav opfyldt, i modsat fald ville medlemmet forlade skolen. Det var disse krav medlemmet fik de studerende til at forelægge rektor.
Endvidere har medlemmet nægtet at sidde sammen med rektor under optagelsessamtaler med de nye studerende, med den begrundelse, at medlemmet ikke ville kunne virke naturlig, hvis rektor var til stede.
Medlemmet havde over for arbejdsløshedskassen bl.a. forklaret, at hun havde været ansat siden 1986 og været med til opbygge den pædagogiske linie. Den 1. april 1993 fik seminariet ny rektor, som efter 1 ½ måned afskedigede medlemmet. Derudover blev en anden afskediget med begrundelsen i ny pædagogisk linie, mens en tredje lærer gik i protest.
Det var medlemmets opfattelse, at begrundelsen for afskedigelsen var, at den ny rektor ville indføre en ny pædagogisk linie i hendes fag. Da medlemmet både blandt elever og tidligere elever var vellidt for sin faglige kunnen, har dette været svært at indføre.
Ifølge medlemmets advokat ville seminariets begrundelse med obstruktion mod ledelsen medføre bortvisning uden løn, hvilket ikke er sket og hvilket aldrig ville være kunne kommet igennem rent retsligt, hvorimod seminariet har ret til at afskedige medlemmet, så de udbetaler løn i opsigelsesperioden, som i medlemmets tilfælde er 5 måneder.
Medlemmet har endvidere henvist til en udtalelse fra studerende, der bl.a. nævner, at de studerende i forbindelse med medlemmets afskedigelse har stillet et mistillidsvotum til bestyrelsesformanden, idet de studerende finder, at afskedigelsen er foregået på et spinkelt ensidigt belyst grundlag, samt alt for forhastet, og idet bestyrelsesformanden ikke mente at have begået en fejl.
Af brev af 4. juni 1993 til bestyrelsesmedlemmer og lærere på seminariet underskrevet af elever fra 1. og 2. årgang fremgår, at de studerende ikke er blevet indkaldt til møde, men at medlemmet derimod i slutningen af en undervisningstime kort har fortalt, at medlemmet for tiden ikke følte sig godt tilpas på seminariet på grund af diskussionen om, i hvilke fag programlægningen skulle ligge og om hvorvidt Sorg & Krise-kurset skulle omlægges. Begge disse diskussioner er eleverne tidligere blevet informeret om af elevernes uddannelsesrepræsentanter.
Direktoratet tiltrådte arbejdsløshedskassens afgørelse om, at medlemmet måtte anses for selvforskyldt ledig, og derfor ikke var berettiget til dagpenge i 5 uger.
Direktoratet lagde ved afgørelsen vægt på, at medlemmet havde drøftet emner med eleverne på 1. og 2. årgang, der var underlagt uddannelsesrådet, lærergruppen og ledelsen uden at orientere ledelsen herom, samt at medlemmet havde nægtet at sidde sammen med rektor under optagelsessamtaler med nye studerende.
Medlemmet har over for ankenævnet anført, at medlemmet i slutningen af en undervisningstime den 18. og 19. maj 1993 informerede de studerende kort om sin tilstand. Forinden havde medlemmet haft et møde med rektor, hvorunder medlemmet havde orienteret om sin stressede tilstand. Samtidig orienterede medlemmet om, at medlemmet ville meddele de studerende om sin tilstand. Dette satte rektor sig ikke imod.
Medlemmet anfører, at hun følte sig meget stresset, og var bekymret, idet hun var gravid og få måneder forinden havde haft en ufrivillig abort, formentlig på grund af stress.
Medlemmet finder derfor, at hun havde orienteret ledelsen, og hun drøftede intet med eleverne, som er underlagt uddannelsesrådet. Angående, at medlemmet skulle have nægtet at sidde sammen med rektor under optagelsessamtaler anføres, at det er ukorrekt. Medlemmet har aldrig nægtet dette.
Ankenævnet fandt det efter de foreliggende oplysninger i sagen ikke tilstrækkeligt godtgjort, at afskedigelsen i det væsentligste kan tilregnes medlemmet.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 28. juni 1996