Cirkulæreskrivelse om meddelelse om selvforskyldt ledighed ved formidling af arbejde, hvor medlemmet skal henvende sig til arbejdsgiveren "snarest"
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse om meddelelse om selvforskyldt ledighed ved formidling af arbejde, hvor medlemmet skal henvende sig til arbejdsgiveren "snarest"
Kommentar m.v.
Et medlem blev af AF pålagt snarest at møde til en ansættelsessamtale hos en arbejdsgiver. Det var medlemmets egen risiko, at den for sene henvendelse til arbejdsgiveren i sig selv medførte, at medlemmet ikke blev ansat. Den sene henvendelse blev derfor sidestillet med et afslag.
Meddelelse om afgørelsen
AF benytter i visse sammenhænge ordet "snarest" i stedet for en tidsmæssig præcis angivelse af, hvornår et medlem skal henvende sig til en arbejdsgiver med henblik på afholdelse af ansættelsessamtale.
Arbejdsmarkedets Ankenævn og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen har i ovennævnte sager haft lejlighed til at tage stilling til de dagpengemæssige konsekvenser af, at et medlem i et sådant tilfælde alene som følge af en for sen henvendelse ikke bliver ansat.
I de aktuelle tilfælde var medlemmet blevet formidlet arbejde inden for pædagogområdet og var i forbindelse med formidlingen blevet pålagt at møde til ansættelsessamtale hos den potentielle arbejdsgiver "snarest" .
Henvendelse til arbejdsgiveren skete dog først henholdsvis 9 og 13 dage efter formidlingstidspunktet. I begge tilfælde betød den sene henvendelse i sig selv, at medlemmerne ikke blev ansat, og at medlemmerne - af arbejdsgiverne - blev indberettet til AF som udeblevne.
Kassen traf i sagerne afgørelse om en uges effektiv karantæne for selvforskyldt ledighed. Kassen lagde vægt på, at arbejdsforholdet ikke var kommet i stand pga. den for sene henvendelse.
Direktoratet tiltrådte kassens afgørelser med henvisning til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens vejledning til den dagældende bekendtgørelse nr. 146 af 7. marts 1995 om rådighed og selvforskyldt ledighed, § 17, hvori det fastslås, at det sidestilles med afslag, når medlemmet handler på en sådan måde, at ansættelsesforholdet ikke kommer i stand.
Direktoratet fandt yderligere, at det i sager som disse er medlemmets eget ansvar, når en for sen henvendelse til arbejdsgiveren - i sig selv - medfører, at medlemmet ikke bliver ansat.
Medlemmerne har i deres klager anført, at stillingerne skulle besættes mellem 1 og 1 ½ måned efter formidlingen skete, og at den sene henvendelse burde ses på baggrund heraf.
Arbejdsmarkedets Ankenævn tiltrådte direktoratets afgørelser om en uges karantæne, jf. den dagældende rådighedsbekendtgørelses § 17, stk. 1 og § 24, stk. 1, idet nævnet fandt, at ordet "snarest" relaterer sig til formidlingstidspunktet.
Ankenævnet var således enig med direktoratet i, at en adfærd som ovenfor beskrevet konkret kan sidestilles med afslag.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 10. maj 1996