Cirkulæreskrivelse om meddelelse om bopælskravet ved optagelse på baggrund af en udenlandsk uddannelse
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse om meddelelse om bopælskravet ved optagelse på baggrund af en udenlandsk uddannelse
Kommentar m.v.
Arbejdsmarkedets Ankenævn har i en sag om optagelse på baggrund af en udenlandsk uddannelse fundet, at ansøgerens ophold hos sine forældre i Danmark i en periode på tre måneder medførte, at ansøgeren havde haft bopæl i Danmark umiddelbart forud for påbegyndelsen af den udenlandske uddannelse.
Meddelelse om afgørelsen
Den 18. juli 1995 søgte pågældende om optagelse i Magistrenes Arbejdsløshedskasse på baggrund af en bacheloruddannelse taget ved Middlesex University, England.
Uddannelsen var påbegyndt den 1. september 1992 og afsluttet den 3. juli 1995.
Pågældende var i Det Centrale Personregister registreret som udrejst af Danmark fra den 1. august 1991 til den 12. juli 1995.
Pågældende havde i perioden fra den 16. september 1991 til den 30. juni 1992 gennemført et adgangsgivende kursus på London Guildhall University.
Direktoratet gav på denne baggrund afslag på optagelse i kassen, idet pågældende ikke fandtes at have haft bopæl i Danmark umiddelbart forud for påbegyndelsen af uddannelsen ved Middlesex University.
I forbindelse med klagen over direktoratets afslag på optagelse i kassen anførte pågældende, at det adgangsgivende kursus skulle sidestilles med et nødvendigt sprogkursus.
Pågældende oplyste, at hun i juni måned 1992 vendte tilbage til Danmark. Hun boede derefter hos sine forældre i ca. 3 måneder. Endelig oplyste hun, at hun i studietiden hver sommer havde opholdt sig ca. tre måneder hos sine forældre.
Da hun i juni måned 1992 rejste til Danmark havde hun opsagt sit værelse i London, og hun havde alene en begrundet formodning om at være optaget på Middlesex University.
Ankenævnet fandt, at pågældende forud for påbegyndelsen af den videregående uddannelse i England havde haft bopæl i Danmark, selv om hun i Det Centrale Personregister stod registreret som udrejst af Danmark året får uddannelsens påbegyndelse.
Ankenævnet lagde ved afgørelsen vagt på, at pågældende havde opsagt sin bopæl i London og derefter havde opholdt sig i ca. 3 måneder hos sine forældre i Danmark.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 1. april 1996