Cirkulæreskrivelse om meddelelse om praksis i sager, hvor anklagemyndigheden meddeler påtaleopgivelse

Cirkulæreskrivelse om meddelelse om praksis i sager, hvor anklagemyndigheden meddeler påtaleopgivelse

Kommentar m.v.

Denne Meddelelse fra DfA indeholder en gennemgang af DfA og Ankenævnets praksis i sager, hvor anklagemyndigheden har meddelt påtaleopgivelse.

Formålet er at give et helhedsindtryk af praksis på området.

Meddelelsen er inddelt i 5 afsnit

I. Indledning

II. Sager, hvor afgørelser fra DfA er ændret i anledning af en påtaleopgivelse

III. Sager, hvor afgørelser fra DfA ikke er ændret i anledning af en påtaleopgivelse

IV. Sager, hvor afgørelser fra Ankenævnet er ændret i anledning af en påtaleopgivelse

V. Sager, hvor afgørelser fra Ankenævnet ikke er ændret i anledning af en påtaleopgivelse

Meddelelserne fra DfA nr. 55/94 og nr. 19/95 er hermed ophævet.

Meddelelse om afgørelserne

I. Indledning

I DfA's B-vejledning af 30. december 1991 om politianmeldelse m.v. i sager om svig er fastsat nærmere retningslinjer for, hvorledes man skal forholde sig i tilfælde af, at anklagemyndigheden meddeler påtaleopgivelse.

I sådanne tilfælde skal DfA tage stilling til, om påtaleopgivelsen giver anledning til ændring af DfA's afgørelse om svig. Hvis Ankenævnet har tiltrådt DfA's afgørelse om svig, er det Ankenævnet, der skal tage stilling hertil.

En påtaleopgivelse vil normalt være udtryk for, at anklagemyndigheden ikke mener, at det er muligt at bevise, at der har været forsæt til bedrageri. Påtaleopgivelsen er derfor udtryk for en administrativ afgørelse, og den er ikke i sig selv ensbetydende med, at DfA's eller Ankenævnets afgørelse om svig skal ændres.

Dette skyldes også, at Rigsadvokaten har givet udtryk for, at bedømmelsen af, om der i et tilfælde i forhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1, foreligger svig, ikke er identisk med den strafferetlige bedømmelse af, om der kan bevises forsæt til bedrageri i det samme tilfælde. Det påhviler således anklagemyndigheden med en høj grad af sikkerhed at bevise den pågældendes forsæt til bedrageri.

I tilslutning hertil kan det oplyses, at Folketingets Ombudsmand i en konkret sag har udtalt, at han ikke kunne kritisere, at en afgørelse om påtaleopgivelse ikke medførte, at DfA ændrede sin afgørelse om svig til en afgørelse om uagtsomhed. Ombudsmanden lagde herved vægt på, at anklagemyndigheden med opgivelsen af påtale efter straffelovens § 279 (om bedrageri) ikke havde taget stilling til, om forholdet kunne anses for svigagtigt efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1.

Der skal således i hvert enkelt tilfælde af DfA eller Ankenævnet tages stilling til, om den politimæssige efterforskning, der resulterer i påtaleopgivelsen, giver anledning til, at afgørelsen om svig skal fastholdes eller ændres.

For at give et helhedsindtryk af praksis beskrives i denne meddelelse i afsnit II - V sager fra DfA og Ankenævnet, hvor påtaleopgivelser har givet anledning til, at afgørelser enten fastholdes eller ændres.

Hver enkelt sag er forsynet med et "hoved", og herefter er der givet et referat af den enkelte sag.

Da der er tale om konkrete sager, kan det være vanskeligt at udlede generelle retningslinjer for, hvornår en påtaleopgivelse bør medføre, at en afgørelse om svig fastholdes eller ændres.

Følgende synes dog at kunne udledes af praksis

Påtaleopgivelser giver normalt anledning til, at afgørelser om svig fastholdes, hvis

-

Påtaleopgivelsen skyldes, at forholdet er strafferetligt forældet.

-

Påtaleopgivelsen skyldes, at medlemmet er tiltalt for andre forhold, og at forholdet over for arbejdsløshedskassen ikke skønnes at få nævneværdig betydning for medlemmets straf.

-

Påtaleopgivelsen alene er begrundet i en generel standardformulering, og den politimæssige efterforskning ikke har tilvejebragt nye faktiske oplysninger.

-

Påtaleopgivelsen er begrundet i sagens alder og i processuelle - herunder procesøkonomiske betragtninger.

Påtaleopgivelser giver normalt anledning til, at afgørelser om svig ændres, hvis

-

Påtaleopgivelsen skyldes, at den politimæssige efterforskning har tilvejebragt nye faktiske oplysninger, som sandsynliggør, at medlemmet ikke har haft forsæt til svig.

II. Sager, hvor afgørelser fra DfA er ændret i anledning af en påtaleopgivelse

Sag nr. 1

Manglende oplysninger om beskæftigelse som lærer ved forskellige kommuner

Et medlem anførte for få arbejdstimer som lærer på dagpengekortene.

DfA traf afgørelse om, at medlemmet skulle tilbagebetale kr. 128.366,- samt slettes som medlem af kassen for svig.

Anklagemyndigheden opgav påtale, idet man på baggrund af de til sagen afgivne oplysninger - herunder pågældendes egen forklaring - ikke ville kunne godtgøre det fornødne forsæt til bedrageri. Endvidere var anmeldelse sket mere end 3 år efter seneste lovovertrædelse.

DfA fastholdt tilbagebetalingskravet, men fandt, at pågældende for grov uagtsomhed skulle gennemgå 37 timers effektiv karantæne.

Et medlem havde på sine dagpengekort for perioden fra 1986 til 1990 angivet færre arbejdstimer, end pågældende efter oplysninger fra sine arbejdsgivere havde haft.

Medlemmet havde været ansat som lærer ved forskellige kommuner.

Til arbejdsløshedskassen havde medlemmet forklaret, at den honorarlønnede beskæftigelse - så vidt hun huskede - havde været placeret i weekender, og at hun havde bedt kassen om at foretage regulering, hvis arbejdet ikke var medtaget på dagpengekortene.

DfA traf afgørelse om, at medlemmet skulle tilbagebetale i alt brutto kr. 128.366,-, ligesom DfA fandt, at den pågældende skulle slettes som medlem af kassen på grund af svig.

DfA's afgørelse blev ikke indbragt for Ankenævnet.

Anklagemyndigheden traf imidlertid afgørelse om, at påtale mod den pågældende for overtrædelse af straffelovens § 279 (og § 163) var opgivet, fordi videre forfølgning ikke kunne ventes at føre til domfældelse. Der var ved påtaleopgivelsen navnlig blevet lagt vægt på, at pågældende, som mente at have udfyldt sine dagpengekort korrekt, under et retsmøde havde nægtet sig skyldig og i øvrigt oplyst, at hun i en del af den af sagen omhandlede periode ikke havde haft fuldt timetal som timelærer på en voksenskole, hvorfor hun havde ment sig berettiget til supplerende dagpenge.

Det var anklagemyndighedens opfattelse, at man på baggrund af de til sagen afgivne oplysninger - herunder pågældendes egen forklaring - ikke med den til domfældelse i en straffesag fornødne styrke ville kunne godtgøre, at pågældende havde haft det fornødne forsæt til overtrædelse af straffelovens § 279 (og § 163).

Man anførte til sidst i afgørelsen om påtaleopgivelse, at man havde tillagt det en vis betydning, at anmeldelse i sagen var sket mere end 3 år efter, at den seneste lovovertrædelse skulle være foregået.

I anledning af påtaleopgivelsen besluttede DfA at genoptage sagen til ny behandling, og DfA traf herefter ny afgørelse i sagen.

DfA fastholdt i sin nye afgørelse det tidligere opstillede krav om tilbagebetaling af i alt brutto kr. 128.366,- til kassen.

DfA ændrede imidlertid afgørelsen om slettelse som medlem på grund af svig og traf i stedet afgørelse om, at den pågældende for grov uagtsomhed overfor kassen skulle gennemgå en effektiv karantæne på 37 timer.

(DfA's j.nr. D18-010-2/89-0374)

Sag nr. 2

Manglende oplysninger om arbejde i ferieperiode - skærpende omstændigheder

Et medlem afgav urigtige oplysninger i forbindelse med anmodning om og udbetaling af feriedagpenge.

DfA fandt, at medlemmet skulle tilbagebetale kr. 11.460,-, samt at forholdet på grund af skærpende omstændigheder måtte medføre svigsslettelse.

Anklagemyndigheden opgav påtale og lagde i denne anledning vægt på, at arbejdsgivers forklaring i al væsentlighed bekræftede medlemmets forklaring.

DfA fastholdt afgørelsen om tilbagebetaling, men fandt i stedet, at medlemmet skulle ikendes 540 timers effektiv karantæne.

Et medlem anmodede den 26. august 1991 kassen om feriedagpenge, fordi han ville holde ferie fra 1. september til 6. oktober 1991, i alt 30 dage. Medlemmet, som havde optjent 3 feriedage, fik udbetalt feriedagpenge for 27 dage.

Den 28. august 1991 anmodede arbejdsformidlingen (AF) medlemmet om at kontakte De Samvirkende Tjenerforeninger (DST), Vejle, vedrørende et arbejdstilbud som sekretær i DST.

DST orienterede den 2. september 1991 AF om, at medlemmet var ansat og tiltrådt den 1. september 1991. Ifølge kassen afmeldte AF som følge heraf medlemmet som ledig den 5. september.

Den 28. april 1992 anmodede medlemmet herefter om feriedagpenge for perioden fra den 1. juni til den til 28. juni 1992 og oplyste i denne forbindelse, at hans arbejdsforhold var påbegyndt den 15. september 1991. Medlemmet fremsendte samtidig håndskrevne lønsedler fra Vejle Amts Tjenerforening (VAT), hvorefter han havde modtaget løn siden den 15. september 1991.

Af AF's gennemslagskopi af ansættelsesaftalen fremgik, at medlemmet var ansat som faglig sekretær i arbejdstilbuddet fra den 1. september 1991 til den 31. maj 1992. Aftalen var underskrevet af medlemmet og VAT den 2. september 1991.

Af en afregningsopgørelse vedrørende en genoptræningsydelse dateret 4. december 1991 fremgik også, at medlemmet var ansat fra den 1. september 1991, ligesom det af de vedlagte håndskrevne lønsedler fremgik, at medlemmet havde fået løn fra denne dato.

På sin ledighedserklæring efter arbejdstilbuddets ophør oplyste medlemmet, at han var startet i arbejdstilbuddet den 15. september 1991 og havde afsluttet det den 31. maj 1992. Medlemmet vedlagde lønsedler, af hvilke det fremgik, at han havde fået løn fra den 15. september 1991.

Der forelå endvidere en erklæring fra DST af 30. maj 1992, hvorefter medlemmet havde været beskæftiget med genoptræningsydelse fra den 15. september 1991 til den 30. maj 1992.

Medlemmet har forklaret, at han midt i ferieperioden (i 1991) blev tilbudt et arbejde og derfor accepterede at afbryde sin ferie og afholde resten i oktober og november måned 1991, hvilket han også har meddelt til kassen.

Medlemmet har til sagen forelagt kopi af den originale ansættelsesaftale. Ansættelsestidspunktet er her - sammenholdt med AF's gennemslagskopi - rettet til at være den 1. oktober 1991. Underskriftsdatoen er rettet til den 12. september 1991.

Medlemmet har endvidere forklaret, at han har afholdt resten af sin ferie i oktober og november måned i 1991. At han har fået løn i disse måneder skyldes, at han har haft en del overarbejde.

AF har endelig oplyst, at medlemmet har været i arbejdstilbud fra den 1. september 1991 til den 31. maj 1992.

DfA lagde til grund, at medlemmet havde været ansat fra 1. september 1991 til 31. maj 1992 i DST. DfA lagde herved vægt på AF's kopi af ansættelsesaftalen, skrivelsen af 2. september 1991 fra DST til AF, afregningsopgørelsen til AF og kopierne af lønsedlerne.

DfA lagde endvidere til grund, at medlemmet ikke havde holdt ferie fra den 1. september 1991, og man fandt heller ikke medlemmets og arbejdsgiverens forklaring sandsynlig.

Som følge heraf fandt DfA, at medlemmet skulle tilbagebetale i alt brutto kr. 11.460,- til kassen.

DfA traf endvidere afgørelse om, at medlemmet havde handlet svigagtigt overfor kassen, idet han - i den hensigt at få udbetalt feriedagpenge, som han ikke var berettiget til - måtte anses at have fortiet at have haft arbejde siden den 1. september 1991.

DfA anså det for skærpende omstændigheder,

-

at medlemmet over for kassen havde gjort brug af et ændret eksemplar af ansættelsesaftalen,

-

at medlemmet havde forelagt kassen lønsedler med en ansættelsesperiode, der ikke kunne anses for at være i overensstemmelse med de faktiske forhold, samt

-

at medlemmet tilsyneladende selv havde skrevet alle de forelagte - håndskrevne lønsedler.

Det var herefter DfA's opfattelse, at der i forbindelse med medlemmets svigagtige forhold forelå omstændigheder af en sådan karakter, at forholdet måtte medføre fortabelse af medlemsretten.

Medlemmet indbragte ikke DfA's afgørelse for Ankenævnet.

Den 13. april 1994 meddelte anklagemyndigheden, at man havde besluttet at opgive påtale mod den pågældende for overtrædelse af straffelovens § 271 om dokumentfalsk og § 279 om bedrageri, fordi videre forfølgning ikke kunne ventes at føre til domfældelse.

Anklagemyndigheden angav i sin afgørelse at have tillagt det afgørende betydning, at medlemmets daværende arbejdsgiver, DST, Vejle, overfor politiet i al væsentlighed havde bekræftet medlemmets forklaring vedrørende tidspunktet for ansættelsesforholdets begyndelse og den afholdte ferie.

DfA traf herefter ny afgørelse i sagen.

DfA opretholdt sin oprindelige afgørelse for så vidt angår medlemmets tilbagebetalingspligt.

DfA fandt imidlertid ikke under de nu foreliggende omstændigheder med den fornødne sikkerhed at kunne lægge til grund, at medlemmet under skærpende omstændigheder på ansvarspådragende vis havde afgivet og fortiet oplysninger om sit ansættelsesforholds begyndelse og sin feries afholdelse.

Medlemmet skulle derfor alene ikendes en effektiv karantæne på 540 timer.

Ankenævnet tiltrådte afgørelsen med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. 92-661-153, AMA's j.nr. 1995-1-2703)

Sag nr. 3

Urigtige oplysninger om udtræden af selvstændig virksomhed, som fortsættes af ægtefællen

Et medlem svarede bekræftende på, at hans ægtefælle drev landbrug/ridecenter, men undlod efterfølgende at oplyse om indgåelse af ny familieplejekontrakt.

DfA fandt det derfor ikke dokumenteret, at medlemmets personlige arbejde i ægtefællens virksomhed var ophørt mere end midlertidigt.

Anklagemyndigheden afviste anmeldelsen, da man ikke skønnede, at der forelå en formodning om et strafbart forhold, idet det kunne ses, at der i arbejdsløshedskassen herskede ukendskab til de gældende regler.

DfA fandt herefter ikke, at medlemmet havde modtaget dagpenge med urette, ligesom medlemmet ikke havde udvist svig overfor kassen.

På sin ledighedserklæring for lønmodtagere oplyste medlemmet, at han den 30. juli 1991 blev opsagt fra sit arbejde ved et ridecenter, hvor han også havde sin private bopæl. Arbejdet havde bestået i familiepleje.

Medlemmet svarede "ja" til spørgsmålet om, hvorvidt han eller hans ægtefælle drev landbrug, men han svarede "nej" til spørgsmålet om, hvorvidt han eller hans ægtefælle drev anden form for selvstændig virksomhed. Ifølge de vedlagte opsigelser af familieplejekontrakter, som medlemmet og hans ægtefælle havde indgået med 3 kommuner, var den seneste udløbsdato den 30. juni 1991.

Medlemmet modtog herefter arbejdsløshedsdagpenge fra den 2. juli 1991 til den 31. januar 1992, i alt brutto kr. 77.150,-.

Ifølge skattemyndighederne havde medlemmets ægtefælle, der ejede og drev det pågældende ridecenter, i 1989 indtægter fra heste og butik på kr. 77.627,- og indtægter i form af plejevederlag på kr. 639.834,-. Medlemmet fik overført kr. 127.000,- af virksomhedens overskud som medarbejdende ægtefælle.

For indkomståret 1990 var der indtægter fra heste og butik på kr. 87.123,- og plejevederlag på kr. 491.559,-. Af overskuddet var der overført kr. 130.700 til medlemmet som medarbejdende ægtefælle.

I 1991 var der indtægter i ridecentret på i alt brutto kr. 138.922,- fra heste og butik og kr. 389.210,- fra plejevederlag. I dette år var der lønudgifter i virksomheden på kr. 89.069,-, hvilket skattemæssigt svarede til medlemmets A-indkomst fra hans ægtefælle.

Det er endelig oplyst fra skattemyndighederne, at ridecentret i 1992 havde en indtægt på kr. 501.527,- fra plejevederlag. For perioden den 23. oktober 1991 til den 31. maj 1992 blev der indgået plejekontrakt med et plejevederlag på kr. 18.764,- pr. måned for en person.

DfA fandt, at medlemmets arbejde som døgnplejer i ægtefællens selvstændige virksomhed måtte anses for mere end midlertidig udøvelse af selvstændig virksomhed i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven. Det havde ikke særskilt betydning, om medlemmet efter skattelovgivningen måtte have indgået en lønaftale med ægtefællen.

DfA fandt herefter, at spørgsmålet om, hvorvidt medlemmet den 30. juni 1991 kunne anses for ledig, måtte vurderes efter reglerne om ret til dagpenge efter udtræden af en selvstændig virksomhed, der fortsættes af ægtefællen.

Da der den 23. oktober 1991 blev indgået en ny familieplejekontrakt mellem en kommune og medlemmets ægtefælle, og da det af skatteoplysningerne fra 1992 fremgik, at der var en indtægt i ridecentret på plejevederlag på kr. 501.527,-, fandt DfA det ikke dokumenteret, at medlemmets personlige arbejde i ægtefællens virksomhed var ophørt mere end midlertidigt den 1. juli 1991 eller senere.

DfA fandt det heller ikke dokumenteret, at medlemmets personlige arbejde i virksomheden var ophørt mere end midlertidigt efter de øvrige regler, som var anført i § 4 i dagældende bekendtgørelse nr. 418 af 14. juni 1989 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse.

DfA lagde herved blandt andet vægt på, at medlemmet til brug for arbejdsløshedskassens behandling af sagen havde oplyst, at hans personlige arbejde i ridecentret bestod i familiepleje, og at der i virksomheden både i 1991 og 1992 havde været betydelige indtægter fra plejevederlag. Det var også dokumenteret, at der efter ledigmeldelsen den 1. juli 1991 blev indgået en plejekontrakt om anbringelse af døgnpleje i ægtefællens virksomhed den 23. oktober 1991.

DfA fandt derfor, at medlemmet skulle tilbagebetale i alt brutto kr. 77.150,-, som han havde modtaget fra den 2. juli 1991 til den 31. januar 1992.

DfA fandt endvidere, at medlemmet havde handlet svigagtigt overfor arbejdsløshedskassen ved at undlade at oplyse om, at der den 23. oktober 1991 igen blev indgået en aftale om anbringelse i døgnpleje ved ridecentret. I hvert fald fra indgåelsen af denne kontrakt måtte det have stået medlemmet klart, at fortsættelse af virksomheden med familiepleje var af væsentlig betydning for hans dagpengeret.

Medlemmet blev derfor slettet som medlem af arbejdsløshedskassen for svig overfor denne.

Afgørelsen blev ikke indbragt for Ankenævnet.

Anklagemyndigheden traf imidlertid afgørelse om, at man ville afvise arbejdsløshedskassens anmeldelse af medlemmet for overtrædelse af straffeloven, da man ikke skønnede, at der forelå en sådan formodning for et strafbart forhold, at politiet burde foretage en efterforskning i sagen.

Anklagemyndigheden henviste herved til brevvekslingen mellem arbejdsløshedskassen og medlemmet, hvoraf det kunne ses, at der herskede ukendskab i arbejdsløshedskassen til de regler, som DfA henviste til i sin afgørelse. Blandt andet på denne baggrund ville anklagemyndigheden ikke kunne påberåbe sig, at medlemmet havde forsæt til bedrageri overfor arbejdsløshedskassen.

DfA traf herefter en ny afgørelse i sagen, hvorefter man på det nu foreliggende grundlag ikke fandt, at det med den fornødne sikkerhed kunne godtgøres, at medlemmet bevidst havde afgivet urigtige oplysninger eller i øvrigt mod bedre vidende havde modtaget dagpenge med urette.

DfA henviste til, at det i korrespondancen mellem medlemmet og arbejdsløshedskassen var tilkendegivet, at medlemmet kunne anerkendes som lønmodtager alene på baggrund af oplysningen om, at han med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 1991 havde indgået en lønaftale med ægtefællen efter skattelovgivningens regler. Arbejdsløshedskassens tilkendegivelse herom medførte således, at medlemmet fejlagtigt blev bekræftet i sin opfattelse af, at arbejde i ægtefællens virksomhed kunne behandles efter reglerne for lønmodtagere.

DfA fandt herefter ikke, at medlemmet havde modtaget dagpenge med urette, ligesom han ej heller havde udvist svig over for arbejdsløshedskassen.

(DfA's j.nr. 92-625-57, AMA's j.nr. 1995-1-2138)

Sag nr. 4

Urigtige oplysninger om sygdom og udbetaling af sygedagpenge på dagpengekortene

Et medlem oplyste "0" timer på dagpengekortene. Af kommunen blev det dog oplyst, at pågældende for samme periode havde modtaget sygedagpenge.

DfA tiltrådte kassens afgørelse om, at medlemmet skulle tilbagebetale i alt kr. 35.112, samt slettes for svig.

Anklagemyndigheden opgav påtale mod medlemmet, da det af en undersøgelse bl.a. fremgik, at medlemmet savnede overblik over sin økonomi, og at medlemmet havde rettet henvendelse til kassen om sin sygdom.

DfA fastholdt tilbagebetalingskravet, men fandt under hensyn til den politimæssige efterforskning, at forholdet alene kunne betragtes som groft uagtsomt, hvorfor medlemmet ikendtes 37 timers effektiv karantæne.

På sine dagpengekort for perioden fra uge 42 i 1992 til uge 2 i 1993 oplyste medlemmet at have været fuldt ledig ved at angive "0" timer på dagpengekortene.

Fra Nykøbing-Rørvig kommune var det derimod oplyst, at medlemmet i de nævnte uger havde modtaget sygedagpenge. Sygeperioden var i øvrigt lægeligt dokumenteret.

Medlemmet forklarede til arbejdsløshedskassen, at hun ikke huskede meget fra denne periode.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet ved at undlade at oplyse om sin sygeperiode havde modtaget i alt brutto kr. 35.112,- for meget i arbejdsløshedsdagpenge, og at dette beløb skulle tilbagebetales.

Arbejdsløshedskassen indstillede endelig til DfA, at medlemmet for svig over for kassen blev slettet som medlem af denne.

DfA var enig i, at medlemmet skulle tilbagebetale det nævnte beløb til arbejdsløshedskassen. DfA traf endvidere afgørelse om, at medlemmet skulle slettes som medlem af kassen for svig over for denne.

DfA begrundede blandt andet dette med, at det fremgik af dagpengekortet, at man har pligt til at oplyse om sygdom, og at medlemmet på tidspunktet for udfyldelse af dagpengekortet måtte have vidst, at hun ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet.

Anklagemyndigheden traf afgørelse om at opgive påtale mod medlemmet.

Man henviste herved blandt andet til, at medlemmet den 12. oktober 1992 rettede henvendelse til arbejdsløshedskassen ved en navngiven kontorbestyrer, hvor hun oplyste, at hun havde været syg siden den 26. september 1992. Kontorbestyreren påførte herefter medlemmets dagpengekort for ugerne 40 og 41 i 1992 "sygdom". Samme dag udfyldte og indsendte kontorbestyreren anmodning om sygedagpenge til kommunen.

Af en personundersøgelse fremgik det blandt andet, at medlemmet savnede overblik over sine økonomiske forhold.

DfA traf herefter ny afgørelse i sagen.

DfA fandt fortsat, at medlemmet skulle tilbagebetale i alt brutto kr. 35.112,- til arbejdsløshedskassen.

DfA fandt dog nu - under hensyn til de under den politimæssige efterforskning fremkomne oplysninger - at det begåede forhold alene måtte betragtes som groft uagtsomt, hvorfor medlemmet alene skulle gennemgå en effektiv karantæne på 37 timer.

(DfA's j.nr. 94-423-88)

III. Sager, hvor afgørelser fra DfA ikke er ændret i anledning af en påtaleopgivelse

Sag nr. 1

Urigtige oplysninger om vikararbejde på dagpengekortene

Et medlem var af den opfattelse, at løn for vikararbejde var udbetalt i stedet for bistandshjælp.

Anklagemyndigheden mente derfor ikke, at der kunne føres bevis for, at medlemmet havde haft forsæt til bedrageri, da medlemmet evt. kunne være blevet fejlinformeret hos kommunen.

DfA fastholdt sin afgørelse om svigagtigt forhold, da anklagemyndighedens betragtninger ikke gav anledning til ændring af afgørelsen.

Et medlem oplyste på sine dagpengekort for ugerne 27 - 39, 41 og 43 - 48 i 1991, at hun havde været fuldt ledig ved at skrive 0 på dagpengekortene.

Arbejdsgiveren oplyste imidlertid, at medlemmet i disse perioder havde haft noget vikararbejde ved kommunen.

Medlemmet forklarede til sagen, at hun erkendte forholdet, og at hun på grund af økonomiske problemer havde bedt kommunen om bistandshjælp, hvilket blev afslået. Hun blev derimod tilbudt et vikararbejde ved kommunen og troede, at det var i stedet for bistandshjælp.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle tilbagebetale i alt brutto kr. 40.185,-. Kassen indstillede endvidere til DfA, at medlemmet på grund af svig over for kassen skulle gennemgå en almindelig karantæne på 12 måneder.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet skulle tilbagebetale i alt brutto kr. 40.185,-. DfA fandt endvidere, at medlemmet på grund af svig over for kassen skulle gennemgå en almindelig karantæne på 12 måneder. DfA henviste til, at det af dagpengekortene fremgår, at medlemmet har pligt til at oplyse om alt arbejde og al indtægt i ledighedsperioden, og at hun ved sin underskrift på tro og love havde erklæret, at oplysningerne på dagpengekortene var rigtige.

Afgørelsen blev ikke indbragt for Ankenævnet.

Anklagemyndigheden traf senere afgørelse om, at man ville undlade at rejse påtale for overtrædelse af straffelovens § 279, da videre forfølgning ikke kunne ventes at føre til, at pågældende findes skyldig til straf. Man havde her navnlig lagt vægt på, at det ikke kunne udelukkes, at der var opstået en misforståelse med hensyn til oplysningspligt i en samtale, som medlemmet havde haft med en sagsbehandler i kommunen.

DfA klagede over denne påtaleopgivelse. Grunden hertil var blandt andet, at det forhold, at der kan være opstået en misforståelse med hensyn til pågældendes oplysningspligt i en samtale, som hun har haft med en sagsbehandler i kommunen, var irrelevant i denne sammenhæng. Det skyldtes, at kommunale sagsbehandlere ikke har nogen kompetence med hensyn til arbejdsløshedsforsikring, da det er medlemmets arbejdsløshedskasse, der skal vejlede medlemmet om oplysningspligten.

Anklagemyndigheden bemærkede hertil, at man fastholdt påtaleopgivelsen. Man havde herved navnlig lagt vægt på, at det efter afhøring af den pågældende sagsbehandler ikke kunne udelukkes, at hendes samtale med medlemmet i 1991 om omfanget af og vilkårene for økonomisk hjælp havde afstedkommet en misforståelse hos medlemmet om oplysningspligten.

Under en straffesag ville det være anklagemyndighedens opgave at føre bevis for, at medlemmet havde forsæt til bedrageri. Et sådant bevis kunne ikke føres, hvis pågældende rent faktisk havde misforstået situationen/sagsbehandlerens oplysninger. Anklagemyndigheden var derfor ikke enig med DfA i, at dette forhold - i strafferetlig henseende - var irrelevant og tilføjede, at kendskab til kompetenceforholdene mellem en kommune og en arbejdsløshedskasse ikke efter anklagemyndighedens opfattelse kunne fordres af et medlem.

DfA fastholdt dog den trufne afgørelse, da de grunde, som anklagemyndigheden gav for, at man ikke ønskede at rejse tiltale mod pågældende, ikke gav anledning til ændring af afgørelsen.

Denne afgørelse blev ikke indbragt for Ankenævnet.

(DfA's j.nr. 94-422-579)

Sag nr. 2

Urigtige oplysninger om arbejdstimer og manglende oplysning om årsag til arbejdsophør - gentagelsesvirkning

DfA pålagde et medlem at tilbagebetale dagpenge i forbindelse med, at medlemmet ikke havde påført arbejdstimer på dagpengekortet, og slettede endvidere medlemmet for svig.

Anklagemyndigheden undlod at rejse tiltale for uberettiget at have modtaget dagpenge efter 2 gange at være blevet selvforskyldt ledig.

DfA fastholdt afgørelsen, da medlemmet var orienteret om konsekvenserne af 2 gange at være blevet selvforskyldt ledig.

En arbejdsløshedskasse traf den 18. september 1991 afgørelse om, at medlemmet var selvforskyldt ledig fra chaufførarbejde hos vognmand A. Medlemmet blev derfor pålagt 5 ugers karantæne.

I afgørelsen gjorde arbejdsløshedskassen medlemmet opmærksom på, at hvis han igen mistede retten til dagpenge på grund af selvforskyldt ledighed inden for 12 måneder fra karantænens begyndelse, ville hans dagpengeret være betinget af, at han havde 300 timers arbejde inden for en periode på 10 uger.

I anledning af, at medlemmet var blevet set på gaden kørende hyrevogn for vognmand B, indhentede arbejdsløshedskassen nærmere oplysninger om medlemmets beskæftigelse hos denne vognmand.

Det blev herved oplyst, at medlemmet havde haft delvis beskæftigelse hos vognmand B fra uge 14 til uge 24 i 1992 uden at oplyse kassen herom, således at han modtog fulde dagpenge. Om årsagen til arbejdsophøret oplyste vognmand B, at det blandt andet skyldtes, at medlemmet sjældent overholdt sine aftaler, og at han en enkelt gang ikke kom til afløsning med vognen, da han var faldet i søvn på en holdeplads.

Medlemmet forklarede til sagen, at han aldrig over for afdelingen har nægtet, at han har haft nogle timer hos vognmand B, men tværtimod underrettet afdelingen. Som begrundelse for, at han ikke skrev arbejdstimerne på dagpengekortene, udtalte medlemmet endvidere, at han regnede med, at indtægterne automatisk ville blive reguleret på datalønsystemet.

Medlemmet har endelig forklaret til sagen, at selv om han har dansk statsborgerskab og været medlem af en arbejdsløshedskasse siden 1978, har han ikke forstand på de gældende regler, og at han ikke selv har ønsket at ophøre i de to arbejdsforhold.

Arbejdsløshedskassen traf herefter afgørelse om, at medlemmet ved at undlade at oplyse om antal arbejdstimer på dagpengekortene skulle tilbagebetale brutto kr. 11.451 til kassen og gennemgå en effektiv karantæne på 540 timer for svig.

Da medlemmet havde været selvforskyldt ledig to gange inden for 12 måneder, var medlemmet ikke berettiget til at modtage dagpenge, før han havde haft 300 timers arbejde i en periode på 10 uger. Som følge heraf skulle medlemmet yderligere tilbagebetale de dagpenge, som medlemmet havde modtaget efter arbejdsophøret den 14. juni 1992 hos vognmand B, brutto kr. 17.754.

DfA tiltrådte arbejdsløshedskassens afgørelse om, at medlemmet skulle tilbagebetale i alt brutto kr. 29.205 til kassen, fordi medlemmet havde undladt at oplyse om antal arbejdstimer hos vognmand B, og fordi medlemmet havde fortiet, at han var blevet afskediget af vognmand B af en grund, som væsentligst kunne tilregnes ham selv.

DfA fandt endvidere, at medlemmet ved at fortie disse oplysninger over for arbejdsløshedskassen havde handlet svigagtigt over for denne, og at medlemmet som følge heraf på grund af beløbets størrelse skulle slettes som medlem af kassen for svig.

DfA begrundede blandt andet dette med, at det var ubetænkeligt at lægge til grund, at medlemmet vidste, at han efter det selvforskyldte arbejdsophør hos vognmand B ikke var berettiget til dagpenge, fordi arbejdsløshedskassen udtrykkeligt i tilknytning til de første arbejdsophør ved brev af 18. september 1991 havde gjort ham opmærksom på, at hvis han igen mistede retten til dagpenge på grund af selvforskyldt ledighed inden for 12 måneder fra karantænens begyndelse, ville hans dagpengeret være betinget af, at han skulle have 300 timers arbejde inden for en periode på 10 uger.

Denne afgørelse blev ikke indbragt for Ankenævnet.

Den 8. december 1994 blev medlemmet i en tilståelsessag dømt ved Retten i Århus for bedrageri over for arbejdsløshedskassen. Det fremgår af domsudskriften, at medlemmet alene blev dømt til at tilbagebetale i alt brutto kr. 11.451 til kassen, fordi han fra uge 14 til uge 24 i 1991 havde undladt at oplyse om arbejde på dagpengekortene.

Den del af tilbagebetalingsbeløbet, der vedrørte gentagelsesvirkningen, blev altså på grund af anklagemyndighedens delvise (og stiltiende) påtaleopgivelse ikke behandlet af retten. Spørgsmålet var herefter, om denne delvise (og stiltiende) påtaleopgivelse gav anledning til ændring af DfA's oprindelige afgørelse.

DfA fandt ikke anledning til at ændre den oprindeligt trufne afgørelse på grund af påtaleopgivelsen. DfA henviste herved til, at det måtte have stået medlemmet klart, at han ved at undlade at oplyse om arbejdstimerne og årsagen til arbejdsophøret hos vognmand B ville modtage dagpenge med urette. DfA lagde blandt andet vægt på, at medlemmet var bekendt med begrebet "selvforskyldt ledighed" og konsekvenserne heraf, fordi kassen i afgørelsen vedrørende det første arbejdsophør udtrykkeligt gjorde opmærksom på, at der i gentagelsestilfælde inden for 12 måneder skulle præsteres over 300 timers arbejde i en 10 ugers periode.

DfA fastholdt derfor, at slettelsen på grund af svig skulle opretholdes.

Afgørelsen er ikke indbragt for Ankenævnet.

(DfA's j.nr. 92-6351-231)

Sag nr. 3

Urigtige oplysninger om modtagelse af social pension i en ledighedsperiode

Et medlem havde uberettiget modtaget arbejdsløshedsdagpenge som følge af urigtige oplysninger om tidligere medlemskab af en kasse samt om sociale pensioner ved optagelse i en ny kasse.

Anklagemyndigheden mente ikke, at medlemmet havde haft forsæt til bedrageri, idet medlemmet ikke kunne læse og skrive dansk, hvorfor erklæringen var udfyldt af andre.

DfA fandt fortsat, at medlemmet havde handlet svigagtigt, da medlemmet bl.a. på grund af en rådighedsvurdering som følge af modtagelse af sociale pensioner vidste, at disse havde betydning for retten til arbejdsløshedsdagpenge.

Et medlem blev fra den 1. juli 1985 tilkendt laveste førtidspension, fordi hendes erhvervsevne var nedsat til omkring halvdelen af den normale for en kvinde i hendes alder.

Efter at arbejdsløshedskassen på baggrund heraf havde truffet afgørelse om, at medlemmet skulle præstere 5 ugers arbejde på fuld tid for at bevise, at hun stod til rådighed for arbejdsmarkedet i fuldt normalt omfang, blev medlemmet den 1. januar 1987 slettet på grund af kontingentrestance.

Den 1. november 1989 blev medlemmet på ny optaget i en arbejdsløshedskasse. På optagelsesbegæringen svarede medlemmet "nej" til spørgsmålet, om hun tidligere havde været medlem af en arbejdsløshedskasse.

På sin ledighedserklæring af 15. januar 1991 svarede medlemmet også "nej" til spørgsmålet, om hun modtog sociale pensioner. Det samme var tilfældet på medlemmets begæring om udbetaling af feriedagpenge af 21. maj 1993.

Også på sine dagpengekort undlod medlemmet at oplyse om, at hun modtog sociale pensioner.

Ved medlemmets ansøgning om efterløn blev det konstateret, at medlemmet modtog en social pension.

Arbejdsløshedskassen traf herefter afgørelse om, at medlemmet havde modtaget i alt brutto kr. 156.117,- for meget i arbejdsløshedsdagpenge, som hun skulle tilbagebetale til kassen. Endvidere indstillede kassen til DfA, at medlemmet blev slettet som medlem af kassen for svig over for denne.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet havde modtaget arbejdsløshedsdagpengene med urette.

DfA fandt endvidere, at medlemmet skulle slettes som medlem af arbejdsløshedskassen på grund af svig, fordi hun havde afgivet urigtige oplysninger om sin sociale pension.

DfA lagde vægt på følgende

-

På optagelsesbegæringen af 6. december 1989 havde medlemmet svaret "nej" til spørgsmålet om tidligere medlemskab af en arbejdsløshedskasse.

-

Medlemmet havde på sin ledighedserklæring af 15. januar 1991 og på begæringen om udbetaling af feriedagpenge af 21. maj 1993 svaret "nej" til spørgsmålet, om hun modtog førtidspension på trods af, at hun siden 1985 havde modtaget førtidspension.

-

Medlemmet havde på samtlige dagpengekort skrevet under på, at hun havde gennemlæst vejledningen, af hvilken det blandt andet fremgik, at man har pligt til at oplyse arbejdsløshedskassen om ethvert forhold, herunder om man modtager social pension.

Denne afgørelse blev ikke indbragt for Ankenævnet.

Anklagemyndigheden traf imidlertid afgørelse om at opgive påtale mod medlemmet for bedrageri, fordi videre forfølgning ikke kunne ventes at føre til, at pågældende blev fundet skyldig til straf.

Man lagde herved navnlig vægt på, at pågældende nægtede forsæt til bedrageri, at hun kunne skrive sit navn, men at hun derudover ikke kunne læse eller skrive hverken på dansk eller tyrkisk, at erklæringerne i sagen derfor måtte være udfyldt af andre, at hun ikke kunne tale dansk, og at der ved arbejdsløshedskassens samtaler med pågældende alene var tolket af pågældendes søn.

I anledning af påtaleopgivelsen traf DfA en ny afgørelse i sagen.

DfA fandt fortsat, at fejludbetalingen skyldtes, at medlemmet havde handlet svigagtigt over for arbejdsløshedskassen.

DfA lagde herved vægt på følgende

-

Medlemmet havde allerede i 1985 søgt helbredsbetinget pension, og hun havde modtaget denne pension fra 1. juli 1985 og fremefter.

-

Medlemmet havde allerede i 1985 i anledning af sin sygdom og pensionsansøgning været til en rådighedsvurdering på arbejdsformidlingen og i arbejdsløshedskassen, hvor medlemmets søn fungerede som tolk.

-

På baggrund af samtalen blev der truffet afgørelse om, at medlemmet ville være berettiget til dagpenge efter arbejde af passende varighed.

-

Medlemmet havde på sin optagelsesbegæring, ledighedserklæring, begæring om udbetaling af feriedagpenge og på dagpengekortene givet urigtige oplysninger om den sociale pension.

DfA fandt derfor, at medlemmet måtte have vidst, at modtagelsen af den helbredsbetingede sociale pension havde været af betydning for retten til at modtage arbejdsløshedsdagpenge, og at medlemmet for at modtage ydelsen med urette bevidst havde undladt at oplyse om den sociale pension i forbindelse med udfyldelse af ledighedserklæring og begæring om udbetaling af feriedagpenge.

Denne afgørelse blev ikke indbragt for Ankenævnet.

(DfA's j.nr. 94-642-263)

IV. Sager, hvor afgørelser fra Ankenævnet er ændret i anledning af en påtaleopgivelse

Sag nr. 1

Manglende oplysninger om "plejeløn" på dagpengekortene

Et medlem indgik en dagplejekontrakt med en kommune om pleje af en afdød slægtnings 2 børn, men oplyste ikke sin arbejdsløshedskasse om denne aktivitet.

Ankenævnet stadfæstede DfA's afgørelse, hvorefter medlemmet skulle svigsslettes.

Anklagemyndigheden meddelte påtaleopgivelse og henviste herved til sagens særegne omstændigheder, herunder navnlig karakteren af begrebet "plejeløn" sammenholdt med, at medlemmet ikke havde modtaget børnetilskud.

Ankenævnet fandt herefter, at forholdet alene skulle bedømmes som uagtsomt.

Et medlem indgik i maj 1989 en døgnplejekontrakt med Høje-Taastrup kommune om pleje af to børn til en nær slægtning, som var afgået ved døden.

Medlemmet blev ledigt den 18. september 1989. På ledighedserklæringen svarede medlemmet "nej" til spørgsmålet, om hun havde bierhverv. På sine dagpengekort for 1989, 1990 og 1991 oplyste medlemmet hverken om arbejde eller indtægter som døgnplejer.

Medlemmet modtog hver måned en lønseddel fra Høje-Taastrup kommune, hvorpå der var oplyst bruttoindtægter på fra kr. 6.862,50 til kr. 7.345,62. Af lønsedlerne fremgik det, at der var tale om plejeløn, og at der blev trukket A-skat, ATP og AUD.

Arbejdsløshedskassen fandt, at de med urette modtagne dagpenge på grund af særlige omstændigheder ikke skulle tilbagebetales. Det var forståeligt, at medlemmet ikke havde betragtet det at tage sig af sin afdøde slægtnings børn som arbejde. Den økonomiske fordel ved plejevederlaget var desuden af ringe omfang, og samtidig havde medlemmet ikke modtaget børnetilskud.

DfA traf afgørelse om, at medlemmet skulle tilbagebetale i alt brutto kr. 93.837 til arbejdsløshedskassen.

DfA fandt også, at medlemmet havde udvist svig overfor arbejdsløshedskassen, og at hun som følge heraf skulle slettes som medlem af denne for svig. DfA henviste til medlemmets oplysningspligt og til, at hun hver måned modtog en lønseddel fra arbejdsgiveren, hvoraf det fremgik, at hun fik plejeløn for sit arbejde. Af plejelønnen havde hun betalt A-skat, ATP og AUD. Som følge heraf burde det have stået klart for hende, at døgnpleje af to børn var et arbejde, og at der derfor skulle ske fradrag i dagpengene.

Ankenævnet stadfæstede afgørelsen med den givne begrundelse.

Anklagemyndigheden meddelte imidlertid påtaleopgivelse, fordi videre forfølgning ikke kunne forventes at føre til domfældelse.

Anklagemyndigheden havde ved sin afgørelse navnlig lagt vægt på sagens særegne omstændigheder, herunder navnlig karakteren af begrebet "plejeløn", sammenholdt med at sigtede ikke havde modtaget børnetilskud. Anklagemyndigheden mente derfor ikke at kunne føre bevis for, at sigtede i strafferetlig forstand havde handlet med det til domfældelse fornødne forsæt.

I anledning af anklagemyndighedens undladelse af at rejse påtale mod medlemmet for bedrageri, da man ikke anså det for muligt at føre bevis for forsæt til bedrageri, traf Ankenævnet ny afgørelse i sagen.

Ankenævnet fandt således under henvisning til det af anklagemyndigheden anførte ikke grundlag for at fastholde, at forholdet skulle bedømmes som svigagtigt. Ankenævnet fandt i stedet for, at forholdet skulle bedømmes som uagtsomt, og at medlemmet skulle idømmes en effektiv karantæne på 37 timer.

(DfA's j.nr. D53-010-1/91-0270, AMA's j.nr. 1992-1-748)

Sag nr. 2

Manglende oplysninger om arbejde som produkthandler

DfA fik fra politiet oplysning om, at et medlem af en arbejdsløshedskasse havde fået udbetalt dagpenge samtidig med, at han havde drevet selvstændig virksomhed.

Ankenævnet stadfæstede DfA's afgørelse om, at medlemmet skulle slettes som medlem af kassen på grund af svig over for denne.

Anklagemyndigheden meddelte påtaleopgivelse med den begrundelse, at man ikke mente at kunne føre bevis for bedrageri fra medlemmets side over for arbejdsløshedskassen.

Anklagemyndigheden henviste i sin begrundelse videre til, at det var besluttet ikke at rejse tiltale mod medlemmet for overtrædelse af skatte- og momslovgivningen, og anførte, at anklagemyndigheden af denne årsag ikke fandt tilstrækkeligt grundlag for at indlede en ny efterforskning med henblik på en bedragerisigtelse omkring det således tidligere behandlede sagsgrundlag.

Ankenævnet ophævede sin tidligere afgørelse og hjemviste herefter sagen til DfA, som ændrede sin bedømmelse af medlemmets forhold fra svig til uagtsomhed.

Af medlemmets ledighedserklæring fra 1977 fremgik, at medlemmet havde været beskæftiget som chauffør i årene 1965 til 1976.

På en ledighedserklæring fra 1983 oplyste medlemmet, at han i en periode fra efteråret 1982 til foråret 1983 havde været beskæftiget som produkthandler i sin faders virksomhed.

Af en ledighedserklæring fra 1984 fremgik endelig, at medlemmet havde været beskæftiget som produkthandler i sin faders virksomhed i ca. 3 måneder i 1984.

På samtlige ledighedserklæringer svarede medlemmet "nej" til spørgsmålene om, hvorvidt han drev selvstændig virksomhed.

Af medlemmets dagpengekort for perioden fra 1980 til 1985 fremgik videre, at medlemmet heller ikke på dagpengekortene havde oplyst om drift af selvstændig virksomhed.

Arbejdsløshedskassen modtog fra kriminalpolitiet oplysning om, at medlemmet tilsyneladende havde fået udbetalt dagpenge fra samtidig med, at han alene eller sammen med sin fader havde drevet selvstændig virksomhed i et omfang, som udelukkede ret til samtidig modtagelse af dagpenge.

Under en ransagning på medlemmets bopæl fandt politiet kr. 198.500,- i kontanter, og dette kontantbeløb viste sammenholdt med de under ransagningen tilvejebragte bilag, at medlemmet havde ernæret sig som produkthandler uden at være momsregistreret - og med sin fader som stråmand.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle tilbagebetale i alt brutto kr. 441.550,-.

Arbejdsløshedskassen indstillede i forbindelse hermed til DfA, at medlemmet blev slettet som medlem af arbejdsløshedskassen på grund af svig.

DfA lagde til grund, at medlemmet, som ikke havde været momsregistreret, havde været beskæftiget med køb og salg af jern, metaller og pap, at han havde foretaget handlerne enten for sig selv eller for sin fader/for tredjemænd, og at han havde anvendt sin egen personbil og en trailer til arbejdets udførelse.

DfA fandt det herefter under hensyntagen blandt andet til arten og omfanget af medlemmets beskæftigelse og til medlemmets nære og lange tilknytning til familievirksomheden ikke godtgjort, at medlemmet havde stået til rådighed for arbejdsmarkedet i fuldt normalt omfang.

DfA anførte som begrundelse endvidere, at det ikke havde været nødvendigt at tage stilling til, om medlemmet måtte anses for at have drevet selvstændig virksomhed som hovederhverv, idet DfA havde lagt vægt på medlemmets tilsidesættelse af sin pligt til at oplyse om enhver form for arbejde - lønnet eller ulønnet - som medlemmet måtte have påtaget sig.

DfA tiltrådte derfor kassens afgørelse om tilbagebetaling af i alt brutto kr. 441.550,-. DfA traf endvidere afgørelse om, at pågældende skulle slettes af kassen på grund af svig over for denne.

Ankenævnet stadfæstede DfA's afgørelse med den givne begrundelse.

Den 9. marts 1990 besluttede anklagemyndigheden, at man ikke ville foretage sig videre i sagen mod medlemmet. Denne beslutning var begrundet i det forhold, at anklagemyndigheden ikke mente at kunne føre bevis for bedrageri fra medlemmets side over for arbejdsløshedskassen.

Anklagemyndigheden henviste i sin begrundelse også til, at det var besluttet ikke at rejse tiltale mod medlemmet for overtrædelse af skatte- og momslovgivningen, og anførte, at anklagemyndigheden af denne årsag ikke fandt tilstrækkeligt grundlag for at indlede en ny efterforskning med henblik på en bedragerisigtelse omkring det således tidligere behandlede sagsgrundlag.

I anledning af denne påtaleopgivelse ophævede ankenævnet sin tidligere trufne afgørelse og hjemviste sagen til DfA til ny behandling på det ændrede grundlag.

Den 5. november 1990 ikendte DfA herefter i medfør af arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 3, medlemmet en uges effektiv karantæne.

Medlemmet klagede også over denne afgørelse, som Ankenævnet imidlertid med afgørelse af 25. april 1991 tiltrådte med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. 92-682-213, AMA's j.nr. 1994-1-1833)

Sag nr. 3

Drift af vedvarende selvstændig virksomhed samtidig med modtagelse af efterløn

Et medlem, som overgik til efterløn den 1. september 1987, svarede på efterlønsbegæringen "nej" til spørgsmålet om, hvorvidt han eller hans ægtefælle drev forretning eller anden selvstændig virksomhed.

På efterlønserklæringer for årene 1987 til 1991 svarede medlemmet videre "nej" til spørgsmålet om, hvorvidt han havde haft indtægter ved lønarbejde eller ved selvstændig virksomhed. På efterlønserklæringen for 1992 oplyste medlemmet, at han havde arbejdet 40,5 timer.

DfA traf afgørelse om, at medlemmet skulle tilbagebetale kr. 552.168,-, og slettede endvidere medlemmet for svig.

Anklagemyndigheden meddelte påtaleopgivelse, dels fordi man ikke mente at kunne føre tilstrækkeligt bevis for forsæt til bedrageri, dels fordi størrelsen af tilbagebetalingsbeløbet måtte anses for at være rigelig straf i det foreliggende tilfælde.

DfA fastholdt herefter, at medlemmet havde udvist svigagtigt forhold, mens Ankenævnet - under henvisning til anklagemyndighedens oplysning om umuligheden af at føre tilstrækkeligt bevis - ændrede afgørelsen til uagtsomhed.

Medlemmet overgik til efterløn den 1. september 1987. På efterlønsbegæringen svarede medlemmet "nej" til spørgsmålet om, hvorvidt han eller hans ægtefælle drev forretning eller anden selvstændig virksomhed.

På efterlønserklæringerne for årene 1987 - 1991 svarede medlemmet "nej" til spørgsmålene om, hvorvidt han havde haft indtægter ved lønarbejde eller ved selvstændig virksomhed. På efterlønserklæringen for 1992 oplyste medlemmet, at han havde arbejdet 40 l/2 timer.

Som led i en stikprøveundersøgelse konstaterede DfA, at medlemmet i årene 1987-1991 havde været indehaver af en virksomhed, der beskæftigede sig med indramning af billeder.

I disse år havde medlemmet ført regnskab som selvstændig, og skattemæssigt havde han opgivet over-/underskud af selvstændig virksomhed. Ifølge regnskaberne havde omsætningen i de nævnte år udgjort kr. 15.662,-, kr. 10.852,-, kr. 11.470,-, kr. 12.467,- og kr. 12.513,-. Der var foretaget varekøb for henholdsvis kr. 47.463,-, kr. 40.008,-, kr. 27.331,-, kr. 35.198,- og kr. 25.223,-.

Medlemmet forklarede, at hans aktiviteter havde bestået i at afvikle en mindre, blandet butik, som hans ægtefælle drev i tilknytning til boligen. Medlemmets ægtefælle blev afmeldt fra momsregistrering den 31. marts 1987, og der blev afholdt ophørsudsalg. Herefter resterede der et varelager, der hovedsageligt bestod af lister og andre materialer til indramning af billeder.

Medlemmet forklarede videre, at aktiviteterne herefter havde bestået i at afvikle varelageret. I de følgende år var der foretaget varekøb, men der havde kun været tale om køb af materialer, f.eks. glas og pap, som var nødvendige for at sælge rammerne. De store udgifter til varerleverandører skyldtes hovedsagelig, at medlemmet havde afviklet gæld, som var opstået før ægtefællens sygdom og død. Medlemmets ægtefælle var afgået ved døden den 3. februar 1988.

Det fremgår også af skatteoplysningerne, at medlemmets ægtefælle i 1987 og i 1988 ikke havde opgivet over-/underskud af selvstændig virksomhed, men havde haft indkomst i form af pension og renteindtægt.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle tilbagebetale i alt brutto kr. 552.168,-, der var udbetalt for meget i efterløn. Samtidig indstillede kassen til DfA, at medlemmet blev slettet som medlem af kassen på grund af svig.

DfA bemærkede i sin afgørelse, at man på baggrund af arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 a efter fast praksis har anset drift af vedvarende selvstændig virksomhed og deltagelse som medarbejdende ægtefælle i ægtefællens selvstændige virksomhed som uforenelige med retten til efterløn. Retten til 200 timers arbejde i efterlønsperioden kan således kun udnyttes til løsning af enkeltstående, konkrete arbejdsopgaver, der har karakter af selvstændig virksomhed.

DfA fandt derfor, at medlemmet ved overgangen til efterløn og i efterlønsperioden havde drevet selvstændig virksomhed og således ikke havde været berettiget til at overgå til og modtage efterløn. DfA lagde herved vægt på, at medlemmet havde ført regnskab som selvstændig, og at hans ægtefælle ikke havde været registreret som selvstændig, selv om det, efter det af kassen oplyste, var hende, der stod for virksomheden.

DfA var herefter enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet havde modtaget i alt brutto kr. 552.168,- for meget i efterløn, som medlemmet skulle tilbagebetale til kassen.

DfA fandt endvidere, at medlemmet skulle slettes som medlem af kassen for svig over for denne, da han først på efterlønsbegæringen og senere på efterlønserklæringerne havde afgivet urigtig oplysning om, at han drev selvstændig virksomhed.

Ankenævnet afviste at behandle sagen på grund af fristoverskridelse.

Anklagemyndigheden besluttede at indstille efterforskningen af medlemmets forhold for bedrageri, da man efter den indledende efterforskning skønnede, at det ville være umuligt at fremskaffe det til domfældelse nødvendige bevis for forsæt til at begå en lovovertrædelse. Man havde endvidere lagt vægt på, at den trufne afgørelse om tilbagebetaling af et beløb på kr. 552.168,- var en mere end rigelig straf i det foreliggende tilfælde.

DfA traf herefter ny afgørelse i sagen.

DfA fastholdt, at medlemmet havde udvist svigagtigt forhold, da han både ved overgangen til efterløn og på de efterfølgende efterlønserklæringer havde undladt at oplyse, at han var beskæftiget ved selvstændig virksomhed. DfA havde i den forbindelse lagt vægt på, at medlemmet, uanset at han havde foretaget momsafmelding, fortsat var registreret som selvstændig erhvervsdrivende, foretog varekøb og havde en ikke ubetydelig omsætning.

Ankenævnet fandt ikke, at medlemmet skulle slettes for svig, men at han alene skulle idømmes en uges effektiv karantæne for uagtsomhed. Ankenævnet henviste til det oplyste om, at anklagemyndigheden havde skønnet, at det ville være umuligt at fremskaffe et til domfældelse nødvendigt bevis for forsæt til at begå en lovovertrædelse.

(DfA's j.nr. 92-4462-98, AMA's j.nr. 1994-1-1944)

V. Sager, hvor afgørelser fra Ankenævnet ikke er ændret i anledning af en påtaleopgivelse

Sag nr. 1

Urigtige oplysninger om arbejde og barns sygdom på dagpengekortene

Et medlem havde oplyst 345,5 arbejdstimer for lidt på dagpengekortene og blev derfor slettet som medlem på grund af svig.

Anklagemyndigheden opgav imidlertid påtale og henviste herved til en standardbegrundelse.

Ankenævnet fastholdt afgørelsen om slettelse for svig, da det forhold, at anklagemyndigheden opgav påtale for bedrageri, ikke i sig selv kunne begrunde en ændring af Ankenævnets vurdering i relation til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1.

Et medlem havde fra uge 16 i 1986 til uge 25 i 1987 oplyst 345,5 arbejdstimer og barns sygdom for lidt på dagpengekortene.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle tilbagebetale i alt brutto kr. 18.508 til kassen. Kassen indstillede endvidere til DfA, at medlemmet blev slettet som medlem af kassen for svig over for denne.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet skulle tilbagebetale i alt brutto kr. 18.508 til kassen. DfA fandt endvidere, at medlemmet skulle slettes som medlem af kassen, da hun havde handlet svigagtigt over for kassen ved helt eller delvist at undlade at oplyse om sit arbejde og barnets sygdom på dagpengekortene.

Ankenævnet tiltrådte den 27. oktober 1988 DfA's afgørelse med den givne begrundelse.

Den 15. februar 1989 traf anklagemyndigheden herefter afgørelse om at opgive påtale mod pågældende, idet videre forfølgning - på grund af manglende bevis for forsæt til overtrædelse af straffelovens § 279 om bedrageri - ikke kunne forventes at føre til domfældelse.

Under henvisning til anklagemyndighedens påtaleopgivelse anmodede medlemmets advokat den 3. maj 1988 Ankenævnet om at genoptage sagen.

Den 10. august 1989 fastholdt Ankenævnet sin afgørelse af 27. oktober 1988.

Ankenævnet begrundede afgørelsen med, at det forhold, at anklagemyndigheden havde besluttet at meddele påtaleopgivelse mod medlemmet for bedrageri, ikke i sig selv kunne medføre en ændring i Ankenævnets vurdering af medlemmets forseelse i relation til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1.

Ankenævnet anførte endvidere, at man havde lagt vægt på, at medlemmet i den omhandlede periode i 10 uger havde skrevet 0 timer på sine dagpengekort, uanset at hun havde haft mellem 15 og 42 arbejdstimer, og at medlemmet på dagpengekort for i alt 5 uger havde angivet 30 timer, uanset at hun havde arbejdet i flere timer og derfor ikke skulle have haft dagpenge for disse uger.

(DfA's j.nr. 88-122-1453, AMA's j.nr. 62-511-88)

Sag nr. 2

Urigtige oplysninger om arbejde på dagpengekortene

Et medlem, der i 11 måneder arbejdede på fuld tid, men ikke oplyste arbejdsløshedskassen herom på dagpengekortene, blev slettet som medlem for svig.

Da pågældende blandt andet havde forklaret til politiet, at han havde en aftale med arbejdsløshedskassen om, at han kunne hæve dagpenge, selv om han var i arbejde, fandt anklagemyndigheden ikke, at man kunne bevise forsæt til bedrageri.

Ankenævnet fastholdt dog sin afgørelse om svigsslettelse, fordi der ikke var kommet nye oplysninger, der kunne begrunde en ophævelse af den idømte sanktion.

Et medlem angav fra den 29. januar til den 31. december 1990 0 arbejdstimer på sine dagpengekort, selvom medlemmet i samme periode var i arbejde.

Den 2. januar 1991 oplyste medlemmet at have påbegyndt arbejde.

Medlemmet havde været til samtale i kassen efter 6 måneders ledighed den 6. september 1990 og havde også været til 3-måneders-samtale på arbejdsformidlingen.

Arbejdsløshedskassen meddelte den 21. oktober 1991 medlemmet, at de med urette modtagne dagpenge, brutto kr. 107.932,-, skulle tilbagebetales, og indstillede til DfA, at medlemmet skulle slettes som medlem af kassen på grund af svig over for denne.

DfA tiltrådte den 28. maj 1993 både kassens afgørelse og indstilling og anmodede samtidig kassen om at lade politiet vurdere, om der var grund til at rejse tiltale mod den pågældende for overtrædelse af straffeloven.

Ankenævnet tiltrådte den 28. oktober 1993 DfA's afgørelse.

Den 23. februar 1994 meddelte anklagemyndigheden, at man havde besluttet at opgive påtale mod den pågældende for bedrageri, fordi videre forfølgning ikke kunne ventes at føre til, at den pågældende ville blive fundet skyldig i dette sagsforhold.

Anklagemyndigheden havde ved afgørelsen navnlig lagt vægt på, at pågældende havde oplyst, at han havde en aftale med arbejdsløshedskassen om, at han kunne hæve arbejdsløshedsdagpenge, selvom han var i arbejde.

Anklagemyndigheden oplyste også, at man havde fundet medlemmets forklaring om, at han kunne hæve en "lønkompensation" på kr. 100.000,- bestyrket af, at pågældende på det tidspunkt, hvor den samlede udbetaling af dagpenge i arbejdsperioden var nået op på dette beløb, var ophørt med at hæve dagpenge.

Man skønnede herefter ikke at kunne bevise forsæt til bedrageri.

Ankenævnet fastholdt imidlertid sin afgørelse, idet der ikke var fremkommet nye oplysninger, som kunne begrunde en ophævelse af de i medfør af arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, og § 87, stk. 1, idømte sanktioner.

(DfA's j.nr. 92-6351-191, AMA's j.nr. 1993-1-1406/1994-1-1966)

Sag nr. 3

Urigtige oplysninger om plejeløn på dagpengekortene

Et medlem blev i en ledighedsperiode i 1984 udtrykkeligt vejledt om, hvorledes dagpengekortene skulle udfyldes med oplysninger om plejeløn. På trods heraf undlod medlemmet i 3 senere ledighedsperioder at oplyse om betydelige indtægter i form af plejeløn.

Anklagemyndigheden opgav imidlertid påtale, selv om man havde vanskeligt ved at tro, at pågældende var i god tro. Man henviste blandt andet til, at en straffesag ville skulle bygge på breve og samtaler fra perioden 1980 - 1989.

Ankenævnet fastholdt sin svigsslettelse, da den politimæssige efterforskning ikke havde bragt nye faktiske oplysninger frem.

På bilag til ledighedserklæring af 22. juni 1984 oplyste medlemmet, at hun havde et barn i familiepleje, og at hun fik udbetalt en plejeløn på kr. 5.400 pr. måned. Dette vederlag skrev hun på sine første to dagpengekort.

Ved brev af 13. august 1984 meddelte arbejdsløshedskassen medlemmet, at hun skulle skrive det månedlige beløb på det dagpengekort, der dækkede udbetalingsdatoen. Vederlaget ville herefter blive omregnet med den gældende omregningssats og fradraget i dagpengene.

Medlemmet modtog fulde dagpenge i følgende perioder

-

fra den 17. april 1984 til den 6. oktober 1986,

-

fra den 7. oktober 1987 til den 1. oktober 1989 og

-

fra den 19. maj 1990 til den 1. september 1992.

I forbindelse med en skatteregisterundersøgelse blev DfA opmærksom på, at medlemmet i 1991 havde et plejevederlag på kr. 128.352,24. Kommunen oplyste i den anledning, at medlemmet var blevet ansat som døgnplejer den 1. september 1983 og ikke siden var ophørt. Kommunen oplyste endelig, at plejelønnen i 1984 udgjorde kr. 3.255, stigende til kr. 11.312 i 1993.

Medlemmet forklarede, at hun af sin socialrådgiver havde fået at vide, at plejevederlag ikke skulle fratrækkes i hendes dagpenge. Hun skulle derfor ikke skrive vederlaget på sine dagpengekort. Grunden til, at hun havde skrevet vederlaget på de to første dagpengekort, var, at hun var i tvivl, og at hun derfor var ved at undersøge sagen. Hun havde derfor kontaktet arbejdsløshedskassen om spørgsmålet. Kassen ville undersøge sagen og vende tilbage, men det havde den ikke gjort. Hun gik derfor ud fra, at det var rigtigt, hvad hendes socialrådgiver havde sagt.

Arbejdsløshedskassen traf herefter afgørelse om, at medlemmet skulle tilbagebetale i alt brutto kr. 370.063 til kassen, ligesom den indstillede til DfA, at medlemmet blev slettet som medlem for svig. Kassen bemærkede i tilslutning hertil, at den ingen registreringer havde om, at medlemmet efter den 13. august 1984 havde henvendt sig til kassen og oplyst, at hun ikke mente, at plejevederlag skulle skrives på dagpengekortene.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet skulle tilbagebetale det nævnte beløb til kassen. DfA fandt endvidere, at medlemmet skulle slettes for svig over for kassen.

Ankenævnet tiltrådte denne afgørelse og lagde vægt på, at arbejdsløshedskassen i sit brev af 13. august 1984 havde oplyst medlemmet om, at hun skulle skrive plejevederlaget på sine dagpengekort, hvilket hun også gjorde på de to første dagpengekort. Ankenævnet lagde desuden vægt på, at det fremgår af dagpengekortene, at alt arbejde og al indtægt skal oplyses på dagpengekortene.

Anklagemyndigheden meddelte herefter påtaleopgivelse, fordi videre forfølgning ikke kunne forventes at føre til straf. Man henviste blandt andet til, at medlemmet påberåbte sig at have henvendt sig i arbejdsløshedskassen efter at have modtaget brevet af 13. august 1984. Endvidere havde medlemmet anført, at hendes sagsbehandler havde oplyst, at plejevederlaget ikke havde betydning for dagpengenes størrelse. Der eksisterede dog et mødereferat, som ikke støttede medlemmets opfattelse af sagen.

Anklagemyndigheden fandt det vanskeligt at tro, at medlemmet var i god tro, når hun ikke oplyste om sine plejeindtægter. Men da en straffesag ville skulle bygges på samtaler og breve i perioden fra 1980-1989, fandt anklagemyndigheden det usandsynligt, at tiltale ville føre til domfældelse.

DfA indstillede til ankenævnet, at forholdet fortsat blev anset for svigagtigt og henviste herved blandt andet til, at medlemmet i arbejdsløshedskassens brev af 13. august 1984 havde fået en positivt korrekt og utvetydig vejledning. DfA bemærkede også, at medlemmets socialrådgiver ikke mente at have udtalt, at plejevederlaget ikke skulle oplyses på dagpengekortene. Da anklagemyndigheden endvidere havde fremhævet, at det var vanskeligt at tro, at medlemmet havde været i god tro, var DfA af den opfattelse, at påtaleopgivelsen primært var begrundet i forældelse og processuelle betragtninger.

Ankenævnet fastholdt sin tidligere trufne afgørelse og henviste herved til, at der ved den politimæssige efterforskning ikke var fremkommet sådanne nye oplysninger, som kunne begrunde en ophævelse af de pålagte sanktioner.

(DfA's j.nr. 93-422-266, AMA's j.nr. 1995-1-2681)

Sag nr. 4

Urigtige oplysninger om undervisningsarbejde på dagpengekortene

Et medlem undlod at oplyse om arbejde ved undervisning om aftenen på dagpengekortene.

Medlemmet blev derfor svigsslettet.

Anklagemyndigheden meddelte påtaleopgivelse, blandt andet fordi pågældende kunne påberåbe sig, at hun havde befundet sig i en uegentlig retsvildfarelse, en misforståelse af reglerne for undervisning/arbejde om aftenen.

Ankenævnet fastholdt dog, at forholdet, som pågældende havde erkendt, måtte anses for at være svigagtigt.

Et medlem modtog fulde dagpenge fra uge 35 i 1986 til uge 3 i 1989, men oplyste ikke på dagpengekortene, at hun i denne periode havde arbejde med undervisning for 4 forskellige arbejdsgivere.

Medlemmet forklarede, at det var hendes opfattelse, at arbejdstimer efter kl. 17.00 ikke skulle påføres dagpengekortene. Hun mente også, at arbejdsformidlingen havde oplyst dette til hende.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet havde modtaget i alt brutto kr. 25.681,- med urette, og indstillede samtidig til DfA, at medlemmet skulle slettes som medlem af kassen for svig over for denne.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet skulle tilbagebetale i alt brutto kr. 25.861,-.

DfA fandt endvidere, at medlemmet skulle slettes som medlem af arbejdsløshedskassen for svig over for denne. DfA lagde vægt på, at det på dagpengekortene var anført, at alt arbejde i en ledighedsperiode skal påføres dagpengekortene, og at medlemmet med sin underskrift på tro og love havde erklæret, at oplysningerne på dagpengekortene var rigtige.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse.

Anklagemyndigheden besluttede imidlertid at opgive påtale mod pågældende for overtrædelse af straffelovens § 279, fordi videre forfølgning ikke kunne ventes at føre til, at pågældende kunne findes skyldig til straf. Man havde herved navnlig lagt vægt på, at det under en straffesag ville være vanskeligt at føre bevis for forsæt til bedrageri, fordi pågældende kunne påberåbe sig, at hun havde befundet sig i en uegentlig retsvildfarelse, en misforståelse af reglerne for undervisning/ arbejde om aftenen.

I anledning af denne påtaleopgivelse anmodede DfA Ankenævnet om at træffe afgørelse om, hvorvidt Ankenævnets afgørelse skulle ændres.

DfA opfordrede Ankenævnet til at fastholde sin oprindelige afgørelse. DfA henviste herved til, at medlemmets anbringende om, at hun ikke havde udvist svig over for arbejdsløshedskassen, da det efter hendes opfattelse ikke fremgik tydeligt af dagpengekortene, at også arbejde uden for normal arbejdstid skulle påføres dagpengekortene, tidligere var blevet vurderet af Ankenævnet. Anklagemyndigheden havde imidlertid vurderet dette anbringende ud fra en bevismæssig betragtning.

DfA henviste endelig til, at vejledningsteksten på dagpengekortene om, at alt arbejde skulle påføres dagpengekortene, naturligvis også omfattede arbejde uden for normal arbejdstid.

I anledning heraf meddelte Ankenævnet, at man havde besluttet at fastholde, at forholdet, som medlemmet havde erkendt, måtte anses for svigagtigt. Ankenævnet fandt derfor ikke grundlag for at ændre sin oprindelige afgørelse.

(DfA's j.nr. D92-030-4/88-2388, AMA's j.nr. 1993-1-1236)

Sag nr. 5

Bortforpagtning som dokumentation for endeligt ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed

Et medlem havde proforma bortforpagtet sin biograf til sine børn og modtog derefter dagpenge.

Medlemmet blev svigsslettet, da han ikke var endeligt ophørt med udøvelse af selvstændig virksomhed.

Anklagemyndigheden opgav imidlertid påtale blandt andet under henvisning til sagens alder, da det bliver vanskeligere at føre bevis for forsæt, jo ældre sagen er.

Ankenævnet fandt ikke grundlag for at ændre afgørelsen om, at pågældende havde handlet svigagtigt over for arbejdsløshedskassen.

Et medlem af en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende fik den 30. november 1983 tilladelse til offentlig forevisning af film, og den 1. januar 1984 blev han momsregistreret vedrørende biografdrift.

På ledighedserklæring af 30. maj 1985 oplyste medlemmet, at han bortforpagtede biografen den 31. maj 1985. Medlemmet oplyste, at bortforpagtningen skyldtes, at virksomheden ikke var rentabel, og at han ikke blev afmeldt momsregisteret, da han var momsregistreret til forpagtning.

Af den af medlemmet og hans ægtefælle underskrevne leje- og forpagtningskontrakt, hvorefter biografvirksomheden og de tilhørende lokaler blev bortforpagtet til ægteparrets myndige børn, fremgår det, at kontrakten var uopsigelig fra ejerens side til den 1. juni 1990, og at forpagtningsafgiften udgjorde kr. 20.000 pr. måned.

Medlemmet modtog herefter arbejdsløshedsdagpenge, indtil han begyndte et arbejdstilbud i den bortforpagtede biograf.

I anledning af et kontrolbesøg i biografen meddelte ligningskommissionen den 13. april 1988, at man ikke kunne godtage bortforpagtningen, og at man anså denne for en nullitet.

Man henviste herved til, at der ikke var nogen erhvervsmæssig baggrund for bortforpagtningen, da en biograf typisk er en ejerdrevet virksomhed. Endvidere henviste man til

-

det familiemæssige interessefællesskab

-

forpagtningskontraktens betalingsbetingelser var ikke overholdt

-

bortforpagteren havde fri disposition over forpagterens midler

-

nødvendig polititilladelse til biografdrift og garantistillelse over for Foreningen af Filmudlejere i Danmark blev først etableret efter, at skattemyndighederne havde taget sagen op.

Landsskatteretten stadfæstede ligningskommissionens kendelse, hvorefter der ikke havde foreligget en reel bortforpagtning.

DfA traf herefter afgørelse om, at bortforpagtningskontrakten ikke kunne anses for at være tilstrækkelig dokumentation for, at medlemmet var endeligt ophørt med udøvelsen af selvstændig virksomhed.

DfA lagde herved vægt på oplysningerne fra skatte- og toldmyndighederne, hvoraf det fremgår, at medlemmet uanset forpagtningskontrakten har fortsat udøvelsen af selvstændig virksomhed.

Som følge heraf fandt DfA, at medlemmet ikke havde været berettiget til at modtage dagpenge fra arbejdsløshedskassen, ligesom DfA fandt, at medlemmet havde udvist svig over for arbejdsløshedskassen.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse med den givne begrundelse.

Den 2. marts 1992 traf anklagemyndigheden afgørelse om, at man ville opgive påtale under henvisning til retsplejelovens § 749, stk. 1, 3. punktum, fordi man ikke fandt, at der-under en straffesag kunne føres fuldt tilstrækkeligt bevis for, at medlemmet havde handlet med forsæt til bedrageri ved modtagelsen af dagpenge som ledig.

Anklagemyndigheden gjorde opmærksom på, at kravene til beviset under en straffesag er væsentligt strengere end beviskravet vedrørende det civilretlige spørgsmål, om pågældende skal pålægges tilbagebetalingspligt med hensyn til dagpenge udbetalt af en arbejdsløshedskasse. Anklagemyndigheden oplyste også telefonisk, at sagens alder også spillede ind ved bevisvurderingen, da det bliver vanskeligere at føre bevis for forsæt, jo ældre sagen er.

DfA indstillede herefter ved brev af 6. april 1992 til Ankenævnet, at Ankenævnet fastholdt den trufne afgørelse.

DfA bemærkede herved, at den politimæssige efterforskning af sagen havde fremskaffet så mange yderligere oplysninger, at man fortsat mener, at pågældende har udvist svig overfor arbejdsløshedskassen.

DfA henviste her særligt til afhøringerne af filmudlejerne og til oplysningerne fra filmudlejerne, hvoraf det måtte konkluderes, at pågældende har udført funktioner i forbindelse med driften af virksomheden, og at han havde hævet midler af biografens kasse til dækning af private udgifter.

Dette måtte sammenholdes med oplysningerne på dagpengekortene, hvor medlemmet på tro og love havde erklæret, at han ikke havde haft arbejde eller indtægt.

DfA var derfor af den opfattelse, at medlemmet ikke kunne være uvidende om, at oplysningerne på dagpengekortene var af stor betydning for, om der kunne udbetales fulde dagpenge. DfA fremhævede her, at medlemmet havde været meget bevidst om, at bortforpagtningen i relation til skattemyndighederne og genoptræningsydelsen betød en nødvendig - og afgørende - økonomisk styrkelse af virksomheden.

Ankenævnet fandt ikke grundlag for at ændre sin tidligere afgørelse om, at medlemmet havde handlet svigagtigt ved på dagpengekortene for årene 1985 - 1987 at give arbejdsløshedskassen urigtige oplysninger om sit arbejde ved selvstændig virksomhed.

Ankenævnet tiltrådte derfor DfA's bemærkninger i brev af 6. april 1992.

(DfA's j.nr. 88-1231-3368, AMA's j.nr. 92-1-0222)

Sag nr. 6

Mere end midlertidigt ophør med udøvelse af sæsonvirksomhed

Et medlem undlod at oplyse om drift af selvstændig virksomhed og modtog derfor dagpenge med urette. Medlemmet blev slettet som medlem for svig over for arbejdsløshedskassen.

Anklagemyndigheden meddelte påtaleopgivelse, fordi pågældende til politiet havde forklaret, at told- og skatteregionen til ham havde oplyst, at han fortsat kunne være momsregisteret, selv om han modtog dagpenge.

Ankenævnet fastholdt på trods heraf svigsslettelsen og henviste blandt andet til, at pågældende havde afgivet modstridende forklaringer til de to implicerede arbejdsløshedskasser.

Et medlem fik bevilliget iværksætterydelse fra den 21. maj 1989 til den 2. april 1992 til en virksomhed med salg af tagmaterialer engros.

Fra den 16. juli 1990 til den 31. januar 1991 var medlemmet samtidig ansat som køkkenchef på et hotel med gennemsnitlig 29,4 timers arbejde om ugen.

Medlemmet meldte sig ledig på arbejdsformidlingen den 1. februar 1991 og afgav herefter følgende erklæringer

-

Ledighedserklæring af 4. marts 1991, som blev modtaget i lønmodtagerkassen den 2. april 1991: På ledighedserklæringen har medlemmet svaret "nej" til spørgsmålet, om han driver selvstændig virksomhed.

-

Overflytningsblanket af 12. marts 1991 fra en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende til den pågældende lønmodtagerkasse: Medlemmet oplyste om fuldtidsarbejde som køkkenchef fra den 15. juni 1991, og overflytningen blev noteret med virkning fra den 31. januar 1991.

-

Arbejdsløshedskassen for selvstændige erhvervsdrivende modtog den 11. april 1991 medlemmets erklæringer til brug for udbetaling af iværksætterydelse fra den 28. januar til den 31. marts 1991: Medlemmet fik afslag på udbetalingen under henvisning til, at han den 15. juni 1990 havde påbegyndt arbejde på fuld tid som lønmodtager.

-

Medlemmet indsendte herefter dagpengekort for ugerne 4 - 20 i 1991 til arbejdsløshedskassen for lønmodtagere og fik udbetalt dagpenge.

I juli 1991 standsede arbejdsløshedskassen for lønmodtagere dagpengeudbetalingerne, da kassen havde konstateret, at der var uoverensstemmelser mellem medlemmets oplysninger på ledighedserklæringen og hans telefoniske oplysninger til kassen i juni måned om hans selvstændige virksomhed. Kassen bad samtidig medlemmet om at redegøre for, om han var ophørt med at drive selvstændig virksomhed som hovederhverv, og om han i så fald drev selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse.

Medlemmet forklarede i anledning heraf, at han havde været momsregisteret siden 1989. Han havde også været momsregistreret i den periode, hvor han modtog dagpenge, men han havde ikke foretaget sig noget i virksomheden, da det ikke er muligt at lægge tag i vinterhalvåret. Han forklarede endvidere, at bevægelser på momsafregningen vedrørte tiden før uge 5 og efter uge 20 i 1991.

Der var registreret mindre ind- og udgående momsbevægelser i januar og april kvartaler i 1991.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet på grund af udøvelse af selvstændig virksomhed skulle tilbagebetale i alt brutto kr. 32.738,- til kassen. Kassen indstillede endvidere til DfA, at medlemmet blev slettet som medlem af kassen for svig over for denne.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet ikke opfyldte betingelserne for ret til dagpenge efter reglerne om udbetaling af dagpenge til selvstændige erhvervsdrivende, der midlertidigt er afskåret fra at udøve selvstændig virksomhed. Man henviste til, at det midlertidige ophør lå inden for virksomhedens almindelige erhvervsrisiko og til, at det midlertidige ophør var begrundet i sæsonmæssige forhold, som er sædvanlige eller påregnelige for driften af den selvstændige virksomhed.

DfA var endvidere enig i, at det ikke kunne anses for at være dokumenteret, at medlemmet var ophørt mere end midlertidigt med det personlige arbejde i virksomheden, og at han ikke umiddelbart før ledigheden havde haft lønarbejde af tilstrækkeligt omfang til, at § 5, stk. 2, nr. 1 eller 2, i bekendtgørelse nr. 553 af 19. oktober 1992 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse kunne anvendes.

DfA tiltrådte herefter arbejdsløshedskassens afgørelse om, at medlemmet var ansvarlig for tilbagebetaling af de udbetalte dagpenge. DfA fandt endvidere, at medlemmet skulle slettes som medlem af kassen for svig over for denne med den konsekvens, at kassen havde krav på refusion af de fejlagtigt udbetalte dagpenge.

Den 22. november 1993 traf anklagemyndigheden imidlertid afgørelse om, at man ville opgive påtale for bedrageri mod pågældende, da det ikke med en til domfældelse tilstrækkelig sikkerhed kunne bevises, at pågældende havde begået en strafbar handling ved i udbetalingsperioden at have været beskæftiget i sin virksomhed.

Man henviste herved til, at medlemmet til politirapport havde forklaret, at han i forbindelse med ophøret af lønarbejdet havde henvendt sig til Told- og Skattestyrelsen, som oplyste ham om, at der ikke var problemer med en fortsat tilmelding under udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge.

Medlemmet har endvidere til politirapport forklaret, at han ikke har haft forsæt til bedrageri, og at han ville have afmeldt sig som selvstændig, hvis han havde været klar over, at han ikke var dagpengeberettiget som registreret selvstændig erhvervsdrivende i en periode uden arbejde i virksomheden.

Medlemmets advokat har i tilknytning hertil anført, at det var korrekt, at medlemmet forsøgte at få udbetalt iværksætterydelse for en del af den periode, for hvilken der efterfølgende blev udbetalt dagpenge, men denne ansøgning blev afslået af medlemmets arbejdsløshedskasse for selvstændige. Det var også rigtigt, at medlemmet havde afgivet erklæring om udøvelse af selvstændig virksomhed, men at dette skulle forstås på den måde, at virksomheden eksisterede, da der ikke var sket afmelding hos toldvæsenet. Den modsatte erklæring til medlemmets arbejdsløshedskasse for lønmodtagere var derimod også rigtig, da der ikke var nogen aktivitet i virksomheden i den pågældende periode.

DfA traf herefter en ny afgørelse i sagen.

DfA fandt fortsat, at medlemmet måtte være ansvarlig for tilbagebetalingen af de med urette udbetalte dagpenge.

DfA fandt imidlertid nu, at forholdet alene kunne tilregnes medlemmet som groft uagtsomt, og at medlemmet derfor skulle gennemgå en effektiv karantæne på 37 timer.

DfA henviste til, at medlemmet havde undladt at oplyse arbejdsløshedskassen om, at han fortsat var registreret som selvstændig erhvervsdrivende, herunder oplyse om, at driften kun var indstillet midlertidigt på grund af virksomhedens sæsonmæssige karakter.

Denne ændrede afgørelse indebar, at arbejdsløshedskassen mistede retten til refusion af de udbetalte arbejdsløshedsdagpenge.

Ankenævnet tiltrådte, at det ikke kunne anses for at være dokumenteret, at medlemmets selvstændige virksomhed var endeligt ophørt, og at medlemmet derfor var ansvarlig for tilbagebetalingen af de udbetalte dagpenge.

Ankenævnet fandt imidlertid, at medlemmets forhold fortsat skulle bedømmes som svigagtigt, hvorfor han skulle slettes som medlem af arbejdsløshedskassen.

Ankenævnet lagde herved vægt på medlemmets handlemåde og det tidsmæssige forløb i forbindelse med indgivelse af erklæring om iværksætterydelse, overflytningsblanket, ledighedserklæring og dagpengekort, herunder at medlemmet samtidig gav modstridende oplysninger om den selvstændige virksomhed til arbejdsløshedskassen for selvstændige og lønmodtagerkassen.

(DfA's j.nr. 92-6263-191, AMA's j.nr. 1994-1-2110)

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 12. marts 1996