Cirkulæreskrivelse om meddelelse om afbrydelse af uddannelse under en handlingsplan
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse om meddelelse om afbrydelse af uddannelse under en handlingsplan
Kommentar m.v.
Et medlem har ikke en gyldig grund til at ophøre med en uddannelse under en handlingsplan, blot fordi han selv mener, at undervisningen er uinteressant eller for svær.
Meddelelse om afgørelsen
Et medlem, der havde underskrevet en handlingsplan, ophørte ca. 1 måned efter påbegyndelsen af en uddannelse med henvisning til, at han var fejlplaceret på kurset.
Kassen og direktoratet fandt, at han var ophørt med uddannelsen uden en gyldig grund, idet hans begrundelse for ophøret ikke var nævnt i rådighedsbekendtgørelsens § 19, stk. 1, nr. 1-16.
Direktoratet anførte, at såfremt han ønskede at ophøre med uddannelsen på grund af eksempelvis undervisningens sværhedsgrad, skulle uddannelsesinstitutionen bekræfte over for kassen, at han ikke havde evner til at fuldføre uddannelsen. Direktoratet fandt således ikke, at det var tilstrækkeligt, at medlemmet anførte, at uddannelsen var uinteressant og for svær m.v.
Det fremgår ikke af sagen, at pågældende havde haft kontakt med kassen inden ophøret med uddannelsen, og det fremgår heller ikke, at han havde klaget over rimeligheden af tilbuddet.
Ved klagen til Ankenævnet gjorde medlemmet gældende, at han ikke kunne gennemføre uddannelsen. Han kunne ikke dokumentere, at han henvendte sig til kassen inden ophøret med uddannelsen, da det skete telefonisk.
Ankenævnet tiltrådte med den givne begrundelse direktoratets afgørelse om, at medlemmet skulle pålægges 5 ugers karantæne, jf. rådighedsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, § 20 og § 24, stk. 1 og 2.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 8. marts 1996