Cirkulæreskrivelse vedrørende ændring af reglerne for optagning og afsætning af passagerer ved udførelse af turistkørsel i Danmark
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse vedrørende ændring af reglerne for optagning og afsætning af passagerer ved udførelse af turistkørsel i Danmark
Til Politidirektøren i København og samtlige politimestre samt Rigspolitichefen.
I henhold til § 10 i lov nr. 323 af 6. maj 1992 om buskørsel har Persontrafikrådet fastsat vilkår for udøvelse af buskørselsvirksomhed med turist- og bestillingskørsel. Rådet har således fastsat vilkår for optagning og afsætning af passagerer ved udførelse af turistkørsel i Danmark, der er trykt på side 2 af tilladelsen til erhvervsmæssig personbefordring. Kopi af en tilladelse er vedlagt.
Ved vedtagelsen af lov nr. 500 af 12. juni 1996 om ændring af lov om buskørsel er de begrænsninger i adgangen til at optage og afsætte passagerer ved udførelse af turistkørsel i Danmark, som fremgår af lovbemærkningerne (1977/78) til busloven, ophævet.
Persontrafikrådet har herefter besluttet, at de begrænsninger, der er fastsat i tilladelsen, skal ophæves.
Beskrivelsen på side 2 i tilladelsen af reglerne for optagning/afsætning af passagerer ved udførelse af turistkørsel er derfor ændret således
1. Ved turistkørselsarrangementer i Danmark er der ingen begrænsninger i adgangen til at optage og afsætte passagerer.
2. Ved turistkørselsarrangementer til udlandet må der optages/afsættes en eller flere grupper af passagerer, der er organiseret på forhånd.
Ved en gruppe, som er organiseret på forhånd, forstås en gruppe
a) for hvem en ansvarlig organisation eller person i overensstemmelse med hjemstedsstatens regler har påtaget sig at indgå aftalen eller forestå den samlede betaling af ydelsen, eller fra hvem denne organisation eller person har modtaget alle bestillinger og betalinger inden afrejsen, og
b) som mindst består af
enten 12 personer
eller et antal personer, der svarer til 40% eller mere af køretøjets kapacitet, føreren ikke indbefattet.
Ingen