Meddelelse om køretøjers indretning og udstyr mv. nr. 1703 (Vejtransport af farligt gods - ADR attest ADR 1997) *)
Statutory Text (1 Articles)
Meddelelse om køretøjers indretning og udstyr mv. nr. 1703 (Vejtransport af farligt gods - ADR attest ADR 1997) *)
Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 762 af 20. august 1996 om vejtransport af farligt gods træder i kraft den 1. januar 1997.
Den 1. januar 1997 træder tillige en række ændringer i ADR-konventionen (ADR-1997) i kraft.
Randnumre, der i ADR-1997 er ændret i forhold til ADR-1995, er i afsnit C nedenfor markeret ved en streg langs højre margen.
Meddelelse om køretøjers indretning og udstyr mv. nr. 1664 af 20. december 1994 ophæves pr. udgangen af 1996.
Oversigt
A. Køretøjer, for hvilke der skal udstedes ADR-attest
B. Ansøgning om udstedelse af ADR-attest
C. ADR-bestemmelser om køretøjernes indretning og udstyr mv.
D. ADR-bestemmelser om periodisk eftersyn af tanke (Tankkontrol)
E. ADR-bestemmelser om køretøjernes indretning og udstyr mv., der ikke kontrolleres ved syn hos Statens Bilinspektion
F. Transport af eksplosive stoffer og genstande (Klasse 1); begrænsninger i de transporterede mængder
G. Forlængelse, ændring eller ophør af en ADR-godkendelse
A. Køretøjer, for hvilke der skal udstedes ADR-attest
(jf. Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 762 af 20. august 1996)
Følgende biler og påhængskøretøjer hertil skal godkendes til transport af farligt gods (ADR-attest). Før, der kan udstedes ADR-attest, skal køretøjerne synes og godkendes af Statens Bilinspektion
a) Køretøj med tank (fast tank, aftagelig tank eller beholderbatteri)
b) Køretøj til tankcontainer med en kapacitet på over 3000 liter registreret første gang den 1. juli 1997 eller senere
c) Køretøj til transport af stoffer tilhørende klasse I (eksplosive stoffer og genstande), der skal kategoriseres til Type II eller Type III som defineret i ADR-konventionen, jfr. randnummer 11 204 (2) og (3)
d) Trækkende køretøj til påhængskøretøj nævnt under litra a), b) og c)
Køretøjer tilhørende de danske væbnede styrker, med undtagelse af de ovenfor under litra c) nævnte, skal synes og godkendes af myndigheder udpeget af Forsvarsministeriet.