Jordfordeling og ophørsstøtte, Vejledning
Statutory Text (1 Articles)
Jordfordeling og ophørsstøtte, Vejledning
Indholdsfortegnelse
1. Indledning.
2. Ophørsstøtte
2.1 Lempeligere regler for frigjorte arealer, der afhændes ved jordfordeling.
2.2 Ansøgning om ophørsstøtte.
3. Almindelig jordfordeling med ophørslandmænd (jordfordelings lovens §2).
3.1 Hvordan rejses en jordfordelingssag.
3.2 Indledende møde.
3.3 Forhandlings- og planlægningsarbejdet.
3.4 Afsigelse af foreløbig kendelse m.v.
3.5 Berigtigelse af en jordfordelingssag.
3.6 Hvad koster det?
4. Jordfordeling med 5-10 ejendomme (jordfordelingslovens § 2a).
4.1 Særlige regler for jordfordeling efter lovens § 2a.
4.2 Hvordan rejses en jordfordelingssag.
4.3 Forhandlings- og planlægningsarbejdet.
4.4 Indsendelse af sagen.
4.5 Afsigelse af kendelse m.v.
4.6 Matrikulær berigtigelse (opmåling m.v.).
4.6.1 Valg af berigtigelsesmåde.
4.6.2 Matrikulær berigtigelse forestået af Jordfordelingskontoret.
4.6.3 Matrikulær berigtigelse udført på lokalt initiativ.
4.7 Tilskud til matrikulær berigtigelse.
4.8 Berigtigelse af en jordfordelingssag.
4.9 Hvad koster det?
5. Øvrige jordfordelingssager (jordfordelingslovens § 2).
5.1 Større jordfordelingssager.
5.2 Hvad koster det?
6. Vil De vide mere om jordfordeling og ophørsstøtte?
6.1 Jordfordeling.
6.2 Ophørsstøtte.
1. Indledning.
God jordfordeling betyder
at en landbrugsejendoms arealer ligger i nær tilknytning til bygningerne og i så få lodder som muligt - eventuelt en enkelt stor lod - hvilket letter ejendommens drift, formindsker driftsomkostningerne og forøger udbyttet pr. anvendt arbejdstime,
at lodderne er velformede og velegnede til maskindrift, hvilket giver færre maskintimer pr. arealenhed og følgelig mindre energiforbrug og mindre slitage,
at landbrugsjorden ligger således, at færdsel på offentlige veje med traktorer og landbrugsmaskiner kan undgås i den daglige drift.
Da arronderingsforholdene har en væsentlig betydning for den enkelte landbrugsbedrifts produktionsøkonomi, er der, såvel for de enkelte bedrifter som for samfundsøkonomien, en betydelig interesse i, at de mange strukturomlægninger i forbindelse med ophørsordningen tjener til fremme af en bedre jordarrondering.
For ophørslandmanden, der vælger at sælge sin jord i en jordfordeling, er der bl.a. følgende fordele
* Billigere at afhænde jorden i en jordfordeling end i en privat handel.
* Bedre muligheder for at afhænde frigjorte arealer til kvalificerede købere.
* Ingen krav om at frigjorte arealer skal overdrages i arealenheder på mindst 10 ha.
* Reduceret krav til arealudvidelsen af overtagernes bedrifter.
* Lodsejerne handler ikke direkte med hinanden, idet alle aftaler foretages ved forhandling med planlæggeren.
For at fremme jordfordelingsindsatsen er der ved ændring af jordfordelingsloven i 1993 skabt kapacitetsmæssige muligheder for en hurtig sagsbehandling.
Endvidere er administrationen lagt til rette på en sådan måde, at ophørsansøgere, der ønsker at sælge arealer i en jordfordeling, hurtigt kan få svar på, om dette kan lade sig gøre - og i givet fald hvornår.
Samtidig går jordfordelingsindsatsen i retning af flere mindre og hurtigere gennemførte sager. Perioden fra sagsrejsning til skæringsdag må således normalt ikke overstige 12 måneder.
Dette hensyn tilgodeses bl.a. ved en tilpasning af praksis, således at jordfordelinger, hvori der deltager en eller flere ophørsansøgere, (eller landmænd der har fået bevilliget ophørsstøtte, men endnu ikke har afhændet jorden) kan gennemføres med højere prioritet end jordfordelinger uden ophørsansøgere. Endvidere er der indført en ny sagstype med mindst 5 og normalt ikke over 10 ejendomme, hvor en enkelt ophørslandmand kan danne en god basis.
Sager om jordfordeling behandles af Strukturdirektoratet (Jordfordelingskontoret) og jordbrugskommissionen.
2. Ophørsstøtte.
2.1 Lempeligere regler for frigjorte arealer, der afhændes ved jordfor deling.
Reglerne om ophørsstøtte og administrationen heraf er nærmere beskrevet i Strukturdirektoratets »Vejledning om ophørsstøtte til jordbrugere«. Vejledningen kan fås hos Strukturdirektoratet.
Det fremgår bl.a. af vejledningen, at køberen af frigjorte arealer fra en ophørs-landmand skal opfylde nærmere fastsatte krav om bl.a. jordbrug som hovederhverv og landmandsuddannelse, jf. §§ 4 og 11 i bekendtgørelse nr. 809 af 12. oktober 1995 om ophørsstøtte til jordbrugere. Endvidere er der ved private handler fastsat krav om, at overtagers (købers) egen bedrift skal udvides med mindst 10 ha, medmindre det samlede frigjorte areal er mindre end 10 ha.
I tilfælde, hvor det samlede frigjorte areal overstiger 10 ha og ansøger ønsker at afhænde til flere forskellige overtagere i en privat handel, skal ansøger overdrage det frigjorte areal i enheder af 10 ha eller derover pr. overtager for at opfylde udvidelseskravene.
Det bemærkes, at ophørslandmanden har mulighed for både at bortforpagte dele af sin ejendom og at afhænde resten af jorden, såfremt det sker i enheder på mindst 10 ha.
Ophørslandmanden kan også vælge at afhænde/bortforpagte dele af de frigjorte arealer og lade resten indgå i en jordfordeling.
Ved afhændelse af frigjorte arealer i en jordfordeling kan forpligtelsen på de frigjorte arealer overføres til arealer af mindst samme størrelse på en eller flere bedrifter, der indgår i jordfordelingen. Det vil sige, at forpligtelsen for overtagelsen af frigjorte arealer om bl.a. at opfylde kravet om jordbrug som hovederhverv og landmandsuddannelse kan overføres til andre deltagere i jordfordelingen, som opfylder disse krav. Denne bestemmelse betyder, at det ofte er lettere gennem jordombytningerne i en jordfordeling at finde kvalificerede købere til frigjorte arealer end i private handler, hvor landbrugslovens afstandsgrænse for sammenlægning kan begrænse antallet af kvalificerede købere. Dertil kommer, at der i en jordfordeling ikke er krav om, at de frigjorte arealer skal overdrages i enheder på mindst 10 ha.
For så vidt angår bestemmelsen om, at overtagers egen bedrift skal udvides med mindst 10 ha, gælder en lempeligere regel for frigjorte arealer, der overdrages i en jordfordeling. Kravet om arealudvidelse anses således for opfyldt, hvis de bedrifter, der ved jordfordelingen suppleres med frigjorte arealer, tilsammen udvides med mindst 10 ha.
2.2 Ansøgning om ophørsstøtte.
Ansøgning om ophørsstøtte indgives til Strukturdirektoratet på to skemaer, et ansøgningsskema og et indberetningsskema. Skemaerne fås hos Strukturdirektoratet og de særligt sagkyndige, der er godkendt til udfærdigelse af ansøgning om forbedringsplan m.v. efter strukturloven.
Ansøgningen skal udfærdiges med bistand af den særligt sagkyndige, som også skal attestere ansøgningen. Liste over de særligt sagkyndige er vedlagt ansøgningsmaterialet.
Ved ophørstidspunktet forstås det tidspunkt, hvor ansøgeren ophører med al erhvervsmæssig landbrugs- og gartnerivirksomhed.
Ophøret kan ske over en afviklingsperiode på op til 6 måneder. Afviklingsperioden er perioden, fra ophørslandmanden påbegynder overdragelsen af bedriftens arealer og indtil ophørstidspunktet.
Der kan søges om ophørsstøtte frem til den 31. december 1998. Ansøgningen skal være indgivet inden ophørstidspunktet. I jordfordelingssager indsendes ansøgningsskemaet tidligst 15 måneder før afviklingsperioden starter.
Det er en betingelse for udbetaling af ophørsstøtte, at jordfordelingskendelsen er tinglyst. Jordfordelingskontoret sørger for tinglysning.
Når kendelsen er tinglyst, vil ophørslandmanden kunne få udbetalt sin ophørsstøtte fra Strukturdirektoratet, såfremt de øvrige betingelser herfor er opfyldt.
For så vidt angår de øvrige betingelser for at få udbetalt ophørsstøtte henvises til »Vejledningen om ophørsstøtte til jordbrugere«, samt til ovennævnte særligt sagkyndige.
3. Almindelig jordfordeling med ophørslandmænd (jordfordelingslovens § 2).
3.1 Hvordan rejses en jordfordeling.
Såfremt der inden for et begrænset område er en eller flere landmænd med tilsagn om ophørsstøtte, er der mulighed for at afhænde ejendommenes jorder i en jordfordeling.
Ansøgning indsendes til
Strukturdirektoratet for Landbrug og Fiskeri
Jordfordelingskontoret
Toldbodgade 29
1253 København K
Ansøgningsskema kan bestilles på telefon: 33 63 73 00
Ejerne af mindst 10 ejendomme skal normalt give skriftlig tilslutning til ansøgningen, der skal indeholde oplysning, om hvilke ophørsansøgere med tilsagn om ophørsstøtte, der ønsker at deltage.
For hver lodsejer, der har været kontakt med, vedlægges et udfyldt skema med angivelse af navn, adresse, produktionsform og ønske om salg, bytte eller køb. Skemaet kan rekvireres i Jordfordelingskontoret.
Endvidere bør ansøgningen indeholde en begrundelse for at rejse sagen. Der bør bl.a. redegøres for landbrugsstrukturen i området, herunder om der er harmoniproblemer. Ligeledes bør der angives et skøn over fordelingen af sælgere, byttere og købere i området og om det forventede antal deltagere.
Ansøgningen skal vedlægges forslag til afgrænsning af planområdet, som kan lægges til grund for annoncering af det indledende møde. Planområdet indtegnes på oversigtskort i 1:25000. Endvidere bør der på oversigtskortet eller andet kortbilag som minimum indtegnes de ejendomme, som anmodningen omfatter.
Ved godkendelse af ansøgningen fastsættes derefter fristerne for planannoncering, planperiode og skæringsdag m.v. så vidt mulig i overensstemmelse med lodsejernes ønsker.
3.2 Indledende møde.
Jordfordelingskontoret indkalder til et offentligt lodsejermøde, kaldet »indledende møde«.
Indkaldelse til mødet sker ved meddelelse i lokale aviser, gennem postvæsnet eller på anden hensigtsmæssig måde med mindst 8 dages varsel. Jordbrugskommissionen indkaldes.
På mødet redegør Jordfordelingskontoret for regler og vilkår for deltagelse i en jordfordelingssag og for fremgangsmåden ved sagens gennemførelse. Der orienteres endvidere om mulighederne for at opnå ophørsstøtte i henhold til lov om ophørsstøtte til jordbrugere.
Hvis der blandt de fremmødte lodsejere er ønske om at søge jordfordelingen gennemført, kan Jordfordelingskontoret beslutte, at der skal udarbejdes en jordfordelingsplan. I givet fald vælges et lodsejerudvalg på 3-5 af et flertal af de fremmødte lodsejere.
3.3 Forhandlings- og planlægningsarbejdet.
Jordfordelingskontoret rekvirerer en planlægger til på Strukturdirektoratets vegne at forestå forhandlings- og planlægningsarbejdet. Planlæggeren vil ofte være en landinspektør.
Jordfordelingskontoret annoncerer iværksættelsen af sagens planlægning i lokale aviser eller på anden hensigtsmæssig måde. Annoncen angiver planområdet, planperioden, overtagelses- og skæringsdagen samt sagens planlægger.
Annoncen er endvidere udformet således, at den tjener som fornøden annoncering efter eventuelle naboer med fortrinsstilling efter reglerne i §§ 13 og 18 i landbrugsloven.
Lodsejere, der ønsker at gøre en eventuel fortrinsstilling gældende i forbindelse med jordfordelingsplanen, skal inden en frist på 4 uger fra annoncens dato fremsætte skriftligt ønske herom over for planlæggeren. Denne bestemmelse gælder såvel for ejere af landbrugsejendomme inden for planområdet som inden for en vejafstand på 1 km uden for planområdet.
Planlægningen udføres i nært samarbejde med det nedsatte lodsejerudvalg. Der indhentes oplysninger om de enkelte ejendomme og om lodsejernes ønsker om salg, bytte eller køb af jord.
Såfremt enighed opnås, oprettes med hver enkelt lodsejer en skriftlig overenskomst. Det fremgår heraf hvilke arealer, der sælges, byttes eller modtages, hvilke beløb, der skal modtages eller betales samt eventuelle særlige aftalte vilkår.
3.4 Afsigelse af foreløbig kendelse m.v.
Sagen indsendes til Jordfordelingskontoret inden en nærmere angiven frist.
Såfremt sagen opfylder betingelserne for gennemførelse af en jordfordelingssag, forelægges sagen for jordbrugskommissionen til godkendelse. Når sagen er godkendt, tiltrædes kommissionen af en dommer og et kreditkyndigt medlem, og den udvidede kommission afsiger foreløbig kendelse om sagens gennemførelse.
Fra den fastsatte skæringsdag, der er fælles for alle deltagere, kan lodsejerne begynde at dyrke de nyerhvervede arealer.
Kendelsen tinglyses inden skæringsdagen.
3.5 Berigtigelse af en jordfordelingssag.
Berigtigelsen af en jordfordelingssag med skelafsætninger, arealberegninger, ind- og udbetalinger, ejendomsskatterefusioner, eventuelt afvandingsrefusioner, afsigelse af endelig kendelse og notering i matrikel og tingbog foretages ved Jordfordelingskontorets foranstaltning.
3.6 Hvad koster det?
Deltagelse i en jordfordeling er gratis, idet udgifterne ved sagens behandling og berigtigelse normalt betales af Statskassen. Dog gælder der særlige regler ved jordfordelinger med 5-10 ejendomme efter jordfordelingslovens § 2a (se afsnit 4.9 eller vejledning om Jordfordeling med 5-10 ejendomme).
Eventuelt ekspeditionsgebyr til panthavere, stempelafgift ved låntagning og ekstraordinær hel eller delvis indfrielse af pantegæld påhviler dog alene lodsejeren.
4. Jordfordeling med 5-10 ejendomme (jordfordelingslovens § 2a).
4.1 Særlige regler for jordfordeling efter lovens § 2a.
Som nævnt i indledningen er der ved ændringen af jordfordelingsloven i 1993 indført en ny sagstype.
En landmand, der har fået tilsagn om ophørsstøtte, har således mulighed for at afhænde ejendommens arealer i en jordfordeling med mindst 5 og normalt ikke over 10 ejendomme.
Denne sagstype adskiller sig på en del punkter fra øvrige jordfordelinger.
* Der afholdes ikke indledende møde, og der er ikke noget krav om, at der skal vælges et lodsejerudvalg.
* Det er i højere grad overladt til det lokale initiativ, hvorledes jordfordelingsopgaverne skal udføres, herunder, hvem der er ansvarlig for sagens udarbejdelse, og hvem, der skal udføre planlægningen m.v.
* Lodsejerne betaler selv udgifterne til forhandling, planlægning, panthaverhøring og garantistillelse.
* Det er overladt til lodsejerne selv at bestemme, om udarbejdelsen af den matrikulære sag (opmåling m.v.) skal rekvireres af lodsejerne, eller om Jordfordelingskontoret skal rekvirere udarbejdelsen og forestå betalingen af den matrikulære sag, jf. afsnit 4.6.
* Der afsiges kun en kendelse.
4.2 Hvordan startes en jordfordeling.
Ansøgning indsendes til
Strukturdirektoratet for Landbrug og Fiskeri
Jordfordelingskontoret
Toldbodgade 29
1253 København K
Ansøgningsskema kan bestilles på telefon 33 63 73 00.Ansøgningen bør have skriftlig tilslutning fra ejerne af mindst 5 og normalt ikke over 10 ejendomme og indeholde oplysning, om der er ophørslandmænd med tilsagn om ophørsstøtte, som ønsker at deltage.
Der bør gives en begrundelse for ansøgningen i form af en kort redegørelse for strukturproblemerne for ejendommene. Hvis de deltagende ejendomme har harmoniproblemer, angives dette. Der gives et skøn over fordelingen af sælgere, købere og byttere.
Ansøgningen vedlægges forslag til afgrænsning af planområdet, som kan lægges til grund for annoncering af sagens iværksættelse. Planområdet indtegnes på oversigtskort i 1:25000. Endvidere bør der på oversigtskortet eller andet kortbilag indtegnes de ejendomme, som anmodningen omfatter.
Det skal endvidere fremgå af ansøgningen hvem der
* er ansvarlig for sagens udarbejdelse.
* udarbejder jordfordelingsplanen (planlægger).
Den ansvarlige for sagens udarbejdelse og planlæggeren kan være en landinspektør, konsulent eller anden person eller selskab.
Lodsejerne betaler selv for sagens udarbejdelse, panthaverhøringer og garantistillelser.Aftaler om fordelingen af udgifterne er Jordfordelingskontoret uvedkommende.
Når tilsagn foreligger, fastsættes planperioden og skæringsdag m.v. så vidt muligt i overensstemmelse med lodsejernes ønsker.
Jordfordelingskontoret annoncerer iværksættelsen af sagens planlægning i lokale aviser eller på anden måde.
Annoncen angiver planområdet, planperioden, overtagelses- og skæringsdagen samt sagens planlægger.
Endvidere er annoncen udformet således, at den tjener som fornøden annoncering efter eventuelle naboer med fortrinsstilling efter reglerne i §§ 13 og 18 i landbrugsloven. Lodsejere, der ønsker at gøre en eventuel fortrinsstilling gældende i forbindelse med jordfordelingsplanen, skal inden en frist på 4 uger fra annoncens dato fremsætte skriftligt ønske herom over for planlæggeren. Denne bestemmelse gælder såvel for ejere af landbrugsejendomme inden for planområdet som inden for en vejafstand på 1 km uden for planområdet..
4.3 Forhandlings- og planlægningsarbejdet.
Planlæggeren udfører i samarbejde med lodsejerne forhandlings- og planlægningsarbejdet. Der indhentes oplysninger om de enkelte ejendomme og om lodsejernes ønsker om salg, bytte eller køb af jord.
Såfremt enighed opnås, oprettes med hver enkelt lodsejer en skriftlig jordfordelingsoverenskomst. Det fremgår heraf hvilke arealer, der sælges, byttes eller modtages, hvilke beløb, der skal modtages eller betales samt eventuelt særlige aftalte vilkår. Jordfordelingsoverenskomsterne kan bestilles i Jordfordelingskontoret.
4.4 Indsendelse af sagen.
Sagen indsendes til Jordfordelingskontoret inden en nærmere angiven tidsfrist, og skal bl.a. omfatte
* Jordfordelingsplan I og II.
* Indgåede jordfordelingsoverenskomster for alle deltagende ejendomme.
* Nødvendige garantier fra pengeinstitutter m.fl.
* Godkendelse fra panthavere.
* Opgørelse over omlagte arealer.
* Beløb, der skal ind- eller udbetales.
* Ejendoms- og tingbogsattester.
* Nødvendige tilladelser i henhold til anden lovgivning.
* Oplysning om, hvilke lodsejere der har fået tilsagn om ophørsstøtte samt dokumentation herfor.
* Dokumentation for, at kravene til frigjorte arealer er opfyldt, herunder at overtageren kan godkendes efter lov om ophørsstøtte.
Sagen udarbejdes iøvrigt i overensstemmelse med Jordfordelingskontorets vejledning om »Jordfordeling med 5-10 ejendomme«. Denne vejledning kan bestilles i Jordfordelingskontoret.
4.5 Afsigelse af kendelse m.v.
Når sagen er modtaget i Jordfordelingskontoret, vil den snarest muligt blive gennemgået med henblik på afsigelse af kendelse.
Såfremt sagen opfylder betingelserne for gennemførelse af en jordfordelingssag, forelægges sagen for jordbrugskommissionen til godkendelse. Når planen er godkendt, tiltrædes kommissionen af en dommer og et kreditkyndigt medlem, og den udvidede kommission afsiger kendelse om sagens gennemførelse.
Fra den fastsatte skæringsdag, der er fælles for alle deltagere, kan lodsejerne begynde at dyrke de nyerhvervede arealer.
Kendelsen tinglyses inden skæringsdagen.
4.6 Matrikulær berigtigelse (opmåling m.v.).
4.6.1 Valg af berigtigelsesmåde.
Mindst en måned før jordfordelingssagen som aftalt skal indsendes til Jordfordelingskontoret, skal der indsendes meddelelse til Jordfordelingskontoret om, hvorvidt Jordfordelingskontoret skal foranledige den matrikulære sag udarbejdet, eller om lodsejerne selv ønsker at bestille en landinspektør til at udarbejde den matrikulære sag, jf. afsnit 4.6.2 og 4.6.3.
4.6.2 Matrikulær berigtigelse forestået af Jordfordelingskontoret.
Såfremt Jordfordelingskontoret godkender sagen, vil kontoret tilstræbe, at der foretages skelafsætning og opmåling m.v., inden kendelsen afsiges.
Jordfordelingskontoret afholder udgifterne ved udarbejdelsen af den matrikulære sag.
4.6.3 Matrikulær berigtigelse udført på lokalt initiativ.
I sager, der gennemføres efter lovens § 2a, kan lodsejerne vælge selv at bestille en landinspektør til at udarbejde den matrikulære sag.
Den matrikulære sag skal i fuldt udarbejdet stand indsendes til Jordfordelingskontoret senest 4 måneder efter skæringsdagen.
4.7 Tilskud til matrikulær berigtigelse.
I sager, hvor lodsejerne har valgt selv at forestå den matrikulære berigtigelse, skal lodsejerne selv afholde omkostningerne hertil.
Lodsejerne kan søge Strukturdirektoratet om tilskud til omkostninger i forbindelse med den matrikulære berigtigelse, jf. bekendtgørelse nr. 902 af 11. oktober 1996 om tilskud til matrikulære udgifter i visse jordfordelingssager.
Tilskuddet beregnes for sagen i sin helhed på grundlag af følgende satser
1) For hver ejendom, hvorfra der sælges et areal, beregnes et grundbeløb på kr. 2.000,-.
Hertil lægges
2) Et hektartillæg på kr. 550,- pr. solgt hektar.
3) Et lodtillæg på kr. 1.000,- for hver lod, der sælges fra en ejendom, bortset fra de to første lodder.
For hver ejendom, der ved jordfordelingen reduceres til en lod på højst 5 ha, og hvor der i den forbindelse skal foretages skelafsætning, beregnes følgende ekstra tillæg
1) Et ekstra grundbeløb på kr. 5.000,-.
2) Et ekstra lodtillæg på kr. 1.000,- for solgt lod nummer 2.
Disse ekstra tilskud kan også ydes til ophørsansøgere jf. lovbekendtgørelse nr. 676 af 9. august 1995 om ophørsstøtte til jordbrugerne. Dog gælder der andre krav med hensyn til ejendommens størrelse i relation til ophørsreglerne, jf. §§ 5 og 6 i bekendtgørelse nr. 809 af 12. oktober 1995 om ophørsstøtte til jordbrugere. Således kan støttemodtageren kun bibeholde
* Bygninger, have, gårdsplads, adgangsvej og skov.
* Et areal på op til 10% af bedriftens areal, dog højst 1 ha. Arealet skal ligge i tilknytning til bygningslodden og må ikke anvendes til erhvervsmæssig landbrugs- eller gartnerivirksomhed.
Ved beregning af begge former for lodtillæg anses salg af sammenhængende lodder fra en ejendom til en anden ejendom som en lod.
Tilskuddet til sagen kan ikke overstige udgifterne til den matrikulære berigtigelse.
Udbetaling af tilskuddet er betinget af, at der er afsagt kendelse i sagen. Ansøgningen indsendes til Jordfordelingskontoret af den ansvarlige for sagen, og skal indeholde følgende oplysninger
a) Dokumentation for de afholdte omkostninger, jf. nedenfor.
b) Beregning af tilskuddet for sagen i sin helhed.
c) Angivelse af beløbsmodtagerens/-nes navn, adresse og evt. giro eller bankkonto.
d) Angivelse af om tilskuddet skal udbetales til
1) en af lodsejerne befuldmægtiget person eller
2) til de enkelte lodsejere på grundlag af en af lodsejerne godkendt partsfordeling.
Beløbet anvises normalt gennem giro eller bank.
4.8 Berigtigelse af en jordfordeling.
Berigtigelsen af en jordfordeling med ind- og udbetalinger, afsigelse af kendelse og notering i matrikel og tingbog foretages ved Jordfordelingskontorets foranstaltning.
4.9 Hvad koster det?
I jordfordelinger, der gennemføres efter lovens § 2a skal lodsejerne selv betale for udgifterne til planlægning, panthaverhøring og garantistillelse.
Lodsejernes udgifter vil bl.a. afhænge af planlægningsarbejdets omfang.
Endvidere skal lodsejerne betale eventuelt ekspeditionsgebyr til panthavere, stempelafgift ved låntagning og ekstraordinær hel eller delvis indfrielse af pantegæld.
Lodsejerne rådes til inden deres deltagelse i jordfordelingen, at få planlæggeren eller anden sagkyndig til at angive et skøn over udgifterne ved deltagelse i jordfordelingen.
Udgifterne ved Jordfordelingskontorets behandling samt afsigelse af kendelse og notering i matriklen og tingbogen er gratis for lodsejerne. Udarbejdelsen af den matrikulære sag er enten gratis for lodsejeren eller der kan ydes et tilskud til arbejdet, jf. afsnit 4.6.2 og 4.7.
5. Øvrige jordfordelinger (jordfordelingslovens § 2).
5.1 Almindelige jordfordelinger.
Sideløbende med de i afsnit 3 og 4 nævnte jordfordelinger gennemføres de almindelige lidt større jordfordelinger (almindelig jordfordeling). Formålet med disse sager er primært at forbedre arronderings- og strukturforholdene inden for et fastlagt område.
Proceduren for disse sager svarer til den procedure, der er omtalt i afsnit 3.
Landmænd, der har eller påtænker at søge om ophørsstøtte, og som har deres ejendomme liggende inden for et fastlagt planområde, henvises til at rette henvendelse til sagens planlægger eller Jordfordelingskontoret. Der vil her kunne gives nærmere oplysninger, om hvornår planlægningen afsluttes samt om skæringsdag m.v.
Såfremt ophørslandmanden ikke allerede har fået tilsagn om ophørsstøtte, må det herefter afklares, om der er mulighed for at opnå et sådant tilsagn, inden planlægningen afsluttes.
På det indledende lodsejermøde vil Jordfordelingskontoret orientere om regler og vilkår for deltagelse i en jordfordeling, herunder om mulighederne for at opnå ophørsstøtte.
5.2 Hvad koster det?
Deltagelse i en almindelig jordfordeling er gratis, idet udgifterne ved sagens behandling og berigtigelse normalt betales af Statskassen.
Eventuelt ekspeditionsgebyr til panthavere, stempelafgift ved låntagning og ekstraordinær hel eller delvis indfrielse af pantegæld påhviler dog alene lodsejeren.
6. Vil De vide mere om jordfordeling og ophørsstøtte?
6.1 Jordfordeling.
Der henvises til
* Lovbekendtgørelse nr. 318 af 25. april 1996 af lov om jordfordeling mellem landejendomme.
* Bekendtgørelse nr. 902 af 11. oktober 1996 om tilskud til matrikulære udgifter i visse jordfordelingssager.
* Bekendtgørelse nr. 79 af 1. Februar 1995 om jordbrugskommissionernes behandling af sager efter jordfordelingsloven.
* Vejledning om »Almindelig jordfordeling«.
* Vejledning om »Jordfordeling med 5-10 ejendomme«.
6.2 Ophørsstøtte.
Der henvises til
* Lovbekendtgørelse nr. 676 af 9. august 1995 om ophørsstøtte til jordbrugere.
* Bekendtgørelse nr. 809 af 12. oktober 1995 om ophørsstøtte til jordbrugere.
* Vejledning om ophørsstøtte til jordbrugere, december 1995.