Skrivelse vedrørende enrumsanbringelse med henblik på afgivelse af urinprøve (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Skrivelse vedrørende enrumsanbringelse med henblik på afgivelse af urinprøve (* 1)
Hermed sendes cirkulære af d.d. om ændring af cirkulære af 14. september 1978 om adgangen til at anbringe indsatte i enrum.
Ved ændringen af cirkulæret tilvejebringes hjemmel til på baggrund af konkrete omstændigheder at anbringe indsatte i enrum i op til 3 timer, når de skal afgive urinprøve.
Direktoratet skal hermed præcisere følgende
Den nye hjemmel forudsættes alene anvendt, hvor det ud fra en konkret vurdering skønnes nødvendigt for at forhindre, at der "snydes" i forbindelse med afgivelsen af urinprøven.
Hjemmelen kan ikke anvendes i tilfælde, hvor det fra starten er klart, at den indsatte ikke vil afgive urinprøve. Sådanne sager skal som hidtil behandles efter de gældende regler om nægtelse af at afgive urinprøve.
Som det fremgår af ændringens ordlyd, kan enrumsanbringelsens varighed udstrækkes til højst 3 timer. Er urinprøven ikke afgivet inden for den første time, bør den indsatte tilbydes at drikke 1/4 liter vand, og eventuelt yderligere 1/4 liter vand efter en halv times forløb. Er urinprøve herefter ikke afgivet inden for de i alt 3 timer, skal enrumsanbringelsen bringes til ophør, og sagen må da behandles efter de gældende retningslinjer om nægtelse af at afgive urinprøve.
Det bemærkes, at direktoratet i forbindelse med beslutningen om, at også afgørelser om foreløbig enrumsanbringelse skal indberettes, inden længe vil udsende nye indberetningsskemaer. Direktoratet vil i denne forbindelse tage højde for den nye adgang til enrumsanbringelse. Enrumsanbringelse med henblik på afgivelse af urinprøve skal således indberettes fra den 1. januar 1997, hvorfra også indberetning om afgørelser om foreløbig enrumsanbringelse skal ske.
E.B.
Annette Esdorf