Cirkulæreskrivelse til politi og anklagemyndighed vedrørende lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse til politi og anklagemyndighed vedrørende lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme
1. Indledning.
Folketinget vedtog den 10. oktober 1996 forslaget til lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme. Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende onsdag den 16. oktober 1996.
Efter loven kan politiet - når lovens betingelser er opfyldt - nedlægge individuelle forbud og/eller generelle forbud mod ophold i en bestemt ejendom. Forbud meddeles af politimesteren (politidirektøren) i den politikreds, hvor ejendommen er beliggende.
Hermed gives der politiet mulighed for at gribe mere effektivt ind for at beskytte befolkningen mod at blive ofre i forbindelse med alvorlige og farlige angreb på de ejendomme, hvor rockerne holder til.
Det forudsættes, at politiet tilrettelægger sit arbejde således, at man løbende kan vurdere, om der er grundlag for at udstede forbud mod ophold i en bestemt ejendom.
I det følgende redegøres der for, hvilke grupper af personer loven finder anvendelse på (punkt 2), betingelserne for at nedlægge individuelle forbud (punkt 3), betingelserne for at nedlægge generelle forbud (punkt 4), forbudets tidsmæssige udstrækning (punkt 5), overtrædelse af forbud (punkt 6), behandling af klager over forbud (punkt 7), spørgsmålet om erstatningsbolig eller erstatning i anledning af forbud (punkt 8) og information til offentligheden om nedlagte forbud (punkt 9).
2. Hvilke grupper af personer finder loven anvendelse på?
Det fremgår af lovens § 1, stk. 3, at politiets adgang til at nedlægge individuelt og/eller generelt forbud mod ophold i en bestemt ejendom forudsætter, at "det angreb, der er risiko for, må antages at være led i et gensidigt opgør mellem grupper af personer, hvor der på begge sider anvendes voldelige midler, herunder skydevåben og sprængstoffer".
Betingelsen om anvendelse af "voldelige midler, herunder skydevåben og sprængstoffer", indebærer, at loven ikke omfatter et gensidigt opgør mellem persongrupper, hvor der alene anvendes voldelige midler i form af knive, køller, brosten eller lignende.
Således som forholdene er i dag, kan loven anvendes over for rockergrupperne Hells Angels og Bandidos. Loven vil endvidere efter omstændighederne kunne anvendes over for andre rockergrupper. Dette forudsætter, at disse grupper må antages at være involveret i opgøret på enten Hells Angels' eller Bandidos' side.
Reglerne vil således ikke kunne anvendes over for alle rockergrupper.
Reglerne vil endvidere ikke kunne anvendes i forhold til f.eks. politiske, religiøse eller kulturelle foreninger, selv om det må befrygtes, at andre grupper vil forsøge med voldelige midler at forhindre afholdelsen af den pågældende forenings aktiviteter.
3. Individuelle forbud.
3.1. Betingelserne for at nedlægge et individuelt forbud.
Lovens betingelser
Efter lovens § 1, stk. 1, kan politiet nedlægge forbud mod, at en person opholder sig i en bestemt ejendom. Betingelsen for at nedlægge et sådant individuelt forbud er
1) at ejendommen tjener som tilholdssted for en gruppe, som den pågældende person tilhører eller har tilknytning til, og
2) at den pågældendes tilstedeværelse i ejendommen og omstændighederne i øvrigt skønnes at indebære risiko for angreb, der vil være til fare for personer, der bor eller befinder sig i nærheden af ejendommen.
Politiet skal foretage en samlet, konkret vurdering af sagens omstændigheder med henblik på at tage stilling til, om lovens betingelser for at nedlægge forbud mod ophold i en bestemt ejendom er opfyldt.
I det følgende redegøres for nogle af de forhold, der - i forhold til rockergrupper - har betydning for denne vurdering.
Nærmere om § 1, stk. 1, nr. 1
Tilholdssted for en rockergruppe
Det er en betingelse for at nedlægge et forbud, at ejendommen tjener som tilholdssted for en rockergruppe. Forbudet kan omfatte flere ejendomme, der tjener som tilholdssted for den pågældende rockergruppe.
Med udtrykker tilholdssted sigtes til et opholdssted af fastere karakter for personer, der tilhører eller har tilknytning til den pågældende rockergruppe.
Typeeksemplet på et tilholdssted for en rockergruppe vil være en "rockerborg", herunder gårdarealer m.v. i tilknytning hertil. Med udtrykket "rockerborg" sigtes til ejendomme, der tjener som fast tilholdssted for medlemmer af en rockergruppe, og hvor der typisk er gennemført en række særlige bygningsmæssige foranstaltninger for at sikre bygningen mod f.eks. angreb.
Et tilholdssted kan også være andre lokaliteter end rockerborge. Det kan også være en persons private hjem. Nedenfor under b er der redegjort for, i hvilket omfang der i så fald også kan nedlægges forbud mod den pågældendes ophold i sit eget hjem.
Betingelsen for at give forbud mod ophold i en bestemt ejendom - og for at opretholde givne forbud - vil være opfyldt, selv om de meddelte forbud indebærer, at ejendommen ikke længere er tilholdssted for de pågældende.
Udtrykket "tilholdssted" omfatter ikke tilfælde, hvor rockere forsamler sig udendørs, f.eks. i forbindelse med festivals, motorcykeloptog m.v. I sådanne tilfælde kan der efter omstændighederne nedlægges et generelt forbud efter lovens § 1, stk. 2, jf. herom punkt 4 nedenfor.
b) Hvilke personer kan der nedlægges forbud overfor?
Den person, der kan nedlægges forbud overfor, skal enten tilhøre den pågældende rockergruppe, som ejendommen tjener som tilholdssted for, eller have tilknytning til rockergruppen. Den pågældende behøver derimod ikke at være mistænkt for at have begået et strafbart forhold.
Tilknytningen til rockergruppen kan bestå i, at personen efter sin påklædning og rygmærker fremtræder som tilhørende rockermiljøet, eller at personen i øvrigt færdes til og fra ejendommen, jf. herved Østre Landsrets kendelse af 23. april 1996 vedrørende ransagning hos personer med tilknytning til rockerkredse.
Forbud kan således nedlægges over for fuldgyldige medlemmer, "prospects" og "hangarounds". Forbud kan endvidere efter omstændighederne nedlægges over for f.eks. "supporters".
Der kan som udgangspunkt ikke nedlægges forbud mod det enkelte medlems ophold i eget hjem, selv om det pågældende hjem tjener som tilholdssted for en rockergruppe. I så fald kan der nedlægges forbud over for andre personer, der tilhører eller har tilknytning til den pågældende rockergruppe.
Har ejendommen karakter af en rockerborg, vil der imidlertid også kunne nedlægges forbud mod en persons ophold i ejendommen, selv om rockerborgens tjener som den pågældendes private hjem. Det samme gælder, selv om ejendommen ikke er en rockerborg, hvis den benyttes som fælles bopæl for flere medlemmer af rockergruppen eller personer med tilknytning til den pågældende gruppe. Det er uden betydning, om de pågældende - enkeltvis eller i fællesskab - står som ejere eller lejere af ejendommen. I de nævnte tilfælde kan der således nedlægges forbud over for alle de personer, der bor eller opholder sig i ejendommen.
Personer, der meddeles forbud, vil normalt selv holde til i den pågældende ejendom. Men det er efter loven ingen betingelse. Der kan således også gives forbud til personer, som ikke har den pågældende ejendom som deres tilholdssted, hvis ejendommen tjener som tilholdssted for den rockergruppe, de pågældende tilhører eller har tilknytning til.
Tilhører personen ikke rockergruppen, og har den pågældende ikke i øvrigt tilknytning til gruppen, kan der ikke efter denne lov nedlægges forbud mod den pågældendes ophold i ejendommen.
Nærmere om § 1, stk. 1, nr. 2
For at nedlægge et individuelt forbud kræves det - ud over at betingelserne i nr. 1 er opfyldt - tillige, at den pågældendes tilstedeværelse i ejendommen og omstændighederne i øvrigt skønnes at indebære risiko for angreb, der vil være til fare for personer, der bor eller befinder sig i nærheden af ejendommen, jf. § 1, stk. 1, nr. 2.
Den pågældende risiko for angreb og faren for de omkringboende m.v. behøver ikke at være "betydelig", "overhængende", "nærliggende" eller lignende. De foreliggende regler supplerer således de bestemmelser i lovgivningen, som indeholder hjemmel til, at politiet - af hensyn til den offentlige fred, sikkerhed m.v. - kan forhindre personer i at opholde sig i bestemte ejendomme. Der kan f.eks. henvises til § 7 i politiloven af 4. februar 1871 (om at "afværge overhængende ulykkestilfælde og deslige") og til retsplejelovens § 108.
Grundlaget for politiets vurdering af, om "risikobetingelsen" og "farebetingelsen" er opfyldt, vil dels være politiets almindelige kendskab til rockermiljøet, dels - og navnlig - de oplysninger, som politiet har om de øjeblikkelige forhold i rockerkredsene, f.eks. om andre nyligt gennemførte angreb eller lignende.
a) "Risikobetingelsen"
Det beror på en samlet, konkret vurdering af sagens omstændigheder, om "risikobetingelsen" - dvs. betingelsen om, at den pågældendes tilstedeværelse i ejendommen og omstændighederne i øvrigt skønnes at indebære risiko for angreb - er opfyldt.
Betingelsen vil f.eks. være opfyldt i tilfælde, hvor det må lægges til grund, at de pågældende grupper tidligere har udkæmpet voldelige opgør, og hvor der samtidig er særlige holdepunkter for, at et nyt angreb er forestående.
Betingelsen vil endvidere kunne være opfyldt, selv om politiet ikke i øvrigt har sådanne særlige holdepunkter, hvis det efter oplysningerne om tidligere angreb mellem de pågældende grupper må anses for sandsynligt, at der vil blive iværksat et gengældelsesangreb.
Det kræves ikke, at netop den pågældende ejendom kan udpeges som målet for et nyt angreb.
Der kan ikke nedlægges forbud, hvis den pågældendes tilstedeværelse er uden betydning for, om der kan forventes iværksat et angreb. Personer, der har adgang til de pågældende tilholdssteder, må dog normalt antages at have et sådant tilhørsforhold til den pågældende rockergruppe, at "risikobetingelsen" vil være opfyldt.
b) "Farebetingelsen"
Det afgørende for, om det angreb, der er risiko for, vil være til fare for personer, der bor eller befinder sig i nærheden af ejendommen, vil i almindelighed være politiets kendskab til karakteren af de våben, som rockerne er i besiddelse af. I det omfang, det f.eks. må antages. at rockerne har skydevåben, sprængstoffer, håndgranater, panserværnsraketter eller lignende, vil der ikke være tvivl om, at det angreb, der er risiko for, vil rumme en fare af den nævnte art.
Farebetingelsen er imidlertid kun opfyldt, hvis angrebet vil være til fare for udenforstående (naboer m.v.). I vurderingen må der bl.a. tages hensyn til afstanden til naboejendomme.
Forbud vil således - når de øvrige betingelser herfor er opfyldt - kunne nedlægges mod ophold i en rockerborg, der er beliggende i en landsby.
Er rockerborgen derimod f.eks. indrettet i en (nedlagt) landbrugsejendom på åben mark i stor afstand fra naboejendomme, vil betingelsen om, at et muligt angreb vil være til fare for udenforstående, ikke være opfyldt. Der vil i så fald ikke være grundlag for at nedlægge et forbud.
3.2. Fremgangsmåden ved nedlæggelse af forbud.
Behandlingen af en sag om nedlæggelse af forbud vil være omfattet af de almindelige forvaltningsprocessuelle regler i forvaltningsloven. Den, der er part i sagen, har således som udgangspunkt krav på partsaktindsigt, partshøring, begrundelse m.v.
Oplysninger i forbudssagen vil imidlertid efter bestemmelsen i forvaltningslovens § 15 kunne undtages fra aktindsigt i det omfang, partens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter findes at burde vige for afgørende hensyn til offentlige interesser. Det kan f.eks. være nødvendigt at tilbageholde oplysninger af hensyn til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser, jf. forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr. 3. Har politiet konkrete oplysninger om rivaliserende gruppers angrebsplaner, vil disse oplysninger kunne tilbageholdes, hvis udlevering f.eks. vil kunne føre til en optrapning af konflikten mellem grupperne eller afsløre politiets efterforskning. Er en oplysning undtaget fra partsindsigt, vil begrundelsen for afgørelsen kunne begrænses i samme omfang, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 3, og der vil ikke skulle partshøres over oplysningen, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 4.
Det bemærkes, at den person, der nedlægges forbud overfor, under en eventuel straffesag for overtrædelse af forbudet vil få adgang til oplysningerne i forbudssagen, jf. herved retsplejelovens § 745.
Der skal - uanset oplysningernes karakter - heller ikke partshøres i hastende tilfælde som nævnt i § 19, stk. 2, nr. 3, hvor partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for de offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse. De nævnte offentlige eller private interesser kan ligeledes føre til, at partens ret til, at sagens afgørelse udsættes, indtil den pågældende har gjort sig bekendt med de dokumenter, som der er begæret aktindsigt i, fraviges, jf. forvaltningslovens § 11, stk. 2. Det samme gælder partens ret til, at sagens afgørelse udsættes, indtil den pågældende har afgivet en udtalelse, jf. forvaltningslovens § 21, stk. 2, nr. 2.
Det er anført i bemærkningerne til lovforslaget, at fremgangsmåden ved meddelelse af individuelle forbud i praksis normalt vil være den, at politiet opsøger den person, som forbud overvejes nedlagt overfor. Den pågældende gøres bekendt med sagen og får mulighed for på stedet at fremkomme med sine bemærkninger, inden der tages endelig stilling til, om forbud skal nedlægges. Nedlægges forbud, udleveres på stedet en skriftlig afgørelse herom bl.a. med en begrundelse og oplysning om, at forbudet kan påklages til Justitsministeriet. Det har ikke nogen betydning for forbudets lovlighed, at den pågældende nægter at modtage den skriftlige afgørelse eller river dokumentet (afgørelsen) i stykker.
Det er anført i bemærkningerne til lovforslaget, at der normalt bør fastsættes en frist for, hvornår et forbud skal efterkommes. Ved fastsættelsen af denne frist må der tages hensyn til de konkrete omstændigheder, herunder om de berørte rockere har deres bopæl i ejendommen.
Der er ikke hjemmel til at anholde den pågældende alene med henblik på at meddele et forbud efter loven.
4. Generelle forbud.
4.1. Betingelserne for at nedlægge et generelt forbud.
Den almindelige bestemmelse i lovens § 1, stk. 1, vil ikke i alle tilfælde være tilstrækkelig til at beskytte de omkringboende m.v. Der kan f.eks. tænkes tilfælde, hvor risikoen for angreb er så akut, at det ikke er praktisk muligt at nedlægge individuelle forbud. Der kan også tænkes tilfælde, hvor der er behov for at kunne nedlægge forbud mod ophold i ejendomme, der ikke tjener som gruppens tilholdssted, og hvor betingelserne i stk. 1, nr. 1, derfor ikke er opfyldt.
på denne baggrund indeholder bestemmelsen i lovens § 1, stk. 2, hjemmel til, at politiet kan forbyde enhver person adgang til bestemte ejendomme, som ikke nødvendigvis har karakter af rockertilholdssteder.
Betingelsen for at nedlægge et sådant generelt forbud er, at politiet skønner, at rockernes tilstedeværelse vil udgøre en betydelig risiko for, at rivaliserende rockergrupper vil iværksætte angreb mod den pågældende lokalitet.
Bestemmelsen er tiltænkt et forholdsvis begrænset anvendelsesområde. Typeeksemplet vil være tilfælde, hvor et rockerarrangement for en enkelt aften henlægges til en bestemt ejendom i et boligkvarter, f.eks. en restaurant, et festlokale, eller et afgrænset, udendørs areal (sportsplads eller lignende), der ikke i øvrigt tjener som tilholdssted.
I sådanne tilfælde vil formålet kunne opnås med et adgangsforbud af 1 eller 2 døgns varighed.
Er der tale om en restaurant, er det i bemærkningerne til lovforslaget anført, at adgangsforbudet selvsagt ikke omfatter restauranten. Det er dog ikke muligt udtømmende at gøre op med, i hvilke tilfælde der kan gøres konkrete undtagelser fra et generelt forbud. Afgørelsen må bero på politiets skøn over de konkrete omstændigheder. Der må navnlig lægges vægt på, i hvilket omfang sikkerhedshensyn taler for, at ejendommen helt forlades.
Bestemmelsen vil også kunne anvendes i forhold til ejendomme, der tjener som tilholdssteder for medlemmer af rockergrupper. I disse tilfælde vil der ikke være noget til hinder for, at et generelt forbud efter bestemmelsen anvendes i kombination med individuelle forbud efter stk. 1.
Er ejendommen afspærret for enhver, f.eks. hvor der er tale om en rockerborg, påhviler det politiet at sikre, at der ikke skaffes adgang til ejendommen. Politiets forpligtelse svarer i princippet til, hvad der gælder, når politiet f.eks. afspærrer et drabssted.
4.2. Fremgangsmåden.
Et generelt forbud skal bekendtgøres på tydelig måde ved skiltning. Der udformes således i disse tilfælde ikke nogen skriftlig afgørelse til eventuelle parter. Dette indebærer, at bestemmelsen i forvaltningslovens § 22 om en samtidig skriftlig begrundelse ikke finder anvendelse.
Den person, som uden vanskeligheder kan individualiseres som part i sagen, f.eks. en restauratør, skal så vidt muligt gøres bekendt med sagen og have adgang til at fremkomme med sine bemærkninger, inden det generelle forbud udstedes.
Skiltningen skal ske på samme effektive måde, som når f.eks. en bygning afspærres i tilfælde af f.eks. en bombetrussel.
Er personer kommet ind i/på ejendommen, inden det generelle forbud blev nedlagt, må politiet sørge for, at de gøres bekendt med, at der er udstedt et generelt forbud efter bestemmelsen. Herefter vil de pågældende overtræde forbudet, hvis ejendommen ikke forlades.
5. Forbudets tidsmæssige udstrækning.
Efter lovens § 1, stk. 4, nedlægges forbud for et bestemt tidsrum eller indtil videre.
Efter lovens § 1, stk. 5, skal politiet ophæve et forbud efter stk. 1 og 2, når den risiko for angreb, der gav anledning til forbudet, ikke længere foreligger. Det gælder, selv om forbudet er meddelt for et bestemt tidsrum.
Det følger af almindelige principper, at politiet skal vælge den løsning, der er mindst indgribende i forhold til det formål, der søges opnået. Er det således tilstrækkeligt at nedlægge forbud for et bestemt antal dage, må der ikke nedlægges forbud indtil videre. På den anden side er bestemmelsen ikke til hinder for, at et forbud forlænges, såfremt bestemmelsens betingelser fortsat er opfyldt.
Et generelt forbud efter § 1, stk. 2, vil normalt kun kunne udstedes for et meget kort tidsrum, typisk en eller to dage.
Hvis der er nedlagt et forbud indtil videre eller for et bestemt tidsrum, skal politiet - så længe forbudet er gældende - af egen drift løbende overveje, om grundlaget for forbudet er ændret, således at det bør ophæves. Ophævelse af forbudet bør ske hurtigst muligt efter, at politiet er blevet bekendt med, at grundlaget for forbudet ikke længere er til stede.
6. Overtrædelse af forbud.
Kun forsætlig - og ikke uagtsom - overtrædelse af et forbud udstedt i medfør af loven er strafbar, jf. lovens § 2.
Straffen er fængsel indtil 2 år. Strafferammen indebærer, at bøde og hæfte ikke kan anvendes.
Det er i bemærkningerne til lovforslaget anført, at straffelovens § 91, stk. 2, hvorefter bøde eller hæfte kan anvendes, selv om disse strafarter ikke er hjemlet, hvis gerningsmanden er under 21 år, forudsættes ikke at finde anvendelse ved overtrædelse af forbud efter denne lov.
Det er endvidere anført, at straffen - også i 1. gangstilfælde - forudsættes fastsat til en ubetinget fængselsstraf (dvs. i mindst 30 dage).
I gentagelsestilfælde forudsættes der i overensstemmelse med almindelige strafudmålingsprincipper idømt en højere straf end i 1. gangstilfælde.
Strafferammen giver mulighed for, at en person, som ikke respekterer et nedlagt forbud, kan varetægtsfængsles efter retsplejelovens § 762, stk. 1, hvis der f.eks. er bestemte grunde til at frygte, at den pågældende ellers vil overtræde forbudet på ny.
7. Behandling af klager over politiets afgørelse om nedlæggelse af forbud.
Forbud eller en eventuel forlængelse af et forbud kan påklages til Justitsministeriet. Det samme gælder afslag på ophævelse af et forbud. Klage har ikke opsættende virkning.
Hvis klagen modtages af politiet, sendes den straks sammen med sagens akter og en udtalelse til Justitsministeriet.
Indsendes en klage direkte til Justitsministeriet, vil Justitsministeriet straks ved telefax indhente sagens akter samt en udtalelse fra den pågældende politikreds.
Justitsministeriet har over for Folketingets Retsudvalg oplyst, at det forventes, at sagsbehandlingen for de ekspeditioner, som Justitsministeriet og politiet skal foretage i forbindelse med en klages behandling, normalt ikke vil overstige et par ugers varighed sammenlagt.
Justitsministeriet skal derfor anmode om, at man i den enkelte politikreds foretager ekspeditionerne i en sådan klagesag hurtigst muligt.
8. Spørgsmålet om erstatningsbolig eller erstatning i anledning af forbud.
8.1. Skal der stilles erstatningsbolig til rådighed?
Loven indeholder ikke regler om, at den person, over for hvem der udstedes forbud mod at opholde sig i en bestemt ejendom, skal have stillet en erstatningsbolig til sin rådighed.
I det omfang, ejendommen tjener som bolig for den pågældende, må spørgsmålet om, hvorvidt det offentlige skal stille en bolig til rådighed, derfor afgøres af kommunerne efter reglerne i sociallovgivningen.
8.2. Hvornår betales der erstatning?
Efter loven skal der kun betales erstatning som følge af nedlagte forbud, hvis der er tale om ekspropriation. I disse tilfælde følger erstatningspligten af grundlovens § 73.
Det er en betingelse for erstatning, at der gøres indgreb i en rettighed, der er beskyttet af denne bestemmelse. Er rettigheden efter sin karakter ikke beskyttet, kan indgrebet allerede af denne grund ikke indebære ekspropriation. Retten til at være sammen med andre på et fælles opholdssted kan ikke i sig selv antages at være beskyttet af grundlovens § 73. Derimod vil f.eks. en ejendomsret eller lejeret, der lovligt er etableret under den hidtidige retstilstand, være en rettighed, der er beskyttet af grundlovens § 73.
Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt til, at der foreligger ekspropriation, at der er tale om en rettighed, der er beskyttet af grundlovens § 73. Det kræves tillige, at indgrebet i den pågældende rettighed har karakter af en "afståelse".
I vurderingen af, om der foreligger afståelse, indgår en lang række forskellige momenter. Der må lægges vægt på, hvor intensivt indgrebet er, hvad der er formålet med indgrebet, om den rettighed, der gøres indgreb i, overføres til det offentlige m.v.
De fareafværgelses- og beskyttelseshensyn, der ligger bag loven, taler imod, at et forbud har karakter af ejendomsafståelse i grundlovens forstand. Det samme gør det forhold, at et forbud ikke går ud på at overføre ejendomsretten til ejendommen til det offentlige.
Det kan imidlertid næppe på forhånd helt udelukkes, at et forbud under særlige omstændigheder økonomisk kan ramme så intensivt, at der uanset det angivne formål er tale om afståelse af ejendom. I vurderingen vil bl.a. indgå forbudets tidsmæssige udstrækning.
Foreligger der herefter ekspropriation, har den pågældende krav på at få erstattet det tab, der lides herved, jf. grundlovens § 73, stk. 1, 3. pkt. Den pågældende kan derimod ikke kræve, at forbud ikke bliver nedlagt.
8.3. Fremgangsmåden ved krav om erstatning.
Sager om erstatning i anledning af, at der er nedlagt et forbud efter loven, skal med politimesterens (politidirektørens) indstilling forelægges for rigspolitichefen til afgørelse.
Forelæggelsen skal ske i de tilfælde, hvor den, forbudet vedrører, fremsætter krav om erstatning.
Hvis politimesteren (politidirektøren) i et konkret tilfælde finder, at forbudet må antages at indebære ekspropriation, orienteres den pågældende om adgangen til at kræve erstatning. Fremsætter den pågældende herefter krav om erstatning over for politimesteren (politidirektøren), forelægges sagen med politimesterens (politidirektørens) indstilling til rigspolitichefen til afgørelse.
Rigspolitichefens afgørelse kan indbringes for Justitsministeriet.
For rigspolitichefens behandling af erstatningskrav efter loven finder § 4, stk. 3, og § 6 i cirkulæreskrivelsen af 20. juni 1989 om behandling af visse erstatningssager tilsvarende anvendelse. Herefter skal større erstatningskrav og sager af særlig principiel karakter forelægges for Justitsministeriet til afgørelse. Gives der afslag på erstatning, skal den pågældende endvidere gøres bekendt med, at afslaget kan indbringes for Justitsministeriet.
9. Information til offentligheden om nedlagte forbud.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at politiet - for at et forbud kan få den tilsigtede virkning - bør sikre, at offentligheden får kendskab til de nedlagte forbud, dog således at navnene på de pågældende personer ikke offentliggøres.
Med henblik herpå skal politiet give indberetning om nedlagte forbud til Rigspolitichefen, der sørger for offentliggørelse på den anførte måde.
Politiet kan herudover - ligeledes i anonymiseret form - lokalt informere om nedlagte forbud, f.eks. i lokalaviser m.v.
P.M.V.
Michael Lunn
/Mogens Hendriksen
Ingen