Vejledning om benådning, udsættelse, eftergivelse og henstand m.v. (Til politiet, anklagemyndigheden, domstolene samt Kriminalforsorgens anstalter, afdelinger, pensioner samt arrestinspektørerne.)

BILAG 1

Bekendtgørelse om afskæring af klageadgangen i visse bødesager mv.

I medfør af § 1003 i lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 905 af 10. november 1992, som ændret bl.a. ved lov nr. 369 af 18. maj 1994 og senest ved lov nr. 1091 af 20. december 1995 fastsættes

Kapitel 1

BENÅDNING (FRIHEDSSTRAF)

Benådning for frihedsstraf, det vil sige hæfte og fængsel, vil oftest ske på grund af omstændigheder, der er indtruffet efter dommen, men kan dog også ske på baggrund af omstændigheder, som forelå på domstidspunktet.

Hjemmelen til benådning findes i grundlovens § 24, hvorefter Kongen kan benåde og give amnesti.

A. KOMPETENCE.

Sager om benådning for frihedsstraffe behandles af Justitsministeriet. Benådningen sker ved kongelig resolution. Dog er Justitsministeriet bemyndiget til at eftergive frihedsstraffe på 40 dage eller derunder i henhold til en kongelig resolution af 24. juni 1975. Justitsministeriet er endvidere i henhold til kongelig resolution af 24. januar 1994 bemyndiget til at træffe afgørelse om eftergivelse af visse frihedsstraffe på 60 dage eller derunder, idømt for spiritus- eller promillekørsel, jf. kapitel 3.

Ansøgningen om benådning i militære straffesager behandles af Forsvarsministeriet.

B. BETINGELSER.

Afgørelsen om benådning træffes efter en individuel vurdering, hvori indgår et samlet skøn over en række faktorer.

Nedenfor angives de omstændigheder, der typisk kan føre til benådning

Afsoningen skønnes at ville indebære en væsentlig risiko for alvorlig helbredsforringelse. Til brug ved afgørelsen af sådanne sager vil man ofte kræve en speciallægeerklæring, som i almindelighed vil blive forelagt en af Kriminalforsorgens lægelige konsulenter og eventuelt Retslægerådet.

Familiemæssige forhold. Det kan være alvorlig sygdom hos ægtefælle og/eller børn, eller at en enlig forsørgers mindreårige børn under forsørgerens afsoning må placeres på institution, og en sådan anbringelse skønnes at stride afgørende imod barnets tarv. Det vil i disse tilfælde ofte være nødvendigt at indhente en udtalelse fra de sociale myndigheder.

Igangværende resocialisering. Hvis der er stærke grunde til at tro, at en igangværende positiv udvikling vil fortsætte også på længere sigt, og at der herigennem er gode udsigter til at standse en ellers truende kriminel løbebane, kan der ske benådning. Forud herfor vil domfældte typisk have haft betinget udsættelse, jf. nedenfor under kapitel 2, G.

Uforholdsmæssig lang ventetid på indkaldelse. Der skal være tale om, at den manglende indkaldelse enten skyldes pladsforholdene i Kriminalforsorgens institutioner, eller at domfældte ved en fejl ikke er blevet tilsagt. I praksis vil hæftedømte, der uden egen skyld har afventet afsoning i 1 år, blive benådet, mens der for fængselsdømte skal være tale om 1 1/2 år. Det vil dog normalt være en forudsætning, at der ikke siden dommen er begået ny kriminalitet. Der henvises til Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 21. marts 1984 (KC D-2-3).

Uforskyldt varetægtsfængsling. Justitsministeriet er ved kongelig resolution af 21. august 1981 bemyndiget til at træffe bestemmelse om afkortning ved benådning i en ikke afsonet frihedsstraf, som den pågældende er idømt i en anden sag. En forudsætning herfor er, at den pågældende af anklagemyndigheden anses for at have været uberettiget varetægtsfængslet, og at den pågældende giver afkald på erstatning efter retsplejelovens § 1018a. Der henvises i øvrigt til retsplejelovens kapitel 93a.

Særlig høj alder kan som udgangspunkt ikke alene begrunde benådning. Dog vil domfældtes høje alder sammen med f.eks. visse helbredsmæssige problemer kunne føre til benådning.

Benådning kan i ganske særlige tilfælde gives, f.eks. hvis den domfældte selv er blevet alvorligt invalideret i forbindelse med spirituskørsel eller lignende.

Endvidere vil Justitsministeriet normalt være indstillet på at søge livstidsdømte løsladt ved benådning efter 10-12 års forløb (regnet fra anholdelsen), medmindre længere tids frihedsberøvelse er påkrævet under hensyn til den pågældendes farlighed. Der henvises til Justitsministeriets skrivelse af 18. februar 1971 (KC T 109).

For så vidt angår benådning i henhold til Justitsministeriets cirkulære af 14. marts 1994 henvises til kapitel 3.

C. BEHANDLING AF EN ANSØGNING OM BENÅDNING.

1. Opsættende virkning.

I dette afsnit vil spørgsmålet om opsættende virkning blive beskrevet generelt i relation til såvel ansøgninger om benådning som ansøgninger om udsættelse, idet retningslinierne i de fleste tilfælde er sammenfaldende. At en ansøgning har opsættende virkning betyder, at afsoningen udsættes, mens ansøgningen behandles.

Bilag 4 indeholder en række eksempler på situationer, hvor spørgsmålet om opsættende virkning kan være aktuelt.

a. 1. gangs ansøgning.

Det fremgår af § 1, stk. 2, 1. pkt. (og til dels af retsplejelovens § 1001, stk. 3), at en ansøgning om benådning og/eller udsættelse medfører, at afsoningen udsættes, mens ansøgningen behandles.

Udgangspunktet er således, at en 1. gangs ansøgning har opsættende virkning.

Hvis en ansøgning indgives, efter at domfældte er tilsagt til afsoning, betyder dette dog ikke, at tilsigelsen automatisk bortfalder. Det fremgår af § 19, stk. 1 i iværksættelsescirkulæret, at tilsigelsen kun bortfalder, hvis ansøgningen har opsættende virkning, og der ikke er truffet endelig afgørelse inden mødedatoen.

Da afsoningen så vidt muligt bør påbegyndes på den fastsatte dato, bør det tilstræbes, at ansøgninger, der har opsættende virkning, er færdigbehandlet inden mødedatoen.

Hvis der er søgt om udsættelse, bør politiets afgørelse derfor været truffet på et sådant tidspunkt, at en eventuel klage til Justitsministeriet kan være færdigbehandlet inden mødedatoen. Hvis ansøgningen ikke er færdigbehandlet inden, skal politiet underrette afsoningsstedet om, at tilsigelsen er bortfaldet, jf. § 19, stk. 3, i iværksættelsescirkulæret.

Det fremgår af tilsigelsen, at en eventuel ansøgning skal indsendes senest 10 dage fra modtagelsen af tilsigelsen, jf. § 22, stk. 1, nr. 4, i iværksættelsescirkulæret. Det har dog ingen betydning for ansøgningens opsættende virkning, hvis ansøgningen indgives senere, men det vil medføre, at de betingelser, der i øvrigt stilles for at imødekomme ansøgningen, skærpes, jf. iværksættelsescirkulærets § 22, stk. 1, nr. 5.

b. Fornyet ansøgning.

Hvis der tidligere er givet afslag på en ansøgning om benådning og/eller udsættelse, eller en tidligere ansøgning om udsættelse er imødekommet, vil en fornyet ansøgning ikke automatisk blive tillagt opsættende virkning. Dette afhænger af, om der i den nye ansøgning er anført nye omstændigheder, der er af væsentlig betydning og hvis rigtighed så vidt muligt er konstateret, eller der i øvrigt skønnes at være særlig grund til at afvente afgørelsen af den nye ansøgning, inden afsoningen iværksættes, jf. § 1, stk. 2, 2. pkt. Ved vurderingen af, om de påberåbte nye omstændigheder er af væsentlig betydning, lægges der vægt på, om de umiddelbart synes at være af en sådan karakter, at der er en vis sandsynlighed for, at ansøgningen vil blive imødekommet. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der er indtruffet uforudseelige komplikationer i forbindelse med domfældtes arbejds- eller uddannelsesmæssige forhold, alvorligere sygdom hos domfældte eller dennes nære pårørende, problemer med pasning af børn eller andre personer, der hører til domfældtes husstand.

At de anførte omstændigheder skal være nye, betyder dog ikke nødvendigvis, at de skal være indtruffet efter, at den tidligere afgørelse er truffet. Omstændigheder, der kunne have været fremført på et tidligere tidspunkt, vil imidlertid som udgangspunkt ikke skulle anses som væsentlige.

Er der tale om en fornyet ansøgning om benådning, tager Justitsministeriet stilling til, om ansøgningen har opsættende virkning.

Er der tale om en fornyet ansøgning om udsættelse, skal politiet straks tage stilling til, om ansøgningen har opsættende virkning.

Hvis politiet skønner, at dette ikke er tilfældet, har domfældte adgang til at klage til Justitsministeriet. En sådan klage kar ikke opsættende virkning, medmindre Justitsministeriet undtagelsesvis bestemmer det.

2. Indstilling til Justitsministeriet.

Når en domfældt søger om benådning, skal den politimester (politidirektøren i København), der har behandlet straffesagen, afgive en udtalelse til Justitsministeriet, jf. § 3, stk. 1. Udtalelsen skal bl.a. indeholde oplysning om, hvorvidt den domfældte er tilsagt til strafudståelse, herunder den fastsatte mødedato, og så vidt muligt om fuldbyrdelsesstedet, jf. § 16, stk. 1. Straffesagens akter (evt. blot domsudskrift) skal medsendes. Det vil normalt være nødvendigt, at domfældte afhøres til rapport, jf. § 16, stk. 2. Her vil domfældte kunne uddybe sin ansøgning samt oplyse nærmere om sine forhold. Hvis det ikke klart fremgår af ansøgningen, skal domfældte desuden spørges, om afsoningen ønskes udsat, hvis ansøgningen om benådning afslås, jf. § 2.

Hvis domfældte er undergivet tilsyn, kan det være hensigtsmæssigt at indhente en udtalelse fra tilsynsmyndigheden. Høring af tilsynsmyndigheden kan dog undlades, hvis det er åbenbart, at ansøgningen skal afslås.

Påberåber domfældte sig, at andre myndigheder eller personer vil kunne støtte ansøgningen, bør den pågældende som udgangspunkt henvises til selv at fremskaffe oplysningerne. Dog bør der indhentes en udtalelse fra de sociale myndigheder, hvis domfældte søger benådning under henvisning til, at mindreårige børn må placeres på institution under afsoningen. Opmærksomheden henledes på, at oplysninger om ansøgerens rent private forhold ikke må indhentes fra anden forvaltningsmyndighed uden den pågældendes samtykke, jf. forvaltningslovens § 29.

Hvis ansøgningen begrundes med helbredsmæssige årsager, vil det ofte være nødvendigt at indhente en speciallægeerklæring, medmindre det er åbenbart, at ansøgningen skal afslås. Domfældte skal gøres opmærksom på, at erklæringen skal fremskaffes uden udgift for retsvæsenet, og bør endvidere vejledes om, hvilke retningslinier en sådan erklæring skal udarbejdes efter (se bilag 5).

D. AFGØRELSENS INDHOLD.

Hvis Justitsministeriet mener, at domfældte skal benådes, vil det som hovedregel ske ved en betinget benådning. Det vil sige, at straffen udsættes efter reglerne i straffelovens 7. kapitel om betingede domme og bortfalder efter en prøvetid, hvis domfældte i denne prøvetid ikke begår strafbart forhold. Prøvetiden vil normalt blive fastsat til 2 år.

Såfremt den pågældende begår strafbart forhold i prøvetiden, afgøres retsvirkningen heraf af domstolene, jf. straffelovens § 61a.

Justitsministeriet kan endvidere bestemme, at domfældte skal betale en bøde som forudsætning for benådning. Størrelsen af en sådan bøde vil blive fastsat på baggrund af domfældtes årlige bruttoindtægt, hvorfor det normalt ikke er nødvendigt at indhente oplysninger om domfældtes økonomiske forhold i øvrigt. Som udgangspunkt beregnes bøden med 1.000 kr. pr. 25.000 kr.s bruttoindtægt. Der vil først blive truffet bestemmelse om betinget benådning, når bøden er betalt. Der fastsættes som hovedregel en 3 måneders frist for bødens betaling.

Hvis politiet har kendskab til, at domfældtes økonomiske forhold er meget dårlige, bør politiet gøre opmærksom herpå ved indstillingen til Justitsministeriet om bøgefastsættelse, således at Justitsministeriet kan tage hensyn hertil ved afgørelsen.

Udover vilkåret om straffrit liv i prøvetiden kan der fastsættes vilkår om tilsyn og eventuelle særvilkår, som findes formålstjenlige. Disse vilkår fastsættes efter straffelovens regler om betingede domme. Hvis en domfældt benådes på grund af sin psykiske henbredstilstand, kan det f.eks. findes formålstjenligt, at det sker på vilkår af, at domfældte undergiver sig psykiatrisk behandling. Vilkårene vil fremgå af afgørelsen om benådning. Der vil normalt ikke blive stillet krav om betaling af bøde, hvis der fastsættes vilkår om tilsyn og eventuelle yderligere særvilkår.

Hvis domfældte forud for benådningen har haft en betinget udsættelse (se særskilt afsnit herom nedenfor under kapitel 2 G), vil der kun undtagelsesvis blive fastsat særvilkår.

Hvis der gives afslag på en benådningsansøgning, som har været begrundet i helbredsmæssige forhold, bør det overvejes, om alternative afsoningsformer undtagelsesvis skal iværksættes, jf. straffelovens § 49, stk. 2, eller om der skal træffes bestemmelse om ændret afsoningssted, således at den domfældtes særlige behov for behandling eller pleje tilgodeses bedst muligt.

§ 1. Politimesterens (politidirektørens) afgørelse om henstand med eller afdragsvis betaling af bøder, herunder tvangsbøder, samt sagsomkostninger og konfiskation på 15.000 kr. eller derunder kan ikke indbringes for Justitsministeriet.

Stk. 2. Omfatter afgørelsen mere end eet bøde-, sagsomkostnings- eller konfiskationsbeløb, er det størrelsen af det enkelte beløb, der er afgørende for, om denne del af afgørelsen kan indbringes for Justitsministeriet.

§ 1. Personer, der skal udstå frihedsstraf, kan ansøge om

benådnin g for straffen, jf. retsplejelovens § 1001, stk. 3. Personer, der ikke er varetægtsfængslet efter dommen i medfør af retsplejelovens § 769, stk. 1, kan endvidere ansøge om udsættelse med fuldbyrdelse af straffen.

Stk. 2. Når en ansøgning om benådning eller udsættelse med fuldbyrdelse af frihedsstraf indgives, udsættes straffens fuldbyrdelse, medens ansøgningen behandles. Dette gælder dog ikke, såfremt en tidligere ansøgning, er afslået, eller en tidligere ansøgning om udsættelse er imødekommet, medmindre der i den nye ansøgning anføres nye omstændigheder, der er af væsentlig betydning, og hvis rigtighed så vidt muligt er konstateret, eller der i øvrigt skønnes at være særlig grund til at afvente afgørelsen af den nye ansøgning.

§ 1. Cirkulæret omfatter personer, som er idømt frihedsstraf på 60 dage og derunder for spiritus- eller promillekørsel, og som har et udtalt behov for behandling mod misbrug af alkohol og har påbegyndt en sådan behandling.

Stk. 2. Der kan kun undtagelsesvis gives udsættelse efter reglerne i dette cirkulære i tilfælde, hvor den ubetingede straf også omfatter andre forhold end overtrædelse af færdselsloven.

BILAG 2

Cirkulære om benådning og udsættelse af straffuldbyrdelse samt om eftergivelse, henstand og afdragsvis betaling af bøder mv. (*)

(Til politiet, anklagemyndigheden, domstolene samt Kriminalforsorgens anstalter og arresthusene).

----------

(*) Ændret ved cirkulære nr. 116 af 22. august 1983 (§§ 1, 4, 7, 9, 16, 17 og 18, cirkulære nr. 49 af 13. maj 1985 (§ 8, stk. 1, § 10, stk. 1, § 11, stk. 1, og § 12), cirkulære nr. 81 af 30. april 1996 (overskriften, § 4, 1. pkt., § 7, stk. 1 og 2, § 8, stk. 1, § 9, stk. 2, § 11, stk. 1, § 17, stk. 2 og 3, § 19 og § 20, stk. 2) og cirkulære nr. 82 af 1. maj 1996 (§ 17, stk. 4).

----------

I. Sager om benådning for frihedsstraf og udsættelse.

A. Indledende bestemmelser.

Kapitel 2

UDSÆTTELSE

Hjemmelen til at give udsættelse findes i retsplejelovens § 1001, stk. 2, hvori det hedder, at der kan ske udsættelse, når en umiddelbar udståelse af straffen vil medføre uforholdsmæssige, uden for straffens øjemed liggende følger for den pågældendes velfærd eller væsentlige ulemper for det offentlige. Dette fremgår også af cirkulærets § 6, stk. 2.

A. KOMPETENCE.

Ansøgninger om udsættelse med afsoningen afgøres af politiet i den kreds, hvor ansøgeren bor, jf. § 6, stk. 1. Politiets afgørelse kan påklages til Justitsministeriet, jf. § 17, stk. 1.

Søges der dels om benådning, dels om udsættelse, hvis benådning afslås, afgøres begge spørgsmål af Justitsministeriet. Det samme gælder, hvis den ønskede udsættelse er så lang eller af en sådan art, at den må betragtes som en forløber for eller optakt til en benådning, jf. nedenfor under G. om betinget udsættelse med henblik på benådning.

Udsættelse med fuldbyrdelse af frihedsstraf pålagt eller idømt under militære straffesager afgøres af auditøren. Andre frihedsstraffe idømt militært personel kan af den militære straffuldbyrdende myndighed (rettergangschefen) efter forhandling med politiet udsættes til efter den første uddannelses afslutning, jf. den militære retsplejelovs § 26.

Hvis ansøgningen er begrundet med, at straffesagen søges genoptaget, afgøres spørgsmålet om udsættelse eller standsning af afsoningen af Den særlige Klageret, jf. retsplejelovens § 986.

Med hensyn til spørgsmålet om udsættelse i forbindelse med en ansøgning om tredjeinstansbevilling henvises til Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 8. december 1992 (KC F-1-4).

B. BETINGELSER.

Der gælder særlige regler for ansøgninger om udsættelse med afsoningen fra voldsdømte, jf. nedenfor under 9.

Afgørelsen om udsættelse træffes i øvrigt efter en helhedsvurdering, der bygger på den konkrete sags enkelte momenter. I vurderingen af, om der er grundlag for udsættelse, indgår oplysninger om domfældtes personlige forhold, lovovertrædelsens art, straffens længde, dommens alder, tidligere domfældelser samt længden af den ansøgte udsættelse.

Der kan ikke gives entydige, generelle retningslinier for, med hvilken vægt de enkelte momenter indgår i vurderingen. Vejledende kan det dog anføres, at der ud fra hensynet til retshåndhævelsens effektivitet skal udvises større tilbageholdenhed med at give udsættelse jo længere straffen er, jo ældre dommen er, jo længere den ønskede udsættelse er, og hvis straffen overvejende er generalpræventivt begrundet (som det f.eks. er tilfældet ved færdselslovovertrædelser). Tilsvarende gælder, hvor domfældte tidligere er straffet, herunder specielt for ligeartet kriminalitet.

Der skal som udgangspunkt anlægges en strengere vurdering ved behandling af en ansøgning, der indgives senere end 10 dage efter, at domfældte har modtaget tilsigelsen, jf. iværksættelsescirkulærets § 22, stk. 1, nr. 5, medmindre der i det konkrete tilfælde er en rimelig grund til, at ansøgningen først indgives efter fristens udløb.

Med hensyn til udsættelsens længde kan det vejledende anføres, at udsættelse i op til 6 måneder efter domfældelsen normalt vil kunne gives, hvis det forekommer sandsynligt, at de sociale skadevirkninger af en afsoning vil kunne begrænses ved en udsættelse af denne længde. Derimod forudsættes udsættelse ud over 1 år kun tilladt i ganske særlige tilfælde, hvor domfældtes forhold med vægt tilsiger, at ansøgningen imødekommes.

Rejses der ny sigtelse mod den domfældte, bør man være tilbageholdende med udsættelse, hvis det er åbenbart, at den pågældende er skyldig i de påsigtede forhold. Det vil navnlig sige i tilfælde, hvor domfældte har erkendt de påsigtede forhold, hvor der er sket domfældelse i 1. instans, eller hvor domfældte er grebet på fersk gerning. I disse tilfælde vil hensynet til retshåndhævelsens effektivitet tale for en hurtig afsoning.

Der kan anføres følgende vejledende retningslinier for de typisk forekommende tilfældegrupper, hvor hensynet til domfældtes personlige forhold bør tillægges betydning ved afgørelsen om udsættelse

1. Økonomiske forhold.

Såfremt domfældte ikke er i økonomiske vanskeligheder, men ansøgningen begrundes med, at den pågældende blot ønsker at tjene mere inden afsoningen, bør udsættelse nægtes.

Foreligger der en meget anstrengt økonomisk situation, og forekommer det sandsynligt, at en kortere udsættelse vil kunne afhjælpe dette, kan udsættelse gives.

Er de økonomiske forhold derimod så håbløse, at en udsættelse vil være uden reel betydning, bør udsættelse nægtes.

2. Arbejdsmæssige forhold.

Ansøges der om udsættelse, f.eks. til førstkommende ferie, med den begrundelse at domfældte ellers vil miste sit arbejde, bør der som regel meddeles udsættelse, navnlig hvis udsættelsen ikke overstiger 6 måneder fra domsdatoen.

Ved afgørelsen bør det tilægges betydning, om domfældte inden for de seneste år har været straffet for lignende lovovertrædelser, hvor længe ansøgeren har været ansat det pågældende sted, ansøgerens alder og økonomiske situation, samt muligheden for at få samme eller tilsvarende arbejde efter afsoningen. I perioder med stor arbejdsløshed bør udsættelse med denne begrundelse meddeles i noget større omfang end ellers. Man bør endvidere være opmærksom på de konsekvenser, som en afbrydelse af et beskæftigelsesforhold på grund af afsoning eventuelt vil kunne få for domfældtes erhvervelse af ret til dagpenge, jf. § 53 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring (26 ugers-reglen).

Normalt bør ansøgeren selv tilvejebringe dokumentation for, at han/hun vil miste sit arbejde eller retten til dagpenge, hvis der ikke gives udsættelse. Krav om dokumentation kan dog frafaldes, såfremt der ikke er begrundet tvivl om rigtigheden af ansøgerens oplysninger.

En tilladelse kan eventuelt betinges af, at ansættelsesforholdet ikke ophører i udsættelsesperioden.

Er ansøgningen begrundet i hensynet til den private arbejdsgivers interesser, bør udsættelse som regel nægtes.

3. Uddannelsessøgende.

Uddannelsessøgende med kortere straffe bør normalt have udsættelse til førstkommende ferie, som regel sommerferien. En tilladelse kan eventuelt betinges af, at uddannelsesforløbet ikke ophører i udsættelsesperioden. Man bør dog være opmærksom på, at afsoning ikke i alle tilfælde vil medføre, at et uddannelsesforløb bliver slået i stykker, eller at et semester skal tages om. I visse situationer vil der alene være tale om, at uddannelsestiden forlænges svarende til afsoningsperioden. Der er endvidere mulighed for selvstudium - navnlig under udståelse af hæftestraf. Ved fuldbyrdelse i statsfængsel er der for visse uddannelsers vedkommende mulighed for bistand eller egentlig undervisning. Oplysning herom kan eventuelt indhentes fra undervisningslederen i vedkommende statsfængsel.

4. Resocialisering.

Foreligger der oplysning om, at et igangværende resocialiseringsforløb vil blive brudt i tilfælde af afsoning på nuværende tidspunkt, vil udsættelse undertiden kunne komme på tale. Udtalelser fra involverede myndigheder bør tillægges væsentlig betydning. Se endvidere nedenfor under G. om betinget udsættelse med henblik på benådning.

5. Helbred.

Det fremgår af retsplejelovens § 1001, stk. 1, at afsoningen udsættes, hvis den, der er idømt frihedsstraf, bliver alvorlig syg.

Kan den domfældte af helbredsmæssige grunde ikke for tiden tåle at afsone, eller vil en strafudståelse gribe forstyrrende ind i en lægelig behandling, som ikke eller kun meget vanskeligt kan fortsættes under afsoningen, bør udsættelse som regel gives. En erklæring fra den behandlende læge, der støtter udsættelsesansøgningen, vil som regel være tilstrækkelig dokumentation for en kortere udsættelse. I tvivlstilfælde bør spørgsmålet dog forelægges embedslægen.

6. Forsørgerpligter.

Er domfældte enlig forsørger for et eller flere mindreårige børn, bør der normalt gives udsættelse til det tidspunkt, hvor den pågældende, gennem det sociale udvalg eller gennem private, har fået etableret en pasningsordning for børnene under afsoningen.

Er en person, der hører til domfældtes husstand, på grund af sygdom afhængig af domfældtes tilstedeværelse, bør der som regel gives udsættelse til det tidspunkt, hvor der er etableret en pasningsordning for den pågældende person.

7. Specielt om varetægtsarrestanter.

Hvis domfældte er tilsagt til afsoning, men varetægtsfængsles i forbindelse med en anden sag inden mødedatoen, og varetægtsfængslingen først ophører efter mødedatoen, kan han/hun hensættes til afsoning ved varetægtsfængslingens ophør. Hvis domfældte ikke er blevet tilsagt, før han/hun varetægtsfængsles i en anden sag, kan den pågældende tilsiges til afsoning under varetægtsfængslingen. Såfremt mødedatoen ligger i varetægtsperioden, kan den pågældende straks ved dennes udløb overgå til afsoning.

En eventuel ansøgning om udsættelse, som er begrundet i, at den domfældte på grund af varetægtsfængslingen ikke har haft mulighed for at indrette sig på at møde til den fastsatte dato, bør som udgangspunkt ikke imødekommes, da afsoningen som regel bør ske i forlængelse af varetægtsfængslingen.

8. Specielt om værnepligtige.

Baggrunden for bestemmelserne i § 7, stk. 2 og 3, (der henviser til § 60 i beredskabsloven og § 6 i lov om værnepligtens opfyldelse ved civilt arbejde), er de pågældende lovovertrædelsers tilknytning til værnepligtstjenesten. Der bør derfor kun i ganske særlige tilfælde gives udsættelse, således lovovertrædelserne ikke i videre omfang end nødvendigt får virkning efter tjenestens ophør.

Med hensyn til fuldbyrdelse af frihedsstraf i øvrigt over for værnepligtige i redningsberedskabet og ved civilt arbejde, må afsoning i tjenestetiden som hovedregel antages at medføre så væsentlige ulemper for det offentlige, at der bør gives udsættelse til umiddelbart efter hjemsendelsen.

Om udsættelse med fuldbyrdelse af frihedsstraf idømt militært personel, se ovenfor under A.

9. Specielt om voldsdømte.

En ansøgning om udsættelse med afsoning af en voldsdom behandles efter særlige regler under henvisning til behovet for effektivitet i retshåndhævelsen. Det fremgår således af iværksættelsescirkulærets § 9, at afsoningen skal iværksættes senest 30 dage efter, at der foreligger fuldbyrdelsesordre. Dog skal tilsigelse ske med en frist mindst 10 dage, jf. § 18, stk. 2, i iværksættelsescirkulæret. Det fremgår endvidere af tilsigelsesblanketten, at en eventuel ansøgning om udsættelse kun kan forventes imødekommet under helt ekstraordinære omstændigheder, og at ansøgningen skal indgives til politiet straks efter modtagelsen af tilsigelsen.

Det vil derfor være den altovervejende hovedregel, at der ikke tillades udsættelse med udståelse af voldsstraffe, idet der skal anlægges en strengere vurdering af ansøgningsgrundlaget end den, der gælder for øvrige udsættelsessager. Dette gælder i særdeleshed, hvis ansøgningen ikke indgives straks efter modtagelsen af tilsigelsen.

Udover den almindelige afvejning af lovovertrædelsens art, straffens længde, gerningstidspunktet, dommens alder og tidligere domfældelser gælder følgende retningslinier vedrørende domfældtes personlige forhold

Ansøgninger, der er begrunder i økonomiske forhold bør nægtes, medmindre et afslag vil medføre et økonomisk sammenbrud.

Ansøgninger begrundet i arbejdsmæssige forhold bør kun imødekommes i de tilfælde, hvor domfældte reelt vil miste sit arbejde, og hvor der er tale om et arbejdsforhold, som er af helt afgørende betydning for domfældtes mulighed for fremover at leve en kriminalitetsfri tilværelse.

Ansøgninger begrundet i uddannelsesforhold bør kun imødekommes, hvis afsoningen vil ødelægge det eksisterende uddannelsesforløb. Det forhold, at et semester må tages om, eller at den pågældende sættes tilbage i uddannelsesforløbet, vil ikke i sig selv kunne begrunde en udsættelse. Medfører afslaget imidlertid, at en uddannelse (herunder et læreforhold) må afbrydes, kan der være grundlag for at give udsættelse til førstkommende ferieperiode i tilfælde, hvor uddannelsesforløbet skønnes at have afgørende betydning for den pågældendes mulighed for at leve en kriminalitetsfri tilværelse.

Er ansøgningen begrundet i helbredsforhold følges de almindelige regler om udsættelse, jf. ovenfor pkt. 5.

Familiemæssige forhold kan kun helt undtagelsesvis betyde, at en ansøgning om udsættelse imødekommes.

Vedrørende domfældtes personlige forhold i øvrigt, bør udsættelse kun komme på tale, når oplysninger om f.eks. et igangværende resocialiseringsforløb vejer meget tungt.

C. BEHANDLING AF EN ANSØGNING OM UDSÆTTELSE.

1. Opsættende virkning.

Der henvises til kapitel 1, C.1. og bilag 4.

Hvis politiet afslår en ansøgning om udsættelse, eller ikke fuldt ud imødekommer det ansøgte, kan afgørelsen indbringes for Justitsministeriet, jf. § 17, stk. 1. I så fald har klagen kun opsættende virkning, mens den behandles, og normalt kun hvis klagen vedrører en afgørelse, der har været tillagt opsættende virkning i 1. instans. Desuden skal klagen være politiet eller Justitsministeriet i hænde senest 10 dage efter, at ansøgeren har modtaget meddelelse om afgørelsen, jf. § 17, stk. 3.

En klage, der indgives efter udløbet af klagefristen, vil dog kunne tillægges opsættende virkning, såfremt der i sagen foreligger nye omstændigheder af væsentlig betydning. En sådan klage bør imidlertid betragtes som en fornyet ansøgning, der af hensyn til to-instansprincippet bør føre til ny behandling i 1. instans.

2. Vurderingsgrundlaget.

Det vil normalt være nødvendigt, at domfældte afhøres om baggrunden for sin ansøgning, jf. § 16, stk. 2.

Påberåber ansøgeren sig, at andre myndigheder eller personer (f.eks. arbejdsgiver eller egen læge) vil kunne støtte ansøgningen, bør den pågældende som udgangspunkt henvises til selv at fremskaffe sådanne oplysninger inden en vis frist og gøres opmærksom på, at der vil blive truffet afgørelse på det foreliggende grundlag, hvis oplysningerne ikke er fremskaffet inden fristens udløb.

Er ansøgeren i tilsyn hos Kriminalforsorgen, kan det være relevant at indhente en udtalelse fra den afdeling, der varetager tilsynet.

Er domfældte varetægtsfængslet, eller udstår han/hun en tidligere idømt frihedsstraf, bør der indhentes en udtalelse fra lederen af arresthuset eller fængslet, hvor den pågældende er indsat.

Ansøgeren skal have afgivet en samtykkeerklæring, hvis politiet eller Justitsministeriet på egen hånd skal indhente oplysninger i sagen, jf. § 29 i forvaltningsloven.

Det bør søges oplyst, om afsoning til den fastsatte tid vil have væsentlige uhensigtsmæssige konsekvenser, og om en udsættelse vil kunne afhjælpe problemet. Domfældte bør således spørges, hvor længe han/hun ønsker udsættelse.

3. Indstilling til Justitsministeriet.

Hvis domfældte har påklaget politiets afgørelse, bør der med politiets indstilling til Justitsministeriet fremsendes oplysninger om sagens forløb siden domsafsigelsen, herunder om eventuelle tidligere afgørelser om udsættelse og tilsigelser mv. Med indstillingen sendes desuden en kopi af dommen og afhøringsrapporter, jf. § 16.

Hvis der ansøges om udsættelse umiddelbart før afsoningen skal påbegyndes, i forbindelse med fremmødet eller ved anholdelse efter udeblivelse, med det åbenbare formål at udskyde fuldbyrdelsen, vil hensynet til retshåndhævelsens effektivitet tale for en hurtig afgørelse. I sådanne situationer bør politiet straks tage stilling til ansøgningen.

Hvis den pågældende må antages at ville bruge klageadgangen til Justitsministeriet blot for at opnå en faktisk udsættelse med straffuldbyrdelsen, kan sagen forelægges pr. telefax for Justitsministeriet med henblik på, at afgørelsen træffes direkte af Justitsministeriet.

Det forudsættes, at denne praksis kun helt undtagelsesvis benyttes.

D. AFGØRELSENS INDHOLD.

1. Hvis udsættelse tillades, sker det normalt til det tidspunkt efter en bestemt dato, hvor Kriminalforsorgens pladsforhold tillader, at afsoningen finder sted, jf. § 6, stk. 3. Det bør i den forbindelse sikres, at der er plads snarest muligt efter udsættelsesperiodens udløb.

Udsættelse kan dog gives til en bestemt dato, hvis udsættelsen er kortvarig, eller det er afgørende for den domfældte, at afsoningen sker i en bestemt periode, og afsoningen kan fastlægges ved aftale med afsoningsstedet.

Der fastsættes som regel ikke særlige vilkår eller betingelser for udsættelsen. Er afgørelsen begrundet i arbejdsmæssige eller uddannelsesmæssige forhold, kan det dog anføres i afgørelsen, at tilladelsen bortfalder, hvis det nuværende arbejds- eller uddannelsesforhold ophører inden udsættelsesperiodens udløb.

2. Hvis der gives afslag, eller hvis det ansøgte ikke imødekommes fuldt ud, skal afgørelsen begrundes, jf. forvaltningslovens kapitel 6. Der skal desuden oplyses om klageadgangen, jf. § 17, stk. 4. Domfældte skal i den forbindelse opfordres til at indgive en eventuel klage til politiet, således at klagen kan indsendes til Justitsministeriet med politiets udtalelse og sagens akter.

Er domfældte endnu ikke tilsagt til afsoning, eller har ansøgningen medført, at tilsigelsen er bortfaldet, bør politiet tilsige den pågældende til afsoning i forbindelse med meddelelse af afslag.

E. STRAFAFBRYDELSE.

Når strafudståelsen er iværksat, er der ikke længere mulighed for udsættelse, men kun for strafafbrydelse. En ansøgning om strafafbrydelse har ikke opsættende virkning.

Afgørelse om strafafbrydelse træffes af Justitsministeriet, jf. § 3, stk. 2, i bekendtgørelse om fuldbyrdelse af frihedsstraf (KC E-2-1). Dog kan afsoningsinstitutionens leder tillade strafafbrydelse i indtil 30 døgn til indsatte, der udstår frihedsstraf på 6 måneder og derunder, jf. Justitsministeriets cirkulære af 7. april 1992 om midlertidig afbrydelse af straffuldbyrdelsen (KC F-1-7). Strafafbrydelse tillades kun, når der foreligger ganske særlige omstændigheder af f.eks. arbejds-, uddannelses-, familie- eller helbredsmæssig karakter, som taler imod en umiddelbar fortsættelse af straffuldbyrdelsen. Der må ikke foreligge fare for misbrug, og hensynet til retshåndhævelsen må ikke tale imod strafafbrydelse, jf. § 1 i strafafbrydelsescirkulæret. Inden tilladelse til strafafbrydelse gives, bør det desuden undersøges, om den pågældende inden indsættelsen har søgt om udsættelse med straffuldbyrdelsen på samme grundlag, jf. Justitsministeriets skrivelse af 7. april 1992 (KC F-1-8).

F. OPDELING AF AFSONINGEN.

Opdeling er en delvis udsættelse.

Ved opdeling af afsoningen vil der være mulighed for at fastholde, at en del af straffen afsones på det tidspunkt, den pågældende er tilsagt til. Dette tilgodeser hensynet til retshåndhævelsens effektivitet set i forhold til en eventuel udsættelse med afsoningen af hele straffen. Ved kortvarige straffe, hvor betingelserne for en vis udsættelse er til stede, kan det være hensigtsmæssigt, at en del af straffen afsones, f.eks. i sommerferien, mens den resterende del afsones snarest muligt derefter, når den pågældendes forhold giver mulighed herfor. Opdeling kan anvendes i tilfælde, hvor der er meget længe til, at domfældte kan afsone den samlede straf, f.eks. på grund af et nyligt startet læreforhold.

Såvel generalpræventive som specialpræventive hensyn kan tale imod opdeling, idet den straf, der er idømt som en samlet straf, ved opdeling bliver kortere afsoningsperioder. F.eks. vil det tale imod opdeling, at ansøgeren er dømt gentagne gange for ligeartet kriminalitet.

Før der gives tilladelse til opdeling, bør man gøre ansøgeren opmærksom på, at visse frihedsgoder under afsoningen bortfalder, hvis den enkelte afsoningsperiode er under 30 dage, idet der tages udgangspunkt i længden af den enkelte afsoningsperiode og ikke i den samlede straf. Det drejer sig om mulighederne for at få udgang i henhold til Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af 18. marts 1986 om udgang til indsatte, efter § 31, stk. 2 (udgang til særlige formål) og § 34 (besøgsudgang(.

Opdeling af afsoningen har ingen indflydelse på straffens beregning eller mulighederne for eventuel prøveløsladelse.

G. BETINGET UDSÆTTELSE MED HENBLIK På BENÅDNING.

Betinget udsættelse er en udsættelse på nærmere fastsatte vilkår. Betinget udsættelse gives med henblik på senere benådning, under forudsætning af at udsættelsesperioden forløber tilfredsstillende.

Da udsættelse gives med henblik på senere benådning, er det Justitsministeriet, der træffer afgørelse i disse tilfælde.

Betinget udsættelse gives, hvor domfældte er inde i en positiv udvikling, og det skønnes, at en igangværende resocialisering vil fortsætte også på længere sigt, således at der er gode udsigter til at standse en kriminel løbebane.

Der kan f.eks. være tale om en mangeårig stofmisbruger, der gennem nogen tid og med god effekt har været i behandling for sit misbrug. Eller en domfældt, der tidligere har været straffet adskillige gange, men nu er blevet væsentligt socialt stabiliseret i form af arbejde/uddannelse, stabile bolig- og familieforhold osv.

Hvis der er grundlag for at give betinget udsættelse, gives denne normalt i 1 år. Der fastsættes altid vilkår om straffrit liv og vilkår om, at domfældte skal undergive sig tilsyn af Kriminalforsorgen. Herudover kan der fastsættes særvilkår, såfremt dette skønnes nødvendigt, f.eks. vilkår om behandling mod stof- eller alkoholmisbrug eller vilkår om arbejde/uddannelse.

En afgørelse om betinget udsættelse vil blive truffet på baggrund af en indstilling fra en af Kriminalforsorgens afdelinger og efter indhentet udtalelse fra den dommer og statsadvokat, hvor den pågældende er domfældt. Vedrører sagen frihedsstraf idømt ved landsret eller højesteret indhentes erklæring fra retten imidlertid ikke, jf. § 3, stk. 3.

Inden udløbet af udsættelsesperioden vil spørgsmålet om benådning eller eventuel yderligere udsættelse blive taget op til overvejelse. Dette sker på baggrund af en udtalelse fra Kriminalforsorgens afdeling om tilsynsperiodens forløb. Endvidere vil der som udgangspunkt blive indhentet en udtalelse fra vedkommende byretsdommer og statsadvokat.

Hvis tilsynsperioden er forløbet problemfrit, hvis domfældtes forhold er stabile, og der ikke har været tilbagefald til ny kriminalitet, vil der som hovedregel ske benådning.

Benådning på baggrund af en betinget udsættelse vil normalt blive givet alene på vilkår af en prøvetid på 2 år. Der vil som regel blive fastsat vilkår om betaling af en bøde som forudsætning for benådning. Derimod vil der ikke blive fastsat særvilkår, medmindre der er ganske særlige grunde hertil.

§ 2. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 1996 og finder anvendelse på bøder, herunder tvangsbøder, samt sagsomkostninger og konfiskation, der er fastslået ved endelig dom, vedtagelse eller administrativ afgørelse efter dette tidspunkt.

Justitsministeriet, den 22. april 1996

BJØRN WESTH

/Annette Esdorf

----------

§ 2. Når der ansøges om benådning for frihedsstraf, skal den pågældende spørges, om han ønsker fuldbyrdelsen udsat, hvis ansøgningen afslås. Ved ansøgning om udsættelse skal den pågældende derimod ikke opfordres til samtidig at tage stilling til, om han vil ansøge om benådning.

B. benådning for frihedsstraf.

§ 2. Domfældte, der er omfattet af § 1, kan påregne udsættelse med strafudståelsen, normalt i 1 år på betingelse af, at de i udsættelsesperioden ikke begår strafbart forhold samt undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen og særvilkår om fortsat kontrolleret behandling mod misbrug af alkohol. Forløber udsættelsesperioden tilfredsstillende, vil en betinget benådning kunne påregnes på vilkår af fortsat straffrit liv i yderligere 1 år samt eventuelt fortsat tilsyn og vilkår om behandling mod misbrug af alkohol i et nærmere angivet tidsrum. Som forudsætning for den betingede benådning skal der betales en bøde, som normalt vil udgøre halvdelen af den bøde, der fastsættes for spiritus- eller promillekørsel.

Stk. 2. Overtrædes vilkårene for udsættelsen, vil tilladelsen til udsættelse kunne tilbagekaldes eller - i mindre alvorlige tilfælde - udsættelsesperioden kunne forlænges.

BILAG 3

Cirkulære om udsættelse med afsoning og benådning for frihedsstraffe på 60 dage og derunder, idømt for spiritus- eller promillekørsel. (*)

(Til politiet og kriminalforsorgens afdelinger)

----------

(*) Ændret ved cirkulære nr. 80 af 30. april 1996 (§ 5)

----------

Kapitel 3

BENÅDNINGSORDNING FOR (VISSE) SPRITBILISTER.

Ordningen gælder frihedsstraffe på 60 dage og derunder, idømt for spiritus- eller promillekørsel (uden personskade). Ordningen er reguleret ved Justitsministeriets cirkulære af 14. marts 1994 om udsættelse med afsoning af og benådning for frihedsstraffe på 60 dage og derunder idømt for spiritus- eller promillekørsel.

A. KOMPETENCE.

Det er Justitsministeriet, der behandler disse sager.

Dog behandler Forsvarsministeriet militære straffesager. Varetagelse af tilsyn mv. aftales mellem Forsvarsministeriet og den lokale afdeling af Kriminalforsorgen.

B. BETINGELSER.

1. Behandlingskrævende alkoholmisbrug.

Ordningen omfatter kun dømte med egentligt behandlingskrævende alkoholmisbrug og retter sig således ikke mod personer, der er blevet taget efter en enkeltstående "selskabsbrandert". Ansvaret for, at sådanne personer ikke indstilles til udsættelse/benådning, påhviler Kriminalforsorgens afdelinger.

2. Domslængde.

Ordningen omfatter personer dømt for spiritus- eller promillekørsel ved en eller flere uafsonede somme, hver på højest 60 dage.

Domme over 60 dage behandles efter de almindelige benådningsregler, jf. kapitel 1.

Det er uden betydning, om den domfældte har andre uafsonede ubetingede domme, som på grund af straffens art eller længde ikke er omfattet.

Der kan kun undtagelsesvis gives udsættelse i tilfælde, hvor den ubetingede straf også omfatter andre forhold end overtrædelse af færdselsloven, f.eks. tilfælde, hvor sådanne andre forhold ikke antages at have haft betydning for længden af den udmålte frihedsstraf.

3. Alkoholistbehandling.

Deltagelse i ordningen kræver, at den dømte undergiver sig en kontrollerbar behandling for sit alkoholmisbrug.

Behandlingen skal ikke nødvendigvis være påbegyndt før henvendelse til Kriminalforsorgens afdeling, men forudsættes at være igang, før indstilling sendes til Justitsministeriet.

Alkoholistbehandlingen varetages i de fleste tilfælde af offentlige eller offentligt støttede ambulante institutioner, som f.eks. amtslige rådgivningscentre, alkoholklinikker, (Lænke-)ambulatorier e.l. Behandling i form af deltagelse i Anonyme Alkoholikeres grupper accepteres, hvis den pågældende gruppe har tilsluttet sig samarbejdsaftalen mellem Anonyme Alkoholikere og Kriminalforsorgen, jf. bilag 7.

Det påhviler Kriminalforsorgens afdelinger at vurdere, om de lokale behandlingstilbud er så seriøse og kontrollerbare, at de kan accepteres i denne forbindelse. Som udgangspunkt accepteres de offentligt anerkendte behandlingssteders valg af behandlingsmetode og -indhold. Af hensyn til Kriminalforsorgens krav om kontrol må man dog forudsætte, at der minimum er tale om ugentlig kontakt mellem patient og behandlingssted i hvert fald i behandlingens indledende fase.

Af ressourcemæssige årsager vil behandlingssteder, som vil indgå aftaler om at underrette Kriminalforsorgen om ethvert brud på behandlingsaftalen, være at foretrække.

Behandlingssteder, der kun vil give oplysninger på Kriminalforsorgens direkte forespørgsel, kan dog også anvendes. I sådanne tilfælde forudsættes det, at Kriminalforsorgen meget jævnligt kontakter behandlingsstedet.

Behandlingssteder, som hverken vil acceptere anmeldelses- eller oplysningspligt, kan ikke anvendes. Behandlingsplaner, som udelukkende består i indtagelse af antabus/-dispan, f.eks. hos egen læge, kan kun accepteres, hvis Kriminalforsorgens afdeling selv mener at kunne påtage sig at dække yderligere behandlingsbehov hos den pågældende, eller kan anvise andre lokale muligheder. Det vil i disse sager fremgå af Justitsministeriets resolution, at det forudsættes, at behandlingen i fornødent omfang suppleres af Kriminalforsorgens afdeling.

4. Tilsyn af Kriminalforsorgen.

Der træffes bestemmelse om tilsyn af Kriminalforsorgens lokale afdeling primært til varetagelse af kontrollen med, at den påbegyndte alkoholistbehandling bliver fulgt.

Derudover kan der fastsættes andre vilkår, jf. straffelovens § 57, såfremt det skønnes nødvendigt for at sikre gennemførelsen af alkoholistbehandlingen i den konkrete sag, f.eks. vilkår om ambulant psykiatrisk behandling.

5. Udsættelse.

Afsoning af frihedsstraffen udsættes normalt i 1 år fra afgørelsens dato.

Udsættelsesperioden kan forlænges efter indstilling fra den tilsynsførende afdeling. En sådan forlængelse til typisk være begrundet i, at den pågældende i behandlingsforløbets sidste halvdel har haft flere korte eller et længerevarende svigt, men har genoptaget behandlingen.

Enkelte, korte svigt i behandlingens indledende fase bør ikke umiddelbart føre til indstilling om forlængelse af udsættelsesperioden.

Udsættelsen forudsætter overholdelse af ovennævnte betingelser, samt

a. Straffrit liv.

Ethvert strafbart forhold, der medfører frihedsstraf, vil føre til, at tilladelsen til udsættelse tilbagekaldes. Det samme gælder (uanset straffen) kørsel i frakendelsestiden.

b. Betaling af bøde.

Ved udsættelsesperiodens udløb fastsætter Justitsministeriet en indtægtsbestemt bøde.

Bødens størrelse fastsættes efter bruttoindkomst. Der henvises til bilag 6 om bødetakster i alkoholbenådningssager.

I praksis beregnes bøden således, at der betales 1.000 kr. med tillæg af 500 kr., hvis den pågældendes årlige bruttoindkomst er på mindst ca. 75.000 kr. Den del af den årlige bruttoindkomst, som måtte overstige ca. 100.000 kr. opdeles i et antal "portioner", hver på 25.000 kr. For hver sådan "portion" forhøjes bøden med 500 kr.

Hvis eneste indtægtsgrundlag er social overførselsindkomst i form af bistandshjælp, folkepension eller førtidspension (bortset fra højeste førtidspension), fastsættes bøden til 1.000 kr.

Hvis en del af straffen allerede er afsonet, forinden der er meddelt udsættelse for den resterende del af straffen, nedsættes bøden forholdsmæssigt.

Hvis tilsagnet om betinget benådning omfatter flere domme, sker der i almindelighed en vis forhøjelse af bøden, efter praksis med ca. det halve.

For hustruer/samlevere uden væsentlig egenindtægt fastsættes bøden som udgangspunkt til 2.000 kr., dog ikke højere, end hvad ægtefællens eller samleverens indtægter ville medføre.

Der gives 3 måneders frist med betalingen. Denne frist kan i særlige tilfælde fraviges.

Det er Justitsministeriet, der har kompetencen til at give henstand eller tillade afdragsvis betaling i disse sager.

6. Betinget benådning.

Efter betaling af den fastsatte bøde træffer Justitsministeriet bestemmelse om benådning.

Denne benådning er altid betinget af 1 års straffrit liv.

Såfremt den pågældende begår strafbart forhold i prøvetiden, afgøres retsvirkningen heraf af domstolene, jf. straffelovens § 61a.

C. BEHANDLING AF ANSØGNING OM UDSÆTTELSE MED HENBLIK PÅ BENÅDNING.

1. Information.

Politiet sender orienteringsskrivelse til personer omfattet af ordningen (Bilag 8).

Skrivelsen sendes til alle uden forudgående overvejelser om, hvorvidt den enkelte har et behandlingskrævende alkoholmisbrug eller ej.

2. Indstilling.

Den lokale afdeling af Kriminalforsorgen udfærdiger indstilling om udsættelse. Indstillingen fremsendes til Justitsministeriet via politimesteren i den politikreds, hvor den dømte bor på ansøgningstidspunktet. For personer boende og dømt i de storkøbenhavnske politikredse (politikreds 1-8) sendes indstillingen dog via den politimester/politidirektøren i København, hvor dommen er afsagt.

Indstilling sker ved udfyldelse af et særligt skema (optrykt som bilag 9a), der ved videresendelsen til Justitsministeriet påtegnes af politimesterembedet/politidirektøren i København.

Ved indstillingens udfærdigelse sikrer Kriminalforsorgens afdeling den pågældendes tilladelse til udveksling af oplysninger mellem afdelingen og behandlingsstedet samt til indhentelse af oplysninger i kriminalregistret, jf. bilag 10d - samtykkeerklæring.

Justitsministeriets afgørelse om udsættelse sendes til den indstillende afdeling, som snarest forkynder afgørelsen for den pågældende. Kopi af afgørelsen sendes til politimesteren/politidirektøren i København til orientering.

Afslag sendes direkte til den domfældte med kopi til Kriminalforsorgens afdeling til orientering og til politimesteren/politidirektøren i København med henblik på indkaldelse til afsoning.

D. REAKTIONER VED OVERTRÆDELSE AF VILKÅR.

1. Indberetning for vilkårsovertrædelse.

Tilsynsafdelingen afgiver skriftlig indberetning til Justitsministeriet i følgende tilfælde

a. Den dømte ophører med behandling og reagerer ikke på skriftlig tilsigelse fra Kriminalforsorgen. Indberetningen skal indeholde en kort orientering om behandlingsophøret, samt afdelingens indstilling om tilbagekaldelse af udsættelsen.

b. Recidiv til ny kriminalitet. Indberetningen skal indeholde en kort beskrivelse af behandlingsforløbet, samt afdelingens indstilling om eventuel tilbagekaldelse af tilladelsen til udsættelse.

Udgangspunktet er, at tilladelsen til udsættelse bortfalder, og at den pågældende snarest muligt indkaldes til afsoning.

Politiet underretter tilsynsafdelingen, så snart der rejses sigtelse mod en person, der deltager i denne ordning.

Indberetning begrundet i ny kriminalitet vil blive afgjort umiddelbart, hvis den pågældende har tilstået de(n) nu påsigtede lovovertrædelse(r). Hvis den pågældende derimod nægter sig skyldig, vil sagen blive sat i bero, indtil rettens afgørelse foreligger. I sådanne tilfælde vil det være en betingelse for en eventuel senere fortsættelse af udsættelsesperioden, at den pågældende, også i den tid sagen har været sat i bero, har fortsat alkoholistbehandlingen.

c. Recidiv til misbrug. Udgangspunktet vil være tilbagekaldelse af tilladelsen til udsættelse, medmindre der er tale om enkeltstående, kortvarige tilbagefald, som ikke indicerer, at behandlingsmotivationen er forsvundet. I sådanne tilfælde kan der i stedet blive tale om vilkårsindskærpelse, eller at udsættelsesperioden eventuelt forlænges. Enkelte korte svigt i behandlingens indledende fase medfører normalt ikke forlængelse af udsættelsesperioden og bør ikke umiddelbart føre til indberetning til direktoratet, idet Kriminalforsorgens afdelinger er bemyndiget til at kunne give såvel mundtlige som skriftlige indskærpelser af vilkår ved mindre graverende overtrædelser.

d. Afbrydelser af behandlingsforløb. Korterevarende afbrydelser, f.eks. i forbindelse med ferier a 4 ugers varighed, skal ikke indberettes, såfremt afdeling og behandlingssted er enige om, at en sådan afbrydelse er forsvarlig. Længerevarende afbrydelser skal forelægges Justitsministeriet, før der kan gives tilladelse hertil. Hvis den dømte uden forudgående aftale har haft afbrudt behandlingsforløbet, uden at dette har betydet genoptagelse af alkoholmisbruget, reageres der med skriftlig vilkårsindskærpelse. Har en sådan afbrydelse været på mere end 4 uger, indberettes den til direktoratet med afdelingens indstilling om relevant reaktion (vilkårsindskærpelse, ændring/skærpelse af de hidtidige vilkår eller tilbagekaldelse af tilladelsen til udsættelse).

Indberetninger for vilkårsovertrædelse foretages på særligt skema (optrykt som bilag 9b og sendes (ikke via politimesteren/politidirektøren i København) til Justitsministeriet.

Hvis afdelingen anbefaler tilbagekaldelse af tilladelsen til udsættelse eller skærpelse af de fastsatte vilkår, herunder forlængelse af udsættelsesperioden, skal den dømte have lejlighed til udtale sig herom.

Har den dømte ved den seneste kontakt med tilsynsafdelingen erklæret sig indforstået med indberetningens indhold og meddelt, at han/hun ikke ønsker skrivelsen forelagt med henblik på at udtale sig, anføres dette i afdelingens indberetning.

Har afdelingen ikke kontakt med den dømte, eller har den pågældende ikke taget stilling til, om han/hun vil udtale sig, sendes indberetningen først til den pågældende med orientering om, at eventuelle bemærkninger skal være afdelingen i hænde inden 10 dage, og at afgørelse vil blive truffet på det foreliggende grundlag, hvis bemærkninger ikke er modtaget inden fristens udløb. Indberetningen sendes efter fristens udløb til Justitsministeriet, vedlagt den pågældendes eventuelle bemærkninger eller med en påtegning om, at bemærkninger ikke er fremkommet inden svarfristens udløb.

Hvis der i Justitsministeriets afgørelse indgår en tilladelse til fortsat udsættelse - eventuelt efter indskærpelse eller ændring af vilkårene - sendes denne til tilsynsafdelingen med henblik på forkyndelse for den dømte. Kopi sendes til politimesteren/politidirektøren i København til orientering.

Bestemmer Justitsministeriet, at tilladelsen til udsættelse tilbagekaldes, sendes meddelelse herom direkte til den pågældende, med kopi til Kriminalforsorgens afdeling til orientering og til politimesteren/politidirektøren i København med henblik på indkaldelse til afsoning.

E. INDSTILLING OM BENÅDNING.

Inden for den i udsættelsesskrivelsen angivne tidsfrist sender tilsynsafdelingen indstilling om benådning til Justitsministeriet.

Indstillingen fremsendes via politimesteren/politidirektøren i København, som i sin påtegning fremsætter forslag til bødefastsættelse.

Indstillingen sker på særligt skema, optrykt som bilag 9c, vedlagt eventuel dokumentation fra behandlingsstedet.

F. BETALING AF BØDE/TILSYNETS OPHØR.

Tilsynet ophører først, når den dømte har modtaget Justitsministeriets tilsagn om, at der efter betaling af en bøde vil blive truffet bestemmelse om betinget benådning (tilsagnsskrivelse).

I perioden mellem Justitsministeriets tilsagn og den endelige benådning vil der normalt ikke blive fastsat vilkår om tilsyn eller fortsat behandling. Det er dog stadig en forudsætning, at den pågældende afholder sig fra at begå kriminalitet.

G. BENÅDNING.

Når bøden er betalt - og den dømte fortsat ikke har begået strafbart forhold - udfærdiger Justitsministeriet resolution om betinget benådning. Resolutionen sendes til politimesteren/politidirektøren i København til forkyndelse for den dømte - med kopi til Kriminalforsorgens afdeling til orientering.

§ 3. Den politimester (politidirektøren i København), der har behandlet straffesagen, afgiver erklæring til Justitsministeriet om sagen.

Stk. 2. Finder politiet det åbenbart, at ansøgningen bør afslås, sendes sagen direkte til Justitsministeriet. Det samme gælder i tilfælde, hvor en eventuel benådning overvejende vil være begrundet i den domfældtes helbredsmæssige forhold.

Stk. 3. I øvrigt sender politiet sagen til Justitsministeriet gennem retten, der videresender den gennem statsadvokaten. Udtaler retten sig imod benådning, sendes sagen dog direkte til Justitsministeriet. Vedrører sagen frihedsstraf, idømt ved landsret eller højesteret, indhentes erklæring fra retten ikke, men sagen sendes til Justitsministeriet gennem statsadvokaten.

§ 3. Ansøgninger om udsættelse med henvisning til igangværende alkoholistbehandling kan indgives til den lokale afdeling af kriminalforsorgen eller til politiet. Afdelingen afgiver en indstilling, indeholdende såvel en konkret vurdering af den domfældtes behandlingsbehov som et forslag til vilkårsfastsættelse i forbindelse med en eventuel udsættelse. Afdelingens indstilling sendes til politiet, som forelægger sagen for Justitsministeriet til afgørelse.

Stk. 2. Senest 6 uger inden udsættelsesperiodens udløb sender afdelingen indstilling om benådning og vilkårene herfor, jfr. § 2, til politiet, som forelægger sagen herunder forslag til bødestørrelse, for Justitsministeriet til afgørelse.

Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte indstillinger fremsendes gennem politimesteren på det sted, hvor den domfældte aktuelt har bopæl. For domfældte, der har bopæl og er dømt i politikreds 1 til 8, sker fremsendelse dog via politimesteren/politidirektøren, hvor dommen er afsagt.

BILAG 4

OPSÆTTENDE VIRKNING

Eksempler på en række situationer, hvor spørgsmålet om opsættende virkning kan være aktuelt. Det bemærkes, at der alene er tale om vejledende eksempler, og at opregningen ikke er udtømmende. Der henvises i øvrigt til vejledningens kapitel 2, C.1. og til de angivne bestemmelser.

I. Ansøgninger eller klager fra domfældte på fri fod: 1. En

førstegangsansøgning om benådning tillægges opsættende virkning.

2. En førstegangsansøgning om udsættelse tillægges opsættende virkning.

3. En fornyet ansøgning om benådning eller udsættelse tillægges ikke opsættende virkning, så længe der er tale om en ansøgning på det samme grundlag. Kun hvis der enten er anført nye omstændigheder af væsentlig betydning for sagen, og hvis rigtighed så vidt muligt er konstateret, eller hvis der i øvrigt skønnes at være særlig grund til at afvente afgørelsen, kan ansøgningen tillægges opsættende virkning, jf. § 1, stk. 2.

4. Ansøgninger om benådning, hvor der tidligere er søgt om udsættelse (opnået eller afslået) tillægges opsættende virkning. Dette gælder også, selvom benådningsansøgningen støttes på samme grundlag som en tidligere ansøgning om udsættelse.

5. Søges der om udsættelse, efter at benådning er afslået, tillægges ansøgningen om udsættelse ikke opsættende virkning, hvis den pågældende i forbindelse med benådningsansøgningen blev spurgt, om han ønskede udsættelse og ikke ønskede dette. Ansøgningen tillægges dog opsættende virkning, hvis der enten anføres væsentlige nye omstændigheder til begrundelse for ansøgningen, og hvis rigtighed så vidt muligt er konstateret, eller hvis der i øvrigt skønnes at være særlig grund til at afvente afgørelsen af den nye ansøgning, jf. § 1, stk. 2.

6. Klager over politiets afslag på ansøgninger om udsættelse tillægges opsættende virkning, hvis klagen vedrører en afgørelse, der har været tillagt opsættende virkning i 1. instans, og hvis der er klaget indenfor 10 dages fristen. Hvis der klages efter fristens udløb, kan en klage efter omstændighederne tillægges opsættende virkning.

7. Klager over Justitsministeriets afslag på benådning, eller Justitsministeriets fastholdelse af politiets afslag på udsættelse, tillægges ikke opsættende virkning, jf. dog pkt. 8).

8. En fornyet ansøgning eller klage, hvor der anføres væsentlige nye omstændigheder, har opsættende virkning.

II. Ansøgninger fra strafafsonere eller varetægtsarrestanter.

1. Er domfældte varetægtsfængslet efter dom, jr. retsplejelovens § 769, stk. 1, vil en ansøgning om benådning medføre opsættende virkning i forhold til iværksættelsen af dommens fuldbyrdelse. Domfældte forbliver herefter i varetægt, indtil der er truffet afgørelse. Der kan ikke søges om udsættelse i denne situation, jf. § 1, stk. 1.

2. Afsoner den domfældte en straf i henhold til en anden dom, og søger han om udsættelse eller benådning vedrørende en ny dom, har ansøgningen opsættende virkning. Han må således løslades, hvis ansøgningen ikke kan færdigbehandles før løsladelsestidspunktet for den dom, der afsones, indtræder.

Kapitel 4

BØDER, KONFISKATION OG SAGSOMKOSTNINGER MV.

A. EFTERGIVELSE AF BØDER OG KONFISKATION.

Bøder og konfiskationsbeløb (idømte eller vedtagne) kan under visse betingelser eftergives enten helt eller delvis (ved betaling af en del af bøden/konfiskationsbeløbet). Ved delvis eftergivelse taler man også om nedsættelse af bøden/konfiskationen.

En ansøgning om benådning for bødeforvandlingsstraf betragtes som en ansøgning om eftergivelse af bøden, medmindre ansøgningen begrundes med ikke økonomiske forhold. Ansøgningen behandles da efter reglerne om benådning for frihedsstraf. En ansøgning om udsættelse med udståelse af bødeforvandlingsstraffen betragtes tilsvarende som en ansøgning om henstand med betaling af bøden, medmindre ansøgningen begrundes med ikke økonomiske forhold. Ansøgningen behandles da efter reglerne om udsættelse med udståelse af frihedsstraf.

1. Kompetence.

Sager om eftergivelse eller nedsættelse af bøder og konfiskationsbeløb over 100.000 kr. afgøres af Justitsministeriet.

Sager om eftergivelse eller nedsættelse af bøder og konfiskationsbeløb til og med 100.000 kr., afgøres af politiet. Omfatter en ansøgning flere bøder eller konfiskationer, kan politiet afgøre ansøgningen, såfremt det enkelte bøde- og konfiskationsbeløb ikke overstiger 100.000 kr., jf. § 8, stk. 1. Det er det oprindelige beløb (doms- eller vedtagelsesbeløbet, ved dagbøder den samlede bødes størrelse), der er afgørende.

Sager vedrørende bøder og konfiskationer, der overstiger 10.000 kr., men ikke 100.000 kr. skal forelægges Justitsministeriet, hvis sagen indeholder særligt indviklede, tvivlsomme eller principielle spørgsmål. Sagen bør endvidere forelægges, hvis told- eller skattemyndigheden i forbindelse med overdragelse af inddrivelsen til politiet har givet udtryk for, at sagen indeholder spørgsmål af denne karakter.

Vedrører sagen overtrædelse af skatte-, told- eller afgiftslovgivningen, og er politiet og den administrative myndighed uenige om afgørelsen, afgøres sagen af Justitsministeriet. Sagen forelægges Justitsministeriet med en udtalelse fra politiet og fra vedkommende administrative myndighed, jf. § 8, stk. 2.

Sager om eftergivelse af bøder, pålagt uden dom i en militær straffesag, afgøres af den strafforfølgende militære myndighed, jf. den militære retsplejelov § 36. I tilfælde, hvor inddrivelse af militære bøder sker ved politiets foranstaltning, er politiet bemyndiget til at afgøre spørgsmål om eftergivelse eller nedsættelse, jf. Forsvarsministeriets kundgørelse B. 5-26 af 15. oktober 1989, § 8, stk. 5.

Er bøden pålagt ved dom, afgøres sagen af auditøren.

Eftergivelse af skatteefterbetalingsbeløb pålagt ved straffedom, moms eller andre afgiftsbeløb afgøres af vedkommende administrative myndighed.

2. Betingelser.

Hel eller delvis eftergivelse af bøder bør i almindelighed finde sted, hvis politiet finder det åbenbart, at beløbet ikke kan inddrives, og den pågældendes livsforhold er af en sådan karakter, at det kan påregnes, at han uden egen skyld vil være ude af stand til indenfor rimelig tid helt eller delvis at betale beløbet.

Hensynet til retshåndhævelsens effektivitet kan dog tale imod eftergivelse. Dette kan f.eks. være tilfældet ved overtrædelse af færdselslovens bestemmelser om kørsel i spirituspåvirket tilstand, eller hvor den pågældende gentagne gange har gjort sig skyldig i overtrædelse af samme karakter. Der henvises i øvrigt til cirkulærets § 9.

Uanset bestemmelsen i § 9 vil der, navnlig for så vidt angår told- og skattebøder, være mulighed for at give tilsagn om eftergivelse af en del af beløbet mod betaling af den øvrige del. (Saldokvittering). Personer, der ikke har evne til at betale en stor bøde, fordi de er gået konkurs eller deres økonomiske forhold er således, at de igennem længere tid har levet af f.eks. efterløn, bistandshjælp, ægtefælleindkomst eller en lille lønindtægt, kan således få tilsagn om, at den resterende del af bøden vil blive eftergivet, såfremt en del af denne indbetales. Det forudsættes, at den pågældende i en periode på 1 - 2 år har vist betalingsvilje ved at overholde en afdragsordning, hvor afdragene er nøje afpasset efter den pågældendes aktuelle økonomiske formåen. Dette krav kan fraviges ved et konkret skøn, f.eks. når det drejer sig om bistandsklienter. Det forudsættes endvidere, at der ikke er nogen udsigt til, at den pågældendes økonomiske forhold forbedres.

Også i andre tilfælde vil der være mulighed for at give tilsagn om eftergivelse af en del af beløbet mod betaling af den øvrige del, hvis man derved kommer ned på et niveau, hvor den pågældende har mulighed for at betale og dermed undgår udståelse af bødeforvandlingsstraffen. Man bør endvidere være opmærksom på, om hel eller delvis eftergivelse tjener et resocialiseringsformål.

Det er normalt en forudsætning for eftergivelse, at pågældende ikke er dømt gentagne gange eller har gjort sig skyldig i grovere lovovertrædelser. Man bør endvidere være tilbageholdende, hvor en person adskillige gange inden for en kortere periode har gjort sig skyldig i ligeartede lovovertrædelser.

Konfiskationsbeløb bør som hovedregel ikke eftergives, uanset den pågældendes livsforhold er af en sådan karakter, at det må påregnes, at han/hun uden egen skyld ikke vil kunne betale.

3. Behandling af en ansøgning om hel eller delvis eftergivelse.

Ved indgivelse af ansøgning om hel eller delvis eftergivelse gælder princippet i retsplejelovens § 1001, stk. 3, således at inddrivelsen sættes i bero, medmindre en ansøgning herom på samme grundlag tidligere er afslået.

Når ansøgningen modtages, skal pågældende afhøres til økonomisk rapport, jf. § 16, stk. 3. Rapporten skal indeholde oplysninger om domfældtes egne formueforhold samt egne og husstandens indtægts- og udgiftsforhold angivet både i brutto- og nettobeløb og så vidt muligt udregnet på månedsbasis. Rapporten kan eventuelt suppleres med oplysninger fra den kommunale ligningsmyndighed eller socialforvaltningen. Vedrører sagen overtrædelse af skatte- told- eller afgiftslovgivningen, vil det ofte være hensigtsmæssigt at indhente oplysninger fra vedkommende administrative myndighed. Opmærksomheden henledes på, at oplysninger om ansøgerens rent private forhold ikke må indhentes fra anden forvaltningsmyndighed uden den pågældendes samtykke, jf. forvaltningslovens § 29.

Ejer den pågældende fast ejendom, kan det være af betydning for afgørelsen at få en udskrift af tingbogen. Er den pågældende selvstændig erhvervsdrivende, kan virksomhedens regnskab belyse den pågældendes økonomiske forhold. Sådanne oplysninger skal den pågældende som udgangspunkt selv fremskaffe.

4. Afgørelsens indhold.

Der fastsættes normalt ingen særlige vilkår eller betingelser for eftergivelse, medmindre der er tale om delvis eftergivelse. Her vil betingelsen for eftergivelse af bøde eller undtagelsesvis konfiskationsbeløb være, at den pågældende betaler eller har betalt en bestemt andel af beløbet.

Giver politiet afslag på hel eller delvis eftergivelse, eller imødekommes det ansøgte ikke fuldt ud, skal afgørelsen begrundes, jf. forvaltningslovens kapitel 6.

Der skal desuden oplyses om klageadgangen, jf. § 17, stk. 1 og 4. Politiets afgørelse kan indbringes for Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Vedrørende opsættende virkning og oplysning til den pågældende herom, henvises til § 17, stk. 3 og ovenfor under kapitel 1, C.1.

B. HENSTAND OG AFDRAGSVIS BETALING AF BØDER OG KONFISKATION.

1. Kompetence.

Politiet kan ifølge § 11, stk. 1, give henstand med betalingen af bøder og konfiskationsbeløb eller tillade betaling i afdrag for beløb til og med 100.000 kr. Omfatter en ansøgning flere bøder eller konfiskationer, kan politiet afgøre ansøgningen, såfremt det enkelte bøde- eller konfiskationsbeløb ikke overstiger 100.000 kr. Vedrører sagen overtrædelse af skatte-, told- eller afgiftslovgivningen, kan politiet i henhold til § 11, stk. 2, give henstand med betalingen i indtil 1 år fra den dag, da bøden eller konfiskationen blev idømt eller vedtaget og tillade betaling i afdrag i løbet af højst 3 år fra samme dato, for beløb ikke over 3.000 kr. dog 2 år. Ved ansøgninger i videre omfang end angivet i § 11, stk. 2, indhenter politiet en udtalelse fra vedkommende administrative myndighed, med mindre ansøgningen findes at kunne afslås på det foreliggende grundlag. Er der ikke enighed mellem politiet og den administrative myndighed, forelægges sagen for Justitsministeriet. Overstiger beløbet 100.000 kr., kan politiet ifølge § 12 give henstand med betalingen i indtil 1 år fra den dag, da bøden eller konfiskationen blev idømt eller vedtaget, og tillade betaling i afdrag i løbet af højst 3 år fra samme dato.

Ansøgninger i videre omfang end ovenfor nævnt afgøres af Justitsministeriet. Vedrører sagen overtrædelse af skatte-, told- eller afgiftslovgivningen, afgiver politiet en udtalelse til Justitsministeriet gennem den pågældende administrative myndighed, jf. § 14.

Det er det oprindelige beløb (doms- eller vedtagelsesbeløbet, ved dagbøder den samlede bødes størrelse), der er afgørende.

2. Betingelser.

Ved inddrivelse af bøder bør man altid tage udgangspunkt i en vurdering af den domfældtes betalingsvilje, set i forhold til den konstaterede betalingsevne. Inden der træffes afgørelse om henstand og/eller afdragsvis betaling, bør der derfor foreligge oplysninger, som gør det muligt at fastslå, hvor meget domfældte kan betale. Først når der fastsættes en afdragsordning i overensstemmelse med domfældtes betalingsevne, vil det være muligt at vurdere, om domfældte også udviser betalingsvilje, dvs. overholder den fastsatte afdragsordning. Der henvises til bilag 11, notat om sikringen af et økonomisk eksistensminimum ved fastsættelse af afdragsordninger (trangsbeneficiet).

Henstand med betalingen eller tilladelse til betaling i afdrag kan gives, når den pågældende skønnes ude af stand til at betale gælden for tiden, men må formodes at have vilje og evne til at betale, hvis han får passende tid hertil, jf. § 13, stk. 1.

Der kan eventuelt ske eftergivelse, hvis der ikke er udsigt til en bedring af de økonomiske forhold, og retshåndhævelseshensynet ikke ikke taler imod, jf. ovenfor under A.2.

Udviser domfældte gentagne gange manglende vilje til at betale i overensstemmelse med den konstaterede betalingsevne, kan tvangsinddrivelse eller afsoning af bødeforvandlingsstraffen komme på tale. Se i øvrigt Politimesterforeningens cirkulæreskrivelse nr. 20 af 8. februar 1973 (bilag 13).

Er der vilje til at få gælden afviklet, kan der gives tilladelse til afdragsordninger, som indebærer, at ikke hele beløbet, men dog en væsentlig del heraf betales, inden forældelse indtræder. Derved undgår man afsoning af bødeforvandlingsstraffen. Man bør være opmærksom på, at et tilsagn om en afdragsordning, der rækker udover forældelsen, betragtes som et tilsagn om delvis eftergivelse.

Der gives i almindelighed henstand med betalingen under afsoning af frihedsstraf. Opmærksomheden henledes på, at der altid skal foretages en konkret og individuel vurdering af den pågældendes betalingsevne, også i tilfælde hvor det overvejes at lade bøden afsone i forbindelse med frihedsstraffen.

3. Behandling af en ansøgning om henstand og/eller afdragsvis betaling.

Ved indgivelse af ansøgning om henstand gælder princippet i retsplejelovens § 1001, stk. 3, således at inddrivelsen stilles i bero, medmindre en ansøgning herom på samme grundlag tidligere er afslået. Dette gør sig imidlertid ikke gældende ved ansøgninger om afdragsvis betaling. Indtil en afgørelse foreligger, bør den pågældende som udgangspunkt afdrage beløbet enten som hidtil, eller i overensstemmelse med ansøgningen eller i overensstemmelse med tilbud givet til politirapport. Domfældtes vilje til at betale i overensstemmelse med en ansøgt afdragsordning vil indgå i en senere vurdering af betalingsviljen.

Det bør udtrykkeligt tilkendegives, at der kun er tale om en midlertidig ordning, indtil den endelige afgørelse er truffet. Dette gælder navnlig i sager, hvor det må forventes, at afgørelsen trækker ud, f.eks. i sager vedrørende overtrædelse af skatte-, told- og afgiftslovgivningen, hvor flere myndigheder er impliceret.

Når ansøgningen om henstand og/eller afdragsvis betaling modtages, skal den pågældende afhøres til økonomisk rapport, jf. § 16, stk. 3. Rapporten skal indeholde oplysninger om den pågældendes formueforhold samt egne og husstandens udgifts- og indtægtsforhold, angivet både i brutto- og nettobeløb og så vidt muligt udregnet på månedsbasis. Vedrører ansøgningen afdragsvis betaling, bør den pågældende i forbindelse med afhøringen selv angive et afdragstilbud. Man bør ved fastsættelse af afdragenes størrelse være opmærksom på, om den pågældende har anden gæld, som eventuelt kan stilles i bero i en periode. Betalingen af bøder mv. kan vige for gæld vedrørende livsnødvendige ydelser, som f.eks. el, gas og vand, men bør ikke vige for bankgæld eller anden privat gæld.

Rapporten kan eventuelt suppleres med oplysninger fra den kommunale ligningsmyndighed eller socialforvaltningen. Vedrører sagen overtrædelse af skatte-, told- eller afgiftslovgivningen, vil det ofte være hensigtsmæssigt at indhente oplysninger fra vedkommende administrative myndighed. Opmærksomheden henledes på, at oplysninger om ansøgerens rent private forhold ikke må indhentes fra anden forvaltningsmyndighed uden den pågældendes samtykke, jf. forvaltningslovens § 29.

Ejer den pågældende fast ejendom, kan det være af betydning for afgørelsen at få en udskrift af tingbogen. Er den pågældende selvstændig erhvervsdrivende, kan virksomhedens regnskab belyse den pågældendes økonomiske forhold. Sådanne oplysninger skal den pågældende som udgangspunkt selv fremskaffe.

4. Afgørelsens indhold.

Der fastsættes normalt ingen særlige vilkår eller betingelser for henstand.

Gives der tilladelse til afdragsvis betaling, skal det i tilladelsen præciseres, at afdragsordningen nøje skal overholdes, og at udeblivelse med et enkelt afdrag medfører, at hele restgælden straks er forfalden til betaling. Indgår et afdrag ikke som fastsat, bør politiet snarest søge grunden hertil oplyst og indskærpe vilkårene over for den pågældende.

Ved fortsat misligholdelse betragtes hele gælden som forfaldent til inddrivelse. Inddrivelse sker ved udpantning og/eller lønindeholdelse mv., jf. straffelovens § 52, stk. 4. Afsoning af bødeforvandlingsstraf bør først iværksættes, såfremt beløbet ikke har kunnet tilvejebringes ved inddrivelse, og den pågældende skønnes at have betalingsevne.

En afdragsordning fastsættes normalt med en løbetid på 1 år ad gangen. Et andet tidsrum kan dog fastsættes, hvis særlige grunde taler derfor. Er der ikke udsigt til væsentlige ændringer i den pågældendes indkomstforhold, kan afdragsordningen fastsættes for 2 år ad gangen.

Spørgsmålet om gældens fortsatte betaling tages på til fornyet overvejelse inden udløbet af den fastsatte frist.

Det kan som vilkår for tilladelse til afdragsordning bestemmes, at bøder og konfiskationsbeløb forrentes, og at domfældte stiller sikkerhed for gældens betaling.

Dette bør dog kun ske, hvis den pågældende har værdier, (bortset fra arbejdsfartøjer og nødvendige arbejdsredskaber), som kan realiseres, og derigennem vil være i stand til at betale hele gælden eller en væsentlig del heraf. Af praktiske grunde bør gælden kun forrentes, hvis den overstiger 10.000 kr., og afdragsordningen løber i mere end 1 år.

Rentesatsen bør være ens i alle sager og fastsættes til 8%. Renterne bør pålægges afdragene og ikke restgælden.

Overstiger gælden 10.000 kr., og skal afdragsordningen løbe i mere end 1 år, kan det desuden kræves, at domfældte stiller sikkerhed for gældens betaling. Har domfældte fast ejendom, vil sikkerhedsstillelsen normalt bestå i, at domfældte til politiet eller Justitsministeriets håndpantsætter et ejerpantebrev med pant i ejendommen.

Af bilag 12 fremgår, hvordan man skal forholde sig i forbindelse med debitors udstedelse af ejerpantebrev.

Hvis forholdene i det enkelte tilfælde taler derfor, kan anden sikkerhedsstillelse accepteres, f.eks. transport til sikkerhed i privat pantebrev, pantsætning af løsøre eller sekundær håndpantsætning af ejerpantebrev. Man skal dog være opmærksom på, at der skal foretages sikringsakter i overensstemmelse med arten af sikkerhedsstillelse, f.eks. denunciation (meddelelse), rådighedsberøvelse eller tinglysning.

Af bilag 12 fremgår, hvordan man skal forholde sig i forbindelse med sekundær håndpantsætning af ejerpantebrev.

Skal domfældte ud over bøde tillige betale sagsomkostninger, konfiskation, efterbetalingsbeløb el.lign., gælder der følgende om rækkefølgen

Indkomne afdrag skal først afskrives på bøden/bøderne, dernæst på konfiskationen (og eventuelle efterbetalingsbeløb) og til sidst på sagsomkostningerne. Når efterbetalings- eller afgiftsbeløb indgår i en samlet afdragsordning, fastsættes betingelserne i øvrigt efter forhandling med vedkommende administrative myndighed.

En afdragsordning kan ikke betinges af, at indkomne afdrag først afskrives på konfiskation, efterbetalings- eller afgiftsbeløb, sagsomkostninger el.lign.

Domfældte kan kræve, at afdrag afskrives på andre gældsposter end bøden. Dette gælder dog ikke, hvis det medfører, at bøden ikke kan betales, inden forældelse indtræder. Hvis domfældte måtte kræve afdrag afskrevet på andre gældsposter end bøden, skal den pågældende vejledes om, at den fulde bødeforvandlingsstraf (straftruslen) bevares, så længe der ikke afdrages på bøden.

Opmærksomheden henledes på, at domfældte ved at indbetale et beløb svarende til en bestemt gældspost (f.eks. alle sagsomkostninger, hele konfiskationsbeløbet eller hele boden) altid kan kræve, at beløbet afskrives på den af domfældte angivne gældspost og ikke helt eller delvis på andre gældsposter end den, som domfældte ønsker at indfri.

Giver politiet afslag på henstand og/eller afdragsvis betaling, eller imødekommes det ansøgte ikke fuldt ud, skal afgørelsen begrundes, jf. forvaltningslovens kapitel 6. Der skal desuden oplyses om klageadgangen, jf. § 17, stk. 4. Politiets afgørelse kan indbringes for Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen. Dette gælder dog ikke afgørelser om henstand med eller afdragsvis betaling af bøder og konfiskation på 15.000 kr. eller derunder, der er fastslået ved endelig dom eller vedtagelse efter den 1. maj 1996. I disse tilfælde træffer politiet den endelige afgørelse. Der henvises til Justitsministeriets bekendtgørelse af 22. april 1996 om afskæring af klageadgangen i visse bødesager mv. og benådningenscirkulærets § 17, stk. 2. Politiets afgørelse om udståelse af bødeforvandlingsstraf kan fortsat indbringes for Justitsministeriet. Vedrørende opsættende virkning og oplysning til den pågældende herom henvises til § 17 og ovenfor under kapitel 1, C.1.

C. LØNINDEHOLDELSE MV.

Ved lov nr. 369 af 18. maj 1994 om ændring af straffeloven og retsplejeloven blev der i straffelovens § 52, stk. 4, skabt hjemmel til, at politiet kan inddrive bøder, sagsomkostninger og konfiskerede beløb i straffesager, der forfølges af det offentlige, ved indeholdelse i den pågældendes indtægter efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven. Der er i medfør af straffelovens § 52, stk. 6 og stk. 7, udfærdiget nærmere regler om inddrivelsen i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 113 af 20. februar 1995. Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. marts 1995 og finder anvendelse på bøder, sagsomkostninger og konfiskerede beløb, der er fastsat ved endelig dom eller vedtagelse efter dette tidspunkt. Dette afsnit er udarbejdet i tilslutning til loven og bekendtgørelsen. De i afsnittet nævnte skemaer og blanketter kan rekvireres i Rigspolitichefens blanketafdeling, tlf.nr. 33 14 88 88, lokal 5695

1. For hvilke krav kan der ske indeholdelse.

Indeholdelse kan ske for bødedomme, uden- og indenretlige bødevedtagelser, idømte eller vedtagne konfiskationsbeløb samt pålagte eller vedtagne sagsomkostninger.

Indeholdelse kan også anvendes ved inddrivelse af bøder, konfiskationer og sagsomkostninger, der pålagt i Grønland og Færøerne samt i Finland, Island, Norge og Sverige.

For bøder og konfiskationer, der er pålagt i lande, der har tilsluttet sig konventionen om international straffuldbyrdelse, jf. lov nr. 323 af 4. juni 1986 (en række europæiske lande samt USA og Canada) gælder, at fuldbyrdelse ved indeholdelse kun kan ske, hvis bøden eller konfiskationen vedtages her i landet, eller der opnås dom ved en dansk domstol. Afgørelser om sagsomkostninger, truffet i lande, som er omfattet af konventionen, kan ikke fuldbyrdes i Danmark.

Indeholdelse kan ikke anvendes ved tvangsbøder, som inddrives efter reglerne i ikrafttrædelseslovens § 17. Indeholdelse kan heller ikke ske for erstatningskrav, herunder regreskrav fra Erstatningsnævnet.

2. Hvornår kan der foretages indeholdelse.

Reagerer skyldneren ikke på politimesterens (politidirektørens) skrivelser om at betale gælden, kan politimesteren (politidirektøren) beslutte, at der skal foretages indeholdelse i den pågældendes løn m.v. Indeholdelse kan foretages sideløbende med udpantning, eller uden at udpantning foretages. Politimesteren (politidirektøren) kan selv dekretere indeholdelse, medens udpantning som hidtil sker ved fogeden. Valg af inddrivelsesform træffes lokalt efter en konkret vurdering.

Indeholdelse kan ske, uanset hvor skyldneren eller den indeholdelsespligtige bor. Oversendelse af sager til anden politikreds kan derfor undgås, når indeholdelsespålæg vælges.

For så vidt angår afsoning af bødeforvandlingsstraf henvises til afsnit D nedenfor. Det bemærkes i den forbindelse, at såfremt skyldneren undlader at udfylde og aflevere det økonomiske skema (P 153 A), kan dette eventuelt anses som udtryk for, at skyldneren ikke vil samarbejde, således at afsoning af bødeforvandlingsstraf bør overvejes.

Opmærksomheden henledes endvidere på bekendtgørelsens §§ 7 og 8, hvorefter skyldneren kan straffes med bøde, såfremt han undlader at give oplysninger om sine økonomiske forhold.

3. I hvilke indtægter kan der foretages indeholdelse.

Indeholdelse kan foretages i løn, provision og andet arbejdsvederlag, samt enhver forskudsvis udbetaling af løn m.v. og i A-indkomst, der hidrører fra udbyttet af partsfiskeri.

Såfremt skyldneren som led i stillingsforholdet (fx tjenere og taxachauffører) opkræver beløb, hvor en del skal tilfalde arbejdsgiveren og en del dække skyldnerens eget arbejdsvederlag, skal arbejdsgiveren foretage de ændringer i afregningsformen, som er nødvendige for, at pålægget om indeholdelse kan overholdes.

Indeholdelse kan også ske i løn, der er forfalden, men endnu ikke udbetalt ved den indeholdelsespligtiges modtagelse af pålægget.

Der kan ske indeholdelse i feriegodtgørelse. Anvendes feriekort eller lignende skal indeholdelsen ske, når feriegodtgørelsen godskrives lønmodtageren. Anvendes feriegirosystemet skal indeholdelsen ske, når arbejdsgiveren indbetaler til ferie-giro.

Indeholdelse skal også ske, selvom arbejdstageren er fratrådt.

Der kan endvidere foretages indeholdelse i ventepenge, pensioner og lignende understøttelser, der udredes at statskassen, kommunale kasser, eller andre offentlige eller private kasser, for så vidt særlige hensyn efter politimesterens (politidirektørens) skøn ikke taler derimod.

Indeholdelse kan således foretages i sociale pensioner, invaliditetstillæg, revalideringshjælp, arbejdsløshedsdagpenge, dagpenge ved sygdom og orlov samt i efterløn.

Der kan ikke foretages indeholdelse i pension, der ydes på baggrund af en forsikringsaftale eller i personskadeerstatning, ligesom der som udgangspunkt ikke kan ske indeholdelse i stipendier, der udbetales efter lov om Statens Uddannelsesstøtte.

Der kan som udgangspunkt ikke foretages indeholdelse i kontanthjælp. Har den pågældende imidlertid efter en konkret vurdering betalingsevne og foreligger der sikre oplysninger om, at der overlades skyldneren det nødvendige til hans og familiens underhold, kan der foretages indeholdelse.

Indeholdelse kan ikke sted i indtægter, der hidrører fra skyldnerens selvstændige, personligt drevne erhvervsvirksomhed.

Ovenstående beskrivelse af indtægtstyper, der ikke er udtømmende, er foretaget på baggrund af kildeskattelovens regler og med udgangspunkt i den af told- og skattemyndighederne fulgte praksis.

Beskrivelse af indtægtstyper vil løbende blive revideret.

4. Hvem er indeholdelsespligtige.

Indeholdelsespligtige er arbejdsgivere og andre personer, selskaber, myndigheder m.v., der udbetaler ydelser, i hvilke der kan foretages indeholdelse, jf. ovenfor.

Oplysninger om arbejdsgiver og indtægtsforhold bør primært indhentes fra skyldneren ved udsendelse af økonomiskema (P 153 A) sammen med 2. rykker (edb-blanket KL 09 og 11).

Oplysninger om skyldnerens arbejdsgiver m.v. kan endvidere indhentes skriftligt eller telefonisk fra den lokale skatteforvaltning, jf. edb-blanket nr. LI01.

5. Størrelsen af det indeholdte.

Indeholdelsen kan højst udgøre 20 procent af lønudbetalingen m.v., efter at der er sket fradrag af A-skat efter kildeskattelovens §§ 46 og 49, samt efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag.

Ved enhver beslutning om indeholdelse skal det sikres, at skyldneren har de nødvendige midler til eget og familiens underhold (trangsbeneficiet). Ved beslutning om indeholdelse i løn m.v. med mere end 15 procent samt ved enhver indeholdelse i overførselsindkomster skal politimesteren (politidirektøren) have sikre oplysninger om, at skyldneren har de nødvendige midler.

Skyldnerens udfyldelse af økonomiskemaet (blanket P 153 A) sker under strafansvar (straffelovens § 163). Oplysningerne heri må derfor antages at være sikre. Ved indeholdelse med 15 procent eller mindre vil oplysningerne om skyldnerens indtægtsforhold ligeledes kunne fremgå af forskudsopgørelsen eller den senere årsopgørelse.

6. Trangsbeneficiet.

Trangsbeneficiet er normalt tilgodeset, såfremt skyldneren efter betaling af basale leveomkostninger har ca. 2.500 kr. til rådighed for hver voksen, der forsørges, og 1.000 kr. for hvert mindreårigt hjemmeboende barn. Til de basale leveomkostninger må normalt medregnes: boligudgifter, varme, el, gas, transport, radio- og TV-licens, underholdsbidrag, standardforsikringer og udgifter til leje eller afdrag på udstyr, der er omfattet af retsplejelovens § 509 (f.eks. komfur og køleskab). Privat gæld bør derimod som udgangspunkt ikke betragtes som basale leveomkostninger. For de opregnede udgifter og andre udgiftsposter må der dog foretages en konkret bedømmelse.

7. Forholdet mellem indeholdelsespålæg meddelt af flere myndigheder.

Indeholdelse for bødekrav m.v. sker efter indeholdelse for skatte- og afgiftskrav og krav på underholdsbidrag. Fortrinsretten vedrører kun fremtidige lønkrav m.v. og således ikke allerede forfaldne lønkrav m.v., i hvilke der er foretaget indeholdelse til politiet.

I forhold til andre krav er det afgørende, hvornår indeholdelse er besluttet. Den indeholdelsespligtige skal således først indeholde for det krav, med hensyn til hvilket der først er truffet beslutning om indeholdelse.

Når et bedre prioriteret krav er fyldestgjort, træder pligten til at indeholde til fordel for politiet automatisk i funktion påny, men det vil være praktisk at gøre den indeholdelsespligtige opmærksom herpå, når indeholdelsen til fordel for politiet indstilles til fordel for et bedre prioriteret krav.

8. Skyldnerens frigørelse.

Skyldneren er frigjort overfor politiet ved arbejdsgiverens indeholdelse i det omfang, det indeholdte beløb dækker politiets krav. Bødekontorerne bør derfor være opmærksomme på, inden der dekreteres afsoning af en bøde, hvor lønindeholdelse har været forsøgt, at den indeholdelsespligtige ikke har afregnet indeholdte beløb til politiet. Skyldneren vil i givet fald kunne dokumentere, at indeholdelse er sket ved forevisning af dokumentation i form af en lønseddel eller lignende, hvoraf fremgår, at indeholdelse har fundet sted.

9. Den indeholdelsespligtiges frigørelse.

Den indeholdelsespligtige er frigjort for sin pligt til at indeholde og indbetale, når skyldneren har indbetalt det skyldige beløb eller afsonet en bøde.

Forældes kravet mod skyldneren, bortfalder samtidig den indeholdelsespligtiges pligt til at indeholde.

10. Erstatningskrav mod den indeholdelsespligtige.

Foretager den indeholdelsespligtige ikke indeholdelse i overensstemmelse med pålægget, eller afregner kan ikke de indeholdte beløb, er han efter bekendtgørelsens § 5 erstatningspligtig over for politiet. Dette erstatningskrav er underkastet en 5-årig forældelse efter 1908-loven og kan således gennemtvinges, selvom politiets krav mod skyldneren i mellemtiden måtte være forældet.

Erstatningskravet kan inddrives ved udpantning jf. bekendtgørelsens § 6. Den indeholdelsespligtige kan endvidere straffes efter bekendtgørelsens § 8.

11. Fra hvilket tidspunkt gælder et indeholdelsespålæg.

Et indeholdelsespålæg gælder for den førstkommende udbetaling efter pålæggets meddelelse. Hvis anvisningen sker elektronisk, vil det imidlertid være naturligt at give den indeholdelsespligtige udsættelse med indeholdelsen, hvis lønanvisningen m.v. for den førstkommende lønperiode af tekniske grunde allerede er sket ved pålæggets meddelelse.

12. Fremgangsmåden, hvis der indgives klage.

En klage kan vedrøre det forhold, at pålæg overhovedet er meddelt. Ifølge bekendtgørelsens § 1, stk. 2, kan dette påklages til Justitsministeriet. En klage har ikke opsættende virkning. En klage kan også vedrøre det forhold, at pålægget er meddelt med et for stort beløb. Sådanne klager behandles efter de almindelige regler i Justitsministeriets cirkulære af 26. juni 1975 om benådning og udsættelse samt om eftergivelse, henstand og afdragsvis betaling af bøder mv., som senest er ændret ved Justitsministeriets cirkulære af 1. maj 1996.

Påklages politimesterens (politidirektørens) afgørelse i en sag, der må anses som en ansøgning om eftergivelse, henstand eller nedsættelse af de indeholdte beløb til Justitsministeriet, skal der - uanset § 17 i Justitsministeriets nævnte cirkulære - ikke rettes henvendelse til arbejdsgiveren med anmodning om suspension af indeholdelsespålægget.

Da klager/ansøgninger som udgangspunkt ikke tillægges opsættende virkning, skal de til gengæld behandles hurtigst muligt, helst inden for en måned fra klagens/ansøgningens indgivelse. Hvis det skønnes, at behandlingen af sagen hos politiet og/eller i Justitsministeriet vil vare længere end en måned, bør det overvejes at tillægge klagen/ansøgningen opsættende virkning. Klagen/ansøgningen kan også af andre grunde tillægges opsættende virkning, såfremt særlige omstændigheder taler derfor.

Såfremt klagen/ansøgningen tillægges opsættende virkning, underrettes skyldneren og den indeholdelsespligtige snarest muligt herom.

D. UDSTÅELSE BØDEFORVANDLINGSSTRAF.

Udståelse af bødeforvandlingsstraf skal så vidt muligt undgås, jf. ovenfor side 26 (kapitel 4, B.4).

Skal bødeforvandlingsstraffen udstås i forbindelse med en anden frihedsstraf, skal iværksættelsen udskydes til det senest mulige tidspunkt af hensyn til domfældtes mulighed for at betale bøden helt eller delvis, jf. § 5, stk. 2, i Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af 29. juni 1973 om beregningen af frihedsstraf og om forhold, der midlertidigt afbryder straffuldbyrdelsen (KC F-2-1). Iværksættelse af bødeforvandlingsstraf skal dog ske senest umiddelbart før forældelsesfristen udløber, jf. straffelovens § 97a, stk. 2.

Der skal altid foretages en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt der bør iværksættes afsoning af bødeforvandlingsstraf, også i tilfælde hvor en person allerede afsoner straf, og hvor det overvejes at lade bødeforvandlingsstraffen afsone i sammenhæng hermed.

Der henvises i øvrigt til Politimesterforeningens cirkulæreskrivelse nr. 20 af 8. februar 1973 om bødeforlæg, inddrivelse af bøder og bødekartoteker (bilag 13), og Politimesterforeningens cirkulæreskrivelse nr. 5 af 13. november 1978 om forvandlingsstraf for bøder (bilag 14).

Politiets afgørelse om udståelse af bødeforvandlingsstraf kan indbringes for Justitsministeriet.

Personer under 18 år bør normalt ikke udstå bødeforvandlingsstraf, jf. § 13, stk. 2. Hvis der undtagelsesvis træffes afgørelse om udståelse af bødeforvandlingsstraf, finder reglerne i Justitsministeriets cirkulære af 8. oktober 1991 om behandlingen af 15-17 årige, der anbringes i Kriminalforsorgens anstalter og arresthusene (KC F-3-14), anvendelse.

Bøder, der af Justitsministeriet kræves betalt som forudsætning for benådning for frihedsstraf, kan ikke inddrives i henhold til straffelovens § 52, stk. 3. Hvis bøden ikke betales, afgør Justitsministeriet, om benådningstilsagnet skal tilbagekaldes, og straffen fuldbyrdes. Hvis politiet modtager ansøgninger om eftergivelse, henstand og/eller afdragsvis betaling af sådanne bøder, skal ansøgningen derfor videresendes til Justitsministeriet, som træffer afgørelse i sagen.

Er udståelse af straffen udelukket på grund af den pågældendes helbred, vil Justitsministeriet normalt enten frafalde kravet om betaling af bøden eller sætte fuldbyrdelsen i bero og med jævne mellemrum tage spørgsmålet om fuldbyrdelsen af straffen op til fornyet overvejelse, indtil straffen måtte være forældet. Hvis det, efter indhentet udtalelse fra politiet om domfældtes aktuelle økonomiske forhold, formodes, at den pågældende har evne og vilje til at betale bøden, vil Justitsministeriet normalt fastsætte en afdragsordning, der er afpasset efter den pågældendes aktuelle økonomiske forhold.

Der henvises til notat om sikringen af et økonomisk eksistensminimum ved fastsættelse af afdragsordninger (trangsbeneficiet), bilag 11.

E. TVANGSBØDER.

Tvangsbøder er et tvangsmiddel, der skal tjene til at gennemtvinge opfyldelsen af et lovbestemt påbud eller forbud. Tvangsbøder afsones efter særlige regler, jf. § 17 i lovbekendtgørelse nr. 608 af 6. september 1986, jf. lov om ikrafttræden til borgerlig straffelov m.m. Derudover inddrives ikke-betalte tvangsbøder efter de almindelige regler om inddrivelse af bøder. Der kan dog ikke foretages lønindeholdelse mv. for tvangsbøder. Sager om eftergivelse, henstand og afdragsvis betaling af tvangsbøder behandles også efter samme retningslinier som bøder i almindelighed, men ansøgninger herom har ikke opsættende virkning, jf. § 15, stk. 1. Politiets afgørelser om eftergivelse, henstand med eller afdragsvis betaling af tvangsbøder kan indbringes for Justitsministeriet. Dette gælder dog ikke afgørelser om henstand med eller afdragsvis betaling af tvangsbøder på 15.000 kr. eller derunder, der er fastslået ved endelig dom eller administrativ afgørelse efter den 1. maj 1996. I disse tilfælde træffer politiet den endelige afgørelse. Afgørelse om afsoning af tvangsbøder kan dog fortsat indbringes for Justitsministeriet. Klage til Justitsministeriet over politiets afgørelse har heller ikke opsættende virkning (§ 17, stk. 2 modsætningsvis).

Formålet med tvangsbøder medfører, at tvangsbøder som hovedregel ikke bør eftergives. Eftergivelse kan dog ske, hvor tvangsbøder ikke længere skønnes at være et egnet og rimeligt middel til at gennemtvinge lovliggørelse, f.eks. fordi domfældte er ophørt med sin virksomhed og derfor er ude af stand til selv at opfylde den pålagte forpligtelse, jf. UfR 1976/301. Inden eftergivelse bør vedkommende administrative myndighed høres, bl.a. for at sikre, at virksomheden ikke er genoptaget. Opmærksomheden henledes på, at påløbne, endnu ikke inddrevne bøder bortfalder ved forholdets lovliggørelse.

Formålet med tvangsbøder medfører også, at der normalt ikke gives tilladelse til henstand eller afdragsvis betaling. Kun hvor ganske særlige hensyn taler derfor, kan tilladelse gives, jf. § 15, stk. 5.

F. ADMINISTRATIVT PÅLAGTE BØDER.

Sager om inddrivelse af administrativt pålagte bøder, f.eks. told- og skattebøder, bøder for overtrædelse af visse landbrugsministerielle love el.lign., afgøres af den myndighed, der har pålagt bøden. Politiet eller Justitsministeriet overtager først inddrivelsen, når der af retten er fastsat en bødeforvandlingsstraf. Vedrører sagen overtrædelse af skatte-, told- eller afgiftslovgivningen, skal der indhentes en udtalelse fra vedkommende administrative myndighed (den told- og skatteregion, hvorunder den indeholdelsespligtige hører), inden der gives tilladelse til eftergivelse, jf. § 8, stk. 2, og i visse tilfælde inden der gives tilladelse til henstand og afdragsvis betaling, jf. § 11, stk. 3, og § 14, stk. 2. Formålet med at høre myndigheden er navnlig at koordinere praksis, men også fordi andre hensyn end hensynet til den domfældte kan have betydning for afgørelsen, f.eks. hensynet til retshåndhævelsens effektivitet.

Sager om efterbetalings- og afgiftsbeløb afgøres altid af vedkommende administrative myndighed. Det kan dog aftales mellem myndigheden og politiet/Justitsministeriet, at efterbetalings- eller afgiftsbeløbet skal indgå i en samlet afdragsordning med bøder, sagsomkostninger mv., hvis dette findes hensigtsmæssigt. Betingelserne fastsættes i så fald efter forhandling mellem politiet/Justitsministeriet og vedkommende administrative myndighed.

Der er ikke pligt til at foretage høring af andre administrative myndigheder, men en udtalelse fra en myndighed kan være ønskelig af hensyn til oplysning af sagen, hvis ansøgningen skønnes at være relevant for den pågældende myndighed af retshåndhævelseshensyn eller af hensyn til koordinering af praksis.

G. SAGSOMKOSTNINGER.

Sagens omkostninger er de omkostninger, der er forbundet med den enkelte straffesag. Det drejer sig typisk om forsvarersalærer, udgifter til lægeundersøgelser, blodprøvetagning, samt tekniske og regnskabsmæssige undersøgelser. Ved lov nr. 367 af 18. maj 1994 blev § 7 i lovbekendtgørelse nr. 744 af 6. november 1986 om udgifterne i strafferetsplejen ophævet. Loven trådte i kraft den 1. juni 1994. Personer, der indsættes i Kriminalforsorgens institutioner efter den 1. juni 1994, skal således ikke længere betale for udgifter til underhold, forplejning og hjemsendelse. Der henvises til Justitsministeriets cirkulære af 20. maj 1994 om afsoningsomkostninger (C-7-1).

Sagsomkostninger kan efter retsplejelovens § 1008 kræves betalt af den domfældte. Politiet forestår inddrivelsen og skal i den forbindelse foretage en konkret vurdering af, om sagsomkostningerne kan eller bør søges inddrevet hos den pågældende. Politiet kan give henstand og tillade afdragsvis betaling efter samme retningslinier som for bøder. Der henvises til afsnit B ovenfor.

Der er ikke hjemmel til at eftergive sagsomkostninger, men politiet kan afskrive sagsomkostningerne som uerholdelige, hvis inddrivelse må anses for håbløs.

Dette betyder imidlertid ikke, at betalingspligten er bortfaldet. Den pågældende skylder fortsat beløbet, som eventuelt vil blive afkrævet på et senere tidspunkt, hvis den pågældende bliver istand til at betale. Politiets afgørelser om afskrivning, henstand eller afdragsvis betaling af sagsomkostninger kan indbringes for Justitsministeriet. Dette gælder dog ikke afgørelser om henstand med eller afdragsvis betaling af sagsomkostninger på 15.000 kr. eller derunder, der er fastslået ved endelig dom eller vedtagelse efter den 1. maj 1996. I disse tilfælde træffer politiet den endelige afgørelse.

H. FORÆLDELSE.

Bøder, forvandlingsstraf for bøder og konfiskation forældes efter reglerne fastsat i straffelovens § 97a. Ifølge denne bestemmelse forældes bøder på 3.000 kr. og derunder efter 3 år. Bøder på over 3.000 kr. og konfiskationsbeløb forældes efter 5 år. Forældelsesfristen for konfiskationsbeløb kan dog ved dommen være fastsat til mere end 5 år, dog højst 10 år, jf. § 97 a, stk. 3. Forældelsesfristen for konfiskationsbeløb kan også senere (ved retskendelse) forlænges i op til 10 år. Spørgsmålet om forlængelse bør kun indbringes for domstolene i særlige tilfælde, f.eks. hvor der er tale om meget store konfiskationsbeløb, og hvor der skønnes at være mulighed for at fastsætte en rimelig afdragsordning.

Bødeforvandlingsstraffen forældes tilsvarende efter 3 eller 5 år, afhængig af bødens størrelse.

For bøde og konfiskation afbrydes forældelsen ved indgivelse af begæring om udlæg. I overensstemmelse med retsplejelovens regler forudsættes det, at udlægsforretningen fremmes "uden ugrundet ophold". Begæring om udlæg afbryder dog ikke forældelse af bødeforvandlingsstraffen, der kun afbrydes, når fuldbyrdelsen påbegyndes.

Når der gives tilladelse til henstand eller afdragsvis betaling, skal man være opmærksom på, at dette ikke har indflydelse på forældelsen.

§ 4. Er en person idømt frihedsstraf for overtrædelse af § 60 i beredskabsloven eller for overtrædelse af § 6 i lov om værnepligtens opfyldelse ved civilt arbejde, vil politiet blive underrettet af Beredskabsstyrelsen, henholdsvis Indenrigsministeriets Militærnægteradministration, såfremt domfældte af sessionen erklæres for uegnet eller for tiden uegnet til værnepligtstjeneste. Sagen sendes af politiet til Justitsministeriet med henblik på benådning.

C. Benådning efter strafudståelsens iværksættelse.

§ 4. Tilsynsmyndigheden skal holde sig orienteret om forløbet af den alkoholistbehandling, som er en betingelse for udsættelsen med straffuldbyrdelsen. Det forudsættes derfor, at tilsynsmyndigheden og den institution eller person, som har ansvaret for behandlingen, træffer aftale om, hvordan tilsynsmyndigheden kan holdes orienteret om behandlingsforløbet.

Stk. 2. Såfremt politiet bliver bekendt med, at den domfældte i udsættelsesperioden begår ny kriminalitet, recidiverer til alkoholmisbrug eller i øvrigt overtræder de fastsatte vilkår, skal politiet snarest muligt orientere tilsynsmyndigheden.

Stk. 3. Tilsynsmyndigheden skal snarest muligt indberette til justitsministeriet, hvis den domfældte i udsættelsesperioden overtræder de fastsatte vilkår.

BILAG 5

ANMODNING OM LÆGEERKLÆRING (SOMATISK)

I anledning af Deres henvendelse af .......... beder man om, at der inden A) og uden udgift for retsvæsenet indhentes en udførlig erklæring fra speciallæge med speciallægeanerkendelse inden for sygdomsområdet eller fra hospital. Erklæringen bør indeholde en beskrivelse af sygdommens forløb, samtlige objektive og subjektive sygdomstegn og diagnose. Der ønskes endvidere en vurdering af, om der skønnes at være risiko for alvorlig helbredsforringelse, hvis De/den pågældende/indsættes til udståelse af straffen, eventuelt i B) anstalt med hospital, hvor der i fornødent omfang er mulighed for bistand af læger.

Lægeerklæringen kan eventuelt af lægen indsendes direkte til politiet.

Det bemærkes, at lægeerklæringen eventuelt vil blive forelagt Retslægerådet til udtalelse.

Hvis erklæringen ikke er modtaget inden udløbet af ovennævnte frist, må De/den pågældende/Deres klient/forvente, at sagen afgøres på det foreliggende grundlag.

C) Til orientering for den undersøgende læge om, hvad erklæringen bør indeholde, vedlægges en kopi af denne skrivelse.

D) Deres klient/Den pågældende er underrettet herfra om ovenstående.

ANMODNING OM LÆGEERKLÆRING (PSYKISK)

I anledning af Deres henvendelse af .......... beder man om, at der inden A) og uden udgift for retsvæsenet indhentes en udførlig erklæring fra speciallæge i psykiatri.

Erklæringen bør indeholde en beskrivelse af Deres/den pågældendes psykiske udvikling og aktuelle tilstand. Den bør indeholde oplysning om eventuel psykiatrisk behandling og effekten heraf, legenlige helbredstilstand, sociale forhold, samtlige objektive og subjektive sygdomstegn på undersøgelsestidspunktet og diagnostiske overvejelser. Der ønskes endvidere en begrunder stillingtagen til, om afsoning, herunder afsoning i åben anstalt med mulighed for psykiatrisk tilsyn, må antages at medføre risiko for alvorlig helbredsforringelse.

Lægeerklæringen kan eventuelt af lægen indsendes direkte til politiet.

Det bemærkes, at lægeerklæringen eventuelt vil blive forelagt Retslægerådet til udtalelse.

Hvis erklæringen ikke er modtaget inden udløbet af ovennævnte frist, må De/den pågældende/Deres klient/forvente, at sagen afgøres på det foreliggende grundlag.

B) Til orientering for den undersøgende læge om, hvad erklæringen bør indeholde, vedlægges en kopi af denne skrivelse.

C) Deres klient/Den pågældende er underrettet herfra om ovenstående.

§ 5. Udstår den domfældte straf i anstalt eller arresthus,

afgiver institutionens leder indstilling direkte til Justitsministeriet efter tilsvarende retningslinjer som indstillinger i sager vedrørende prøveløsladelse.

D. Udsættelse med fuldbyrdelse af frihedsstraf.

§ 5. Politiet sender eller udleverer kriminalforsorgens informationsskrivelse om ordningen til alle, som efter cirkulærets ikrafttræden idømmes frihedsstraffe på 60 dage eller derunder for spiritus- eller promillekørsel.

BILAG 6

BØDETAKSTER I ALKOHOLBENÅDNINGSSAGER

Bruttoindkomst - ca. 75.000 kr. Bøden = 1.000 kr. + --------------------------------- 500 25.000 kr. BRUTTOINDKOMST BØDE 0 - 50.000 (og henimod 75.000) 1.000 Fra 75.000 (og henimod 100.000) 1.500 Fra 100.000 (og henimod 125.000) 2.000 Fra 125.000 (og henimod 150.000) 2.500 Fra 150.000 (og henimod 175.000) 3.000 Fra 175.000 (og henimod 200.000) 3.500 Fra 200.000 (og henimod 225.000) 4.000 Fra 225.000 (og henimod 250.000) 4.500 Fra 250.000 (og henimod 275.000) 5.000 Fra 275.000 (og henimod 300.000) 5.500 Fra 300.000 (og henimod 325.000) 6.000 Fra 325.000 (og henimod 350.000) 6.500 Fra 350.000 (og henimod 375.000) 7.000 Fra 375.000 (og henimod 400.000) 7.500 Fra 400.000 (og henimod 425.000) 8.000 Fra 425.000 (og henimod 450.000) 8.500 Fra 450.000 (og henimod 475.000) 9.000 Fra 475.000 (og henimod 500.000) 9.500 Fra 500.000 (og henimod 525.000) 10.000 OSV.

§ 6. Politimesteren (politidirektøren) i den kreds, hvor den domfældte har bopæl eller ophold, afgør ansøgninger om udsættelse med fuldbyrdelse af frihedsstraf. Anden generel aftale kan dog træffes politikredse imellem. Justitsministeriet skal i så fald underrettes derom. Såfremt en ansøgning vedrører både benådning og udsættelse, finder reglerne i § 3 anvendelse.

Stk. 2. Udsættelse kan kun meddeles, når en umiddelbar udståelse af straffen ville medføre uforholdsmæssige, uden for straffens øjemed liggende følger for den pågældendes velfærd eller væsentlige ulemper for det offentlige, jf. retsplejelovens § 1001, stk. 2. Det må ved afgørelsen tages i betragtning, at det må antages at være af væsentlig betydning for retshåndhævelsen, at strafuldbyrdelse i almindelighed sker umiddelbart efter endelig dom.

Stk. 3. Udsættelse meddeles til det tidspunkt efter en given dato, hvor Kriminalforsorgens pladsforhold tillader, at fuldbyrdelsen finder sted, medmindre ganske særlige hensyn taler for, at udsættelsen sker til en bestemt dato.

§ 6. Cirkulæret træder i kraft den 1. april 1994.

Stk. 2. Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 6. juli 1990 om udsættelse med afsoning af og benådning for frihedsstraffe på 40 dage og derunder, idømt for spiritus- eller promillekørsel, bortfalder samtidig.

Stk. 3. Personer, som før ikrafttrædelsesdatoen er idømt, men ikke påbegyndt afsoning af en frihedsstraf på mere end 40 dage og indtil 60 dage incl., er omfattet af ordningen.

P.M.V.

Christian Trønning

/Nanna Jensen

BILAG 7

SAMARBEJDSAFTALE mellem ANONYME ALKOHOLIKERE I DANMARK og KRIMINALFORSORGEN om dokumentation for deltagelse i AA-gruppemøder. ******* Aftalen afløser samarbejdsaftale af 1.4.1992. *******

Dokumentationens form og indhold

Kriminalforsorgen fremstiller mødekort.

AA's servicekontor distribuerer mødekortene til de AA-grupper, som ønsker at deltage i ordningen.

Servicekontoret informerer samtidig skriftligt de pågældende grupper om, hvordan man skal forholde sig til personer, som ønsker mødekort som dokumentation i forhold til kriminalforsorgen, domstole m.v.

Gruppesekretæren eller dennes stedfortræder udleverer ved AA-mødets afslutning underskrevet mødekort til deltagere, som ved mødets start har anmodet herom.

Der udleveres kun mødekort til personer, som accepterer AA's gruppedisciplin og ved fremmødet er i stand til at overholde denne. (AA's gruppedisciplin indebærer bl.a., at synligt alkoholpåvirkede personer nok kan få lov at overvære mødet - men i en sådan situation vil der ikke blive udleveret mødekort).

AA's servicekontor fører fortegnelse over hvilke grupper, der deltager i ordningen, og hvilke mødekort der er udleveret til den enkelte gruppe.

AA er ansvarlig for, at de deltagende grupper er bekendt med ordningens ordlyd, således at den efterleves efter AA's principper og samarbejdsaftalens indhold. Anmodninger om kontrol fremsættes via en fast kontaktperson i direktoratet for kriminalforsorgen til en fast kontaktperson på AA's servicekontor, der har direkte kontakt til samtlige AA-grupper, der deltager i denne ordning.

Der er enighed om, at der som hovedregel bør stilles krav om 2 ugentlige møder for nye AA-medlemmer, som via deres deltagelse opnår udsættelse og senere benådning for frihedsstraf, idømt for spiritus- eller promillekørsel.

København, den ------------------------

---------------------- ------------------------- for AA i Danmark for kriminalforsorgen

Vedrørende samarbejdsaftale med Anonyme Alkoholikere og justitsministeriets cirkulære af 14. marts 1994 (spritbenådningsordningen).

For at opnå udsættelse med henblik på benådning gennem deltagelse i AA-gruppemøder skal følgende betingelser - udover cirkulærets generelle bestemmelser - opfyldes

Personen skal

- deltage i mindst 2 AA-gruppemøder om ugen det første år (af praktiske årsager kan det blive nødvendigt med særaftaler i enkelte områder)

- møde i tilsynsafdelingen mindst hver 14. dag, medbringende de af gruppesekretæren underskrevne fremmødekort. Denne bestemmelse vil kunne fraviges af de afdelinger, som har fået et så velfungerende samarbejde med de lokale AA-grupper, at man finder fx. månedligt fremmøde forsvarligt.

Indstilling om udsættelse fremsendes tidligst, når vedkommende i 1 måned har overholdt betingelserne. Em sådan dokumentationsperiode vil ikke kunne "fratrækkes" i udsættelsesperioden på 1 år.

Udsættelse vil i disse sager normalt blive givet på vilkår af, at den pågældende i udsættelsesperioden

- lever et straffrit liv

- undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen

- efter tilsynsmyndighedens nærmere bestemmelse undergiver sig behandling mod alkoholmisbrug.

Spørgsmål om samarbejdsaftalen kan rettes til

Direktoratet for Kriminalforsorgen eller AA's Servicekontor

5. kontor Postboks 334

Klareboderne 1 1503 København V

1115 København K tlf. 31 81 81 92

Att. Lisbeth Hansen

tlf. 33 11 55 00, lokal 357 BILAG 8

ORIENTERING FRA KRIMINALFORSORGEN TIL ALLE DER HAR FÅET EN FRIHEDSSTRAF PÅ 60 DAGE ELLER DERUNDER FOR SPRITKØRSEL

Personer, der dømmes for spritkørsel, har ofte et stort forbrug af alkohol. Så stort, at de kan have brug for professionel hjælp til at komme ud af misbruget.

BENÅDNINGSORDNING

Personer med alvorlige alkoholproblemer har mulighed for at gå i behandling i stedet for at afsone straffen. Betingelserne for at indgå i denne ordning er, at man

* Følger en aftalt behandling imod alkoholmisbrug i mindst 1 år.

* I den periode er under tilsyn af Kriminalforsorgen.

* I samme periode lever et straffrit liv.

* Derefter betaler en bøde til statskassen.

Når betingelserne er opfyldt, kan man blive benådet for frihedsstraffen. Man skal dog afholde sig fra ny kriminalitet i yderligere 1 år, og der kan i visse tilfælde stilles flere betingelser.

Ordningen gælder kun domme for spritkørsel, og man skal selv anmode om at komme ind under den. Det er Justitsministeriet, der giver tilladelse til deltagelse - efter indstilling fra den lokale afdeling af Kriminalforsorgen og politimesteren.

Ønsker man at søge om benådning, skal man snarest rette henvendelse til politiet eller den nærmeste afdeling af Kriminalforsorgen i Frihed.

HVAD INDEBÆRER DET

Behandlingen varer normalt 12-13 måneder. Behandlingsperioder, som ligger forud for Justitsministeriets skriftlige tilladelse til at deltage i ordningen, regnes ikke med.

Tilsyn af Kriminalforsorgen indebærer, at man skal overholde de indgåede aftaler, og at Kriminalforsorgen kontrollerer, at behandlingen følges.

Straffrit liv betyder, at man ikke begår ny kriminalitet - og altså heller ikke kører bil, hvis man er frakendt kørekortet.

Efter gennemførelsen af behandlingen stilles der krav om betaling af bøde til statskassen. Bøden er indtægtsbestemt og skal betales i løbet af 3 måneder.

YDERLIGERE OPLYSNINGER

Kan fås hos politiet eller den nærmeste afdeling af Kriminalforsorgen i Frihed.

Alkoholistbehandling er gratis (*). pog Kriminalforsorgens afdelinger kan oplyse om, hvilke lokale muligheder der findes.

----------

(*) Dog skal man nogle steder selv betale for medicin, herunder

antabus og lignende.

---------- , den

INDSTILLING OM UDSÆTTELSE MED HENBLIK PÅ BENÅDNING, JVF. JUSTITSMINISTERIETS CIRKULÆRE AF 14. MARTS 1994

(Spritbilistordningen) Navn.................: Cpr.nr...............: Adresse..............: FR-kommune...........: Civilstand...........: Aktuelt samliv.......: Boligform............: Aktuel eller sene- beskæftigelse........: Aktuel forsørgel- sesgrundlag..........: Dømt ved retten i....: Dato.................: Dom..................: Dommen vedrører......: Vedrører indstil- lingen flere domme...: Førerretten frak.....: Behandl.inst. navn...: Adresse..............: Behandling påbeg. d..: ---------- Relevante sociale oplysninger: Alkoholmisbrugets varighed og omfang - samt kort beskrivelse af behandlingens indhold: Det indstilles: Fremsendes via............. ---------- Politimesteren i Videresendes til: Direktoratet for kriminalforsorgen 2. kontor Klareboderne 1 1115 København K Idet det kan indstilles, at: ....afsoningen udsættes på de i erklæringen nævnte vilkår ....anmodningen om udsættelse med afsoningen afslås. Bemærkninger: Politimesteren i , den / -199 ----------------------------------------------------- -------------------------- Indgået i DFK, 2.kt. den ---------- KRIMINALFORSORGEN cpr.nr. BILAG 1 til bilag 9a Dømt i retten i.....: Dato................: Dom.................: Dommen vedrører.....: overtr. af FL's § 53. overtr. af FL's § 53 og Vedrører indstil- lingen flere domme..: ja - se side 1 Førerretten frak....: år måneder fra den ---------- , den INDBERETNING FOR VILKÅRSOVERTRÆDELSE, JVF. JUSTITSMINISTERIETS CIRKULÆRE AF 14. MARTS 1994 Navn...............: Cpr.nr.............: Adresse............: FR-kommune.........: Civilstand.........: Aktuelt samliv.....: Boligform..........: Aktuel eller sene- ste beskæftigelse..: Aktuel forsørgel- sesgrundlag........: Ovennævntes overtrædelse af de i skrivelse af fastsatte vilkår kan (kort) beskrives således: ---------- Afdelingens indstilling om reaktion i forbindelse med vilkårsovertrædelsen: Domfældtes kommentarer til indberetningen: Indgået i DFK, 2. kt. d. ----------------- ---------- , den INDSTILLING OM BENÅDNING, JVF. JUSTITSMINISTERIETS CIRKULÆRE AF 14. MARTS 1994 Navn..............: Cpr.nr............: Adresse...........: FR-kommune........: Civilstand........: Aktuelt samliv....: Boligform.........: Aktuel eller sene- ste beskæftigelse.: Aktuel forsørgel- sesgrundlag.......: Indstilling om benådning: ---------- Forslag til eventuel vilkårsfastsættelse udover et års straffrit liv efter betaling af en bøde: Efter forevist dokumentation kan det oplyses, at den pågældendes aktuelle bruttoindtægt udgør pr. år: kr. Eventuelle bemærkninger: Fremsendes via................. ---------- Politimesteren i Videresendes til: Direktoratet for Kriminalforsorgen 2. kontor Klareboderne 1 1115 København K idet det kan indstilles, at ---- der meddeles benådning på de i erklæringen nævnte vilkår - under forud sætning af betaling af en bøde på -------- kr. ---- der meddeles afslag på benådning. Bemærkninger: Politimesteren i , den / -199 ------------------------------------------- ---------------------- Indgået i DFK, 2.kt. den ---------- BILAG 10a Meddelelse til Kriminalforsorgens afdeling/lokalkontor Navn................: Cpr.nr..............: Adresse.............: har den --/-- -199- ved henvendelse hertil ansøgt om at deltage i ordningen for spritbilister, jvf. Justitsministeriets cirkulære af 14. marts 1994. Afsoningen er sat i bero på afdelingens indstilling i sagen. Der vedlægges: Kopi af domsudskrift: --- Skriftlig ansøgning.: Andet...............: ----------------------------------------------- Politimesteren i , den --/-- -199- ---------------------------------------------------- ---------------------- underskrift ---------- BILAG 10b Meddelelse til kriminalforsorgens afdeling/lokalkontor om ny kriminalitet/vilkårsovertrædelse Navn...........: Cpr.nr.........: Adresse........: Ovennævnte er ved skrivelse fra Justitsministeriet af --/-- -199- meddelt udsættelse med afsoning af spritdom. a. Det kan oplyses, at den pågældende er sigtet for strafbart forhold, ved den --/-- -199- at have gjort sig skyldig i ---------------------------------------------------------- Forventet sanktion: ----------------------------------------- Den pågældende har erkendt.......: --- Den pågældende har ikke erkendt..: --- b. Det er kommet til politiets kundskab, at pågældende ikke overholder de fastsatte vilkår, idet: Politimesteren i ------------------, den --/-- -199- ---------------------------------------------------- ---------------------- underskrift ---------- KRIMINALFORSORGEN BILAG 10c , den Politimesteren i Navn................: cpr.nr..............: ------ - ---- Adresse.............: har den --/-- - ---- ved henvendelse hertil ansøgt om at deltage i ordningen for spritbilister, jvf. Justitsministeriets cirkulære af 14. marts 1994. Man skal i den anledning anmode om at få fremsendt kopi af domsudskrift, samt eventuelle andre, for ansøgningen relevante oplysninger, som politiet måtte være i besiddelse af. ------------------------- ---------- KRIMINALFORSORGEN BILAG 10d SAMTYKKEERKLÆRING ***************** Undertegnede ------------------------------------------- giver hermed tilladelse til, at Kriminalforsorgen, til brug for behandlingen af min ansøgning om udsættelse/benådning kan indhente relevante oplysninger fra: --------------------------------------------------------------------- --------------------------------------------------------------------- --------------------------------------------------------------------- Samtidig giver jeg tilladelse til, at der løbende kan udveksles oplysninger om min alkoholistbehandling mellem Kriminalforsorgen og den behandlingsansvarlige (institution): --------------------------------------------------------------------- Endvidere giver jeg tilladelse til, at Kriminalforsorgen og politiet kan indhente oplysninger i Kriminalregistret til brug for sagens behandling. ------------- den --/-- -199- ---------------------- ----------------------- cpr.nr. underskrift ---------- BILAG 10e Returneres til Direktoratet for Kriminalforsorgen 2. kontor Klareboderne 1 1115 København K Idet det kan oplyses, at Deres j.nr. A-bdg. 199-/---- Navn..............: Cpr.nr............: -- den --/-- -199. har indbetalt den pålagte bøde på kr. ------ -- ikke inden den fastsatte frist har betalt den pålagte bøde. Bemærkninger: Politimesteren i , den --/-- -199- ---------------------------------------------------- ---------------------- underskrift ---------- BILAG 11

Notat om sikringen af et økonomisk eksistensminimum ved fastsættelse af afdragsordninger (trangsbeneficiet).

1. Trangsbeneficiet

Allerede før retsplejeloven var det anerkendt i praksis, at man ved execution ikke måtte "berøve Debitor, hvad han øjeblikkeligen ikke kan undvære til at vedligeholde Liv og Sundhed og bevare Velanstændigheden, navnlig de nødvendige Gangklæder. (1) Først senere, efter at et gennembrud i den socialpolitiske opfattelse havde fundet sted, blev retten til opretholdelsen af et beskedent hjem anset for så grundlæggende, at en hertil svarende videregående sikring af et eksistensminimum blev bestanddel af den skrevne ret, først i konkursloven. (2)

----------

(1) P.G. bang og J.E. Larsen: Systematisk Fremstilling af den danske Procesmaade, 3.de Bind, København 1841.

(2) Efter Nellemanns foreløbige udkast af 1871 indsat i konkurslovens § 160 (Lov af 25. marts 1872).

----------

Et beneficium competentiæ (trangsbeneficium) har herefter været anset for en socialpolitisk nødvendighed. I retsplejeloven er det lovfæstet i § 509

§ 7. Frihedsstraffe, som er idømt personer, der står for at

skulle give møde til aftjening af værnepligt, skal så vidt muligt søges fuldbyrdet inden indkaldelsen.

Stk. 2. Fuldbyrdelsen af frihedsstraffe, som er idømt værnepligtige i redningsberedskabet, bør udsættes til umiddelbart efter hjemsendelsen. Dette gælder dog ikke frihedsstraf, idømt for overtrædelse af § 60 i beredskabsloven, der så vidt muligt fuldbyrdes under tjenesten eller i umiddelbar forlængelse deraf.

Stk. 3. Frihedsstraffe, som er idømt personer, der aftjener civil værnepligt, kan fuldbyrdes i tjenestetiden. Er frihedsstraffen idømt for overtrædelse af § 6 i lov om værnepligtens opfyldelse ved civilt arbejde, skal denne så vidt muligt fuldbyrdes under tjenesten eller i umiddelbar forlængelse deraf.

II. Sager om eftergivelse af og henstand med bøder og konfiskationer.

A. Eftergivelse.

§ 8. Den politimester (politidirektøren), der forestår inddrivelsen, kan afgøre ansøgninger om eftergivelse eller nedsættelse af bøder og konfiskationer på ikke over 100.000 kr. Omfatter en ansøgning flere bøder eller konfiskationer, kan politimesteren (politidirektøren) afgøre ansøgningen, såfremt det enkelte bøde-eller konfiskationsbeløb ikke overstiger 100.000 kr.

Stk. 2. Vedrører sagen overtrædelse af skatte-, told- eller afgiftslovgivningen, indhenter politiet en udtalelse fra vedkommende administrative myndighed, medmindre ansøgningen findes at kunne afslås på det foreliggende grundlag. Er der ikke enighed mellem politiet og den administrative myndighed, forelægges sagen for Justitsministeriet.

§ 9. Eftergivelse eller nedsættelse bør i almindelighed finde sted, såfremt politiet finder det åbenbart, at beløbet ikke kan inddrives, jf. straffelovensvensvens § 52, stk. 3, og den pågældendes livsforhold er af en sådan karakter, at det kan påregnes, at han uden egen skyld vil være ude af stand til inden en rimelig tid helt eller delvis at betale beløbet. Der bør dog ikke meddeles eftergivelse eller nedsættelse i sager, hvor hensynet til retshåndhævelsens effektivitet taler herimod, fx i tilfælde, hvor den pågældende gentagne gange har gjort sig skyldig i overtrædelser af samme karakter, samt ved overtrædelse af færdselslovens bestemmelser om motorkørsel i spirituspåvirket tilstand.

Stk. 2. Bøder, idømt for overtrædelse af § 60 i beredskabsloven eller § 6 i lov om værnepligtens opfyldelse ved civilt arbejde, skal eftergives, såfremt domfældte af sessionen erklæres for uegnet eller for tiden uegnet til værnepligtstjenest gtsste. Politiet vil blive underrettet herom af Beredskabsstyrelsen, henholdsvis Indenrigsministeriets Militærnægteradministration.

§ 10. Overstiger beløbet 100.000 kr., forelægges sagen for Justitsministeriet. Herved finder reglerne i § 3 tilsvarende anvendelse, dog at politiets udtalelse afgives af den politimester (politidirektøren), der forestår inddrivelsen.

Stk. 2. Vedrører sagen overtrædelse af skatte-, told- eller afgiftslovgivningen, afgiver politiet udtalelse til Justitsministeriet gennem den pågældende administrative myndighed.

B. Henstand og afdragsvis betaling.

§ 11. Den politimester (politidirektøren), der forestår inddrivelsen, kan give henstand med betalingen eller tillade betaling i afdrag i tilfælde, hvor beløbet ikke overstiger 100.000 kr. Omfatter en ansøgning flere bøder eller konfiskationer, kan politimesteren (politidirektøren) afgøre ansøgningen, såfremt det enkelte bøde- eller konfiskationsbeløb ikke overstiger 100.000 kr.

Stk. 2. Vedrører sagen overtrædelse af skatte-, told- eller afgiftslovgivningen, kan politiet give henstand med betalingen i indtil 1 år fra den dag, da bøden eller konfiskationen blev idømt eller vedtaget, og tillade betaling i afdrag i løbet af højst 3 år fra samme dato, for beløb ikke over 3.000 kr. dog 2 år.

Stk. 3. Ved ansøgninger i videre omfang end angivet i stk. 2 indhenter politiet en udtalelse fra vedkommende administrative myndighed, medmindre ansøgningen findes at kunne afslås på det foreliggende grundlag. Er der ikke enighed mellem politiet og den administrative myndighed, forelægges sagen for Justitsministeriet.

§ 12. Overstiger beløbet 100.000 kr., kan politiet give henstand med betalingen i indtil 1 år fra den dag, da bøden eller konfiskationen blev idømt eller vedtaget, og tillade betaling i afdrag i løbet af højst 3 år fra samme dato.

§ 13. Henstand med eller tilladelse til afdragsvis betaling af bøder eller konfiskationer må kun gives, når den pågældende skønnes ude af stand til at betale gælden for tiden, men må formodes ikke at savne vilje og evne til at betale, når der indrømmes ham en passende tid dertil.

Stk. 2. Iværksættelse af bødeforvandlingsstraffe over for personer under 18 år må i almindelighed ikke finde sted.

§ 14. Ansøgninger om henstand eller afdragsvis betaling i videre omfang end angivet i § 12 sendes med politimesterens (politidirektørens) udtalelse til Justitsministeriet.

Stk. 2. Vedrører sagen overtrædelse af skatte-, told- eller afgiftslovgivningen, afgiver politiet udtalelse til Justitsministeriet gennem den pågældende administrative myndighed.

C. Særbestemmelser om tvangsbøder.

§ 15. Ansøgning om eftergivelse af påløbne tvangsbøder har ikke opsættende virkning med hensyn til inddrivelsen.

Stk. 2. Tvangsbøder søges inddrevet eller afsonet, efterhånden som de påløber. Restancer, der ældre end 1 måned, skal så vidt muligt straks inddrives. Inddrivelsen skal fortsættes, uanset om der indgives ansøgning om forlængelse af den til lovliggørelse af forholdet fastsatte frist eller om fritagelse for at lovliggøre forholdet, medmindre ansøgningen er indgivet inden fristens udløb og endnu ikke afslået.

Stk. 3. Inddrivelse af tvangsbøder skal fortsættes, indtil forholdet er lovliggjort, eller dette efter de foreliggende oplysninger må anses for sandsynliggjort.

Stk. 4. Er det forhold, som tvangsbøderne vedrører, lovliggjort, bortfalder påløbne, endnu ikke inddrevne bøder.

Stk. 5. Afdragsvis betaling af tvangsbøder må kun tillades, når ganske særlige forhold taler derfor.

III. Fællesbestemmelser, ikrafttrædelse mv.

§ 16. I sager, der afgøres af Justitsministeriet, vedlægger politiet så vidt muligt straffesagens akter. Dette er dog i almindelighed unødvendigt i sager om udsættelse med fuldbyrdelse af frihedsstraf eller om henstand med betaling af bøder og konfiskationsbeløb. Medfølger akterne ikke, skal udskrift af dom, kendelse eller vedtagelse vedlægges. I sager om benådning og udsættelse skal der gives oplysning om, hvorvidt domfældte er tilsagt til strafudståelse, herunder oplysning om den fastsatte mødedato og så vidt muligt fuldbyrdelsesstedet.

Stk. 2. Politirapport om afhøring af domfældte vedlægges så vidt muligt, medmindre dette efter ansøgningens indhold findes ufornødent.

Stk. 3. I alle sager om eftergivelse eller henstand med betaling af bøder og konfiskationer optager politiet økonomisk rapport. Det samme gælder i sager om benådning eller udsættelse med hensyn til frihedsstraf, for så vidt de økonomiske oplysninger skønnes at kunne få betydning for sagens afgørelse. Det bør ikke uden Justitsministeriets bestemmelse forelægges en domfældt, hvorvidt han er villig til som forudsætning for benådning for frihedsstraf at betale en bøde.

Stk. 4. Myndigheder, der indstiller betinget benådning for frihedsstraf, bør fremkomme med forslag til vilkårsfastsættelse.

§ 17. Politiets afgørelser i henhold til cirkulæret kan indbringes for Justitsministeriet.

Stk. 2. Dette gælder dog ikke afgørelser om henstand med eller afdragsvis betaling af bøder, herunder tvangsbøder, samt sagsomkostninger og konfiskation på 15.000 kr. eller derunder, der er fastslået ved endelig dom, vedtagelse eller administrativ afgørelse efter den 1. maj 1996. Omfatter afgørelsen mere end eet bøde-, sagsomkostnings- eller konfiskationsbeløb, er det størrelsen af det enkelte beløb, der er afgørende for, om denne del af afgørelsen kan indbringes for Justitsministeriet.

Stk. 3. Klage til Justitsministeriet over politiets afgørelser efter §§ 6, 8, 11 og 12 har kun opsættende virkning, medens klagen behandles, og kun hvis

1) klagen er politiet eller ministeriet i hænde senest 10 dage efter, at ansøgeren har modtaget meddelelse om afgørelse, og

2) Klagen vedrører en afgørelse, der har været tillagt opsættende virkning i 1. instans, jf. § 1, stk. 2.

Stk. 4. Afgørelser efter §§ 6, 8, 11 og 12, som ikke fuldt ud imødekommer ansøgningen, skal indeholde oplysninger om reglerne i stk. 3.

§ 18. Har Justitsministeriet imødekommet en ansøgning på vilkår, sendes sagen til politiet eller den afdeling af Kriminalforsorgen, i hvis område den domfældte har bopæl, til forkyndelse.

Stk. 2. Den pågældende tilsiges til møde hos politiet eller vedkommende afdeling af kriminalforsorgen, der giver domfældte en udførlig vejledning om afgørelsens betydning, herunder om forståelsen af de fastsatte vilkår og om virkningen af vilkårsovertrædelser.

§ 19. Sager, der efter cirkulæret skal forelægges for Justitsministeriet, adresseres til Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Postbox 1015, 1115 København K.

§ 20. Cirkulæret træder i kraft den 1. juli 1975.

Stk. 2. Følgende bestemmelser ophæves

Justitsministeriets cirkulærskrivelse nr. 172 af 9. juli 1948 om undladelse af henvendelse til fangers pårørende i visse benådningssager.

Justitsministeriets cirkulærskrivelse af 13. marts 1954 angående inddrivelse af tvangsbøder idømt i henhold til § 30 i lovbekendtgørelse nr. 388 af 25. september 1951 om landbrugsejendomme.

Justitsministeriets cirkulærskrivelse af 20. september 1957 om iværksættelse af bødeforvandlingsstraf over for unge bødefældte.

Justitsministeriets cirkulærskrivelse af 27. januar 1959 om inddrivelse af tvangsbøder.

Justitsministeriets cirkulærskrivelse af 1. august 1969 om inddrivelse af tvangsbøder.

Justitsministeriets cirkulærskrivelse nr. 296 af 27. oktober 1970 vedrørende indkaldelse til afsoning af personer, der er straffet for overtrædelse af § 8 i lov nr. 187 af 20. maj 1933 om værnepligtiges anvendelse til civilt arbejde.

Justitsministeriets cirkulære nr. 14 af 24. januar 1973 om behandlingen af sager om benådning og udsættelse af straffuldbyrdelse mv.

Justitsministeriets cirkulærskrivelse af 7. februar 1973 om civilværnepligtiges afsoning af frihedsstraf.

Justitsministeriets cirkulærskrivelse af 21. maj 1973 om civilforsvarsværnepligtiges afsoning af frihedsstraf.

Endvidere ophæves

Justitsministeriets skrivelse af 29. september 1983 (følgeskrivelse til Justitsministeriets cirkulære af 22. august 1983 om ændring af cirkulære om behandling af sager om benådning og udsættelse af straffuldbyrdelse mv.).

Justitsministeriets skrivelse af 13. maj 1985 (følgeskrivelse til Justitsministeriets cirkulære af 13. maj 1985 om ændring af cirkulære om behandling af sager om benådning og udsættelse af straffuldbyrdelse mv.).

P.M.V.

H.H. Brydensholt

/J. Waagensen

----------

§ 509. Udlæg kan ikke foretages i aktiver, bortset fra fast ejendom, der er nødvendige til opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod for skyldneren og hans husstand.

Stk. 2. Udlæg kan ikke foretages i aktiver af indtil 3.000 kroners værdi, som er nødvendige til skyldnerens eller hans husstands erhverv eller uddannelse.

Stk. 3. Skyldneren kan ikke gyldigt give samtykke til udlæg i de i stk. 1. og 2 nævnte aktiver.

Ved udlæg sikres der debitor en udtagelsesret for værdier, der efter fogedens skøn ikke overskrider grænsen for trangsbeneficiet. (3) Fogedretten skal pose ex officio, at udlæg ikke gøres i aktiver, hvorover skyldneren har udtagelsesret jf. herved retsplejelovens § 509, stk. 3. (4)

----------

(3) Fogeden skal tage udgangspunkt i den nuværende almindelige levestandard og folks nuværende forbrugs- og levevaner. (U 1982, s. 195)

(4) Se Gomard: Fogedret (2. udg.) s. 69, København 1966 Trangbeneficiet er en rettighed, der ikke mistes ved selvforskyldt adfærd. Der skal således ikke tages hensyn til, om skyldneren (f.eks. medens vedkommende endnu havde lønindtægt) burde have bragt gælden ud af verden (5)

(5) Gomard: Fogedret s. 103

----------

Både skyldneren selv og den pågældende husstand skal kunne opretholde en sådan beskeden levefod. medlem af husstanden er enhver, der rent faktisk helt eller delvis forsørges af skyldneren. Det er derfor uden betydning, om der retligt påhviler skyldneren en offentligretlig eller privatretlig forsørgelsespligt. (6) Det er derfor ikke blot ægtefælle og børn, der hører til husstanden, efter omstændighederne også samlevende (7), forældre og plejebørn. Husstanden må betragtes som en enhed. (8) Dette medfører omvendt, at skyldnerens udtagelsesret ikke rækker længere end til at udtage det nødvendige. Hvis et andet medlem af husstanden råder over aktiver, kan skyldneren ikke af sit eget, eller sin egen bodel eller særeje yderligere friholde aktiver. (9)

----------

(6) Gomard: Fogedret (2. udg.), s. 67

(7) Betænkning nr. 634/1971 om udlæg og udpantning s. 73

(8) Gomard: Fogedret (2. udg.), s. 66

(9) Gomard: Fogedret, s. 104

----------

Trangsbeneficiet indskrænker ikke adgangen til at skaffe sig fyldestgørelse gennem modregning, bortset fra modregning over for skyldig arbejdsløn. (10)

----------

(10) Ussing: Obligationsrettens. Alm. del (4. udg.) s. 339 f.

----------

I praksis er den vigtigste genstand for skyldnerens udtagelsesret kontante penge, som skyldneren skal bruge til sit (og husstandens) underhold, både til de faste udgifter og herudover til opretholdelse af en beskeden levefod.

2. Tvangsfuldbyrdelse og inddrivelse m.v., som må ligestilles hermed

Trangsbeneficiet gælder kun direkte tvangsfuldbyrdelse (eksekutionsprocessen (11))udøvet af fogeden, eventuelt pante- og toldpantefogeder. (12) I andre tilfælde, der på grund af hensynet til intentionerne bag trangsbeneficiet (13) ganske må ligestilles dermed, er det dog ved lov eller retspraksis sikret, at retsplejelovens regler om trangsbeneficiet gælder fuldtud, jf. retsplejelovens § 614, stk. 1, (om arrest), konkurslovens § 36, samt U 1929 s. 530 h (om at tage til brugeligt pant).

----------

(11) E. Munch Petersen: Tvangsfuldbyrdelse, s. 1ff. København 1948.

(12) Efter lovændringen i 1976, se Gomard i U 1976B, s. 325

(13) Jens Anker Andersen i Advokaten 1984 s. 203, der bl.a. som følge af dette hensyn til intentionerne udtaler sig kritisk om U 1983 s. 492 ØLK, som (overraskende) ikke fandt anvendelse for trangsbeneficiets princip i forbindelse med beslaglæggelse i henhold til retsplejelovens § 804.

----------

Fuldbyrdelsen af straffedomme sker efter strafferetsplejens regler. I henhold til retsplejelovens § 997 påhviler det politimesteren at drage omsorg herfor.

Hvis inddrivelse af bøder, jf. straffelovens § 52, stk. 3, inddrivelse (f.eks.) af konfiskationsbeløb, jf. retsplejelovens § 997, stk. 2, eller af sagsomkostninger, jf. retsplejelovens § 1013, stk. 3, sker med fogedens bistand, er der naturligvis tale om tvangsfuldbyrdelse.

De tilfælde, hvor der nu er hjemmel til inddrivelse ved lønindeholdelse, må ganske ligestilles med tvangsfuldbyrdelse. Trangsbeneficiet må derfor gælde fuldtud. (14)

----------

(14) Se således Vejledning om benådning, udsættelse, eftergivelse, henstand m.v. (1996)

----------

Men forinden søges bødebeløb m.v. inddrevet på anden måde, herunder ved at tillade afdragsvis betaling (straffelovens § 52). Fastsættelse af en afdragsordning er et tilbud til den dømte. Undlader den pågældende at betale afdragene, kan ordningen ikke umiddelbart gennemtvinges. Da der således ikke er tale om tvangsfuldbyrdelse, må det, for så vidt angår afdragsfastsættelsen, undersøges særskilt, hvilke af trangsbeneficiets enkelte elementer der (alligevel) må antages at finde anvendelse.

3. Fastsættelse af afdragsordning for idømte/vedtagne bøder m.v.

Det er åbenbart, at trangsbeneficiet er udtryk for en almindelig retsgrundsætning, som medfører, at politimesteren ved et hvilket som helst skridt, der tages for at opnå betaling er forpligtet til ex officio at påse, at skyldneren fortsat har det fornødne til opretholdelsen af en beskeden levefod for sig selv og husstanden, ligesom det må antages, at der heller ikke her kan tages hensyn til selvforskyldt adfærd.

At princippet ikke medfører nogen videregående beskyttelse end i fogedretten er uden videre klart. Husstandsmedlemmers aktiver indgår derfor også i vurderingen af betalingsevnen.

Der skal ved en konkret vurdering af indtægter og faste udgifter tages hensyn til, at der skal være kontante penge tilovers til opretholdelse af en beskeden levefod. Ved tvangsfuldbyrdelse følges i fogedretterne nogle vejledende regler med hensyn til størrelsen pr. husstandsmedlem, henholdsvis voksen og barn. Dette beløb er fastsat under hensynstagen til, at der anvendes tvang. Derfor holder man sig "på den sikre side". (15)

----------

(15) P.t. 2.500 kr. pr. voksen husstandsmedlem

----------

Med hensyn til størrelsen af sådanne vejledende beløb pr. husstandsmedlem må det antages, at afdragsvis betaling af bøder m.v. principielt er forskellig fra tvangsinddrivelse. Afdragsvis betaling er frivillig - et tilbud, der ikke umiddelbart kan gennemtvinges, og ved at gå ind på en - måske lidt mere byrdefuld - afdragsordning undgår skyldneren at få hele apparatet (fogedret m.v.) kørt i stilling og dermed også, at hjemmets eventuelt øvrige værdier kommer i søgelyset som fyldestgørelsesobjekt.

På den baggrund er der intet (principielt), der taler imod, at der ved fastsættelsen af en afdragsordning benyttes en smallere margin end ved tvangsfuldbyrdelse.

Hidtil har man anvendt et udgangspunkt svarende til, at der, når de faste udgifter er betalt, skal restere ca. 2.000 kr pr. voksent husstandsmedlem og ca. 1.000 kr pr. barn. Denne praksis må fortsat antages at kunne opretholdes.

For så vidt angår fastsatte bøder som forudsætning for benådning, bøder, der ikke kan tvangsfuldbyrdes - har man hidtil som udgangspunkt for at tillade afdragsvis betaling kun accepteret, at der skal restere 1.500 kr. pr. husstandsmedlem (voksen såvel som barn). I betragtning af, at det eneste alternativ er, at tilsagnet om benådning må tilbagekaldes, må det antages, at også denne praksis kan opretholdes. BILAG 12

Retningslinier vedrørende sikkerhedsstillelse

Håndpantsætning af ejerpantebrev

Ejerpantebrevet skal overgives til politiet, forsynet med følgende påtegning

"Meddelelse i henhold til retsplejelovens § 564 og øvrige meddelelser, der efter loven skal sendes til pantekreditor, bedes sendt til politiet/Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, der i øvrigt bemyndiges til på mine vegne at underskrive påtegninger af enhver art på dette pantebrev, herunder kvitteringstransport-, moderations- og relaksationspåtegninger."

Udgifterne i forbindelse med dokumentets oprettelse og stempling afholdes af domfældte. Endvidere skal domfældte underskrive en håndpantsætningserklæring, der fx kan have følgende indhold

"Undertegnede........, født den........., boende........., meddeler herved Justitsministeriet/Politimesteren i .......... (Politidirektøren i København) på statskassens vegne 1. prioritets håndpanteret i det af mig udstedte ejerpantebrev, tinglyst den......, med prioritets oprykkende panteret for et beløb af ......, kr. i ejendommen matr.nr.......,

Jeg forpligter mig samtidig til ikke at udnytte ejerpantebrevet på anden måde, fx ved sekundær håndpantsætning, medmindre Justitsministeriet/Politimesterens (Politidirektørens) samtykke forinden er indhentet.

Pantsætningen sker til sikkerhed for betaling af den mig, den..... ved..... idømte bøde på .....kr., sagsomkostninger på kr.....kr. samt påløbne renter og omkostninger ved eventuel inddrivelse, hvilke beløb jeg har forpligtet mig til at afdrage, foreløbig for tiden indtil den ....., med .....kr. om måneden, første gang den ..... .

Den til enhver til værende restgæld har jeg forpligtet mig til at forrente med ....% p.a. fra den ..... at regne, således at renterne erlægges samtidig med afdragene og ud over disse."

Ejerpantebrev og håndpantsætningserklæring skal opbevares af politiet og opføres på kontoen for deponenters aktiver.

Sekundær håndpantsætning af ejerpantebrev

Håndpantsætningserklæringen bør indeholde en klausul om, at panteretten rykker op, når den forudgående panteret helt eller delvist indfries. Meddelelse om sekundær pantsætning (denunciation), bilagt en genpart af håndpantsætningserklæringen, skal fremsendes anbefalet til forpanthaver, der anmodes om at notere den nye pantsætning og tilbagesende en genpart af håndpantsætningserklæringen med bekræftelse på noteringen og sin indforståelse med ikke at udlevere pantebrevet til debitor uden Justitsministeriet/Politimesterens (Politidirektørens) tilladelse.

----------

J.nr. 14-1973 om bødeforelæg, inddrivelse af bøder og bødekartoteker.

Efter at man i det af strukturudvalget nedsatte underudvalg vedrørende sagsbehandling og arbejdsfordeling m.v. har behandlet en rapport fra arbejdsgruppe 19 om bødeforelæg og inddrivelse af bøder og i tilslutning til justitsministeriets ny cirkulære af 24/1 1973 om behandlingen af sager om benådning og udsættelse af straffuldbyrdelse m.v., skal man herved efter ministeriets anmodning meddele, at følgende praksis fremtidig bør følges: .....

Inddrivelse af bøder.

Når en bøde er idømt eller vedtaget i retten, og grundlaget for fuldbyrdelse er til stede, sendes der bødefældte en skrivelse med opfordring til inden 10 dage at indbetale bødebeløbet eller at rette henvendelse til bødekontoret, eventuelt telefonisk, for at træffe aftale om bødens betaling. Det samme gælder, når et udenretligt bødeforlæg er vedtaget, men bøden ikke er betalt eller en aftale om afdragsmæssig betaling ikke er overholdt.

I skrivelsen gøres opmærksom på, at der i tilfælde af manglende betaling kan blive tale om inddrivelse af bøden ved udpantning eller om afsoning af forvandlingsstraffen. Skrivelsen vedlægges en giroblanket.

Efter forløbet af 4 dage ud over den fastsatte betalingsfrist sendes en rykkerskrivelse.

Hvis bødefældte ikke reagerer inden 10 dage herefter, søger politiet kontakt med den pågældende. Herunder afkræves bødefældte på ny beløbet, og hvis han ikke kan betale, træffes der aftale om, hvornår betaling kan ske, evt. om afdragsmæssig betaling. Det søges samtidigt oplyst, om der i mangel af betaling er mulighed for at foretage udpantning for bøden. Det tilkendegives bødefældte, at manglende overholdelse af aftalen vil føre til udpantning eller dekretering af afsoning, men han opfordres samtidig til selv at rette henvendelse til bødekontoret om mulig yderligere udsættelse med betalingen, hvis han af uforudseelige grunde bliver ude af stand til at overholde aftalen.

Hvis kontakt med bødefældte ikke kan etableres, må udpantning forsøges, medmindre politiet har holdepunkter for at antage, at han ikke ejer noget, der kan gøres til genstand for udpantning.

Lykkes det herefter ikke at få bøden inddrevet, kan der dekreteres afsoning. Spørgsmålet herom afgøres af politimesteren eller en politifuldmægtig, der påtegner sagen. Der sendes herefter bødefældte en skriftlig tilsigelse om at møde til afsoning af forvandlingsstraffen til det for afsoningen berammede tidspunkt.

Varslet bør være på mindst 10 dage, og det bør tilstræbes, at der ligger en lønudbetalingsdag mellem tilsigelsen og afsoningstidspunktet.

Hvis bødefældte herefter henvender sig og tilbyder en afdragsordning, der kan accepteres, og betaler første afdrag, bør iværksættelse af afsoningen stilles i bero. Udebliver bødefældte trods tilsigelsen, kan han afhentes til afsoning.

Hvis bødefældte under inddrivelsen fremsætter begæring om eftergivelse af bøden, stilles inddrivelsen i bero, indtil der er taget stilling til eftergivelsesspørgsmålet. Den, der under inddrivelsen har kontakt med bødefældte, bør være opmærksom på, om der fremkommer oplysninger om personlige og økonomiske forhold, der kan tale for hel eller delvis eftergivelse af bøden. Som sådanne forhold kan nævnes sygdom eller arbejdsløshed, men der kan også tages hensyn til særligt trykkende økonomiske forhold af varigere beskaffenhed. Fremkommer sådanne oplysninger, bør der optages økonomisk rapport og spørgsmålet om evt. eftergivelse afgøres, inden inddrivelsen fortsætter. .....

N. Schaumburg

Ekstrakt af cirkulæreskrivelse nr. 5/1978-79.

Journal nr. 40/1978: Forvandlingsstraf for bøder.

I tilslutning til foreningens cirkulæreskrivelse nr. 3/1978-79 af 28. september 1978, j.nr. 40/1978, kan bestyrelsen anbefale, at følgende fremgangsmåde for fremtiden anvendes i tilfælde, hvor der i overensstemmelse med cirkulæreskrivelse nr. 20/1972-73 er dekreteret afsoning af en bøde, der ikke har kunnet inddrives på anden måde

I den tilsigelse til at møde til afsoning, der udsendes til bøderestanten, indføjes der følgende

"Såfremt De ønsker at ansøge om hel eller delvis eftergivelse af bøden, og dette spørgsmål ikke tidligere har været rejst, må de på vedlagte blanket eller ved personlig henvendelse på politikontoret, give oplysninger om Deres økonomiske forhold, derunder om Deres familieforhold. Hel eller delvis eftergivelse kan kun forventes, såfremt Deres økonomiske forhold uden egen skyld for en længere periode er sådanne, at De ikke uden alvorlige følger for egne eller familiens forhold kan betale bøden helt eller delvis."

Da det kan forudses, at der herefter vil fremkomme en del ansøgninger om eftergivelse, og da dette muligt kan medføre problemer i forhold til arresthuset, fordi det fastsatte tidspunkt for afsoningens påbegyndelse ikke kan fastholdes, kan der dog være grund til at overveje, om man efter at afsoning er dekreteret, men inden tilsigelse til afsoning udsendes, bør sende bøderestanten en meddelelse af følgende indhold

"Det meddeles herved, at der i dag er truffet bestemmelse om, at den Dem pålagte bøde stor/til rest som endnu ikke er betalt, vil være at afsone med hæfte i .... dage. De vil snarest modtage tilsigelse til at møde til afsoning.

Afsoningen kan afværges, hvis De snarest betaler bøden eller med herværende bødekontor træffer aftale om betalingen.

Såfremt De ønsker at ansøge om hel eller delvis eftergivelse af bøden, og dette spørgsmål ikke tidligere har været rejst, må De på vedlagte blanket eller ved personlig henvendelse på politikontoret give oplysninger om Deres økonomiske forhold, derunder om Deres familieforhold. Hel eller delvis eftergivelse kan kun forventes, såfremt Deres økonomiske forhold uden egen skyld for en længere periode er sådanne, at De ikke uden alvorlige følger for egne eller familiens forhold kan betale bøden helt eller delvis." .....

Mogens Grau

Vejledning om benådning, udsættelse, eftergivelse og henstand m.v.

(Til politiet, anklagemyndigheden, domstolene samt Kriminalforsorgens

anstalter, afdelinger, pensioner samt arrestinspektørerne.)

Hermed sendes en revideret vejledning om benådning, udsættelse, eftergivelse og henstand mv.

I lighed med vejledningen fra 1983 indeholder den reviderede vejledning fortolkningsbidrag til de enkelte bestemmelser, anvisninger på hvordan forskellige typer sager skal eller bør afgøres, oplysninger om Justitsministeriets praksis og henvisninger til love, bekendtgørelser og cirkulærer, der kan have betydning for sagernes afgørelse.

Som noget nyt er der indføjet et kapitel om de almindelige regler og praksis for benådning, jf. kapitel 1, og et kapitel om den særlige benådningsordning for visse spritbilister, jf. kapitel 3. Endvidere er de særlige retningslinier, der gælder for behandlingen af udsættelsesansøgninger fra voldsdømte, indarbejdet, jf. kapitel 2, B.)., ligesom der er indføjet et afsnit om muligheden for indeholdelse i løn mv. for bøder, sagsomkostninger og konfiskerede beløb i straffesager, der forfølges af det offentlige, jf. kapitel 4.C.

Endelig er afsnittet om sagsomkostninger, jf. kapitel 4.G. ændret som følge af, at indsatte i Kriminalforsorgens institutioner fra den 1. juni 1994 ikke længere skal betale for udgifter til underhold, forplejning og hjemsendelse.

Vejledningen er desuden blevet opdelt på en anden måde, og der er foretaget sproglige ændringer med henblik på at lette læsbarheden og forståelsen. Afsnittet om opsættende virkning er opdelt i to dele - en gennemgang af de generelle retningslinier vedrørende både benådning og udsættelse, kombineret med et bilag, der angiver en række situationer, hvor spørgsmålet om opsættende virkning kan være aktuelt. Der henvises til vejledningens kapitel 1, C. 1. og bilag 4.

Justitsministeriets følgeskrivelse af henholdsvis 22. august 1983 (KC D-2-2) og 13. maj 1985 (KC D-2-4), vedrørende ændring af cirkulære om behandlingen af sager om benådning og udsættelse af straffuldbyrdelse mv. er indarbejdet i vejledningen og kan derfor udgå af cirkulæresamlingen.

Endvidere ophæves Justitsministeriets skrivelse af 9. april 1992 (vejledning vedrørende cirkulæreskrivelse af 6. juli 1990 om visse spiritus- og promilledømte bilister), idet skrivelsen er indarbejdet i vejledningen.

Vejledningen bedes indsat i vedlagte mappe på følgende måde

Forordet indsættes først.

Efter skillebladet Indholdsfortegnelse bedes indholdsfortegnelsen og bilagsfortegnelsen indsat.

Efter skillebladet Benådning (frihedsstraf) bedes vejledningens side 1-5 indsat.

Efter skillebladet Udsættelse bedes vejledningens side 6-14 indsat.

Efter skillebladet Benådningsordning for (visse) spritbilister bedes vejledningens side 15-20 indsat.

Efter skillebladet Bøder, konfiskation og sagsomkostninger mv. bedes vejledningens side 21-35 indsat.

Efter skillebladet Bilag bedes bilag 1-14 indsat.

PMV

E.B.

Annette Esdorf

FORORD

Denne vejledning knytter sig til Justitsministeriets bekendtgørelse af 22. april 1996 om afskæring af klageadgangen i visse bødesager mv. (KC D-2-2) og Justitsministeriets cirkulære af 26. juni 1975 (ændret ved cirkulærer af 22. august 1983, 13. maj 1985, 30. april 1996 og 1. maj 1996) om benådning og udsættelse af straffuldbyrdelse samt om eftergivelse, henstand og afdragsvis betaling af bøder mv. (KC D-2-1). Vejledningen knytter sig endvidere til Justitsministeriets cirkulære af 14. marts 1994 om udsættelse med afsoning af og benådning for frihedsstraffe på 60 dage og derunder, idømt for spiritus- eller promillekørsel (ændret ved cirkulære af 30. april 1996) (KC D-2-5).

For så vidt angår bestemmelserne om tilsigelse til strafudståelse og iværksættelse af strafudståelsen, knytter vejledningen sig desuden til Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af 18. maj 1994 om iværksættelse af frihedsstraf eller forvaring mv. (KC F-1-2). Cirkulæret forkortes i vejledningen til "iværksættelsescirkulæret".

Vejledningen er en revideret udgave af den i 1983 udsendte vejledning i behandlingen af sager om benådning og udsættelse af straffuldbyrdelse mv. Den indeholder fortolkningsbidrag til de enkelte bestemmelser, anvisninger på hvordan forskellige typer sager skal eller bør afgøres, oplysninger om Justitsministeriets praksis og henvisninger til love, bekendtgørelser og cirkulærer, der kan have betydning ved sagernes afgørelse.

Henvisninger til paragraffer i kapitel 1, 2 og 4 refererer til ovennævnte cirkulære om benådning og udsættelse af straffuldbyrdelse samt om eftergivelse, henstand og afdragsvis betaling af bøder mv., medmindre andet er angivet. Henvisninger til paragraffer i kapitel 3 refererer til ovennævnte cirkulære om udsættelse og benådning af spritbilister, medmindre andet er angivet.

Forkortelsen "KC" refererer til Kriminalforsorgens Cirkulæresamling.

Sager, der forelægges Justitsministeriet, adresseres til

Justitsministeriet

Direktoratet for Kriminalforsorgen

Postbox 1015

1115 København K.

Eventuel telefonisk henvendelse sker til 2. kontor på telefonnr. 33 11 55 00.

INDHOLDSFORTEGNELSE Indhold Side Kapitel 1. BENÅDNING (Frihedsstraf) 1 A. KOMPETENCE 1 B. BETINGELSER 1 C. BEHANDLING AF EN ANSØGNING OM BENÅDNING 2 1. Opsættende virkning 2 a. 1. gangs ansøgning 2 b. Fornyet ansøgning 3 2. Indstilling til Justitsministeriet 4 D. AFGØRELSENS INDHOLD 4 Kapitel 2. UDSÆTTELSE 6 A. KOMPETENCE 6 B. BETINGELSER 6 1. Økonomiske forhold 7 2. Arbejdsmæssige forhold 7 3. Uddannelsessøgende 8 4. Resocialisering 8 5. Helbred 8 6. Forsørgerpligter 9 7. Specielt om varetægtsarrestanter 9 8. Specielt om værnepligtige 9 9. Specielt om voldsdømte 9 C. BEHANDLING AF EN ANSØGNING OM UDSÆTTELSE 10 1. Opsættende virkning 10 2. Vurderingsgrundlaget 11 3. Indstilling til Justitsministeriet 11 D. AFGØRELSENS INDHOLD 12 1. Udsættelse tillades 12 2. Udsættelse afslås 12 E. STRAFAFBRYDELSE 12 F. OPDELING AF AFSONINGEN 13 G. BETINGET UDSÆTTELSE MED HENBLIK På BENÅDNING 13 Kapitel 3. BENÅDNINGSORDNING FOR (VISSE) SPRITBILISTER 15 A. KOMPETENCE 15 B. BETINGELSER 15 1. Behandlingskrævende alkoholmisbrug 15 2. Domslængde 15 3. Alkoholistbehandling 15 4. Tilsyn af Kriminalforsorgen 16 5. Udsættelse 16 a. Straffrit liv 17 b. Betaling af bøde 17 6. Betinget benådning 17 C. BEHANDLING AF ANSØGNING OM UDSÆTTELSE MED HENBLIK PÅ BENÅDNING 18 1. Information 18 2. Indstilling 18 D. REAKTIONER VED OVERTRÆDELSE AF VILKÅR 18 1. Indberetning for vilkårsovertrædelse 18 a. Den dømte ophører med behandling 18 b. Recidiv til ny kriminalitet 18 c. Recidiv til misbrug 19 d. Afbrydelser af behandlingsforløb 19 E. INDSTILLING OM BENÅDNING 20 F. BETALING AF BØDE/TILSYNETS OPHØR 20 G. BENÅDNING 20 Kapitel 4. BØDER, KONFISKATION OG SAGSOMKOSTNINGER M.V. 21 A. EFTERGIVELSE AF BØDER OG KONFISKATION 21 1. Kompetence 21 2. Betingelser 22 3. Behandling af en ansøgning om hel eller delvis eftergivelse 22 4. Afgørelsens indhold 23 B. HENSTAND OG AFDRAGSVIS BETALING AF BØDER OG KONFISKATION 23 1. Kompetence 23 2. Betingelser 24 3. Behandling af en ansøgning om henstand og/eller afdragsvis betaling 25 4. Afgørelsens indhold 26 C. LØNINDEHOLDELSE MV. 27 1. For hvilke krav kan der ske indeholdelse 28 2. Hvornår kan der foretages indeholdelse 28 3. I hvilke indtægter kan der foretages indeholdelse 28 4. Hvem er indeholdelsespligtige 29 5. Størrelsen af det indeholdte 30 6. Trangsbeneficiet 30 7. Forholdet mellem indeholdelsespålæg meddelt af flere myndigheder 30 8. Skyldnerens frigørelse 31 9. Den indeholdelsespligtiges frigørelse 31 10. Erstatningskrav mod den indeholdelsespligtige 31 11. Fra hvilket tidspunkt gælder et indeholdelsespålæg 31 12. Fremgangsmåden, hvis der indgives klage 31 D. UDSTÅELSE AF BØDEFORVANDLINGSSTRAF 32 E. TVANGSBØDER 33 F. ADMINISTRATIVT PÅLAGTE BØDER 34 G. SAGSOMKOSTNINGER 34 H. FORÆLDELSE 35

BILAGSFORTEGNELSE

Bilag 1.

Bekendtgørelse af 22. april 1996 om afskæring af klageadgangen i visse bødesager mv.

Bilag 2.

Cirkulære af 26. juni 1975 om benådning og udsættelse af straffuldbyrdelse samt om eftergivelse, henstand og afdragsvis betaling af bøder mv., som ændret senest ved cirkulære af 1. maj 1996.

Bilag 3.

Cirkulære af 14. maj 1994 om udsættelse med afsoning af og benådning for frihedsstraffe på 60 dage og derunder, idømt for spiritus- eller promillekørsel, som ændret senest ved cirkulære af 30. april 1996.

Bilag 4.

Opsættende virkning - eksempler på en række situationer, hvor spørgsmålet om opsættende virkning kan være aktuelt.

Bilag 5.

Retningslinier vedrørende udarbejdelse af speciallægeerklæring. (Somatisk og Psykisk).

Bilag 6.

Oversigt over bødetakster i alkoholbenådningssager.

Bilag 7.

Samarbejdsaftale af 15. juni 1993 mellem Anonyme Alkoholikere i Danmark og Kriminalforsorgen samt notat af 30. juni 1993 om de konkrete betingelser.

Bilag 8.

Orienteringsskrivelse til alle, der har fået en frihedsstraf på 60 dage og derunder for spritkørsel.

Bilag 9.

Skemaer til brug for sagsbehandlingen i ordningen for spritbilister.

a. Indstilling om udsættelse.

b. Indberetning om vilkårsovertrædelse.

c. Indstilling om benådning.

Bilag 10.

Blanketter til brug for sagsbehandlingen i ordningen for spritbilister.

a. Orientering fra politiet til Kriminalforsorgens afdeling/lokalkontor om henvendelse fra den domfældte.

b. Orientering fra politiet til Kriminalforsorgens afdeling/lokalkontor om vilkårsovertrædelse.

c. Orientering fra Kriminalforsorgens afdeling/lokalkontor til politiet om henvendelse fra den domfældte.

d. Samtykkeerklæring.

e. Orientering fra politiet til Justitsministeriet om bødens betaling.

Bilag 11.

Notat om sikringen af et økonomisk eksistensminimum ved fastsættelse af afdragsordninger (trangsbeneficiet).

Bilag 12.

Retningslinier vedrørende sikkerhedsstillelse.

Bilag 13.

Ekstrakt af Politimesterforeningens cirkulæreskrivelse nr. 20. af 8. februar 1973 om bødeforlæg, inddrivelse af bøder og bødekartoteker.

Bilag 14.

Ekstrakt af Politimesterforeningens cirkulæreskrivelse nr. 5 af 13. november 1978 om forvandlingsstraf for bøder.

Ingen