Legislator Case Law & Legislation
C19961112560 DK

Vejledning til cirkulære om tilsynsvirksomhed inden for Kriminalforsorgen (* 1)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Vejledning 1996 11125 Historic

Vejledning til cirkulære om tilsynsvirksomhed inden for Kriminalforsorgen (* 1)

(*) (Dokumenter, der henvises til i nedenstående, er optaget som bilag i regelsamlingen om tilsynsvirksomhed inden for kriminalforsorgen.)

Ad § 1.

Kompetencen til at fastsætte vilkår om tilsyn og særvilkår i forbindelse med betingede domme og prøveløsladelser mv. er hos domstolene og Justitsministeriet (Direktoratet for Kriminalforsorgen) eller lederne af kriminalforsorgens institutioner.

Anklagemyndigheden kan fastsætte vilkår i forbindelse med tiltalefrafald, men de vilkår, der fastsættes, skal godkendes af retten (Retsplejelovens § 723).

Tilsynsmyndigheden (Kriminalforsorgens afdelinger) kan etablere frivillige tilsyn. Disse tilsyn er omtalt i §§ 39 - 40.

Ad § 3, stk. 1.

Anklagemyndigheden har pligt til at indhente personundersøgelse efter reglerne i retsplejelovens § 808. Rigsadvokaten har i Meddelelse af 1. april 1992 (*) til statsadvokater og politimestre fastsat nærmere retningslinier for indhentelse af personundersøgelser hos kriminalforsorgen. Heri er det nævnt, at hvis der er mulighed for en afgørelse med vilkår om samfundstjeneste, er personundersøgelse obligatorisk.

I rigsadvokatens Cirkulære af 10. december 1976 om foranstaltninger over for visse psykisk afvigende kriminelle (*) er der fastsat retningslinier for anklagemyndighedens pligt til at høre kriminalforsorgen, når der kan blive tale om foranstaltninger, der indebærer tilsyn af kriminalforsorgen kombineret med psykiatrisk behandling.

Ved behandling af straffesager vedrørende personer, der er eller tidligere har været under tilsyn af kriminalforsorgen, vil politiet/anklagemyndigheden inden sagens retlige behandling normalt have indhentet en udtalelse fra tilsynsmyndigheden om det hidtidige/tidligere tilsyns forløb. Formålet med denne udtalelse er, at retten som foreskrevet i straffelovens § 80 bl.a. kan tage hensyn til lovovertræderens personlige og sociale forhold, når straf skal udmåles. I denne udtalelse kan tilsynsmyndigheden tilkendegive sin opfattelse med hensyn til hensigtsmæssigheden af at knytte tilsyn og særlige vilkår til afgørelsen af den verserende straffesag.

Justitsministeriet (Direktoratet for Kriminalforsorgen) har fastsat regler for høring af tilsynsmyndigheden i prøveløsladelsessager. Hovedreglen er, at lederen af den institution, hvori den dømte er indsat, har kompetencen til at bestemme prøveløsladelse og fastsætte vilkår om tilsyn og særvilkår. I cirkulære om prøveladelse, 16, juni 1982 (*) er det bestemt, hvornår institutionen kan træffe afgørelse, og hvornår afgørelsen skal træffes af Justitsministeriet. Tilsynsmyndigheden skal anmodes om en udtalelse om formålstjenligheden af tilsyn og om fastsættelse af vilkår, hvis det skønnes, at den indsatte bør undergives tilsyn mv. Tilsynsmyndigheden skal desuden høres, hvis den indsatte er dømt for vold, eller hvis tilsynsmyndigheden har fremsat ønske om at blive hørt. Til cirkulæret er der udarbejdet en vejledning, 10. januar 1994 (*).

Vedrørende andre områder, hvor vilkår om tilsyn og særlige vilkår fastsættes af Justitsministeriet, er bestemmelserne optaget som bilag i regelsamlingen om tilsynsvirksomheden inden for kriminalforsorgen.

Ad § 3, stk. 2.

Der skal ikke indstilles tilsyn eller særlige vilkår, hvis der ikke foreligger en risiko for klientens tilbagefald til kriminalitet.

Vilkår om tilsyn og særvilkår skal fastsættes ud fra en konkret vurdering af behov for bistand og/eller kontrol med klientens færden. I denne vurdering indgår omfanget af klientens sociale og personlige problemer som tilbagefaldsfremmende faktorer. Der kan være grundlag for at indstille til tilsyn og eventuelt særlige vilkår, selvom recidivrisikoen isoleret set må anses for at være begrænset, det kan f.eks. være tilfældet, hvis klienten er meget ung.

Til brug for den konkrete vurdering af behovet for tilsyn mv. fastsættes følgende retningslinier

1) Har sigtede personlige og/eller sociale problemer?

Der kan f.eks være tale om psykiske problemer, afhængighed af spiritus eller narkotika, vanskelighed ved at fastholde arbejde og/eller administrere økonomien.

2) Kan der i givet fald tænkes at være en sammenhæng mellem kriminaliteten og disse problemer, således at recidivrisikoen kan antages at blive nedsat, hvis problemerne afhjælpes?

Hvis sigtede har et alkoholproblem, og hvis hans kriminalitet består af en affekthandling begået under beruselse, eller hvis sigtede har begået underslæb, fordi han har ringe orden i sine økonomiske forhold, vil der være en klar forbindelse mellem sigtedes vanskeligheder og lovovertrædelsen. En sådan forbindelse kan imidlertid også være mere indirekte, f.eks. kan lovovertrædelserne have sammenhæng med sigtedes sociale helhedssituation.

3) Kan problemerne tænkes afhjulpet gennem et tilsyn af kriminalforsorgen?

I forbindelse med dette spørgsmål er der to omstændigheder, som skal tages i betragtning. Den ene omstændighed er forholdet mellem arten af sigtedes vanskeligheder og tilsynets muligheder. Spørgsmålet er her, om det kan antages, at det gennem et tilsyn vil være muligt, i hvert fald i nogen grad, at hjælpe sigtede i hans forsøg på at løse sine problemer, eller om dette på grund af vanskelighedernes særlige karakter eller tilsynsmyndighedens begrænsede hjælpemuligheder, må anses for umuligt.

Den anden omstændighed, der bør tages i betragtning, er sigtedes holdning over for tilsynet. Dette kan kun få en gavnlig indflydelse på sigtedes situation, når sigtede er positivt indstillet på et samarbejde med tilsynsmyndigheden og i hvert fald har nogen vilje og evnen til at imødekomme de krav, som tilsynet vil stille til ham.

Der kan være situationer, hvor det efter en konkret vurdering må konstateres, at der er behov for bistand og/eller kontrol, men hvor det samtidig må vurderes, at tilsyn ikke vil være formålstjenligt. Hvis en klient tidligere har optrådt voldeligt i kriminalforsorgens afdeling, har fremsat trusler mod tilsynsmyndighedens medarbejdere, har været groft provokerende, har givet udtryk for at ville unddrage sig tilsyn eller på anden måde demonstreret en negativ indstilling til det nødvendige samarbejde, bør det overvejes, om tilsynsvilkår mv. skal undlades. Lovovertræderens tilkendegivelse om at ville overholde tilsynsvilkår og særvilkår bør dog i almindelighed veje tungere end en usikker forestilling om et negativt tilsynsforløb.

Ad § 4.

Er der alene fastsat vilkår om tilsyn, er den dømtes pligt over for tilsynsmyndigheden begrænset til at indfinde sig hos tilsynsmyndigheden efter aftale eller modtage dennes besøg, og til at give meddelelse om bopæl/opholdssted, arbejdssted og/eller andet underhold. (Betænkning om vilkår ved betingede domme og prøveløsladelser, nr. 519/1969, S.14).

Ad § 5, stk. 1.

Vilkår om tilsyn i forbindelse med prøveløsladelse er ledsaget af vilkår om, at den prøveløsladte skal føre et ordentligt liv (Straffelovens § 39, stk. 2). Der er ikke givet en uddybende beskrivelse af dette ubestemte vilkårs indhold, men det må forstås således, at det giver tilsynsmyndigheden kompetence til at meddele den prøveløsladte de forskrifter, der er nødvendige til at gennemføre dette vilkår, på samme måde som der er tillagt tilsynsmyndigheden kompetence i tilknytning til betingede domme (Straffelovens § 59).

Ad § 5, stk. 2 og 3.

Ved den første samtale skal tilsynsmyndigheden give klienten information og de pligter, der hviler på h.h.v. denne og tilsynsmyndigheden, når der er fastsat tilsyn og eventuelle særvilkår. Klienten har således pligt til at overholde, hvad der er bestemt om kontaktfrekvens og følge de forskrifter, tilsynsmyndigheden giver for at sikre, at særvilkår overholdes. Klienten skal gøres bekendt med indholdet i vilkårene og med tilsynsmyndighedens pligt til at kontrollere, at der ikke sker vilkårsovertrædelse. Konsekvensen af at overtræde fastsatte vilkår skal stå klart for klienten.

På samme tidspunkt skal klienten gøres bekendt med tilsynsmyndighedens pligt til at yde bistand og vejledning, når de sociale eller personlige forhold tilsiger det. Tilsynsmyndigheden skal endvidere i samarbejde med klienten udarbejde en handleplan for tilsynsperioden.

Tilsyn har således en kontrol- og en bistandsside, der som udgangspunkt skal indgå med samme vægt. Forholdene kan dog føre til, at der i enkelte tilsynsforløb lægges skiftende vægt på kontrol og bistand.

Det bemærkes, at tilsynsmyndighedens kontrolmuligheder øges betydeligt, hvis der er fastsat særvilkår. Forudsætningen for fastsættelse af særlige vilkår er dog, at der er foretaget en vurdering af disse vilkårs formålstjenlighed som tilbagefaldsbegrænsende.

De begrænsede pligter, der kan pålægges en klient, der alene er undergivet vilkår om tilsyn, nedtoner tilsynsmyndighedens mulighed for at udøve kontrol med lovovertræderens færden.

Ad § 6, stk. 1 og 2.

Hvis der er fastsat ubetingede behandlingsvilkår, skal tilsynsmyndigheden foranledige, at disse vilkår iværksættes straks efter tilsynets start, hvis de ikke er iværksat før dette tidspunkt. Tilsynsmyndigheden skal meddele den dømte forskrifter, der sikrer, at fastsatte særvilkår, der indeholder forbud eller påbud, overholdes. Betingede særvilkår fastsættes, når der ikke er påkrævet at iværksætte en behandling eller et institutionsophold fra tilsynets start, men hvor det er nærliggende at give tilsynsmyndigheden en bemyndigelse til at kræve behandling iværksat, så snart det i tilsynsperioden viser sig nødvendigt.

Ad § 6, stk. 3.

I praksis er det sjældent, at tilsynsmyndigheden indstiller til ophævelse af et særligt vilkår, men det sker, at der indstilles til skærpelse eller udvidelse af særvilkår. Det skyldes bl.a. tilsynsmyndighedens adgang til at stille allerede fastsatte særvilkår i bero (seponere behandlingen). Det vil typisk forekomme i forbindelse med afvænningsvilkår, hvor tilsynsmyndigheden har adgang til at seponere en behandling, uanset om den udspringer af et betinget eller et ubetinget vilkår. Det forudsætter dog, at det med behandlingen tilsigtede er nået, eller at seponering er et led i behandlingen. Beslutning om seponering træffes af afdelingslederen. Desuden bør afdelingens psykiatriske konsulent høres om det lægeligt forsvarlige i at stille behandlingen i bero. Behandlingen skal genoptages på krav fra tilsynsmyndigheden. Det vil normalt klart fremgå af vilkårsformuleringen, om et vilkår kan stilles i bero af tilsynsmyndigheden. Der henvises iøvrigt til betænkning nr. 519, 1969, Betænkning om vilkår ved betingede domme og prøveløsladelser.

Ad § 7.

En forvaltningsmyndighed har pligt til at give klagevejledning. Derfor skal en tilsynsklient gøres bekendt med, at der er klageadgang til Direktoratet for Kriminalforsorgen. Desuden har en tilsynsklient som udgangspunkt adgang til aktindsigt i dokumenter, der vedrører hans/hendes sag. Afgørende hensyn til klienten selv, andre private eller offentlige interesser og dokumenter vedrørende straffesager, vidnebeskyttelse mv. kan suspendere retten til aktindsigt. Der henvises til den af Direktoratet for Kriminalforsorgen udsendte vejledning om forvaltningsloven og offentlighedsloven. Kompetencen til at meddele aktindsigt er hos afdelingslederen.

Ad § 8.

Hvis formålet med et tilsyn eller et særligt vilkår er nået inden tilsynets udløbstidspunkt, eller hvis de fastsatte vilkår må anses for utilstrækkelige, kan tilsynsmyndigheden anmode om ophævelse eller ændring af vilkår. Hvis vilkårene er fastsat/godkendt af en domstol, ligger kompetencen til at ophæve eller ændre dem hos retten, og tilsynsmyndighedens anmodning skal fremsættes gennem anklagemyndigheden (straffelovens §§ 59, stk. 2, og §§ 65 og 72).

Betinget benådede, der benådes, før afsoning påbegyndes eller inden 3 måneder er afsonet, er omfattet af reglerne for betinget dømte.

Kompetencen til at ændre administrativt fastsatte vilkår er hos Justitsministeriet (straffelovens § 40), der kun kan ændre i skærpende retning, hvis allerede fastsatte vilkår er overtrådt. Justitsministeriet/institutionen kan udfra forvaltningsretlige grundprincipper altid ophæve fastsatte vilkår.

Betinget benådede, der benådes efter, at afsoning er påbegyndt og mere end 3 måneder er afsonet, er omfattet af reglerne for prøveløsladte, jf. straffelovens § 40, stk. 2.

Ad §§ 10 - 11.

Hvis kontakten mellem klient og tilsynsmyndighed afviger fra det i cirkulæret bestemte, skal det være begrundet med notat i forsorgsjournalen. Det er således ikke udelukket af afvige fra det om tilsynskontakt bestemte, hvis konkrete forhold taler for det. Ligesom behandlingsvilkår, bistandsbehov, klientens psykiske tilstand og kriminalitet kan begrunde en mere intensiv kontakt, kan en klients gode sociale forhold begrunde en mindre intensiv kontakt. På samme måde kan kontakten begrænses, hvis klienten har ophold på en behandlingsinstitution eller er i et behandlingsforløb i øvrigt, som tilsynsmyndigheden kan følge uden at opretholde personlig kontakt.

Ved delegation af tilsynssager fra afdeling til afdeling bør der være telefonisk kontakt mellem forsorgsmedarbejder i fradelegerende afdeling og forsorgsmedarbejder i den afdeling, der skal videreføre tilsynet. I en telefonsamtale kan der redegøres mere nuanceret for de veje, der er afstukket for tilsynsforløbet, således at det kan videreføres sammenhængende.

Ad § 12.

Pligten til at lægge en plan for et tilsynsforløb er omtalt i Betænkning om en lov om fuldbyrdelse af straf mv., 1181/1989, hvori det anføres, at det må anses for en forsorgsmæssig pligt at udarbejde en handleplan for såvel et afsoningsforløb som et tilsynsforløb. Det forudsættes, at planen for et afsoningsforløb i givet fald vil være forberedt til fortsættelse i en eventuel tilsynsperiode efter prøveløsladelse, og det er derfor nødvendigt, at tilsynsmyndigheden gøres bekendt med og har indflydelse på den del af planlægningen, der skal gennemføres efter prøveløsladelse.

Ad § 13.

Da tilsynsklientens medvirken i og accept af planlægningen er en afgørende forudsætning for planens gennemførelse, må den bygge på, hvad klient og tilsynsmyndighed er enige om. Det skal dog bemærkes, at der i planen ikke må indgå elementer, som tilsidesætter, hvad der er bestemt i særvilkår.

Ad § 14.

For klienter, hvis sociale og personlige forhold er således, at der ikke er grundlag for en mere omfattende planlægning af tilsynsperioden, kan planen efter omstændighederne indskrænkes til notat om de forhold, der begrunder en kort summarisk plan, og medmindre klientens forhold ændrer sig, kan der hver 3. måned gøres notat om status.

Ad §§ 16 - 22.

Før en klient indberettes for vilkårsovertrædelse, skal tilsynsmyndigheden mindst have foretaget de i cirkulæret nævnte handlinger med henblik på genetablering af tilsynet. Disse handlinger er ikke i alle tilfælde tilstrækkelige, men der kan ikke opstilles præcise bestemmelser for indberetningspraksis. Som vejledning for, hvornår der skal indberettes på grund af vilkårsovertrædelse, kan der nævnes nogle forhold, som gør hurtig indberetning påkrævet

- Der er risiko for tilbagefald til ikke bagatelagtig kriminalitet.

- Klienten er tidligere dømt for grov sædelighedsforbrydelse, eller anden forbrydelse mod andres liv og legeme.

- Klienten unddrager sig behandling for psykisk sygdom med fare for forværring af sygdommen.

- Klienten er til fare for sig selv eller andre.

Er klientens opholdssted ukendt, skal der sendes anmodning om efterlysning til politiet. Er klientens opholdssted kendt, skal der afgives indberetning med indstilling om reaktion, såfremt bestræbelserne på at få genetableret tilsynet ikke lykkes.

Da tilsyn og særvilkår skal fastsættes ud fra en konkret vurdering af klientens behov for bistand og kontrol og med henblik på at begrænse risikoen for tilbagefald til kriminalitet, følger det, at vilkårsovertrædelser, der ikke kan stoppes ved tilsynsmyndighedens vilkårsindskærpelse og givne pålæg, skal følges af indberetning til anklagemyndigheden eller Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen. Af indberetningen skal det fremgå, hvornår og på hvilken måde klienten har overtrådt de fastsatte vilkår og tilsidesat givne pålæg, og det skal anføres, hvilke handlinger, tilsynsmyndigheden har foretaget for at genetablere tilsynet. Ordlyden af dom eller resolution skal skrives i indberetningen, og fremsendes den til Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, skal der vedlægges dokumentation i form af stamrulleudskrift, resolution og kopi af forsorgsjournal. Der skal desuden sendes kopi af indberetning til den institution, hvori klienten har været indsat.

Tilsynsklienten skal gøres bekendt med indberetningen, før den afgives, og have lejlighed til at udtale sig om den. Klientens eventuelle indsigelser mod indberetningen skal anføres i denne. Hidtil har denne regel kun været gældende for prøveløsladte, men gælder nu for alle tilsynsklienter.

Det skal bemærkes, at politiet har pligt til at underrette tilsynsmyndigheden, hvis det er politiet bekendt, at en klient, der er undergivet kriminalforsorgens tilsyn.

- sigtes for straffelovsovertrædelse eller for andet strafbart forhold, der kan forventes at medføre frihedsstraf,

- anholdes eller varetægtsfængles,

- bliver løsladt under en verserende straffesag,

- meddeles tiltalefrafald eller frifindes,

- idømmes frihedsstraf, betinget dom eller foranstaltninger efter straffelovens kapitel 9,

- indsættes til udståelse af frihedsstraf, bødeforvandlingsstraf eller underholdsbidrag,

- hvis politiet har formodning om at tilsynsklienten har begået andre vilkårsovertrædelser end strafbart forhold,

- straks efter at en tilsynsklient er anholdt på grundlag af indberetning for vilkårsovertrædelse,

- i øvrigt gør sig skyld i forhold som kan være af betydning for tilsynsarbejdet, f.eks. værtshusuorden, grove husspektakler, alkohol- eller narkotikamisbrug, detentionsanbringelse eller tvangsindlæggelse.

I øvrigt henvises der til Vejledning om løsladelse på prøve, 10. januar 1994 (*), Cirkulæreskrivelse om begrænsning i fastsættelse af særvilkår, 4. december 1979 (*), Cirkulære om varetagelse af tilsyn med prøveløsladte, 27. september 1973 og følgeskrivelse af 27. september 1973 (*) til dette cirkulære, Cirkulæreskrivelse om fremgangsmåden ved indberetning af vilkårsovertrædelser begået af prøveløsladte, 20. februar 1976 (*), Cirkulære om indberetning af vilkårsovertrædelser mv., begået af personer, der er undergivet tilsyn af kriminalforsorgen, 18. januar 1978 (*) og følgeskrivelse af 18. januar 1978 (*) til dette cirkulære.

Ad §§ 23 - 24.

At en klient rejser til udlandet, kan ikke umiddelbart anses for vilkårsovertrædelse, med mindre opholdet i udlandet er af længere varighed. Kortere ferierejser, familiebesøg og lignende kræver således ikke reaktion fra tilsynsmyndigheden, medmindre særlige omstændigheder tilsiger det. Særlige omstændigheder kan være, at en foranstaltningsdømt ved udlandsrejse tilsidesætter bestemmelse om at følge psykiatrisk behandling, herunder medicindosering, med fare for forværring af psykisk tilstand, eller en prøveløsladt tilsidesætter forbudsvilkår ved at forlade landet, f.eks. vilkår om ikke at tage ophold på steder, hvor der er mindreårige børn.

Hvis der til en afgørelse efter straffelovens § 68 er fastsat vilkår om indlæggelse på psykiatrisk hospital, kan kriminalforsorgen i samarbejde med behandlende overlæge, om fornødent med politiets assistance, foranledige den pågældende indlagt.

Tilsynsklienter, der er i et afsoningsforløb (f.eks. § 49, stk. 2, anbragte og udstationerede), skal altid have særlig tilladelse til at forlade landet. Hvis de foretager udlandsrejser, uden at der givet tilladelse til det, skal tilsynsmyndigheden straks give underretning til det fængsel eller arresthus, der er udpeget som afsoningssted (moderanstalt).

En klients arbejdsforhold kan betyde, at han/hun vil være beskæftiget i længere tidsrum uden for Danmark eller andet nordisk land, hvortil tilsyn med betinget dømte og prøveløsladte ikke kan delegeres. Det typiske er klienter, der er ansat på skibe i udenrigsfart. I disse tilfælde må tilsynsmyndigheden afveje klientens beskæftigelsesforhold med de risici, der er forbundet med, at tilsynet ikke kan gennemføres i længerevarende perioder, eller måske for resten af tilsynstiden. En vis kontakt kan i givet fald opretholdes ved brevveksling eller gennem telefonsamtaler. Men såfremt tilsynsmyndigheden, under hensyn til klientens forhold, anser det for uacceptabelt at være uden forbindelse med denne i længere tid p.g.a. udlandsrejse, skal der afgives indberetning.

Et udlandsophold må anses for længerevarende, hvis det udstrækkes mere end 4 uger.

Reglerne for delegation af tilsyn til andet nordisk land findes i Cirkulære om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige, 16. december 1963 (*), kapitel 3 for så vidt angår betinget dømte, og kapitel 4 for så vidt angår prøveløsladte, i Cirkulæreskrivelse til samtlige afdelinger vedrørende overførsel af tilsyn mellem de nordiske lande, 10. februar 1964 (*), og følgeskrivelse af 1. marts 1972 (*) til denne cirkulæreskrivelse.

Ad § 25.

Af den indhentede personundersøgelse skal det fremgå, om den sigtede skønnes egnet til at udføre samfundstjeneste. Egnethedserklæringen skal bygge på en konkret vurdering af lovovertræderens vilje og evne til at overholde et vilkår om samfundstjeneste. Til betinget dom med vilkår om samfundstjeneste kan der knyttes særvilkår om ambulant behandling mod alkohol- eller narkotikamisbrug og vilkår om ambulant psykiatrisk behandling. Eventuelle misbrugsproblemer eller psykisk lidelse afskærer således ikke fra samfundstjeneste. Det kan ikke udelukkes, at samfundstjeneste vil være formålstjenlig som middel til at begrænse et misbrug, eller en positiv påvirkning for en psykisk svag lovovertræder. Det må dog forudsættes, at tilsynsmyndigheden finder lovovertræderen motiveret for at blive behandlet.

Det er ikke tilsynsmyndighedens opgave at fraråde samfundstjeneste p.g.a. den sigtedes kriminalitet, men alene at tage stilling til pågældendes egnethed til samfundstjeneste. Hvis samfundstjeneste frarådes, skal afvisningen være konkret begrundet.

Vilkår om samfundstjeneste forudsætter ikke, at lovovertræderen har givet samtykke til dette vilkår. I den udarbejdede personundersøgelse vil det fremgå, om lovovertræderen har givet samtykke, hvilket kan være en vejledning for rettet.

Rigsadvokaten har i meddelelse nr. 4 /92, 26. marts 1992 (*), og i skrivelse til politimestrene m.fl., 26. marts 1992 (*) præciseret, at der skal indhentes personundersøgelse, når påstand om samfundstjeneste er mulig.

Ad § 26.

Samfundstjenestesteder skal søges i offentlige eller private organisationer, der udfører almennyttige opgaver. De enkelte samfundstjenestesteder skal have accepteret, at der beskæftiges samfundstjenestedømte, og denne accept skal fremgå af den skrivelse, der sendes til det lokale arbejdsmarkedsråd, når et samfundstjenestested ønskes godkendt.

Det er ikke en betingelse, at samfundstjeneste skal udføres uden for normal arbejdstid (d.v.s. i fritiden), men dels skal samfundstjenestedømte, der er i normal beskæftigelse, være sikret samfundstjenestesteder, og dels skal arbejdsløse ikke afskæres fra at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Ad § 28.

Kompetencen til at ændre på fastsatte arbejdstider og til at flytte en dømt fra et samfundstjenestested til et andet er hos tilsynsmyndigheden. Et samfundstjenestested kan ikke indgå aftale med den dømte om ændring i arbejdstiderne. Hvis ændring er påkrævet eller hensigtsmæssig, skal spørgsmålet forelægges tilsynsmyndigheden, der så kan træffe afgørelse. Et samfundstjenestested kan på ethvert tidspunkt i afviklingsforløbet bringe arbejdsforholdet til ophør.

Ad § 29.

Bestemmelsen om, at samfundstjeneste kan afvikles på 2/3 af den fastsatte afviklingsperiode, er begrundet i praktiske hensyn. Skulle samfundstjeneste blive afbrudt i kortere perioder p.g.a. sygdom eller af forhold som omtalt i udgangscirkulærets § 31, vil samfundstjeneste i de fleste tilfælde fortsat kunne afvikles inden for den af retten fastsatte periode.

Når arbejdsplanen for afvikling af samfundstjeneste skal udarbejdes, skal tilsynsmyndigheden sprede det fastsatte antal arbejdstimer over afviklingsperioden. Samfundstjeneste må ikke være udført på mindre end 2/3 af afviklingsperioden. Særlige forhold kan begrunde, at en dømt udfører samfundstjeneste i mere end 24 timer om ugen. Hvis den dømte har erhvervsarbejde, der udelukker, at samfundstjeneste kan udføres efter reglerne i § 29, må samfundstjenestens afvikling tilrettelægges ud fra de konkrete forhold. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis den dømte er fisker, ansat på skib i udenrigsfart eller ved anden længerevarende beskæftigelse fjernt fra sin bopæl.

Ad § 31.

Den særligt intensive kontrol med samfundstjenestes udførelse betyder, at tilsynsmyndigheden hurtigt bliver bekendt med de dømtes udeblivelser. Derfor kan tilsynsmyndigheden straks, når den bliver bekendt med udeblivelse, foretage det nødvendige for at forsøge samfundstjenesten genoptaget og samtidig give advarsel og indskærpe vilkår. Hvis tilsynsmyndighedens bestræbelser ikke har den ønskede effekt, skal der gives indberetning. Enhver uaftalt udeblivelse fra samfundstjeneste skal dog ikke betragtes som en vilkårsovertrædelse, der umiddelbart fører til indberetning.

Tilsynsmyndigheden skal især være opmærksom på, at eventuelle vilkår om behandling mod misbrug eller vilkår om psykiatrisk behandling overholdes. I forbindelse med samfundstjeneste er denne opmærksomhed tillige bestemt af hensynet til samfundstjenestestederne.

Ad § 32.

Forudsætningen for at få udsat frihedsstraffe, idømt for spiritus- eller promillekørsel er,

1) at den idømte frihedsstraf er på 60 dage eller derunder,

2) at den dømte har et udtalt behov for behandling mod alkoholmisbrug, og

3) at behandlingen er påbegyndt.

I cirkulære om udsættelse med afsoning af og benådning for frihedsstraffe på 60 dage og derunder, idømt for spiritus- eller promillekørsel, 14. marts 1994 (*), er udsættelses- og benådningsordningen nærmere bestemt, og fremgangsmåden i sagsbehandlingen beskrevet. Der er i cirkulæret bestemmelse om indberetning, hvis den dømte overtræder de fastsatte vilkår.

Tilsynsmyndighedens primære opgave er at føre kontrol med, at den foreskrevne behandling mod alkoholmisbrug følges. Det er som udgangspunkt ikke hensigten, at tilsynsmyndigheden skal stå til rådighed med bistand til løsning af de dømtes sociale og personlige problemer, og behandlingen forudsættes varetaget på de alment tilgængelige alkoholambulatorier og institutioner.

Ad § 33, stk. 3

Tilsynsmyndighedens kontrol vil ofte kunne gennemføres ved et tæt samarbejde med den behandlende institution og i praksis bestå af jævnlig telefonisk kontakt med behandlingsstedet. Det forventes, at en del behandlingssteder giver den dømte bistand til løsning af eventuelle sociale og personlige problemer. Det kan forekomme, at praktiserende læger eller hjemmesygeplejersker og andre varetager en medicinsk behandling, men ikke giver den sociale bistand, der kan være behov for. Det kan endvidere forekomme, at hele behandlingsforløbet er hos tilsynsmyndigheden. I disse situationer forventes det, at tilsynsmyndigheden påtager sig de opgaver, der normalt er forbundet med tilsyn. Opmærksomheden henledes på Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens skrivelse af 30. juni 1993 vedrørende samarbejdsaftale med Anonyme Alkoholikere (*) .

Ad § 35.

I rigsadvokatens cirkulære om foranstaltninger over for visse psykisk afvigende lovovertrædere, 10. december 1976 (*) er det bestemt, at såfremt en psykisk afvigende lovovertræder har behov for intensiv social støtte uden for hospital, skal anklagemyndigheden ved domsforhandlingen nedlægge påstand om tilsyn af kriminalforsorgen under udskrivning fra institution. I cirkulæret er det videre bestemt, at bliver der tale om en foranstaltningstype, som indebærer tilsyn af kriminalforsorgen, skal tilsynsmyndigheden høres med henblik på afgivelse af erklæring om, hvorvidt den kan påtage sig tilsynet, og hvilke særlige vilkår, der i så fald skal knyttes til foranstaltningen. Tilsynsmyndigheden kan før afgivelse af erklæring drøfte særvilkår mv. med det psykiatriske behandlingssystem.

Ad § 36.

Er klienten dømt efter straffelovens § 69, jf. § 68, og indebærer dommen, at lovovertræderen kan institutionsanbringes, herunder på psykiatrisk hospital, fastsættes der en længstetid for opholdet, der i almindelighed ikke kan overstige 1 år. Her skal bl.a. tilsynsmyndigheden være opmærksom på, at opholdsvarigheden af flere indlæggelsesperioder lægges sammen. Visse indlæggelser skal indberettes til stadsadvokaten i det område, hvor den pågældende er dømt.

Reglen om sammenlægning af indlæggelsesperioder findes i Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 10. juni 1988 (*).

Ad § 37.

Tilsyn med foranstaltningsdømte omfatter de perioder, hvor de pågældende ikke er hospitalsindlagt, selvom disse dømte registreres som tilsynsklienter i indlæggelsesperioder. Tilsynets virksomhed samler sig derfor om de perioder, hvor de dømte ikke er i tæt kontakt med det psykiatriske behandlingssystem. Da der kan blive tale om hurtige indgreb, som f.eks. akut hospitalsindlæggelse, er det vigtigt, at kontakten mellem tilsynsmyndigheden og de behandlende læger opretholdes, også når den dømte er udskrevet fra hospital.

Ad § 38.

I almindelighed anmoder anklagemyndigheden om en udtalelse een gang om året.

Ad § 39 - 40.

Frivillige tilsyn forpligter alene tilsynsmyndigheden, idet lovovertræderen på ethvert tidspunkt i tilsynsforløbet kan frigøre sig. Tilsynsmyndigheden skal ophæve tilsynet, når formålet med tilsynet er nået, og kan ophæve tilsynet, hvis lovovertræderen afviser den bistand, der er tilsynets formål.

Frivillige tilsyn indgår i en afdelings tilsynstal på samme måde som andre tilsyn. Det forudsættes, at det behov for bistand, der betinger frivilligt tilsyn, kræver samme forsorgsmæssige indsats som tilsyn i øvrigt.

Ad § 41.

Det følger af forvaltningsretlige regler, at en forvaltningsmyndighed skal give skriftlig begrundelse for trufne afgørelser. Når begrundelsespligten er nævnt i cirkulæret, skyldes det særligt, at alle afgørelser, der afviger fra det i dette cirkulære bestemte, skal begrundes med notat i forsorgsjournalen, medmindre begrundelsen klart fremgår af dokumenter, der vedrører afgørelsen.

Begrundelsespligten er især bestemt af

- hensynet til lovovertræderens retssikkerhed, idet dennes adgang til aktindsigt og til at påklage tilsynsmyndighedens afgørelser skal bero på sagens skriftlige dokumentationer;

- at grundlaget for behandling af en eventuel klagesag skal være fyldestgørende;

- at tilsynsmyndigheden skal kunne dokumentere, at en afgørelse er truffet på et sagligt rigtigt grundlag.

Christian Trønning

/Fritjof Stern Nielsen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →